Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen
Vi er nu naaet til andendagen af min rejse ud i verden, hvor Marcus og jeg hoppede paa en firetimers bus sydpaa. Jeg gjorde store oejne de foerste par timer, i stime over trailerparker i stoev og sten, monumentaare klipper ned til vandet (end del vildere end Bornholm), og hvad jeg ansaa som bjerge, mens Marcus forklarede mig, at det bare var bakker. Paa den maade og med musik i oerene hyggede jeg mig gevaldigt til vi naaede Huacachina. Her blev vi moedt af enorme sandbanker paa 200 meter, der ludselig aabenbarede sig mellem traeerne. Vi fandt hurtigt et fint hostel i en oase af en lille by midt i sandoerkenen med palmer, lavt hyggetempo og endda en soe. Men det vildeste var de to sandbjerge, der indhyldede byen i deres egen lille sandboble, og vi maatte straks ud og se, hvad de havde at byde paa af sjov og spas.
Efter at have lejet et par sandboards (svarende til snowboards) og 30 sekunders instruktion i hvad vi skulle bruge dem til af den flinke udlejer, begav vi os op mod toppen af sandbakken paa 150 meter. Det tog sin tid at kravle gennem det tunge sand i vores lejede monsterstoevler, og det syrede aah saa dejligt i laarene - det er laange siden, jeg har maerket en udmattelse i den dur. Vi naaede lige op til en fascinerende udsigt med solnedgang over det uendelige landskab af sandbanker, og efter at haave vokset vores boards for at mindske gnidningsmodstanden gik det med fuld fart ned af. Jeg ville gerne kunne sige, at vi var nede paa nul komma fem, men der skulle lige et par fald og en masse kaampen for at komme op paa boardet igen til, foer vi naaede ned. Denne traenigssession var guld vaerd, da vi naeste dag besteg den endnu stoerre og stejlere sandbanke paa den anden side af byen, for denne gang havde vi vaesentlig mere kontrol og kunne koere lidt laengere uden at falde paa roeven eller paa hovedet. Men vi havde vist alligevel faaet munden for fuld, og naar vi ser tilbage paa det ville vi maaske have faaet mere ud af en lidt mildere bakke - men kaeft det var sjovt, paa et sekund susede vi afsted med 40 km/t gennem sand finere og varmere end nogen dansk strand, paa et braet, man normalt forbinder med sne.
Formiddagens strabadser smurt ind i sand blev rundet af ved middagstid, hvor solen stod hoejt paa himlen og jeg var ved at dehydrere, men jeg syntes alligvel at jeg lige skulle op paa toppen til den svimlende udsigt. Daarlig ide. Jeg havde besluttet bare at give den gas paa vej ned til bakken fladede en smule ud og jeg kunne stoppe, men foer jeg naaede derned var jeg faldet paa hovedet med forbandet meget far paa, hvilket resulterede i en masse krumspring og temmelig ondt i ryggen. Det passede mig fint bare at slappe af ved poolen og nyde solens varme om eftermissagen, hvorefter vi forlod det varme paradis af en oase for at bevaege os laengere ind i bjergene til alt-mulig-byen Cusco. Saa det er jo spaendende om ryggen og resten af mig klarer den 18 timers lange bustur gennem Perus snoerklede bjergveje? Glemte jeg at sige at det er verdens farligste rute med flest doedsfald, evt. foraarsaget af 20 centimeter til et fald paa hundredevis af meter og en tradition for at chauffoeren til tider drikker sig i hegnet? Se om jeg overlever i naeste indlaeg!
- comments