Profile
Blog
Photos
Videos
Go'dag i stuen!;)
Nu hvor Rose og jeg har faaet fast arbejde, en lejlighed og en stamrestaurant, foeler vi os ganske velintegrerede i det cambodjanske samfund:) Vi er ikke laengere de mystiske piger fra det store udland, men er nu blevet forfremmet til "Rrrose and Ida from Dannemak" - det er skoent! Vi arbejder som frivillige paa boernehjemmet New Future for Children og bor stadig i huset over for boernehjemmet hos en cambodjansk familie. I forgaars var vi paa besoeg oppe hos vores "vaertsfamilie" paa foerste sal (den mellemste etage er lejet ud til os, mens den nederste huser familiens lille laundry-geschäft). Vi havde en lagkage med til dem (de laver de flotteste konditorkager her i Cambodja), som vi dog endte med at dele med dem i tavshed, da familiens engelskkundskaber er yderst begraensede;) Det var nu ret hyggeligt alligevel, for de er virkelig flinke.
Der bor 58 boern og unge i alderen 4 til 22 aar paa boernehjemmet New Future for Children. Der hviler en rigtig rar og afslappet atmosfaere over stedet, og alle er som soeskende overfor hinanden. Vi er virkelig glade for at vaere blevet lukket ind i deres lille "familie" og faa lov til at vaere en del af deres hverdag. Vi har faaet et fast ugeskema med opgaver af forskellig karakter. Dels er der det praktiske arbejde som at rydde legepladsen for affald (den ligner altid en losseplads, for her i Cambodja eksisterer skraldespande stort set ikke), feje blade sammen, goede traerne og hakke groentsager i det store udendoerskoekken; dels arbejdet med boernene, der bl.a. bestaar i, at vi skal soerge for, at de yngste boern faar deres middagslur og hjaelpe de stoerre boern med deres engelsklektier. Der er tre saakaldte "care takers", som har ansvaret for de yngste boerns trivsel. Paa deres oenske er punktet "sharing with care takers" blevet tilfoejet paa vores skema. Hvad mon det gaar ud paa? taenkte vi nysgerrigt den foerste dag. Dette kryptiske punkt viste sig at bestaa i et moede med de tre kvinder, hvor de bombarderede os med spoergsmaal om boerneopdragelse. Spoergsmaal som: "Hvordan faar vi lille Minoken til at tage sine sko paa, naar hun ikke vil?", "Hvad skal vi goere for at boernene staar op om morgenen til morgengymnastik?" og "Hvad goer vi ved drengenes slaaskampe?". Det var ikke meningen, at problemerne skulle diskuteres i faelleskab, men derimod at vi (som de aabenbart ansaa for paedagogisk sagkyndige) skulle diske op med klokkeklare svar paa deres spoergsmaal, paa trods af vi ikke engang kendte boernene paa det tidspunkt. De forventede simpelthen, at vi var problemknuser 1 og 2 fra foerste dag - det gjorde os en smule nervoese! Det hele blev bare endnu mere akavet af, at de tre care takers ikke taler engelsk og at vores toevende svar derfor skulle oversaettes til Khmer af en af de aeldre boern.
Der er ret mange medarbejdere ansat paa boernehjemmet, saa helt i traad med cambodjansk arbejdsmentalitet tager man tingene stille og roligt og i faellesskab. Nogen gange ville vi oenske, at der var lidt mere at bestille, men paa den anden side har vi saa en masse tid til at haenge ud med boernene. De smaa elsker, naar vi pjatter med dem, og nogen af de stoerre boern har ogsaa knyttet sig meget til os. Bl.a. en pige, som jeg tit laver engelsklektier med. Hun har simpelthen den mest snurrige, finurlige humor samt en stor portion selvironi, saa vi tager en masse gas paa hinanden. Boernene fortaeller os lange, vandede Khmer-vittigheder, saetter vores haar i kunstfaerdige frisurer, tegner tegninger og folder dyr i papir til os. Det er simpelthen bare saa hyggeligt:)
I gaar aftes var Rose og jeg paa en lille tur ud i et slumkvarter, der ligger ved en flod ikke langt fra, hvor vi bor. Paa vejen hjemad opdagede jeg en flot, lyseroed pagode, som vi lige ville hen at snuse lidt til. Der sad en stor gruppe unge munke (omtrent paa vores alder) forsamlet omkring et bord paa pladsen foran templet. Vi gik lidt toevende hen til dem, da vores tidligere erfaringer har vist os, at de buddhistiske munke er ret reserverede over for turister. Men da vi satte kursen mod forsamlingen, rejste en af munkene sig op og tilboed os paa glimrende engelsk en plads ved bordet. Han og hans venner var enormt ivrige efter at bruge deres engelske og nysgerrige efter at hoere om vores liv i Europa. De var virkelig soede og tydeligvis meget glade for, at vi viste interesse for deres religion. De fortalte os om livet som munkenovice - fx. fandt vi ud af, at hvis man oever sig nok, kan man sagtens meditere gaaende rundt i byen!;)
Det endte med, at de inviterede os ind i deres klassevaerelse (der laa en skole i forbindelse med templet). Klassen var midt i en engelsktime, men da eleverne saa, at der var kommet gaester fra det store udland, stoppede al undervisning brat, og de ville de vide alt om os og afproeve deres engelske paa os. Vi blev bombarderet med spoergsmaal om alt fra vores kultur til hvad vi synes om Cambodja - men det sjoveste spoergsmaal, jeg blev stillet, var foelgende: "Hvorfor bliver I udlaendinge nogen gange roede i ansigterne?" Eleven stillede spoergsmaalet i dybeste alvor, som om det var noget, han havde spekuleret inderligt paa gennem laengere tid.
Hele denne vidunderlige seance endte med, at eleverne ville have os til at rejse os og synge en sang - hvordan de saa var kommet paa den ide... vi kvaekkede os igennem "Der er et yndigt land" (det var lige den sang, vi kunne komme i tanke om, mens alles blikke hvilede forventningsfuldt paa os) og indhoestede store bifald fra vores nye munkevenner. De ville allesammen have taget billeder sammen med os og fik os til at love hoejt og helligt at sende billederne til dem!
Taenk sig, nu har Rose og jeg sjunget den danske nationalhymne for en forsamling buddhistiske munkenovicer. Hvem skulle nu ha' troet det...
Kaerlig hilsen,
Ida
- comments