Profile
Blog
Photos
Videos
Phnom Penh. Et kaos af mennesker, biler, scootere, cykler, tuk-tuk'er, markeder, affald og gadekoekkener. Gaden er faktisk det sted, hvor byens liv virkelig udfolder sig. Her er smaa udendoers bilvaerksteder, skraeddere, barberer, restauranter… Her traekker saelgerne rundt med deres smaa boder, som har hjul og rummer alt fra friske muslinger til store, helstegte dyr.
Billetten til busturen fra Siam Reap til hovedstaden havde vi koebt gennem en flink cambodjansk fyr, der arbejdede paa vores lokale vaskeri I Siam Reap. Han var samtidig turistguide og talte dermed glimrende engelsk, og han var ivrig efter at fortaelle os alt det, vi ikke vidste om Cambodja, og lovede os, at hvis vi nogen sinde kom til Siam Reap igen, ville han vaere vores personlige guide.
Paa busturen fik vi set, hvordan man bor ude paa landet her I Cambodja, vi koerte nemlig ikke paa motorvej paa noget tidspunkt, men I stedet ad mindre veje gennem landsbyer bestaaende af klynger af store paelehuse af trae med tage af tegl og siv. Munkene gik fra hus til hus iklaedt deres karakteristiske orange og safrangule gevandter og velsignede landsbybeboerne, der til gengaeld skaenkede dem dagens maaltid. Vi holdt en pause ved en bod, hvor jeg koebte graeshopper til frokost. Jeg var kun naaet halvt igennem den foerste krabat, foer jeg maatte opgive - den smagte AEKELT!
Da vi ankom til Phnom Penh, hyrede vi en tuk-tuk til at koere os ind til et indkoebscenter, hvor vi ville koebe en masse ris til et boernehjem, som vi havde planlagt at besoege senere paa dagen. Vi har haft skrevet til tre boernehjem vedr. frivilligt arbejde uden at faa svar, saa vi besluttede os for i stedet at besoege stederne for at hoere, om de havde brug for os. Da Rose - godt belaesset med ris og broed - gik ud af indkoebscentret og hen til tuk-tuk'en blev hun naermest stormet af fem smaa gadeboern, der desperate af sult begyndte at hive poserne ud af haenderne paa hende og gribe ned I hendes lommer. De var overalt omkring hende, tryglende efter noget spiseligt. Jeg fik dem lokket vaek fra hende med noget broed, saa de ikke begyndte at stjaele fra hendes lommer. De blev tydeligvis glade for maden. Vi vil aldrig glemme synet af disse boerns bedende blikke og lasede, beskidte toej og lyden af deres indtraengende raab om hjaelp fra stemmer, der ligesom kom inde fra deres sultne maver. Kontrasten mellem disse stakkels boern og indkoebscentret, hvor velstillede cambodjanere gik rundt i maerketoej mellem butikker bugnende af glitrende smykker, dyre kjoler og smarte sko, var naermest kvalmende. Det eneste, der kunne troeste mig lidt var, at boernene ifoelge tuk-tuk chauffoeren havde foraeldre - men de var selvfoelgelig ogsaa hjemloese tiggere.
Modsat de arme gadeboern, virkede det ikke til, at boernene paa det foerste boernehjem vi besoegte, havde synderligt brug for hjaelp. Det viste sig at vaere en yderst velfungerende institution, hvortil turister og frivillige tilsyneladende stroemmede til i hobetal. Det var jo rart at se. Vi besluttede os for at finde et guesthouse i naerheden og fortsaette vores soegen dagen efter. Vi spurgte forskellige folk i omraadet, om de kendte til et guesthouse I kvarteret, men uden held - der er naesten ingen, der taler engelsk her. Pludselig kom en aeldre dame med hovedtoerklaede hen til os og signalerede, at hun oenskede vi skulle foelge hende ind ad en sidegade, der var saa smal, at vi knap nok kunne vaere der med vores rygsaekke. Langs med den var et livligt marked, og det myldrede med boern og kvinder, der kiggede forundret paa de to kampsvedende pakaesler! Alle I kvarteret var muslimer (ellers har vi kun moedt buddhister her i Cambodja), og kvarteret havde sin egen moske, der fik mig til at taenke tilbage paa alle vores gode stunder I Dubai. Det var, som om vi var traadt ind i en helt anden verden skjult for resten af byen. En verden, som vi aldrig ville have fundet, hvis det ikke havde vaeret for den gamle dame, der forsvandt ligesaa pludseligt i menneskemylderet som hun var dukket op.
Naa, men vi endte med at finde et guesthouse, og naeste dag tog vi ud til et andet boernehjem. Eller det vil sige, vi fandt det faktisk aldrig, men koerte rundt i halvanden time og maatte til sidst sande, at adressen var forkert. I stedet havnede vi paa et kontor, hvor en yderst gaestfri vietnamesisk forretningsrejsende inviterede os til te og fortalte os om sit firma og sit hjemland og lovede, at han ville vise os rundt I sin hjemby Ho Chi Mihn City, naar vi altsaa kommer dertil.
Vi tog saa en tuk-tuk videre ud til et tredje boernehjem, og ligesom i eventyrene, viste anstrengelse nr. 3 sig at baere frugt. Vi blev moedt med aabne arme af en gruppe boern og unge, der viste os rundt i deres spartanske men hyggelige hjem. Da det var loerdag, holdt de fleste laerere fri, saa det var en ung mand, der selv boede paa boernehjemmet, som fortalte os om mulighederne for at arbejde der som frivillig - de var ifoelge ham gode. Selv var han kommet paa boernehjem efter at have levet som gadebarn, og nu laeser han til ingenioer - det maa da siges at vaere en solstraalehistorie!
Vi gik en tur hen til kvarterets tempel sammen med to piger fra boernehjemmet, der var paa vores egen alder og som var ivrige efter at vaere vores guider. De var simpelthen saa soede og imoedekommende og ville vide alt om os.
De aeldste af boernene soergede for, at vi blev indkvarteret privat i et hus overfor boernehjemmet. Her lejer vi et ledigt vaerelse indtil i morgen, hvor boernehjemmets leder kommer tilbage og vil snakke med os om vores muligheder for at blive frivillige.
Om aftenen blev vi inviteret til aftensmad og lagkage paa boernehjemmet (der blev holdt foedselsdag for maanedens foedselarer), og da nogen af pigerne saa, vi havde taget lidt fint toej paa i aftenens anledning, inviterede de os straks op paa deres vaerelser og satte vores haar.
Det var simpelthen saadan en hyggelig aften, og vi er stadig helt overvaeldede over den modtagelse, vi har faaet.
I dag har vi bare snuset rundt i byen uden noget bestemt maal; det er ofte den made, vi oplever mest og moeder flest mennesker paa. Hvorend vi gaar, moedes vi af en blanding af nysgerrige blikke, uhaemmet stirren, hilsener og smil. Sommetider loeber boernene grinende efter os og synes vi er noget af det sjoveste, de har set. Det er utroligt, at vi vaekker saa stor opsigt I mylderet af mennesker!
Mange kaerlige hilsener,
Ida
- comments