Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vist ved at være tid til en opdatering. Sidst jeg skrev var vi på vej til camel camp i Nanyuki. Vi havde en rigtig god tur, selvom vi godt kunne have ønsket os lidt mere solskin og lidt mindre regn. Nanyuki Camel Camp er oprettet af en britte, Chris Field, som har været i Afrika i næsten 50 år. Han har blandt andet brugt nogle år sammen med de somaliske nomader, en erfaring som han har baseret denne camel camp på. Vi overnattede i en somalisk mudderhytte, hvilket var vældig hyggeligt selvom den lugtede lidt af kamel. Ejeren af stedet var i lejren til de fleste måltider og vi havde stor fornøjelse af at høre om nogle af alle hans mange oplevelser i Kenya. Om lørdagen var vi ude at ride på kameler i to timer. Det var en fin tur, men jeg fik ret i min formodning om at det de efterfølgende dage ikke var nogen fornøjelse at sidde ned… (hvilket jeg som lovet lod Lise høre for nogle gange).
Turen til Nanyuki var også vores første tur med matatu. En matatu er en minibus med 14 sæder og er det mest brugte transportmiddel i Kenya. Når jeg skriver 14 sæder og ikke 14 passagerer er det fordi vi også på denne tur fandt ud af hvorfor kenyanerne siger at "a matatu is never full"… Jeg er ret overbevist om at vi på et tidspunkt på turen fra Meru tilbage til Maua var 25 passagerer i dette 14-sæders køretøj. Jeg tror det er et tegn på at man er ved at være faldet til når man kan sidde fem voksne og to rygsække på en række med tre sæder uden egentlig at synes det er ubehageligt. Det er naturligvis ikke lovligt at være så mange passagerer i en matatu, men chaufførerne har udviklet et repertoire af håndsignaler så de kan advare hinanden om hvor der er politikontroller. Inden de når frem til disse kontroller gør de et af følgende; sætter nogle passagerer af så de kun har det tilladte antal med, ruller gardinerne for så politiet ikke kan se hvor mange der er i vognen (hvilket jeg er chokeret over politiet ikke har regnet ud) eller gør klar til at betale betjenten et vist beløb for at se igennem fingre med forseelsen.
Weekenden efter var vi på safari med Dr. Sarson og hans kone Mary i Samburu National Park. Vi havde en rigtig hyggelig tur sammen med the Sarsons, som vi kommer til at savne når de tager tilbage til England i denne uge (medmindre de bliver forhindrede af vulkanaskeskyen…). Vi overnattede denne gang i en lodge som havde både rindende varmt vand og en pool - virkelig luksus. Parken var for et par uger siden oversvømmet hvilket betød at den flod der som regel er fuldstændig udtørret var fuld, hvilket resulterede i at vi blandt andet havde muligheden for at se en flok elefanter bade i vandet. Derudover så vi også en krokodille som må have taget skade under oversvømmelsen og havde mistet en del af underkæben.
Vi har i sidste uge fået endnu en medicinstuderende på hospitalet, Jennifer fra New Zealand. Det har været interessant at følge hendes første oplevelser på hospitalet og at opdage hvor meget vi har vænnet os til hernede og derfor stort set ikke bemærker længere. I lørdags havde vi hende med en tur i Nakumatt, vores supermarked i Meru hvor vi kan få (næsten) alt. På vejen tilbage holdte vores matatu ind til siden da vejen var spærret. Det viste sig at være fordi den kenyanske præsident var på rundtur i Meru-distriktet og var nået til denne by for at holde tale. Der var ret mange mennesker, så vi kunne desværre ikke se ham, men vi kan i det mindste sige at vi har hørt præsidenten holde tale (på swahili, som en af de andre passagerer var så venlig at oversætte for os). Præsidenten havde også haft et stop i Maua, og det var ret interessant at se hvilke forberedelser der gik forud for et så fint besøg. Det var lykkedes på meget kort tid at fjerne alt det affald der normalt ligger i bunker et par steder i byen og markedspladsen på den anden side af hospitalet var fuldstændig tom for mennesker og biler. Lise kunne også berette fra et klinikbesøg i en mindre by at der her var blevet lavet nogle hurtige lappeløsninger på vejen, da byen tilsyneladende for noget tid siden havde fået penge fra regeringen til vejreparation.
Vi har i skrivende stund kun 1½ uge tilbage her på hospitalet, og kan slet ikke forstå det er gået så stærkt. Vi glæder os til at få set lidt mere af Kenya i den måneds tid vi har inden vi skal tilbage til Danmark, men jeg må da indrømme at det også bliver lidt vemodigt at sige farvel til hospitalet og dets ansatte.
- comments