Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har nu været i Kenya i næsten fire uger og det blev Lise som skulle være den første vinder af malaria-lotteriet. Vi er jo ellers begge to på malariaprofylakse (fantastiske lariam..) og sover under myggenet, men det er desværre ingen garanti. Efter at have følt sig meget træt en uges tid og et par dages hovedpine begyndte vi at overveje om ikke malaria var en mulighed. Da Lise så i går fik kulderystelser var vi ikke længere i tvivl, og efter at have konsulteret en af lægerne på sygehuset blev vi enige om at starte behandling. De går ikke så højt op i det juridiske omkring udskrivning af recepter hernede, så jeg agerede læge og bestilte en blodudstrygning og udskrev malariabehandling (en behandling jeg efter 3 uger på medicinsk afdeling har udskrevet utallige gange). Blodudstrygningen var negativ for malariaparasitter, men testen er ikke specielt sensitiv, så vi havde allerede besluttet (i samråd med lægen) at behandle på mistanken. Så nu skal stakkels Lise spise 4 tabletter Coartem morgen og aften de næste 3 dage. Det er heldigvis ikke et særlig voldsomt tilfælde af malaria (formentlig pga profylaksen) så de eneste symptomer hun har i øjeblikket er hovedpine og ekstrem træthed. Hun er da heller ikke mere påvirket end at hun stadig havde overskud til at fjerne en virkelig klam kakerlak fra mit myggenets inderside i morges (ikke et særlig hyggeligt syn at vågne op til...)
Sidste weekend var vi ude at gå vores første længere tur i området. Vi gik en tur op i de omkringliggende bakker/bjerge til en lokal te-fabrik. Vi havde ikke lavet nogen aftale med fabrikken, hvor det ellers er muligt at komme ind og få en rundvisning, så planen var bare at gå derop for at se hvor den lå så vi kunne finde derhen en anden gang. Da vi havde gået halvanden times tid og havde tabt den skare af børn som var fulgt efter os fra byen, mødte vi en meget rar og hjælpsom dame som spurgte os hvor vi var på vej hen. Da vi fortalte hende at vi var på vej til tefabrikken grinte hun af os og sagde at vi gik den helt forkert vej. Hun var derefter så sød at følge os ned til tefabrikken og derefter helt tilbage til Maua. Når man som lokal kommer gående med to der tydeligvis ikke er herfra får man ret mange kommentarer og spørgsmål med på vejen. Hun blev blandt andet spurgt af to damer der plukkede te om ikke Lise og jeg kunne blive gift med deres sønner. Nu forstår vi jo hverken swahili eller kimeru (det lokale sprog), men vi er ret overbeviste om at hun takkede nej på vores vegne. Derudover tror jeg hun en del gange grinende fortalte folk historien om hvordan vi var faret vild og hun havde hjulpet os på vej. Udover at det var en vældig hyggelig tur, var det også en virkelig smuk tur. Udsigten er helt fantastisk når man kommer lidt op i højderne, og landskabet ligner ikke noget jeg nogensinde har set andre steder.
Lørdag aften havde vi regn og torden, på trods af at det ikke er regntid endnu. Om det var pga tordenvejret at nødgeneratoren ikke virkede, ved jeg ikke, men vi havde flere strømafbrud der varede 15-30 minutter, så vi endte med at sidde i vores stue og spille kort i skæret af Lises pandelampe - faktisk ret hyggeligt.
I fredags havde jeg sidste dag på medicinsk afdeling. Jeg har været glad for mit ophold der, men glæder mig også til at komme videre til en ny afdeling. Især da jeg i den sidste uges tid flere gange har måttet konstatere at "we'll meet back here at 2 pm" i kenyan time kan betyde "I'm not coming back this afternoon" - ret frustrende!!
På mandag starter jeg på kirurgisk afdeling, hvilket jeg ærligt talt er lidt spændt på efter at have hørt Lises beretninger derfra de sidste tre uger. Jeg skal nok regne med at skulle bruge den første uges tid til at vænne mig til alle de panga-sår de har på afdelingen, og brandsårsafdelingen skal jeg nok forberede mig på aldrig bliver et let sted at være. Til gengæld skal jeg følges med en britisk kirurg, Dr. Sarson, hvilket jeg glæder mig til.
- comments