Profile
Blog
Photos
Videos
Det er blevet bemærket at jeg er mindre flittig end Lise til at skrive blogindlæg, så det må jeg selvfølgelig tage til efterretning :)
Jeg har de sidste tre uger været på kirurgisk afdeling, hvilket jeg som tidligere nævnt var lidt spændt på efter Lises beretninger derfra. Jeg tror dog at mit ophold på afdelingen har været en mindre voldsom oplevelse end den Lise havde. En af årsagerne er at der har været væsentlig færre patienter med panga-sår. Det skyldes at hospitalet i øjeblikket er i økonomiske vanskeligheder, hvilket i høj grad er forårsaget af patienter som ikke betaler deres hospitalsregning. Det forvandler sig så til lidt af en ond cirkel da patienter som ikke kan betale, når de bliver udskrevet, ikke får lov til at forlade hospitalet. Det vil sige at de forbliver på afdelingen hvor de får mad og medicin hvorved hospitalsregningen vokser sig større og større… For at løse problemet skal alle patienter nu betale et depositum på 6000 Ksh (ca 460 kr) før de kan blive indlagt, medmindre de har en livstruende tilstand. Det har resulteret i et dramatisk fald i antallet af patienter indlagt med panga-sår (og ja, så skal man bare lade være med at forestille sig hvor mange der går rundt ubehandlet…). Den anden årsag til at jeg har oplevet denne afdeling på en anden måde er at jeg har haft tre uger til at vænne mig til omstændighederne på hospitalet og i området inden jeg med egne øjne skulle se konsekvenserne af den måde nogle mennesker til tider behandler hinanden her på egnen. Det betyder selvfølgelig ikke at der ingen dramatiske sager har været på afdelingen. Som eksempel kan jeg nævne en familie på fire, som i en kamp om jord (hvorpå der dyrkes miraa) var blevet overfaldet med pangaer af deres onkler og fætre. Den værst tilskadekomne var den 30-årige søn som udover et sår i skalpen havde fået højre hånd amputeret og venstre arm så voldsomt beskadiget at vi var nødt til at amputere den akut også. Patienten overlevede og vores tyske ergoterapeut arbejder nu på at skaffe ham en protese så han har en chance for at kunne klare sig i hverdagen.
Efter at have været på hospitalet i lidt over 4 uger havde Lise og jeg lyst til (og måske også behov for) at tage lidt væk fra Maua, så vi bestilte en tur til Masai Mara National Park. Vi havde en rigtig god tur hvor vi fik set en masse dyr og taget en masse gode billeder (primært med Lises kamera som er langt sejere end mit..). Det var samtidig også godt at komme lidt væk fra vores hverdag på hospitalet, men heldigvis ikke mere end at vi begge efter turen kunne konstatere at det var rart at være "hjemme" igen.
Jeg er i dag startet på maternity ward hvor jeg skal være de næste to uger. Jeg så min første fødsel her i dag (som gik uden problemer) og satser på at få mulighed for at se mange flere. Lægen på afdelingen har en forventning om at det er mig der skal tage imod barnet ved næste fødsel, så det vil jo vise sig om jeg egner mig som jordemoder.
Her i påskeweekenden har Lise og jeg bestilt et ophold på Nanyuki River Camel Camp som de tidligere medicinstuderende varmt har anbefalet. Hvad der lige præcis foregår på en camel camp er vi faktisk ikke rigtig klar over, men vi skal i hvert fald en tur ud at ride på kameler (Lises idé, hvilket jeg har tænkt mig at minde hende om når vi begge to ikke kan sidde ned hele næste uge).
Efter at have ventet i nu fire uger på en pakke fra min mor var vi ved at opgive håbet om at post kunne nå frem hernede, men det kenyanske postvæsen overraskede os positivt da Lise i sidste uge modtog et gækkebrev hjemmefra som efter poststemplet at dømme kun havde været to uger undervejs. Jeg fortsætter derfor med fornyet håb min daglige tur op til Felicity, hospitalets receptionist, med troen på at min pakke nok skal nå frem. Er der noget vi har lært i den tid vi har været her, er det at der kun er én vej frem - patience and persistence!
- comments