WE DID IT !!!!!!!!!!!
Turen startede med at vi blev hentet af firmaet Crown Eagle, som vi havde bestilt igennem. Herfra var vi med bus til Machame gaten sammen med guiden samt nogle af vores porters (baererne). Vi koerte i knap tre timer. Her blev al bagagen vejet for at finde ud af praesist, hvor mange baerere der skulle med os op. De maa nemlig max. Baere 18 kg. Hver. I alt blev vores team til 11 personer udover os, bestaaende af guide, assistant guide, kok, tjener og 7 baerere. Herefter startede trekkingen mod toppen af Afrikas stoerste bjerg, Kilimanjaro.
Foerste dag var vi omgivet af regnskov. Det var en total modsaetning til, hvad vi var vant til fra Arusha. Her var nemlig frodigt, groent og fugtigt. Vi skulle gaa op til 3100 meter. Specielt den sidste halvanden time var haard, da benene lige skulle vaenne sig til stigningen som tog til. Vi ankom til campen, og her var vores telt slaaet op, og der blev varmet tre smaa baljer med vand til "bad". Herefter var der "The", som blev anrettet i et andet telt med dug, smaa klap stole og hele molevitten. Vi kunne baade faa kakao, te, kaffe samt dertil popcorn. Allerede her paa den foerste camp var der udsigt til den sneklaedte top. Det var meget rart allerede at kunne se, hvad vi gik efter. Til aftensmad blev der serveret tre retters menu, med en varm suppe til forret, hvilket var dejligt, da vi allerede froes en smule. Herefter gik vi i seng, da vi skulle tideligt op naeste dag.
Vi stod op kl. 7.00, og pakkede vores store backpacks sammen, saa baererne kunne komme afsted med dem paa nakken - for ja! De bar dem rent faktisk paa nakken eller hovedet. Fuldstaendig vanvittigt og fascinerende. Denne dag var n aturen en helt anden. Her var helt toert og et ganske andet planteliv. Guiderne havde hele tiden travlt med at forklare os diverse latinske navne for planterne, men vi kan desvaerre ikke huske dem. Underlaget bestod udelukkende af store sten, saa det var en noget mere udfordrende rute, da man hele tiden skulle taenke over placeringen af sine foedder, samtidig med at ruten var endnu mere stejl end den foregaaende dag. Campen laa i 3800 meters hoejde, og her overnattede vi paa en aaben plads, som hed Shira Camp, og her var meget blaesende, saa vi skulle have en del toej paa for at holde varmen. I denne hoejde var vi ogsaa naaet til skyerne, hvilket var lidt underligt at proeve. Det foeltes blot som en let taage, og var ret fugtigt. Vores spise-telt var naer blaest sammen, men heldigvis havde vi faaet det bedste telt til at sove i, saa det holdt hele natten. For at holde varmen om natten maatte vi halvvejs ligge i ske alle tre, men men der var naesten heller ikke plads til andet i vores tomands telt.
Paa tredje dagen havde vi ligget ca. 12 timer i teltet, saa omkring kl. Kvart i 7 vaagnede vi af os selv, da en tissetur var ret saa traengende. Hertil boer vi lige naevne lidt om toiletforholdende op ad bjerget. De bestod af et halvskaevt, vindblaest traeskur hvori der kun var et lille hul i jorden. Hullets stoerrelse varierrede fra toilet til toilet, saa nogle steder var det mere udfordrende at ramme end andre. Det kraevede sin kvinde at skulle sidde i skovskiddestilling, holde vejret (grundet den dejlige aroma der kom op fra hullet) og samtidig koncentrere sig om at ramme!!!!!! Vi blev dog efterhaanden bedre til det, og moedte vi et toilet, hvor personen forinden ikke havde mestret dette, maatte vi i stedet forenes helt med naturen........ Ruten denne dag var god til afklimatisering, da vi baade gik op og ned. Vi naaede det hoejeste punkt so far, nemlig Lava Tower paa 4600 m. Herfra gik vi ned til Barranco Hut omkring 3950m., hvor vi skulle sove. For at komme dertil skulle vi gaa ret meget ned ad, og her var det pludselig ikke laengere Pole pole (langsomt tempo) men i stedet Raka raka. Vi maatte naermest loebe for at foelge med guiden. Her maerkede vi lidt af hoejdesygen i form af en trykken i hovedet. Guidens kommentar var blot "That's normal", hvilket var hans svar paa mange ting. Her var bestemt ingen kaere mor. Efter aftensmaden kom han ind i teltet for at give den daglige briefing, som denne aften bestod af at fortaelle os, at vi sagtens kunne klare bjerget paa seks dage i stedet for syv. Vi ville gerne selv have set vores ansigtsudtryk, da dette uventede forslag blev fremlagt. Hans mest overbevisende argument var, at vi var kommet til campen som nr. To den dag, samtidig med at han forklarede os at vi var nogle staerke piger. Vi acdepterede forslaget og tog kampen op. Dette betoed at der dagen efter skulle gaaes for to dage. Derfor valgte vi IGEN at gaa tidligt i seng for at faa saa god en nattesoevn som muligt.
Det foeste vi moedte paa dag 4, var Barranco Wall, der lige skulle passeres. En kaempe stor mur, som nogle steder mindede mest om en klatre vaeg. Dette betoed at baade arme og ben skulle i gang, samtidig med at koncentrationen og balancen ogsaa kom paa en proeve. Det galdt om ikke at se for meget ned, for et forkert skridt ville resultere i noget vaerre noget! Det var ret ekstremt, da der ikke var nogen form for sikkerhed. Porterne derimod vandrede livligt afsted med deres kaempe oppakning og vi blev utallige gange overhalet - maaske skyldes deres hurtighed og frygtloeshed at de fleste af dem indimellem noed en lille joint, for at goere turen lidt lettere. Paa halvvejen stoppede vi ved Karranca hut, hvor vi fik hot lunch. Det var tydeligt at der ikke skulle bruges meget spildtid. Lige efter vi havde spist op, var det afsted igen. Det var meget pole pole, da efterhaanden var ved at vaere oppe i hoejderne. Det var en rigtig lang tur frem til basecampen Barafu som laa i 4600 meters hoejde. Da vi naaede helt frem var vi fuldstaendigt smadrede, og kunne ikke magte tanken om, at vi om faa timer skulle gaa hele vejen til toppen. Da vi ankom blev vi budt velkommen af flere forskellige mennesker af forskellige nationaliteter og vi blev lidt kendt som de tre danske piger. Heriblandt var der en kvinde, der fortalte at hun havde en veninde i Koebenhavn, og vidste at danske piger var staerke og sagtens kunne naa toppen. Dette gav ikke rigtig mening for os, da det hoejeste punkt i DK jo ligger paa omkring 150 meter og vi absolut IKKE er vant til hoejder. Efter aftensmaden gik vi paa hovedet i seng, da vi allerede ville blive vaekket igen kl. 23.30. Saa ved denne tid kom vores kaere Mudy (tjeneren) med te og smaakager til at vaagne paa. Vi trak i al det toej vi havde og tog pandelamperne paa - klar til afgang! Til at begynde med troede vi, at vi skulle doe af varme, men dette blev hurtigt modbevist da graderne hurtigt faldt. Det skulle forestille at gaa meget pole pole hele vejen op, for at undgaa den vaerste hoejdesyge, men alligevel foelte vi at vi gik noget hurtigere end alle de andre, da vi paa vejen op fik overhalet en del hold. Det var helt vildt haardt, men vi forsoegte hele tiden at holde humoeret hoejt og var alle tre staedige nok, til at ville gaa hele vejen. Ind imellen maatte vi holde pauser for at drikke vand og faa lidt energi i form af barer vi havde medbragt. Det var noedvendigt da ens vejrtraekning i saa stor en hoejde gaar meget hurtigere samtidig med at man skal bruge meget mere energi paa at traekke vejret. Samtidig er det tydeligt at maerke, hvordan hjertet galoperer afsted for at foelge med. Det er den bedste maade vi kan beskrive det paa, men det skal opleves, da det er en sindsyg foelelse at have i kroppen, fordi man ikke selv er herre over det. Efter 5 timer naaede vi endelig Stella point, som er det andet hoejeste punkt. Dette var en kaempe sejr, da der nu kun var ca. 45 min. Gang i forholdsvist jaevnt terran til toppen. Lene smed sig straks ned paa jorden, da hendes legmuskler var ved at gaa helt i krampe, men ellers var vi ved god mod. Allerede her fik vi ogsaa krammer og kongratulationer af guiderne. Herefter fortsatte vi til Uhuru Peak - det allerhoejeste punkt. De 45 minutter foeltes som meget mere, og var noget haardere end forventet, og en smule hoejdesyge meldte sin ankomst i form af svimmelhed. Da vi langt om laenge naaede skiltet, som beviste at vi var paa Afrikas hoejeste punkt (5895m) kunne taarerne ikke holdes tilbage! Klokken var nu ca. 6.00. Det var en fantastisk og ubeskrivelig foelelse af tilfredsstillelse og lettelse. Vi havde sgu naaet maalet! Vi fik fumlet os frem til at faa taget nogle faa, men vigtige billeder, da der var - 20 grader paa toppen! Derfor vendte vi ogsaa forholdsvist hurtigt snuden nedad igen. Paa turen nedad saa vi solopgangen og DET maa nu siges at vaere det smukkeste vi har set. Samtidig begyndte vi at kunne se hvor smukt der egentlig var deroppe. De kaempe gletcher og det store krater daekket af sne, samtidig med at solen tittede frem i horisonten.. Helt fantastisk!
Herefter gik vi nedad i to timer for igen at ankomme til basecamp, hvor vi kunne hvile os i to timer foer vi igen skulle gaa videre. Af alle vi moedte paa vores vej fik vi skulderklap og rosende ord. Dewt var fedt at opleve den gode stemning der var blandt baade turister og guider. Saa gik det nedad i 4 utroligt lange timer. Vores ben var saa traette, at de var ved at falde sammen under os. Sammenlagt havde vi det sidste doegn gaaet i omkring 18-19 timer. Da vi naaede til campen fik vi aftensmad og ordnet drikkepenge med holdet. Dette var en stor sum penge, men saadan er Afrika. De fortalte os, at de havde en lille overraskelse til os dagen efter paa grund af tilfredshed med drikkepengene. Det resulterede i at vi dagen efter stod op til vild morgensang og dans fra hele holdet i bedste Afrikanske stil. Saa gik vi det sidste stykke nedad, som tog omkring 2-3 timer. Vores knae, laar og balder var herefter heeeeeelt faerdige, men en god folelse, det var det! Vi loeb naermest i maal i glaede over en veloverstaaet tur.
Vi tog saa med bussen tilbage til Arusha, hvor firmaet gav middagsmad paa en restaurant. Dette var afslutningen paa en helt fantastisk og uforglemmelig tur.
I disse dage forkaeler vi os selv lidt inden turen paa mandag gaar mod Zanzibar. Paa loerdag regner vi med at genforenes med nogle af dem fra teamet, da vi har aftalt at moedes i byen til en kold Kilimanjaro bajer!
Vi ved ikke, hvornaar bloggen bliver opdateret igen, da vi ikke ved, hvordan internet forholdene paa Zanzibar er. Vi vil dog forsoege at give en lille opdatering fra den forhaabentlig laekre bounty oe.
So long folks!