Profile
Blog
Photos
Videos
Med sommerfugle i maven vågnede vi ved 8-9 tiden. Eftersom vi skulle møde op ved bungy-basen halv 12, kunne vi ikke nå det store. Så vi tog os god tid til at få spist morgenmad og gå nervøst rundt mellem hinanden. Nu kriblede det ret voldsomt i kroppen... Underligt nok var jeg meget mere nervøs for bungyjumpet, end jeg var for skydivet, måske fordi man selv skal tage initiativ til at springe. Det ville virkelig være pinligt, hvis jeg nu fik et blackout på rampen og ikke turde springe.
Vi skulle kun gå i fem minutters tid til bungycenteret. Her checkede vi ind, og fik skrevet vores hop-nummer på højre hånd. Og vi blevet vejet... Det blev vi egentlig også i går, men de er ret hysteriske med at få den rigtige vægt, heldigvis. Nu skulle vi bare vente i en halv time på en bus, der vile køre os afsted. I mellemtiden lå vi i sækkestole og så video af andre, der har hoppet. Firmaet, A J Hackett, har mange forskellige hop, og vi har taget den absolut højeste på 134 meter. Deres andre hop ligger på omkring 45 meter. Den halve time gjorde ikke godt for min nervøsitet.
Der var omkring 40 minutter derhen i bus, vi skulle nemlig helt ud til noget bjerglandskab for at nå den rette springhøjde. Vi nåede lige at blive en smule afslappede, da vi kørte rundt om et hjørne og så kabelgondolen dukke op. Så steg panikken for alvor. Springet foregår nemlig fra en wire, spændt ud mellem to klippevægge. For at komme ud til "gondolen" skal man ud med en lille kabelvogn, så man rigtig kan kigge ned. Først skulle vi have udstyr på og blive vejet endnu en gang. Alting foregik i et ret hurtig tempo, så vi nåede ikke at blive mere nervøse, før vi var på vej i kabelvognen. Jeg var på andet hold, der skulle over til gondolen, og vi var kun kommet halvvejs før vi så Gnu springe ud. Ingen tid til tøven!
Vi kom ud til gondolen, hvor der blev spillet højt musik, og stemningen var helt elektisk. Vi blev kaldt ud efter vægt, og som på et samlebånd fik vi fodspænder på og blev spændt fast. Folk hoppede ud med få minutters mellemrum og kom op fulde af energi. Før jeg vidste af det var det var det mig, der sad i stolen og blev spændt til en elastik. I stedet for at blive samlet op af en båd i floden under os, ville vi blive hejst op igen, når vi havde hoppet op og ned et par gange. Derfor var der en snor, der, når man hev i den, løsnede fødderne fra elastikken og vendte en med hovedet opad, så alt blodet ikke løb til hovedet.
Det fik jeg et hurtigt kursus i, og så blev jeg ellers puffet ud mod kanten.
Med bittesmå skridt kom jeg længere ud mod kanten, og jeg gjorde mit bedste for ikke at kigge ned. Min hjerne nåede ikke engang at opfatte den sindssyge situation, før guiden talte ned fra tre og råbte: "jump"!
Jeg hoppede helt uden af tænke over det. Det næste jeg oplevede var at suse gennem luften mod jorden, koncentreret om at holde øjnene åbne. Følelsen kan slet ikke beskrives, ud over at det var helt sindssygt. Jeg nåede hverken at skrige eller blive bange før jeg kunne mærke elastikken blive strukket, og se jorden komme længere væk. Først her havde jeg luft til at råbe, og det andet fald var mindst lige så godt som det første.
Her var det så meningen, at jeg skulle hive i snoren. Uheldigvis havde den sat sig fast på den forkerte side, og jeg havde ikke hjerne nok til at flå den om på den rigtige side. Efter et par ryk opgav jeg, og så fik de ellers travlt med at hive mig op. Underligt nok var jeg hverken skræmt eller nervøs, faktisk grinede jeg det meste af vejen op. Da jeg kom op til gondolen igen blev jeg halet ind som en stor fisk, og guiden kiggede mig dybt i øjnene for at sikre sig, at jeg ikke havde fået usundt meget blod i hovedet. Det var vist ikke tilfældet, for jeg blev klipset ned, og kom over på den sikre side af afspærringen. Jeg var fuldtændig høj på adrenalin og kunne slet ikke holde op med at smile.
Efter ikke så lang tid var vi på vej tilbage med kabelvognen. Vi fik vores udstyr af igen og købte billeder og video af vores hop. Vi skal jo kunne bevise, at vi sprang. Vi fik brugt nogle computere til at opdatere Facebook med vores bedrift.
Vi blev kørt tilbage til Queenstown, og følte os ret seje. Da vi kom tilbage belønnede vi os selv med verdens bedste burger: Fergburger. Mums! Vi guffede dem i os på hostlet, og det ER virkelig verdens bedste.
Vi slappede af i et stykke tid, og så skulle vi ellers i byen. Det skulle resten af Queenstown også, så det blev en aften med masser af dans og cocktails serveret i tepotter.
- comments