Profile
Blog
Photos
Videos
I dag skulle vi til Queenstown! Vi havde fået gejlet hinanden op til at skrive vores navne på reservationssedlen til bungyjumping, men nu kom det uhyggelig tæt på.
Morgenen var en smule stresset, men da vi først sad i bussen kunne vi slappe af. Første stop var ikke mere end ti minutter væk, og var et sted, som hed "Puzzle World", et sted, som har en masse optiske illusioner, både hologrammer og et skævt rum, som forvirrer din balance så voldsomt, at det ligner, at vand flyder opad, og runde ting triller, så det strider mod tyngdekraften. Line, Gnu, Søren, Maja og jeg ville gerne ofre penge for det, men vi fik en god times tid ud af det. De havde også en rum med en illusion, som de brugte under indspilningen af Ringenes Herre, der får mennesker til at se helt forskellige ud i størrelse. Noget med skæve vægge, loft og rombeformede tern i gulvet. Svært at forklare, men det så sjovt ud, når Line og Søren pludselig var dobbelt så store som Gnu og Maja.
Vi løb gennem regnvejret ud til bussen igen. Eneste stop før Queenstown var en frugthandler, hvor vi lige kunne sikre os nogle fibre til at opveje fores friture-diæt.
Lidt før Queenstown kom vi til "bungy-bridge", hvor vi dels skulle høre om det at springe i bungy, og dels skulle betale for vores hop i morgen. Pludselig kom det hele tæt på, og vi fik alle vilde sommerfugle i maven. Selvfølgelig har vi valgt det allerhøjeste hop, som oven i købet er New Zealands højeste. 134 meter! Ærlig talt, jeg ved ikke, hvad det er, jeg har rodet mig ud i. Vi giver 1000 kr. for at hoppe ud fra en kabelvogn med en elastik om fødderne!!
Da vi kom til Queenstown stoppede vi ind for at gå taget et gruppebillede, så Bex kunne sætte det ind i sin samling. Derefter kørte hun os en rundtur i byen, så vi kunne få et overblik over, hvor tingene ligger henne. Byen er faktisk ikke særlig stor, til gengæld ligger der steder over det hele, der reklamerer for den ene ekstremsport efter den anden. Og så er byen hjem for, hvad der bliver kaldt verdens bedste burger, nemlig Fergburgeren. Dét skal vi prøve i morgen, efter vi har sprunget.
Da vi havde sat vores ting på hostlet, og taget for os af de gratis popcorn, ville vi ud for at udforske byen. Det var nu ret hurtigt klaret, og da vi kom tilbage, lå vi lige og slappede af i noget tid. Vi havde meldt os til et arrangement, hvor man kunne få pizza for 10 dollar på "Fat Badger", men det var først klokken 8, så vi måtte sulte os selv, til den tid nærmede sig. De 10 dollar viste sig at være givet godt ud, for da vi kom til stedet, fik vi serveret den ene kæmpepizza efter den anden, indtil vi alle var ved at sprække. Vi var hele 10 danskere ud af 12 personer, så det var mest dansk, der blevet snakket ved bordet. Og vi fik drukket billige øl. En ret ideel aften for os.
Søren, Line, Gnu og jeg orkede ikke drikke mere end en enkelt øl, så vi gik tilbage i seng, så vi rigtig kan være udhvilede til vores store hop i morgen. Det gider man alligevel ikke have tømmermænd til.
- comments