Profile
Blog
Photos
Videos
JEG ANKOM DA LIGE FOR KORT TID SIDEN, MEN JEG HAR OPLEVELSER FOR ET HELT ÅR! PART 2
Chongzhou, China
Åh, hvor er jeg dårlig til at skrive blogindlæg! Jeg lover og lover, men problemet er, at jeg hverken har tiden eller det mentale overskud til at fortælle alt det, jeg oplever her i Kina. Jeg møder mange fantastiske mennesker, og jeg møder også nogle irriterende typer, der bare vil se, om de kan få en reaktion fra mig. Jeg har det godt, og alligevel rammes jeg af og til af en ensomhed, der nogle gange er for stor til at kunne rumme. Dette blogindlæg kommer til at handle om de følelser, jeg gennemgår i Kina.
Jeg er rigtig glad for mit arbejde, ingen tvivl om det, og jeg bruger meget af min fritid på at forberede mig til næste dag eller næste uge. Det betyder også, at jeg tilbringer meget tid i lejligheden, hvor jeg ofte er alene. Min roommate tager stort set hver weekend til Chengdu for at feste eller ud at rejse, og jeg ville da gerne gøre det samme. Jeg kan ikke se et økonomisk og mentalt overskud til at kunne gøre alle tingene på én gang, derfor har jeg valgt at fokusere på mit arbejde, hvilket er grunden til, at jeg er i Kina. Jeg tager dog ud og oplever noget en gang imellem, og det giver mig et psykisk boost til at arbejde videre. I dag har jeg f.eks. været i Ya'an for at røre en panda, hvilket var en fantastisk oplevelse! Hun var en dejlig, lille pandapige på 1 år og 4 måneder, der gik i reservatets børnehave. Hun ses også på billedet.
Som jeg sagde, jeg er glad for mit arbejde. Børnene i børnehaven er de herligste unger, man kunne drømme om. Selvom nogle af dem ikke forstår ét ord af engelsk, så kommer de løbende hen til mig, når de møder mig. Jeg oplevede en aften, at jeg ville ned på hjørnet for at købe nudler, og mens jeg ventede på at krydse vejen og tænkte over noget møg fra min dag, kører en bil forbi mig, hvor jeg hører en lille pige skrige: "Uh uh!! Heidi! Heiiidiii!" Det var en af de dejlige piger fra børnehaven, der blevet begejstret over at se mig på gaden. Min ellers så sure mine forsvandt, og jeg kunne ikke andet end at smile og vinke efter dem. Det er de øjeblikke, hvor jeg føler, at mit arbejde giver mening. At jeg udfører noget i børnehaven, som børnene åbenbart synes om. Så selvom sprogbarrieren af og til er for stor til, at jeg kan rumme den, så er glæden, jeg ser i børnene, det hele værd!
Pædagogerne er også rigtig dygtige, især når man tænker på, hvad de er vant til; strikte regler, ingen snak fra børnene, ingen leg, ingen ingenting! Altid pædagogen, der sætter dagsorden og skaber alt for børnene. Man skulle tror, at de ikke kunne styre alt denne frihed, men stort set alle pædagoger er struktureret og følger børnenes initiativer, hvilket er præcis det, denne børnehave vil. En kombination af dansk og kinesisk børnehavekultur - og det virker!
Som jeg nævnte i starten, så er mit mentale overskud ret lavt. Jeg møder oftest 8.00 i børnehaven, og nogle gange er jeg først hjemme 19.00 - aldrig tidligere end 18.00. Jeg har dog 1½-2 timers eftermiddagspause, hvor jeg enten sover eller forbereder mig til senere eller næste dag. Det er et fysisk hårdt arbejde at skulle være der for børnene i så mange timer, og nogle dage går det da også "galt", hvor jeg føler, at det hele bare er noget møg. Nogle gange kan det være en hel uge, hvor jeg føler mig elendig til arbejdet, men jeg vælger at fortsætte hver dag alligevel, da jeg ikke bare kan sige "Nå, jeg dur ikke, så jeg bliver bare hjemme! Børnene og pædagogerne klarer sig nok uden mig." Man er nødt til at indse, at de ting, man laver, ikke altid fungerer, og de fungerer især ikke på alle børnene. Nogle børn skal have en nedtælling på oprydningen "5 minutter!", mens andre bare gør det helt automatisk og ikke forstår, hvis man tæller ned. Nogle aktiviteter er for store børn, andre for de små, og af og til finder man ud af, at alle kan være med.
Selvom jeg kan sidde og være objektiv på disse situationer nu, så er nederlag efter nederlag efter nederlag en hård omgang. Jeg sidder helt alene med disse problemer og følelser, og derfor kan det ofte komme til at blive noget i stil med "Jeg er elendig til dette arbejde! Jeg savner Danmark! Jeg savner mine venner! Jeg savner min familie! Jeg burde bare tage hjem!" Men hvordan kan man løse et problem, der er i Kina, hvis man er i Danmark? Nej, jeg kæmper af og til med denne ensomhed, men jeg bliver i Kina, da dette er mit arbejde pt.
Jeg ændrer mig også. Nogle af mine venner, som jeg har haft kontakt til,, imens jeg har været i Kina, har fortalt mig, at de synes, jeg virker anderledes. At jeg har ændret mig. Nogle mener, det er godt. Andre at det er skidt. Jeg kan ikke selv sige præcis, hvad har ændret sig, men jeg bliver ikke påvirket af kommentarer fra folk om, hvordan jeg er, og hvordan jeg burde være. Hvad der er rigtigt eller forkert. Før denne rejse havde jeg det med at blive ked af, når folk sagde, de ikke kunne lide mig, eller bare generelt var imod mig. Her kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal bekymre mig om det, medmindre det er relevant i mit arbejde. Nogle af mine venner trækker sig måske tilbage, når jeg kommer hjem, men det håber jeg selvfølgelig ikke. Jeg er stadig den "gamle" Heidi - jeg kan bare svare fra mig, og jeg bekymrer mig ikke om at skulle være en anden end den, jeg er.
En ting, der har taget rigtig meget af min mentale energi, er julen. Jeg husker, at mor altid har sagt "Ingen skal sidde alene i julen" - det kommer jeg nok til. Jeg ville rigtig gerne kunne være hos familien og vennerne i decembermåned, da det er den tid, jeg værdsætter alle omkring mig mest... Om jeg ses med dem eller ej, jeg sender altid kærlighed til dem, jeg elsker. Jeg kan stadig sende kærligheden, men jeg kan ikke sidde og drikke en kop te med en veninde. Jeg kan ikke sidde juleaften og se glæden ved at give gaverne, jeg specielt har udvalgt til familien. Jeg kan ikke gå på julebesøg hos familien i dagene mellem jul og nytår. Alt dette kan jeg ikke i år. Jeg får dog forhåbentlig endnu et år, hvor jeg kan gøre alt dette. Alligevel er det endnu en ting, der gør denne rejse meget ensom. Selvom jeg glæder mig til at lave julepynt, synge julesange og hygge med sterinlys, så glæder jeg mig til, at julen er ovre. I hvert fald denne jul :)
Jeg ville gerne kunne fortælle jer om ALT, men det skal kortes ned (kan ikke blive ved med disse lange indlæg). Jeg vil ikke lyde som en hykler, for jeg er dybt taknemmelig over denne mulighed, jeg har fået, og jeg udnytter den i så stort et omfang, jeg selv kan rumme. Jeg tænker, at når man rejser til et land som Kina, hvor næsten ingen kan engelsk, og hvor der er så store kulturelle forskelle, så skal man møde med- og modgang. Især når man er alene om det! Heldigvis kan jeg til tider trække på min chef/vejleder, nogle enkelte kollegaer, min roommate og min familie og mine venner i Danmark, men det er ikke altid, og jeg bliver derfor nødt til at kæmpe nogle kampe alene.
En bekendt postede engang et citat på Instagram: "No matter how you feel... Get up! Dress up! Show up! And never give up!" Jeg vil sige, at dette er meget rammende for dette indlæg. Jeg glæder mig til at komme hjem og fortælle mere til venner og familie, og der er så meget, jeg har lært (bl.a. en smule kinesisk, så nu kan jeg fortælle taxichaufførerne, hvor jeg vil hen, jeg kan finde ud af tallene, og jeg kan sige enkelte madvarer og at det er "to go"). Pas på jer selv, og forhåbenlig kommer der snart et nyt indlæg :)
- comments