Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg kan slet ikke beskrive min tilværelse! Det er virkelig svært at få armene ned lige for tiden.
Mine læringsmål er på plads og godkendt: daglig praksis og bagedage, kropsudtryk gennem musik og bevægelse, og så skal jeg holde oplæg for de andre pædagoger om min profession (et emne, der endnu ikke er valgt). Jeg arbejdede længe og hårdt for at skrive de perfekte læringsmål, og da jeg sendte dem til min underviser i Odense, fik jeg beskeden tilbage: "Dine læringsmål er særdeles godt beskrevet." Første glæde! Jeg var pavestolt! Så jeg er igang med at opbygge mine mål. Jeg holder English Circle hver tirsdag og torsdag som en del af rutinen, jeg kan næsten alle børns navne, og jeg falder ind der, hvor de andre pædagoger mangler mig. Hver tirsdag og onsdag er der Multi Room, hvor jeg og en anden ansat skal lave aktiviteter for børnene, så de får noget andet end i "klasseværelserne" og på legepladsen. Jeg synes selv, jeg er godt på vej med mine mål.
I sidste uge fulgte en af cheferne mr. Frank den gruppe, som jeg selvfølgelig var i. Jeg tænkte "Pis! Nu skal jeg tænke endnu mere over, hvad jeg siger og gør! Hurra!" Men jeg havde nu ikke så meget ekstra at tænke over, og efter Multi Room onsdag med den gruppe, kom mr. Frank hen til mig, og på så godt engelsk, som han nu kan, forklarede han mig, at han syntes, det var rigtigt godt gået af mig, og han ville gerne have, at jeg lærte de andre pædagoger de sange, jeg havde fundet. Bonus!! Jeg svævede simpelthen hjem i pausen med det største smil på læberne og et par enkelte tårer i øjnene. Jeg var meget, meget glad. Nu går det da fremad, tænkte jeg. Jeg arbejder jo også næsten hver aften med forberedelse, men at jeg på så kort tid skulle få sådan en ros - det havde jeg ikke ventet! Ikke nok med det; Kasper kom idag hen til mig og fortalte, at han havde fået positivt feedback om mig. "Du har jo ikke været så lang tid, men jeg har fået at vide, du falde hurtigt ind. Det er flot. Mere med det!" Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiihhhhhhh!!!! Jeg praler normalt ikke, men denne gang har jeg lov til det!! Jeg har før fået at vide, at jeg nok skulle finde mig et andet erhverv, for pædagog duede jeg ikke til, og det blev jeg nok aldrig. Hah!! F*** dem, der ikke troede på mig! Jeg er meget lykkelig lige nu - selv i min ensomhed - for jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er god nok!
Som jeg lige nævnte, så føler jeg mig ofte ensom; jeg arbejder hele dagen og forbereder mig om aften. Weekenderne bruger jeg ikke på fest og ballade: jeg udforsker byen og handler ind. Jeg skriver digte og historier om mine følelser og oplevelser herovre, og jeg bruger ikke meget tid på min roomie, for hun vil hellere feste eller snakke med familien på Skype. Jeg er meget ensom til tider, men jeg tror, det er en del af denne rejse. Jeg kan bruge tid på mit arbejde og mig selv, og jeg skal ikke tænke på, at jeg skal på teatret, mødes med venner og stadig være frisk til skolen. Det kan jeg senere, når jeg kommer hjem igen. Jeg kigger ofte i min mail inbox efter mails, og jeg finder af og til nogle gode beskeder fra nære veninder. Jeg bliver glad hver gang, jeg får en mail med et relevant indhold. Skype og mails er velkomne - jeg svarer, hvis jeg ikke er travlt optaget af arbejde og forberedelse ;)
Børnene er helt vidunderlige; nogle er vilde og højtråbende, og nogle er stille og nuttede. Jeg elsker hver og én, og jeg glæder mig hver morgen til at møde op på arbejde. Jeg har desværre været ramt af en del sygdom: hoste, snotteri, dårlig ryg. Og jeg har skam haft en del syge dage, men det betyder ikke, jeg har ligget stille med arbejdet. De skønne har hver dag taget imod mig med glæde. Selv de dage, hvor jeg egentlig ikke var i deres gruppe, kalder de på mig, når de ser mig: på legepladsen og i grupperne. Det er altid dejligt, når nogle bliver glade for at se én. Jeg har faktisk stille mig selv et spørgsmål hver gang, denne situation er opstået: Er det børnearbejde, når børnene frivilligt vil massere mine fødder, ben og arme? I Morning eller Ending Circle er der næsten dagligt et eller flere børn, der skal undersøge mine fødder, sårene fra myggestik på mine skinneben (det er også voldsomt!), trille på maven hen over mine lår, eller prikke til mine overarme. Det er faktisk rigtig behageligt, men er det forkert? Jeg er nået frem til, at det må være frivilligt børnearbejde gennem nysgerrighed, og jeg læner mig tilbage og nyder det! De skønne, skønne børn!
Jeg oplever stadig stirrerne blikke og nysgerrighed fra byens indbyggere. Det falder ikke helt i graden af nysgerrighed. Jeg oplevede i en butik, at butiksassistenten ville have et par billeder med mig, og det var fint nok. Det har andre også fået, og det gør jo ikke ondt, men denne gang var lidt anderledes. Anden omgang af billeder udviklede sig sådan, at butiksassistenten kyssede mig på halsen! Om hun ville have kysset min kind, det aner jeg stadig ikke, men mærkeligt - og morsomt - var det da. Jeg begynder at falde til ro i byen; taxachauførerne er begyndt at være nemmere at kommunikere med (det er sindssygt billigt med en taxa i Chongzhou - 4 Yuan, som er mindre en 4 kroner, er opstarttaksten), jeg ved hvor jeg kan få hvad, og jeg kan da nogle få sætninger på kinesisk, så jeg kan komme lidt omkring. Chongzhou er en stille byen i Kina, hvor der normalt ikke kommer udlændinge, men når der gør, er de stjerner i byen og bliver opvartet alle steder.
Ja, byen er spændende, men ikke nær så spændende som mit lille besøg i weekenden: en kakerlak! Jeg har aldrig set en kakerlak i mit liv, så først troede jeg, det var en bille, men det gik hurtigt op for mig, at det ikke bare var en almindelig bille. Jeg fandt min insektspray, og så gik jeg i krig. Efter tre dages kamp lå den endelig på gulvet og spjættede lidt i kampen for at overleve. Jeg havde måske lidt ondt af den - eller også var jeg skide bange for den - så jeg tog min spray og sprayede direkte på den et par gange. 2 minutter efter mit angreb var den død. Sejr!! Jeg skulle have sejrsbilleder og og alt muligt. Tænk at et skadesdyr, som vi i Danmark skulle have en professionel til at fjerne, klarede jeg helt alene. Natalia tog det lidt mere roligt end mig - måske har de mange i Ukraine, det ved jeg ikke, og hun vidste det også først på dødsdagen, da hun var ude og feste.
Jeg oplever som skrevet rigtig meget, og jeg ville gerne fortælle det hele, men det er lidt svært. Jeg finder de vigtigste ting at berette om. Jeg er trods min ensomhed meget lykkelig, og jeg håber at høre fra nogle fra venner. Efterlad gerne en kommentar her. Selvom jeg ikke svarer, så betyder det rigtig meget, at jeg ved nogle gider høre om mine historier. I weekenden har jeg training i børnehaven om lørdagen, og så er det eventuelt til Wenjiang og handle ind, selvom jeg ikke har mange penge tilbage, så enten er jeg på nudler eller sulte ;)
Jeg håber at skrive hver 14. dag, så folk kender en nogenlunde dato for nye oplæg. Kys, kram og kærlighed fra den vestlige del af Kina <3
- comments
erik Rart at hører du har det godt og at du falder godt til jeg har sat din blog ind under mine bogmærker søde og tjekker engang imellem om du skulle have skrevet noget nyt :-) er rigtig nysgerrig hehe savner dig og glæder mig til vi ses igen knus