11-16 marts 2013

Mandag omkring middag, forlod vi Mole. Vi havde en aftale med en lokal driver fra Tamale, som skulle hentes os. Vi havde aftalt kl. 09:30,men han dukkede først op kl. 11:30. Så fik vi endnu engang at mærke Ghana time. Efter en lang tur på 3 timers kørsel, i en bil hvor bremserne var noget der var ikke eksisterende, hvilket vi fik at fornemme, da vi i et sving rundt mødte en ko (med store horn), som stod midt på vejen og ikke ville flytte sig selvom hornet i bilen virkede. Dette resulterede i, at driveren måtte lave en undvigemanøvre (som en hver kørelærer ville være stolt af) og jeg derfor fik et ko hoved ind af vinduet. Der holdt vi så, indtil koen trak sig tilbage og vi igen kunne kører. Desuden kunne bilen ikke kører i 3 og 4 gear, speedometeret virkede ikke og støddæmperne var opbrugt for mange år tilbage. Dette gjorde at vi ude på en bumpet grusvej, fløj over de værste huller. Ja, aldrig har jeg lettet så meget i sædet før, og det er ikke at overdrive når jeg siger at mit hoved nær havde ramt taget et par gange. Nåede heldigvis sikkert frem til Tamale lufthavn, hvor vi skulle flyve om aftenen. Vi havde aftalt med UCSJ´s driver, som bor i Accra, at han skulle hente os når vi ankom med flyet, så vi kunne komme direkte ud til vores hotel. Dette var vi meget glade for da vi ankom til Accra. Det havde været en lang dag, og som alle andre steder i Ghana, så kan hvide mennesker ikke få lov til at gå i fred. Dette viste sig hurtigt, da vi knap nok var kommet til parkeringsplade, og allerede her havde fået 30 tilbud og forskellige driver. Anthony (som skolens driver hedder) var der heldigvis, og han kunne kører to meget trætte pige til vores hotel. Vi havde besluttet os for at vi igen ville bo på Aknac hotel. Det var det første hotel vi boede på, da vi ankom til Ghana, og vi havde været tilfredse med alt der. Vi fik hurtigt cheket ind, spist aftensmad og gik direkte i seng, efter en fantastisk oplevelse af at kunne tænder for vandhanen og der rent faktisk kom vand ud.

Onsdag havde vi igen en aftale med Anthony. Vi havde besluttes os for at vi ville ud til african art center, så vi kunne købe de sidste souvenirer. Dette var noget af en oplevelse igen. I Ghana er der mange biler, men at komme fra hotellet og derud var noget af en tur. Det tog en time og tredje minutter før vi nåede frem. Da vi endelig ankom, blev vi "overfaldet" af diverse sælgere. Heldigvis var vi forberedt på dette, og vi havde besluttes os for at være kolde hårde forretningsmænd. Dette virkede og vi kunne gå nogenlunde i fred og se på de forskellige ting. Vi havde hjemmefra snakket om hvad vi godt kunne tænke os, så vi havde nogle helt klare mål at gå efter. Efter 2 timer på markedet, kom vi slæbende hen til bilen med to store giraffer (til Anne) samt diverse skåle og masker. Derefter gik turen ud til et stort supermarked, hvor vi skulle købe lidt slik og chips til om torsdagen, da denne skulle fejres da det var Anne 25 års fødselsdag.

Fredag havde vi aftalt med en af de ansatte på hotellet at han, skulle kører os ud til African art center. Jeg havde fortrudt at jeg ikke havde købt en læderpude, og jeg ville tilbage for at købe den. Heldigvis var han sød, og hjalp os med dette. Da det nu var vores sidste aften i Ghana, ville han gerne invitere os ud om aftnen, så vi kunne se hvordan de unge morer sig. Desuden fik vi besøg af en af de sygeplejestuderende fra skolen i Agogo. Han skulle besøge sin bror i Accra, og syntes derfor at han skulle komme forbi hotellet og tage afsked med os. Dette var en hyggelig eftermiddag, hvor vi alle havde de sjovt i poolen. Efter aftensmaden på hotellet, skulle det vise sig at der også skulle være noget underholdning. Der kom en gruppe, der optræder med traditionel afrikansk dans og musik. Dette vare meget sjovt at se, at selvom at det er 30 grader så giver de den maks gas, og der glæde er dejligt smittende. Kl. 21 kom vores ven fra før, og vi kørte ud til en klub, hvor der var live musik. Her danse vi og hygge os nogle timer, og derefter kunne vi tage afsked med Ghana på ægte ghanesisk maner, med dans og glæde.

Lørdag eftermiddag. Nu sidder jeg på hotellet og venter på vores driver Anthony. Vi har checket ud af hotellet, og vi er klar til at komme tilbage til DK. Det har været en helt ubeskrivelig fantastisk oplevelse at få. Jeg har aldrig været i et land, hvor mine synspunkter har været så anderledes som her. Dette har fået mig til at tænke over tingene, hvor godt vi har det derhjemme i DK. Sådan en bagatel som vand ud af hanen ALTID og vi kan endda drikke vandet. Desuden har vi strøm. Vi kan gå i Fakta, og købe lige hvad vi har lyst til. Sikke en luksus. De fleste i DK har tag overhovet, og alle modtager en form for "løn". Dog kunne vi dansker godt lærer lidt af ghaneserne. Alt skal ikke dreje sig om penge, og det er okay engang imellem at sætte tempoet ned. Vi skal lærer at sætte mere pris på hvad vi har, for i Ghana er det hverdag ikke at få mad på bordet hverdag, eller rent tøj på, at kunne gå på toilettet og kunne skylde ud!

Nu venter Jesper og familien derhjemme, og jeg glæder mig til at komme hjem og få en "normal" hverdag op at kører igen. Jeg håber dog at jeg ville sætte mere pris på vores goder derhjemme, og ikke tage alt forgivet.

Tak til mine forældre for den gode økonomiske støtte, uden dem ville dette aldrig havde kunnet ladet sig gøre. Tak til Jesper for den konstante opbakning omkring mit lille projekt samt alle de gode råd, jeg har haft brug for undervejs i forløbet. Tak til Anne Kochen for en helt uforglemmelig tur, med en masse oplevelser og sjove stunder, Ghana er nu vores minde og det kan ingen tage fra os. Desuden skal alle mine trofaste læsere havde tak for at følge med i mit eventyr, håber I har nydt bloggene.

Vi ses derhjemme.