I dag stod den for engang skyld på en smugle afslapning. Vi sov længe, og jeg vågent op til mit værste marridt.

Mit "hus" består af seks mindre hyttet, hvor der mur imellem, så der bliver dannet en lukket gård i midten(en cirkel). Hytterne er inddelt på den måde, at der er tre man kan sove i(men jeg bruger kun en, de to andre er tomme), en som er køkken, en er toilet og bad også er der en slags entre. Man skal igennem entreen for at komme ud, ellers skal man hoppe over en af murene, hvilket vil være for besværligt.

Men tilbage til mit marridt. Som bekendt er jeg ikke så glad for fugle, og især ikke duer. Jeg stod op for at lade vandet, som jeg plejer, da jeg drikker en del vand her nede og det løber gerne igennem systemet natten over. Da jeg var færdig, og lukker døren til toilet med et brav; nu kommer det.

Der var to duer inde i min entre, som blev bange da jeg lukket døren. Her efter blev jeg bange for dem da jeg kunne se de fløj forvildet rundt der inde. Toilet ligger lige ved siden af entreen, og der ikke nogen væg, men et stål net(som en slags vinduer, på den side af entreen, som vender ind mod den lukket gård). Så den ene due kom ret tæt på mig, eller der var et net imellem, men alligevel. Så jeg løb hurtigt over til mit værelse, som ligger i den anden end entreen. Her var jeg i sikkerhed, jeg fik hevet mig selv i nakken, for skulle have dem væk, så jeg kunne komme ud. Jeg havde i mit løb hen til værelset lukket døren fra gråden og ind til entre, så de ikke kunne flyve ind mig på vejen(ved ikke hvorfor). Jeg fandt en pind så jeg kunne åbne døren fra entreen og ind til den lukket gård, uden at komme for tæt på. Da jeg åbnet døren fløj duerne igen forvildet rundt inde i entreen og jeg løb i sikkerhed med hjertet helt oppe i halsen. Da jeg havde fået luft igen, gik jeg ude for at kigge. På mit værelse havde jeg tænkt i alternativer, og jeg var kommet frem til at det bedste måtte være at ringe til Heidi, hvis de dumme duer ikke var fløjet ud af sig selv.

Til min store overraskelse og mit held havde duerne selv fundet ud, ved ikke om det var gennem døren eller en sprække mellem væggen og loftet. På den måde endte mit morgen marridt lykkeligt. Håber ikke det sker igen! Det er på ingen måde gjort min skræk mindre.

Da jeg var faldet til ro igen gik jeg hent til Heidi for at spise morgenmad, her fik jeg også fortalt om min lille morgen løbetur. Vi havde ikke de store planer, men vi satte os op på vores havelåger og trillet hen til ungdomshuset i Dalun, hvor de ansattes kontor er, her er de stort set hver dag. Her sat vi og hygge snakket lidt, med dem der nu var tilstede.

Omkring middags tid på vejen hjem for at lave mad, kørte vi forbi den amerikanske skole i Dalun. Det er en slags børnehavne og førskole. De var ekstrem søde, de små pus, de råbte alle som "Hello Semintri" et hav af gange(ligesom en maskine), da vi kom kørende på vores cykler. Vi fik en rundvis i de fire klasser. De sang nogle sange for os, og de små blev ved med at sige "Hello Semintri". Da vi havde været rundt i klasserne, skulle de til at have fri. Vores cykler var omringet af små børn, da vi kom udenfor hegnet. Vi tog en masse billedet af dem, de elsker at se sig selv bagefter. Børnene løb bagefter os og nogle holdte ved min cykel. Efter jeg havde cyklet lidt i håbet om de ville slippe, måtte jeg stoppe og tage nogle billeder og tage deres hænder af cyklen, så jeg kunne komme hjem ad. Så igen i dag har vi vinket til en masse børn og sagt hello tusinde gange, men det bliver jeg nu aldrig træt af. Bare et kort besøg gør dem glade, og det føles som om det er en stor oplevelse for dem.

Efter en god middag pause, med lidt tid for sig selv, skulle vi ude til Tibung festival for at lave nogle håndboldøvelser. Her var vi igen indstillet på ghanesiske forhold, vidste ikke om der vil stå 20 eller 100 børn, når vi kom og om der var bolde. Da vi kom der ud var festivalen ikke begyndt endnu. Ifølge program, var det tredje punkt håndbold. Så vi prøvet at finde ud af hvad der skulle ske, men ingen vidste noget. Vi havde kun to timer i Tibung før vi skulle hjem, da motorcyklerne skulle bruges til noget andet. Vi kom i gang og da vi startet var der nok 60 børn og to bolde, så vi lavet ti cirkler, så kunne de få lov til at kaste lidt. Det skete samtidigt med at der var en fodboldkamp i gang, hvilket havde større interesse. Så vi fik lige plads ved siden af banen og det var en masse små børn deltog. Det var fint lege til mig til børnene, men det er ikke noget, som bliver til et håndboldhold. Vi tog det med et smil, også måtte vi fortælle dem det bagefter.

Efter et stykke tid, kom der nogle flere bolde. Så vi lavet nogle flere cirkler, og der en anelse mere bevægelse. Der var kun en træner, som kunne oversætte. Så her skulle man bruge sit kropsprog, det var en udfordring, hvor man nogle gange skulle tælle til ti. Alle børn løb efter bolden og de kunne ikke kast og gribe så godt. Men det gik, de havde det sjovt, selvom de lavet en samme øvelse en times tid. Det var hårdt hele tiden at skulle forklare noget, uden at komme sige noget. Så nu har jeg prøvet det, det var bestemt ikke nemt.

Da vi var færdige, var det op på motorcyklen og hjem ad.