Dagene her nede er flydt med indtryk, det er stort set lige meget, hvad med for tiden at gå med. Der sker så meget på en dag, at det føles som flere. Dagen i dag startet med at vi skulle holde et møde med dem(fire mænd ansat ved projektet) som har lavet vores program. Mødet startet som tingene nu gør i Ghana, en time senere end aftalt. Men da vi endelig kom i gang, startet vi med at præsentere os selv, og bagefter fik jeg historien om landsbyen og projektets udvikling. Det næste punkt var vores program, her var mødet begyndt at gå op i hat og briller, set med danske øjne. Folk tog deres telefoner, gik lidt frem og tilbage eller kørte en tur på deres motorcykel. Så nogle gange var der kun Heidi og jeg tilbage, så kunne vi snakke samme. Der er ikke noget at gøre, bare at vende sig til den ghanesiske kultur. Heidi og jeg havde nogle små ting, som vi gerne ville have ændret i programmet. Det er vigtigt at forklare sig godt, så vi alle tænker det samme, så de kan hjælpe med at ændre det. Det er godt at kunne tage tingene som det kommer og være omstilling parat, da planerne blive ændret hele tiden eller helt gå i vasken.

Efter mødet skulle vi med en bus ved 10 tiden. Her viser Ghana sin fantastisk kultur. Bussen kommer når den kommer. Tidspunkter er ikke noget de regner med. Vi var ved station, til tiden, så vi ikke vil komme for sent. Vi skulle ind til den større by Tamale, for at handle ind. Der var en ung fyr, Aminus, som skulle guide os rundt. Vi sat ved station, og talte løs og fast om alt muligt med nogle af de lokale, der havde pause. Da vi havde ventet en 1 time cirka så vi bussen køre den modsatte vej, så nu vidste vi at der cirka vil gå en time mere, da bussen skulle ud at vende i en anden landsby. Den tid vil vi bruge fornuftigt, så vi handlet ved en af de lokale købmænd, så vi kunne støtte landsbyens handel. Her det vigtigt at regne med, hvad man skal betale, da de første gang regnet 25 Cedit forkert(selvom der blev brugt lommeregner og de var to).

Da bussen cirka kom tilbage efter den beregnet tid, var vi klar til at hoppe på. De lokale strømmet hen til bussen, fra alle sider med diverse ting, alt lige fra geder til post. Problemet her var bare at bussen var fuld, eller der var kun plads på taget, hvilket være for varmet for os, i middagssolen i over en time. I samme øjeblik kom der en ny bus, som først skulle ud og vende i landsbyen længere ude. Så i den bus fik vi plads på forsættet, men der ventet en noget lang tur, men jeg var klar på at opleve noget og se noget nyt, så jeg tog det ikke så tungt. Der gik dog ikke længe inden vi havde det varmt, som i rigtigt varmt. Heidi og jeg fik hver en lille pige på skødet, ind gennem vinduet, som skulle transporteres hjem fra skole. Heidi fik den først, der begyndte at græde med det samme, tror hun var bange for os, da vi var hvide. Men hende som jeg fik var stille og roligt, hun faldt hurtigt i søvn, mens jeg holdte hende. Hun var træt efter en lang dag i børnehaven.

Her skal det lige tilføjes at bussen ikke var fyldt, men over flydt. På en række med 4 sæder sidder der mindst 5 og gerne flere voksne mennesker. Samt taget, som regel også var fyldt, med diverse ting, gedder, baljer og mennesker. Bussens tilstand er nærmest ubeskrivelig, den har på intet tidpunkt kunne nærme sig en dansk synshal. Døren på vores side af bussen blev kraftigt lukket plus der blev bundtet et stykke stof rundt om, så den ikke kunne gå på. Desuden var solen varme også vær at bemærke, sveden driv af os, og vi nød hver gang man kunne mærke lidt cirkulation og pigerne på skødet gjorde ikke varmen mindre. Jeg var bare glad for vi ikke sidde i bag, hvor der var ind mindre plads og luft. Da vi var kommet ud til landsbyen for at vende, havde vi begge fået varmen, og der ventede en ekstrem oplevelsesrig køretur på to timer forude, for at sige det på en pæn måde. Har altid prøvet noget lignende. Sidste tilføjes er at bussen turen er at meget af vejen var grus vej, hvor der er "et par huller". Så asfalt er virkelig en god ting, som jeg har lært at holde af.

Da vi kom ind til Tamale begyndte vores lille shoppings eventyr, hvor vi skulle handle af hvert, hvilket var en oplevelse i sig selv. Helt tilfældigt møde vi Haruna, som jeg havde lavet en aftale med dagen forinden, så vi kunne få lov til at sidde bag på hans motorcykel på vej hjem(Heidi havde lavet en aftale med Yussif). Det er rigtig stor by, som er fyldt med mennesker, larm, biler, motorcykler og sælger i massevis. Jeg troede ikke det var muligt at møde en på den måde i det vir af mennesker, på så kort tid. Kort efter så vi Yussif på hans motorcykel, hvilket bare underet mig endnu mere.

Vi fik handlet en masse og spist noget ghanesisk mad, inden turen gik hjem ad. Det var ved at blive mørkt, så på turen hjem nød jeg den fantastisk smukke stjerneflydt nattehimmel bag på en motorcykel. De kalder os hvide Shopahollies, når vi handler ind. Jeg synes nu ikke vi købte så meget, da det også var planen at det skulle holde lang tid, men det virker nok bare vildt for dem.

Da vi kom hjem lavet vi aftensmad og hygget igen sammen med Haruna og Yussif. Haruna kørte mig hjem fra Heidi, hvilket kun er 500 meter. Heidi og jeg havde over madgryderne fortalt at vi følte os en smugle stresset i forhold til at vi skulle ud i en landsby i morgen tidlig og starte et håndbold projekt. Så vi havde lidt ondt af os selv, at vi skulle nå en masse og var trætte. Så Haruna tilbød at vaske mit tøj, da vi var kommet hjem til mig, da det var en af de ting jeg havde nævnt. Jeg sagde nej mange gange, og måtte til sidst overgive mig, da selv begyndte at lede efter det, hvor jeg havde tøjet i bød. Så han vasket mit tøj mens jeg gik i bad. De er så flinke har nede, at man ikke kan forstille sig det. Jeg glæder mig bare til endnu flere oplevelser, som står lige for døren.

I morgen skal vi ud i en anden landsby, hvor vi skal sove lokalt to nætter, uden de "luksus" forhold som jeg har været vandt til indtil videre. Det bliver uden tvivl en på opleveren, som jeg glæder mig til.