Profile
Blog
Photos
Videos
Aloha folkens - spændende nyt fra livet Down Under:
Da vi forlod Darwin tog vi et smut til Kakadu, hvor vi lidt inden vi nåede parkens grænser, tog på et "crocodile-cruise". Her sejlede vi i en forholdsvis lille båd opad en stor flod, hvor man så lokkede krokodiller til via store kødklumper. Det spektakulære var, at de fik krokodillerne til at hoppe nærmest helt op ad vandet på ganske tæt hold, så vi fik nogle geniale billeder af nogle skræmmende krokodiller - den største på hele 6m og en kampvægt på ca. 1000kg. Heldigt vi ikke mødte disse under vores lidt lemfældige badeture i Litchfield! Ellers havde den ellers så berømte Kakadu Nationalpark, for at være ærlig, ikke det helt store at byde på, da meget var lukket pga. vandmængder, som jeg vidst også har fortalt om tidligere. Dog fik vi set lidt hulemalerier og gået diverse ture, men selvom det var overskyet, så var luftfugtigheden så ekstrem høj, at man bare sveder enormt meget og efter endnu en overnatning i Kakadu's bush kørte vi derefter tilbage mod Tennant Creek, hvorfra vejen mod Cairns starter.
På strækningen fra Tennant Creek mod Cairns syntes heldet at tilsmile os, da vi med ca. 2L tilbage i tanken ruller ind på en tankstation, som vi med nøje havde fulgt afstanden til på GPS'en, men som vi dog med nød og næppe lige nåede inden vi kørte tør. Dog får vi at vide på tankstationen, at vejen i retning mod Cairns er lukket grundet høje vandstande. Fedt! Langsomt kommer der andre folk til, der står i samme situation som os, som vi får udvekslet lidt informationer med. Tilsyneladende er vejen vi kom fra også blevet lukket, så vi er bogstaveligt talt fanget i dette ingenmandsland - hvorfor vi vælger at indlogere os på ét af byens to campingpladser (300 indb.) i håb om, at vejret den efterfølgende dag måtte blive bedre. Vejen hertil havde budt på åbne, grønne, oversvømmede marker og floder og derfor også enorme vandmængder på vejene. På et tidspunkt snejlede vi os af sted gennem 20cm vand, men dog var det fremkommeligt. Dog ville vi ikke prøve lykken med at passere vejen mod Cairns, da politiet udstedte bøder på 10,000$ til de som passerede vejen! Samtidig blev også vores "dykkerdrømme" knust, da en af de andre nødstedte berettede om, at det meste af Great Barrier Reef var "mudret til" og med en vejrudsigt, der lovede regn de næste par dage, så var vi mildest talt ikke i verdens bedste humør - men et spil kort, slik, popkorn og en film kan såmend gøre underværker, og der var heller ingen grund til at tage sorgerne på forskud førend vi selv havde fået syn på sagen i Cairns. Et par timer efter, at vi havde indlogeret os på campingpladsen fik vi at vide, at vejen var åben igen, så vi pakkede hurtigt sammen og spurgte, dog forgæves, efter en lille refundering af campingpladsgebyret, hvorefter vi straks forlod byen eftersom vi ikke ville risikere at vejen lukkede igen. Så kørte vi mod byen Conclurry, og hvad sker der så … Samtlige veje fremad er lukket grundet oversvømmelse på vejene! Vi parkerer og langsomt kommer der flere og flere folk til - også de folk vi havde snakket med på campingpladsen, så det endte med, at vi sad i en rundkreds - et hollandsk par på "honey moon," et fransk par på verdensrundrejse og et andet fransk par ligeledes på verdensrundrejsenog os tre danskere og snakkede til det blev aften og vi gik i seng. Næste dag, var skiltene, hvorpå der havde stået Road Closed slukket, hvorfra vi skyndte os at køre af sted, men ak - det SATANS vejr er ikke med os og vejene var blot blokeret længere. Det endte med at vi var fanget i denne by i hele tre dage, men det var nu ganske hyggeligt, da vi holdte både barbecue, badede, spillede kort og drak øl med de andre strandede og flere kom til. Vi fulgtes også ad væk fra Cloncurry, da vejene endelig åbnede igen, og overnattede samme sted et stykke uden for byen, hvorefter vi næste dag sagde farvel til hinanden, da vores veje her skiltes. Så fangenskabet medbragte dog nogle sjove stunder alligevel, og vi fik udvekslet blogs, så vi kan snakkes ved over nettet.
Vores plan var at tage til Cairns, hvor vi ville have taget vores dykkercertifikat, men vejret lovede regn, regn og atter regn, så i stedet skippede vi Cairns og kørte sydpå langs østkysten i stedet for, hvor vejret burde være bedre. Og pt. ved Airlie Beach hvorfra jeg skriver nu, har været ganske fint, så vi har booket en tur til The Whitsunday Islands, hvor vi sejler på en båd derud, får snorklet, dykket og går ombord på nogle af verdens flotteste strande. Med i prisen er al mad og to overnatninger ude på øerne, så vi glæder os rigtig meget til i morgen, hvor vi tager af sted! Derefter regner vi med at købe en bådtur ud til Great Barrier Reef, hvor vi så dykker fra båden af i nogle timer - Vandet er åbenbart ikke så mudret som vi blev fortalt, og samtidig sejler båden så langt ud på revet, at det ingen betydning har, så vores planer var ikke helt skudt i sænk alligevel. Det ene franske par viste os en ganske smart og billig lille plasticpose man kan købe til kameraet således at man kan tage billeder under vand, hvilket vi har købt, så forhåbentlig får i nogle flotte billeder at se derhjemme også fra de berømte koral rev!
- comments