Profile
Blog
Photos
Videos
Adelaide til Alice Springs:
Hej derhjemme - så er der atter et nyhedsbrev til de ivrige læsere! De lange strækninger på vejene, har givet os rigelig med tid til at skrive en ekstra detaljeret opdatering, så vær' så artig:
Efter opholdet i Adelaide drejede vi skuden nordvest mod Ayers Rock, verdens største sten placeret i hjertet af Australien. Vi så frem til en tur på omkring 1500km! Ca. halvvejs deroppe gjorde vi holdt i en finurlig by kaldet Coober Pedy - berømt for sin opal-feber. Med hjelm og besked på at passe på hovedet, besøgte vi en gammel mine, hvor diverse gamle avisartikler og billeder af knytnæve-store opaler, dukker og redskaber brugt dengang gav et glimt af hvordan opalfeberen havde raset for længe siden. Dog lod det ikke til, at denne feber var helt ovre, for senere mødte vi en lokal, der havde rejst hertil fra HongKong, der ivrigt viste os rundt på hans yderst besynderlige ejendom, hvor han bl.a. viste os en dyb mine, hvor han påstod selv at grave efter opaler - hvorefter han førte os ind i sit hus, og viste os sin samling af opaler, smykker osv. "Opal for family or girlfriend?" udbrød den ellers rare mand herefter, hvortil vi pænt takkede nej eftersom hele situationen lugtede mere af "svindel" end af opal. Derefter besøgte vi en underjordisk kirke - underjordisk ligesom mange andre af byens huse alene af den grund, at temperaturerne udendørs kan nå op over 40grader, hvorimod den under jorden kan holdes nede på omkring 23grader. Nok med opaler og besynderlige skæbner, vi skulle videre, men inden vi nåede Ayers Rock fik vi også set endnu en seværdighed - The Dog Fence. Et hegn ja, men det er dog ikke et ganske almindeligt hegn for med en længde på hele 5300km, længere end selv den kinesiske mur, så er det verdens længste sammenhængende konstruktion som vi selvfølgelig skulle have et billede af. En overnatning, varme, sand, en helveds masse benzin, en træt højre fod og 700km senere befandt vi os ved Ayers Rock. Parkeret med bagenden mod den spektakulære sten og med myggenet sat op for bagklappen(grundet et hav af fluer), kunne vi nu nyde en solnedgang, en god omgang aftensmad og et glas australsk rødvin (som vi af en campist var blevet foræret). Dog var det lidt overskyet, så stenens ellers berømte farveændring udeblev en smule. Trætte efter en lang køretur, men stadig fast besluttet på at se solens magiske stråler på stenen, kørte vi ud af parken igen og parkerede så at sige ude i bushen/outback'en, hvor vi kunne falde i søvn under halvåben himmel med bagklappen og myggenettet som før. Tidligt næste morgen kørte vi atter til Ayers Rock, hvor vi heldigvis fik en rigtig flot solopgang, hvor stenens ydre fik sin retmæssige plads som et yderst fotografisk højdepunkt. Og noget tid senere med et hav af billede i bagagen og med 10km i benene, havde vi vandret rundt om hele stenen. Grundet for høj vindstyrke måtte vi ikke gå på selve stenen, men eftersom dette også er krænkede over for de indfødte gjorde det ikke så meget at vi missede dette. Dernæst kørte vi til de langt mindre berømte sten/klipper kaldet The Olgas, betydende mange hoveder (klippetoppe) hvilket er det, der adskiller den fra Ayers, der jo blot er én sten. Den 7km lange gåtur, Valley of the Winds rundt i The Olgas var trods dens mindre omtale langt pænere end turen ved Ayers med scenerier, der er som taget ud af enhver dinosauer film med frodige, storslåede dale omkranset af klipper. Efter de i alt 17km vi nu havde lagt bag os den dag, og uden nogen mulighed for at gå under jorden som de lokale i Coober Pedy, valgte vi at komme af med varmen ved at tømme alt hvad vi havde af vand udover os - skønt!
Efter The Olgas kørte vi tilbage til Ayers Rock for igen at prøve lykken med en solnedgang, men oddsene blev gradvist mindre i takt med at det blev mere og mere overskyet, så vi blev enige om at køre videre, hvorefter vi atter en gang overnattede ude i bushen. Kings Canyon var den næste seværdighed på menuen lidt nord for Ayers Rock. Igen en lang gåtur i et storslået landskab med klipper så langt øjede rakte, dog også overraskende frodigt grundet den seneste tids enorme mængde nedbør. Gåturen toppede ved "Edens Have" en lille oase gemt mellem klipperne, hvor vi tog snittet til at bade, uden en trevl eftersom vi ikke havde badetøj med. Som navnet antydede - var det et sandt paradis, dog fik vi ret hurtigt tøj på igen eftersom, der også kom andre turister til ; ) ellers bød Kings Canyon på tårnhøje klippevægge, der var som skåret med skalpel af, ja for nu at blive i det univers, Skaberen selv, så glatte og lige var de.
Efter Kings Canyon kørte vi videre mod Alice Springs. Undervejs vores lange køreture, har vi set både fritløbende kameler, heste og dingoer samt kørt diverse store insekter og tilmed fugle ned. Et andet af vejens fænomener, er de såkaldte Road Trains. Kæmpe lastbiler med op til flere vogne efter, hvor nogle når op på omkring 50m. Men det er dog sjældent man møder disse, eller generelt sjældent at man overhovedet møder andre bilister på vejene, så øde er det, hvorfor det er normalt at hilse, hver gang man møder modkørende og når man ser en tankstation er det bare med at få fyldt op, man kan ikke tillade sig at være kræsen og vente på noget billigere, for så kører man tør. Benzinpriserne herude i ingenmandsland når desværre op på hele 50% mere i forhold til priserne ude ved kysten, og hvad end vi havde af budget for benzinforbrug bliver over fordoblet, men det må man jo tage med.
Da vi ankom til Alice Springs besluttede vi os for at tage en overnatning på et hostel, da det nu var omkring 5 dage siden vi havde fået et ordentlig bad - Puhaaae! Her kom vi hurtigt i snak med en australier ved navn Owen, som vi endte med at få adskillige øl sammen med i hostlets bar - han kunne tilsyneladende fortælle i evigheder om Australien, så på én aften fik vi lært mere om Australien end vi hidtil havde på samtlige museer. Efter dette korte stop kaldte vejen atter - og vi kørte i omkring 12 timer inklusiv lidt natkørsel, dog holdte vi snart ind, da det begyndte at regne ned i stride strømme og det samtidig er halv risikabelt at køre efter mørkets frembrud grundet wallabee's på vejene osv. Meget tidligt næste morgen blev vi ved byen Kathrine mødt af den skuffende nyhed, at det ikke var muligt at sejle i kano opad Kathrine Gorge, hvilket ellers var planen. Samtidig var mange af de andre forlystelser rundt i de omkringliggende parker såsom berømte Kakadu, hvor vi skal hen senere, også lukket ligesom mange af de søer hvor vi havde tænkt os at bade i - grundet de høje vandmængder (de har pt. wet season foruden den ekstra nedbør der er faldet) og derfor krokodiller! Men det var dog stadig muligt at se mange af diverse vandfald, hvilket vi gjorde i Litchfield Nationalpark - her fandt vi dog et sted, hvor vi i hvert fald gik ud fra, at der ikke var krokodiller, så her badede vi ved nogle vandfald, hvilket var virkelig skønt!Herefter satte vi kursen mod Darwin, hvor vi var ude at spise på restaurant om aftenen, sov på en parkeringsplads og i dag kører vi så mod Kakadu Nationalpark, hvor vi gerne skulle få lidt krokodiller at se. Og senere kører vi så mod Cairns - en alderhelveds lang koeretur, der blot skal overstås. (indtil videre har vi allerede koert 6000km : ) )
Håber alt er vel derhjemme og vejret bliver bedre ; )
- comments