Tillykke med fødselsdagen, Winni - fordi den er langvejs fra ligeså kærlig ment:-)

Vi startede dagen med at flytte værelse - en lidt utrolig og uvant historie. Vi vidste nemlig fra start at Norman kun med garanti havde skaffet os to værelser på dette hotel, men Mr Jeewaa (dette hotels manager) sagde far start at han ville gøre hvad han kunne; først omrokering af gæster dernæst finde alternativt hotel i samme standard til samme pris...og han gjorde sit, ingen tvivl, men vi måtte lade ham vide, at vi ikke kunne tage imod hans tilbud om andet hotel, da vi for drengenes skyld ikke ville,rykke for en enkelt nat men derimod blot tage til næste destination før tid. Han blev helt elendig til mode over ikke at kunne hjælpe og der gik også kun et par timer før han kom og tog mig i hånden. Han viste mig nu sit kontor og soverum. Nu ommøbleret til et gæsteværelse. Til os. Mens han selv skulle indlogeres bag en pressening i hotellets igangværende byggeri. Nu var det vores tur til at blive elendige til mode, men han var meget klar, da han sagde 'det er min opgave at tænke på jer, ikke jeres opgave at tænke på mig' - ville et mon ske i Danmark?, næppe!

Vi hoppede på en lokal bus - vi hoppede!, nærmest på i farten - ind til Ella by for at komme på dagens tur; gå på jernbanen hen til foden af Ella Gab, endnu et bjerg vi ville bestige...turen på jernbanen var ret så speciel, dels pga udsigten, dels alle de lokale vi mødte på vores vej og dels der, at vi rent faktisk gik på togsporene. Men de lokale tog det roligt 'I kan sagtens hoppe til siden når toget kommer' :-) Tæt ved sporene lå en pre-school, der holdt pause da vi gik forbi og derfor muliggjorde et kort besøg hos de fem kønne børn i Gustavs alder - lærerinden var helt vild og stilte op til alverdens fotoshoot...og da Gustav stod med en skøn srilankansk oige i hånden, blev jeg nu næsten lige så ellevild :-) vi gik af sporet efter ca 40 minutters gang, men efter en halv times tid på vej. Od selve stigningen udbrød Anton, 'jeg tror altså ikke jeg kan det her idag'. Vi stoppede op og holdt familiemøde, hvor alle kunne vælge om de havde energi/lyst til at gå til toppen, endnu 45 minutters gang - dilemmaet var netop mellem lyst og energi. Anton, Oskar og jeg ville prøve at komme derop ad, mens Jonas og Gustav gik nedad igen, vi nåede dog ikke meget mere end 5 minutter tættere på toppen, da jeg måtte støtte drengene i at vælge fra. En yoghurtdessert i byen som vi tidligere havde set serveret trak i os :-), vi nærmest løb, men kunne ikke indhente Jonas of Gustav hvilket skabte stor undring hos os alle (drengene lavede fine teorier herom, mens jeg blev en smule bekymret idet intet passede sammen; han kunne ikke være nået så langt, at vi nu ikke ville have indhentet ham i kraft af det tempo vi havde, men han var heller ikke faret vild ned af bjerget, da han har den fornemmeste stedsans.....hhhmmmm). Men hvem sad på vores yoghurtcafe da vi kom?, jo, det gjorde Jonas og Gustav :-) Jonas havde nemlig udregnet en genvej ned af bjerget og anden vej rundt om byen, da han havde FORNEMMET at han kunne gå til højre i stedet for venstre idet han REGNEDE med at han kunne gå igennem den landsby som han TROEDE lå der....men han havde ret, min lille indianer :-) og yoghurtdesserten, serveret med musli, var et kæmpe,hit.
Hele eftermiddagen blev brugt nøjagtig som igår...på afslapning og ingenting. Bortset fra at vores ekspedition gennem haven idag lykkedes; hotellets kok fulgte os på vej gennem vildnisset og slog det værste ned så vi kunne se omkring os og garanterede os at der ingen slanger var. Vi fandt de lange, spidse pigge fra hulepindsvinene, men de skabte nu ikke angst, selvom vi gik rundt mellem deres huler. Vi nåede hele vejen ned af skrænten til floden, så vi kunne kaste sten - børn, vand og sten! - og blev endnu engang benovet over naturen. De store klippesten der lå i floden, ovenpå hinanden og skabte små vandfald sammen med lianerne i træerne omkring os, gjorde at vi følte os som artister i Junglebogen. ....