Siden der næsten er gået en hel ugen siden I har hørt fra mig, gik jeg ud fra, at I savnede mig og at jeg hellere måtte give lyd fra mig!
Mandag (24-09-12) skulle vi efter planen have været et smut til Botswana på en lille ferie. Det var meningen at vores vært fra Botswana skulle hente os kl. 10.00, men efter at have ventet et par timer fandt vi ud af, at hans bil var brudt sammen. Oven i den nyhed fandt vi ud af, at det var helligdag i Afrika, så selvfølgelig kunne han ikke få bilen fikset og vi kom derfor aldrig af sted. Skuffede tog vi hen til Walter's house og holdte fri resten af dagen. Næste morgen stod vi håbefulde op til en ny dag, hvor vi forhåbentligt skulle til Botswana, og det kom vi heldigvis!! Faktisk bor vi meget tæt på grænsen, jeg vil tro at der, fra vores hus, er omkring 50-100m til Limpopo floden, som er den der deler de to lande. I paskontrollen fik vi mange stempler, så nu er mit pas rigtig kommet i brug!

Den første dag var ren safari og afslapning. Det skal lige nævnes, at de i Botswana har virkelig mange elefanter og det er et stort problem for dem fordi de ødelægger alle træerne i bushen.
Så derfor skulle vi selvfølgelig ud at finde et par listige elefanter i bushen. Vi stoppede bilen et sted og ville så sætte os i et af deres hideout's. MEN vi stødte lynhurtigt på et langt slæbespor, der var helt friskt (sagde vores vært!) Vi fulgte det til foden af et træ og deroppe lå der et meget nyt drab. Blodet dryppede stadig ned på sandet og øjnene var helt klare. Leoparden der dræbte dyret har sikkert hørt os komme og derefter stukket halen mellem benene.

Så ekstra opmærksomme og meget hurtigt skyndte vi os i allerbedste ninja-stil over den udtørrede flod til gemmestedet, (vi var lettere nervøse for at leoparden havde tænkt sig at komme tilbage og ufølsomt kræve sit bytte tilbage) I vores gemmested var vi heldige og så hurtig en lille elefantfamilie.

Jeg overopheder mit kamera hver gang der er noget der rasler i den nærmeste busk og jeg tror jeg sletter 25% af de billeder jeg tager, fordi de enten er rystede eller der egentlig ikke er noget på dem.
Resten af dagen var ren afslapning, og vi fik også en lille lur på værelset.

Ny dag nye eventyr. Onsdag stod vi op før solen og gik til en udkigspost der var det sted vi boede, her så vi solopgangen og skyndte os derefter tilbage i seng, vi skulle jo nødig blive alt for aktive sådan en onsdag morgen.

Onsdag startede vi dagen for anden gang med at fjerne fæller fra krybskytter. Fællerne består at et stykke metalwire der i princippet fungere som en lasso. Det dårlige ved fællerne er, at krybskytterne sætter rigtig mange op og kan risikere at fange mange dyr på kort tid og de fleste dyr lider meget og dør af udmattelse. Vi gennemgik et stort areal og til sidst var ladet fyldt til randen med metal, så det var en behagelig tur hjem gennem bushen.
Vi kom hjem til frokost. Maden på stedet var udmærket, men bar meget præg af at den nærmeste by lå 4,5 times kørsel derfra. Så det var meget det samme.
Eftermiddagen blev brugt på bjergbestigning. Det mindste bjerg jeg har set, men det var dog stadig 600m over vandets overflade.
Så vi kravlede rundt på siden af bjerget imens vi blev advaret om giftige slanger og edderkopper, kravlede op og ned af sten, ind og ud af huler, måtte hjælpe hinanden ned hvor klipperne var størst og igen blev mit kamera mishandlet på det groveste. Der var en fantastisk udsigt og jeg håber jeg kommer til at bestige flere bjerge på et andet tidspunkt på min lille rejse, for det var virkelig sjovt.

På vej hjem tog vi til et baobab træ. Stammen var hul og vi skulle selvfølgelig tage billeder derinde, men på bunden fandt vi en rigtig stor køkkenkniv og efterfølgende fortalte vores vært historier om afrikanske heksedoktorer, der ofre babyer og kaster med knogler og bruger menneskeblod til at helbrede sygdomme og jeg ved ikke hvad. Så turen hjem var bare så hyggelig.

Torsdag tog vi på fisketur til Limpopo floden. Vi var nødt til at krydse floden til den Sydafrikanske side for at finde det bedste sted. Så vi følte os lidt ulovlige på vores jagt efter fisk.
Vores fiskestænger var kreative og bestod af en pind med en line på. Den ting der flyder (ja, undskyld jeg ikke kender til fiske-begreber) var blot en pig fra et hulepindsvin bunder fast på linen. Vi havde desværre ikke heldet med os og fangede ikke andet end småting som vi måtte smide ud igen. Jeg fangede slet ingenting og jeg tror det er fordi min tålmodighed ikke vil give mig lov til, at sidde flere timer på en skråning uden at larme imens jeg får kviste og andet godt boret ind i huden. Rart!
Hver aften var der bål og det var rigtig hyggeligt bare at kunne sidde og snakke med vores værter om løst og fast.

Da vi kom hjem fredag fik vi den sørgelig nyhed at vore lille baby los var død, hun have været syg siden vi fik hende og hun endte med at dø at dehydrering.
Senere gik strømmen, og vi måtte sidde i mørket og hygge os i flere timer. Da vi så skulle hjem i vores lille bus, var det ene baghjul ved at falde af og vi måtte derfor køre i en anden bilen. Så ja, hvad kan jeg sige ud over at jeg er i Afrika!

Ud over alt det har vi fået en frivillig mere, han er her fra Sydafrika og er 15 år gammel, den frivillige vi fik fra Frankrig er 27. Den sydafrikanske dreng spurgte hvor gammel jeg var og da jeg sagde jeg var 20 kiggede han på mig og sagde at jeg lignede en på 15. Jeg ved ikke om jeg skal tage det som en kompliment eller jeg bare skulle have skubbet ham af ladet på bilen.

I dag har vi haft big feeding og i dag stod menuen på giraf. De små løvepus var rigtig glade for at slippe for de rådne kyllinger og det var vi også!

Hav det så længe!
Nina