Så er vi endnu engang tilbage til at fortælle om alle de ting, vi har oplevet den sidste uges tid.
Den 5. om aftenen ankom vi til Ho Chi Minh City. Allerede da vi kom ud af lufthavnen, blev vi mødt af en mur af varme og høj luftfugtighed. Vi kom dog hurtigt til vores hotel og gik derefter på opdagelse i byen, og nøøj en forskel der er i forhold til de japanske byer, vi kom fra. Vi havde også vænnet os til, at byer er rene og pæne over det alt, hvilket langt fra er tilfældet her i Vietnam. Og så er det motorcykel/scooter helvede. Alle kører på scooter herovre, og det er fuldstændig sindssygt at skulle krydse vejen. Man holder selvfølgelig aldrig stille, røde lys er åbenbart kun vejledende, så når vejen skal krydses, går man bare ud mellem de mange kørende scootere, biler og busser, og så håber man på, at de kører uden om. Indtil nu er det gået uden nogen skader.
Dagen efter vores ankomst blev brugt på den helt store sightseeing rundt i Ho Chi Minh City. Vi startede tidligt fra morgenstunden af, med forhåbningen om, at vi kunne komme afsted før den værste varme. Det lykkedes også, men det var stadig over 30 grader kl. halv otte om morgenen. Vi startede med at se det lokale marked, Ben Than. Her solgte de alt, hvad hjertet begærer. Det blev dog ikke til mere end et par solbriller til Emil, hvor vi blev gevaldigt snydt på omregningen fra Dong til Dollar. Både amerikanske Dollar og vietnamesiske Dong er nemlig gangbar valuta i landet, så det gælder om at holde tungen lige i munden, når man skal finde ud af, hvad tingene koster.Efter markedet skulle vi krydse byens største rundkørsel, hvilket kun lykkedes med nød og næppe og ved at bruge en lokal kvinde som levende skjold. Vi fortsatte turen ned til Fine Arts Museum, som udstiller en hel del vietnamesisk kunst fra forskellige perioder. En del af det var politisk kunst.Turen fortsatte forbi operahuset og People's Commitee Building til War Remenants Museum. Her udstilles en masse billeder og tekster omhandlende Vietnamkrigen. Mange af billederne og teksterne viser på modbydelig vis Amerikanernes brutalitet og benyttede krigsmetoder under krigen. Desværre viser museet kun krigen fra den vindendes side, så det er svært for alvor at forholde sig til krigen og de benyttede metoder. Museet var bestemt ikke for sarte sjæle. Fotografierne var meget voldsomme, og mange har brændt sig fast på nethinden, sammen med de tilhørende historier og andre beviser.Herefter så vi Reunification Palace, Notre Dame Cathedral og byens flotte franske postkontor. Vi sluttede rundturen ved Jade Emporer Pagoda og tog herefter en cyclo til Sheraton Saigons bar, hvorfra der er en flot udsigt over byen (drinksene kostede så også derefter...).
Efter gårsdagens hårde sightseeing blev fredag lidt mere stille og rolig. Her tog vi til det kinesiske distrikt, Cholon, som har enormt mange pagoder. Vi så en del af dem, og undervejs på turen rundt i dem skulle Emil selvfølgelig lige være lidt mindre langhåret. Det viste sig at være svært at få forklaret en vietnamesisk frisør hvor kort det rent faktisk skulle være (de færreste vietnamesere har særligt kort hår). Men noget hår røg der da, og de mange ansatte hos frisøren/skønhedssalonen så ud til at have det utroligt morsomt med sådan at have turister på besøg. Pigerne sad og fnisede over at Emil var handsome.
Til om lørdagen havde vi arrangeret en dagstur til et Cao Dai Tempel og Cu Chi tunnellerne. Vi startede ved templet, som er det største tempel i Vietnam inden for religionen Cao Dai. Templet i sig selv var yderst farverigt og overvældende. En kæmpemæssig farvelade. Med skandinaviske øjne var det med andre ord grimt. Men Cao Dai er også en yderst mærkværdig religion. Det er også en farvelade af forskellige religioner. De har taget buddhisme, Taoisme, Kristendom, konfusisme, islam og spiritualisme og blandet sammen.Bussen fortsatte så til Cu Chi, hvor Viet Cong kæmpede mod de amerikanske styrker under Vietnamkrigen. De havde gravet et væld af underjordiske tunneller, som kunne bruges til at gemme sig i og lave bagholdsangreb fra. Tunnellerne var imponerende små, vi fik lov til at kravle 100 meter i en turistudgave, som var lavet dobbelt så stor som de oprindelige, og her havde Emil store problemer med at få kæmpet sig igennem hele vejen. Han ville aldrig have klaret en original tunnel. Christine havde tilgengæld ikke de store problem og var klar på at prøve en original hvis hun have fået lov. Vi sluttede selvfølgelig besøget til tunnellerne af med en anti-amerikansk propagandafilm fra 1967. Den faldt bestemt ikke i god jord hos nogen af os, bl.a. fordi den tiljublede drab af amerikanere med en "American killer hero" titel. Vi er mange år efter krigen nu, så ingen drab bør længere bifaldes.
De følgende to dage brugte vi på at være på tur i Mekong Deltaet med en bunke andre turister. Vi fik set en masse små huse og byer langs med floderne som vi sejlede rundt på, og fik da også set nogle små flotte kanaler. Undervejs på turen besøgte vi flere forskellige "fabrikker", som egentlig bare er små familieforetagender der fremstiller forskellige ting. Vi så, hvordan man laver risnudler og yderst velsmagende kokoskarameller. Vi så også et par flydende markeder, som bestemt ikke var noget at råbe hurra for, men som åbenbart skulle være noget stort. Vi må have været der på en dårlig dag. Det må være noget, når alle turistselskaber tager der til, og Lonely Planet skriver, at det er værd at besøge. Undervejs på turen mødte vi også en sød lille Pythonslange som vi selvfølgelig havde mulighed for at holde. Vi tog begge imod udfordringen.
Vi overnattede i Ho Chi Minh City, og den 11. om morgenen gik turen afsted mod Cat Tien National Park. Her skulle vi have et par dage, inden vi skulle videre til Dalat. Vi fik ikke helt hvad vi havde regnet med på turen, men rejsebureuet har da også lovet at refundere nogle af vores udgifter. Under besøget i nationalparken var vi ude at vandre i skoven, og fik bl.a. set nogle gevaldigt store og gamle træer. Der var en bestemt type træer, som er hule inden i, hvor der ofte bor dyr. Bagefter så vi redningscenter for dyr, hvor en sympatisk skotte fra organisationen Free The Bear viste os rundt. Besøget på redningscentret var et af turens højdepunkter. Ud over dette var vi under besøget i nationalparken også på aftensafari, hvor vi kørte rundt i Jeep og så nogle dyr. Det var hovedsageligt hjorte vi så, men en gris og en kanin blev det da også til. De mere eksotiske dyr gemte sig for os.
I går sent på eftermiddagen ankom vi så til Dalat. Vi nåede knap nok ud af bussen inden et par Easy Riders havde overfaldet os i forsøget på at sælge en tur. Vi fik fortalt dem at vi lige ville finde et hotel først. Vi fik checket ind og slappet lidt af, og da vi kom ud for at finde aftensmad stod de samme Easy Riders gudhjælpemig foran hotellet. Vi måtte snakke lidt med dem og tage mod visitkort, inden vi kunne slippe væk.
I dag har vi været rundt og se på Dalat by. Vi startede med at se Crazy House, som er et hus bygget af en arkitekt der havde ladet fantasien løbe. Den bryder med den klassiske arkitektur på alle mulige og umulige måder. Det minder mest af alt om verdensbilleder fra en teenager på stoffer. Men billederne fortæller det nok bedre, når de engang kommer. Herefter var vi på marked, hvor vi fik lov til at smage den ene tørrede frugt efter den anden. Desværre ikke nogen af dem, der faldt i vores smag. Vi fortsatte mod Dalat Blomsterpark. Undervejs kom vi forbi en restaurant med udsigt over søen, hvor guidebogen anbefalede frokost. Desværre havde de tidligere på året af uvise årsager drænet søen for vand, så udsigten var ikke så spændende længere. Den drænede sø spillede også ind da vi kom til blomsterparken. Her havde de nemlig tidligere brugt søens vand til deres egne små søer og springvand, hvilke derfor lå tørlagte. Blomsterparken var langt fra så flot som vi havde forventet, men de havde da nogle blomster man ellers normalt ikke ser i klimaet herovre. Dalat skulle generelt være en meget flot og romantisk by, men det har vi ikke set så meget til. På vores tur rundt i byen har vi da set nogle enkelte flotte franske huse rundt omkring, men så var der heller ikke mere flot ved den by. Tilgengæld er det rart at være kommet til et køligere klima. I Ho Chi Minh havde vi 40 grader.
I morgen tager vi på tur med de ihærdige Easy Riders fra første dag. Eller i hvert fald en af dem, den anden havde pludselig fået en anden kunde.