Dette indlæg er skrevet den 5/5 klokken 15, men sendt afsted senere pga manglende internet.
Så er vi i luften med endnu en blog, og også i bogstaveligste forstand. Vi sidder i 12 km højde på vej mod Kuala Lumpur.
De seneste par dage har vi brugt på at udforske det af Tokyo vi ikke nåede sidst vi var der. Dagen efter seneste skulle vi have været på fiskemarked, men planerne ændredes og vi endte med at tage til Ebisu i stedet. Ebisu har et område kaldet Yebisu Garden Place, som indeholder cafeer, restauranter, butikker og et par museer. Hele området emmer af europæisk storby. Den eneste forskel var at det var japanere, der gik forbi (og at stolene er lavere end i "normale" lande). Vi startede med sen morgenmad på en fortovscafe, som lå badet i solskin. Vi besøgte blandt andet et fotografimuseum, som er Japans største. Vi så en udstilling med en japansk contemporary art kunstner. Og for at fortsætte den kulturelle sti gik vi videre til det næste museum. Et ølmuseum. Højdepunktet her var selvfølgelig at smage på de dejligt kolde øl. Vi sluttede dagen med at tage op på 39. etage og nyde udsigten over byen.
Inden I alle sammen var gået i seng, valgte vi at stå op igen for at tage på fiskemarked. Vi fik set en hel masse fisk og en masse travle japanere. På trods af det tidlige tidspunkt skulle man være meget vågen for ikke at blive kørt ned af deres motoriserede transportvogne. Men vi kom da uskadte derfra. Senere på dagen tog vi til Shibuya, hvor vi var i en butik ved navn Tokyu Hands. Den butik har simpelthen ALTING, alt hvad man lige står og mangler og selvfølgelig også alt det, man ikke anede, man havde brug for. Tokyu Hands er stedet at besøge, hvis man skulle være blevet træt af sin næse og ønsker at ændre formen på den med en smart næseklemme, eller hvis man bare mangler en ny riskoger. Fra Shibuya gik vi mod Yoyogi-park. Det viste sig en del svære end forventet. Åbenbart, i anledningen af noget ubestemmeligt, som vi aldrig kom nærmere identiteten af, var der en fredelig demonstration. Lange rækker af japanere fra alle aldersgrupper var på gaden. De råbte ingenting, gik bare med deres bannere med japanske tegn på, så det var slet ikke til at blive klog på. Pga. demonstrationen var den vej, vi egentlig skulle over, spærret, og vi måtte en omvej, der førte os ind i endnu en menneskemængde. Baseballkampe tiltrækker mange japanere, det er nationalsporten. Og vi gik lige forbi stadion, hvor der kort efter skulle være kamp. Sikke et mylder. På trods af forhindringerne på vores vej, fandt vi Yoyogi-park. Og som en glædelig overraskelse var der også mange mennesker her. Dog under langt mere behagelige omstændigheder. Det var lørdag, og tokyoitterne holdt Golden Week med picknick og afslapning i parken. Nogle benyttede også parkens rummelighed til at meditere, øve kampsport, spille violin og andre instrumenter.
Søndag tog vi bussen til Kawaguchiko, hvorfra vi havde god udsigt til Mt. Fuji, symbolet på Japan. Endnu en dag med skønt vejr, og første dag hvor vi fik luftet vores shorts. Det er sjældent at Mt. Fuji er skyfri ved toppen, men vi nåede at få et enkelt billede af en skyfri Mt. Fuji fra togstationen. Desværre fik et par små skyer sneget sig ind fra sidelinjen inden vi nåede udsigtsposten, men udsigten var nu stadig fængende.
Den 3. startede vi med at begive os ud for at se Asakusa Tempel, som havde ligget i vores baghave i flere dage. Vi blev dog hurtigt overraskede over hvor mange mennsker der var. Det er åbenbart meget populært at tage på tempelbesøg i helligdagene, big suprise. Det positive ved det var at der i anledningen af helligdagene var opsat diverse madboder rundt omkring på tempelpladsen, så vi kunne rigtigt få smagt nogle spændende ting. Vores tur fortsatte til Ueno Park hvor de heldigvis også havde sat boder op til vores nydelse. Vi sluttede formiddagen med at tage på Sushirestaurant. Her blev vi placeret ved disken så vi kunne følge med i hvor let kokken lavede den friske sushi til os. Det så legende let ud, så det bliver vel intet problem for os at gøre. Efter den vidunderlige frokost gik vi på opdagelse i Ginza. Her havde de i anledningen af vores besøg været så venlige at lukke hovedgaden for trafik (eller måske var det pga. helligdagene?). Ginza er Tokyos svar på New Yorks 5. avenue, så her er fyldt med store shoppingcentre og dyre mærkevarebutikker. For at nævne et par stykker var Gucci, Louis Vuitton, Abercromie & Fitch, Tiffany & co., Burberry, Omega, you name it. Om aftenen tog vi til Roppongi, bl.a. for at se Tokyo Tower. Tokyo Tower er en kopi af Eiffeltårnet, bare en smule højere og knap så æstetisk, da de har lavet en elevator midt i i stedet for i benene som ved Eiffeltårnet. Efter at have sagt au revoir til Tokyo Tower tog vi til Roppongi Hills. Roppongi Hills er et kompleks bygget på ideen om at bopæl, arbejde, shopping og fritid skal samles i små mikrosamfund. Vi startede med at tage op i Tokyo City View, beliggende på 52. etage med en flot udsigt over Tokyo. Det eneste der manglede var at vi kunne komme ud på deres skydeck i fri luft, så der ikke var en rude mellem os og Tokyo. Desværre var det for meget blæsevejr.
Den sidste dag i Japan brugte vi i et langsomt tempo ved bare at nyde det dejlige vejr sammen med alle japanerne. Vi købte lidt mad og slog os ned i Hibiya Park, for bare at sidde og se verden gå forbi. Ellers brugte vi dagen på at pakke og gøre os klar til afrejse fra Japan.
Japan har budt os lidt af hvert i løbet af den sidste måneds tid. Vi har set utallige templer, helligdomme og haver. Mange i regnvejr, men heldigvis også en del i solskin. Nogle står stærkere i erindringen end andre, der i blandt den gyldne pavilion, Shinjukugyoen og Miyajima. Japan har været en oplevelse ud over det sædvanlige. Men vi vil gerne vende tilbage hertil engang på et andet tidspunkt af året, så vi kan opleve nogle af de ting der ikke har været muligt denne gang på grund af vejret. Her i blandt at bestige Mt. Fuji. Japanerne er et folkefærd for sig. Generelt taler de elendigt engelsk, hvis de overhovedet bare taler lidt. Men på trods af deres manglende sprogfærdigheder er de ikke bange for at hjælpe, og hvis man farer vild skal de nok hjælpe til. Problemet kommer når de ikke snakker engelsk, og gerne vil hjælpe, når man egentligt ikke har brug for hjælp. Så ender man med at stå ude på perronen og vente i 20 minutter på det forsinkede tog, hvor man i stedet kunne have inde på den varme station. Men Christine ser åbenbart utroligt hjælpeløs ud, for hver gang jeg er uopmærksom lykkes det hende at blive hjulpet på trods af vi ikke mangler hjælp. Men japanere er nu venlige mennesker, og hvor ville vi ikke være uden den hjælpsomme kvinde i Takamatsu?
Hvis man skal generalisere japanere lidt mere, så virker det som om de utroligt godt kan lide at stå i kø. De holder af italienske restauranter og Baumkuchen. Og så har de en forkærlighed for Louis Vuitton tasker og punge. De er næsten altid pænt påklædte. Mænd har altid store herrepunge. Kvinder har altid stilletter på - selv når de er på gåtur i sanddynerne.