Inden for den sidste uge har vi været på flere hæsblæsende eventyr!
Den 14. maj forlod vi Dalat i selskab af to sympatiske herrer ved navn Hao og Loc. Hao og Loc er medlemmer af Dalat Easy Riders. Easy Riders er motorcykelguider, man hopper op bag på deres motorcykler, med baggagen godt spændt bagpå, og så går det der ud af. Turen varede tre dage, og tog os fra Dalat til Nha Trang, og det var ikke småting vi oplevede undervejs.Først og fremmest er det helt unikt at sidde bagpå en motorcykel og se landskabet flyve forbi. Vi har kørt gennem skove, plantager, jungler, landsbyer og over bjerge. Vietnam har enestående omgivelser. Loc og Hao ved en masse om Vietnam og de deler gerne ud af den viden de har. Vi stoppede mange steder og så hvordan de lokale fremstillede ting og boede. Vi så bl.a. kaffe-, gummi-, blomster-, svampe- og passionsfrugtsplantager og en silkefabrik. Råsilken til fabrikken kommer fra silkelarven. Larven starter med at være på tykkelse med vores hår. I løbet af 26 dage æder den morbærblade som bare pokker mens den vokser sig større. Efter 26 dage væver den sig ind i en puppe af silke. Det er denne puppe den sendes til fabrikken, hvor den kommes i kogende vand så larven dør og silketrådene kan tages af som var det en garnrulle. Vi fik også set tre minoritetslandsbyer på de tre dage. I en af minoritetslandsbyerne var husene bygget på pæle, og de var lavet overvejende af bambus og med græstag. Huset er ét stort rum, uden skillevægge, hvor flere familier bor sammen. Familiernes formuer måles i krukker og krukkernes alder. Vi så en flere generationer gammel krukke og fik at vide at den var 50 vandbøfler værd, mens en ny krukke kostede 30 dollar. Vi så også en masse lokale "fabrikker". De producerede bl.a. risvin, mursten, rispapir, trommer og træmøbler. Derudover så vi også hvordan de hakkede granitstykker ud af en klippevæg kun ved brug af hammer og mejsel (Og måske skal det nævnes, at det var 40 grader varmt). Pythonner er åbenbart utroligt populære herovre. Under vores besøg på svampeplantagen havde den lokale familie en kæmpe python på 30 kg. Det fik vores tidligere pythonbekendtskab til at virke som en lille nuttet en. Denne python skulle vi selvfølgeligt også holde, iflg. Hao og Loc i hvert fald. Emil tog da også udfordringen op, og bagefter fik vi da også lov at holde den i fællesskab. Da de så mente at det var Christines tur var hun af en helt anden holdning. Hun mente den var lige lovligt stor i forhold til sig selv. Der blev sat en grænse. Vi besøgte også et par vandfald. Og generelt kan det siges, at stierne, man skulle nedaf for at se dem, virkede, som det rene selvmordsforsøg. Vi overlevede dog dem alle med nød og næppe. Et enkelt af vandfaldene var vi ude at bade i. Det var dejligt opfriskende og køligt, når man først havde kæmpet sig over de yderst varme sten. Alt i alt var det en umådelig fed tur. Og vi er meget glade for at vi besluttede os for at tage afsted. Det bliver svært at overgå turen, så den kommer helt sikkert til at stå som en af vores rejses højdepunkter.
Nok om vores easy riders. Vi blev som tidligere nævnt sat af i Nha Trang, hvor vi holdt nogle dages velfortjent badeferie, men vi ventede på at vores visa blev forlænget. Ud over at holde badeferie blev det til en enkelt snorkeltur med en lille hyggelig turistgruppe, og så fik vi set på de få kulturelle attraktioner Nha Trang bød på. Her var højdepunktet klart et fotografimuseum med en lokal fotograf, Long Thanh. Hvis ikke det var for besværligt at have et fotografi i tasken, havde vi nok købt et par stykker med hjem. I Nha Trang fik vi også fejret turens anden fødselar. Det hotel vi boede på var så venlige at fremtrylle en fødselsdagskage, da de havde opdaget fødselsdatoen i passet i forbindelse med vores visaforlængelse. Kagen vi fik lov at forsøge at kæmpe os igennem, der var nemlig desværre ikke mange der ville have et stykke med. Mens vi sad og spiste kage, kom der en forbi med en guitar. Da han opdagede kagen, skyndte han sig at give en lille fødselsdagssang.
Efter vores tid i Nha Trang hoppede vi på natbussen til Hoi An. I dag har vi brugt på at besøge diverse skædderbutikker. Hoi An har nemlig mellem 300 og 500 skræddere, så der er masser af muligheder for at få lidt nyt tøj med hjem. Forhåbenligt har vi stadig råd til resten af turen bagefter... Vi har nemlig allerede få taget mål til to kjoler og fire skjorter, og vi skal være her tre dage endnu...