Profile
Blog
Photos
Videos
I dag er det så blevet torsdag, som dagene går bliver det i stigende grad vanskeligere at huske både datoer og ugedage, jeg tror, det er et tegn på, at vi virkelig holder ferie.
Det område vi bor i er om vinteren et skisportsted, og der er også mange ting ved bl.a byggestilen, der minder om fx. Østrig. Selve byen, der ligger nedenfor bjerget, hedder Gatlinburg og har turisme som sit primære erhverv.
Der er angiveligt kun ca. 4000 indbyggere i byen, der ligger lige på kanten af Great Smoky Mountains National Park.
Hovedgaden ligner lidt et tivoli med skydetelte, souvenirbutikker og masser af fastfood-steder. I gaderne bagved ligger hotellerne på stribe.
Der er naturligvis skilifte på et skisportsted, og om sommeren er de også i brug, så man kan se det hele lidt ovenfra. Stoleliften var dog ved at blive vedligeholdt, da vi kom derhen, så vi gik i stedet hen og tog The Aerial Tramway, der angiveligt er USA's største. Det var i hvert fald en forrygende udsigt på vej mod toppen af bjerget.
På toppen af Ober Gatlinburg er der også lidt Tivoli aktiviteter, souvenirbutikker og masser af fastfood-steder. Men derudover også en lille zoo, hvor man bl.a. kan se sorte bjørne, der også lever vildt i området.
Vi har dog ikke set nogle bjørne, men der er mange advarsler om dem og om, hvordan man skal forholde sig, hvis man møder nogen. Skal vi ikke bare sige, det er derfor, vi har afholdt os fra længere vandreture i bjergene
I husets gæstebog har flere før os beskrevet, hvordan de har haft bjørne på terrassen
En af bjørnene i zoo havde fået unger, der var ca. 3 måneder gamle, og de var fabelagtig nuttede, der er (mange) billeder af dem i dagens album.
Alle de dyr der var i zoo, var dyr der enten var kommet til skade, havde været holdt i fangenskab, eller på anden måde ikke var i stand til at klare sig i naturen.
Tilbage igen i Gatlinburg, satte vi kursen mod Dollywood. Det skulle blive spændende at se, for vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente.
For nu at gøre en lang historie kort, så var der rigtig hyggeligt i Dollywood. Overhovedet ikke lyserødt plastik, men en blanding af Tivoli, Bakke og Frilandsmuseet.
Knapt så friseret som Tivoli, lidt mindre folkelig end Bakken bl.a fordi, der ike udskænkes alkohol og Frilandsmuseet fordi der er en masse arbejdende værksteder.
Når man først har betalt entreen, så er alt til fri afbenyttelse og der er helt sikker noget for alle. Vi prøvede to at forlystelserne, der begge inkluderede en del vand, men når det er 30 grader. gør det ligesom ikke noget.
Sidst på eftermiddagen vendte vi tilbage til dette dejlige hus og bl.a en sidste tur i hot-tubben.
Huset her er udstyret med både tyveri- og branalarm, og i går fik vi aktiveret brandalarmen, da vi lavede mad. Der hænger en røgalarm lige over komfuret, det er måske ikke så hensigstmæssigt, men vi fik heldigvis slået alarmen fra før brandvæsnet kom
Jeg skal lige for de botanik interesserede huske at fortælle, at de herovre har kæmpestore blomstrende Gardenia træer, de er ved at være afblomstrede nu, men man kan stadig fornemme, hvor smukke de må være i fuld blomst.
Derudover vokser der vilde azalier som bunddække her i skoven og de blomstrer også nu. Virkelig smukt.
- comments
anne cramer & Allan holten Larsen Kære I to bearhunters eller beerhunters! :) Pas nu på med at sidde for længe på teressen og kissemisse ellers går brandalarmen på teressen bare også :) NÅ..... spøg til side .... dejligt at følge lidt med i jeres oplevelser, det lyder til at være et meget afvekslende og spændende eventyr I er ude på.... VI nyder kritihimmelfarts dagene i brandgodt vejr på hotel i Malmø, knap så eksotisk, men alligevel dejligt at være lidt os selv:) Fortsat rigtig god tur til jer..... og pas på virkeligheden! Kærlige fridagshilsner fra København M, Anne og Allan