Profile
Blog
Photos
Videos
D.7/7-09
Jeg vågnede op med den følelse, at nu var det simpelthen bare tiden at smutte videre. Mange af dem som jeg havde hygget mig med de sidste tre dage, inklusive de tre søstre, smuttede idag, så følte selv at jeg ville forlade den synkende skude nu hvor det var tid. jeg havde ikke været mange dage i rio, men følte at jeg allerede havde set meget, og var blevet helt vant til byen. Jeg er bare meget hurtig til at tilpasse mig, det er et godt overlevelsesinstinkt at ha. Så idag skulle jeg mod Ilha Grande, men først stod den på en afskedsmorgenmad med alle.
I receptionen skrev de en lille seddel til mig om hvordan jeg kom til havnebyen Angre do Reis, hvor at jeg derfra sku tage en lille privatbåd over til øen. En hoppende og bumpende time senere kom jeg til busstationen, som førte folk ud af Rio i alle retninger. Det var et stort sted og virkelig svært at finde ud af, for alt stod på portugisisk. Alle busstopsteder havde kun et nummer og fortalte ingen hvor de var på vej hen. Jeg gik frem og tilbage mellem flere busser som hver pegede i sin foretrukne retning, så det hjalp mig ikke videre. Altimens observerede jeg folk der steg ind i bussen, at de afleverede en grøn seddel (billetten), og der spejdede efter et sted at købe billetter. Heller ikke det var nemt. Heldigvis fandt jeg det. Helt i den bagerste ende af busstationen, over kørebanen og fordi en afspærring. Enkelt... 28 reais for en to en halv times kørsel mod Angre do Reis. Transporten ville uden tvivl blive det dyreste gennem min rejse. Jeg havde endnu ikke helt tag i min økonomiske snarrådighed, men jeg vil aldrig give op. Jeg nægter!!!
Busserne i Rio er vidlt luksuriøse, som en dyr lænestol med skammel og utrolig godt fungerende aircondition. Wauw. Jeg havde endda medbragt min Ipod, så tiden gik utrolig hurtigt, forbi bakket landskab og masser af fattige byer. Heste og æsler gik utøjret rundt overalt, og til tider var der flere gadehunde end mennesker.Vi ankom ved halv firetiden til den lille usle havneby Angre do Reis. Inden længe blev alle turrister overfaldet af en mand, som kunne skaffe os en båd til Ilha Grande og hostel ophold. 20 reais for båden derover, og 30 reais pr nat på det internationale hostel. (Ilha Grande hostel). Fra busstaionen skulle jeg gå ned mod havnen, hvor båden ventede. Med mig fulgte to vildt flinke tyske fyre (fik aldrig deres e-mail, pokkers). De rejste rundt i Brasilien en måned og skulle tilbage til München, hvor de begge studerede jura. Båden vi skulle sejle med var en gammel fiskerbåd eller kutter. Ihvertfald en af de gamle både, som laver den der put-put-lyd. Der slog vi lejr forrest i båden, mens alle andre sad bagerst under halvtaget. Gladeligt gav de ud af deres kiks, øl og cola og fortalte om deres tidligere rejser, mens vi beundrede udsigten fra skibet. Virkelig flot. Solen der går ned bag bjernene og giver alt et flammerødt skær. Pludselig dukker en kæmpe rød måne op foran os, og kaster sit lys som et forgyldt tæppe foran os. Den viser os vej til paradis. Bådturen tog kun halvanden time, og pludselig skulle vi hver vores vej på forskellige hostels. Og vi lovede at mødes til en drink, men jeg så dem aldrig igen. Snøft. Allan og Simon. Jeg blev ført op til hostellet af en ret robust mand. Han viste mig en bar på vejen, hvor at der ville være live samba musik om aftenen. Der sku jeg da spise. Jeg var den eneste som boede på det værelse, selvom der var seks senge. He he... fedt, så er der mulighed for at gå med røven bar... Weeee....
Senere spiste jeg lidt på den bar, maden var okay indtil at en stor fyr med kæmpe kridhvidt smil og kæmpe hår, pludselig satte sig ved mit bord og begyndte at tale om hans bådture omkring øen. Jeg fortalte at jeg ville tænke over det, men manden var ikke til at rokke væk, så min mad blev kold... Obrigada....
D.8/7-09
Første dag i Illha Grande. Jeg var meget overrasket over hvor larmende alt var her. Måske var det bare fordi at mit rum lå tæt ved vejen. Morgenmaden bestod af præcis det samme som i Rio, men udvalget af frugt var meget større. Internettet var gratis her, så jeg surfede lidt facebook, og gjorde mig derefter klar til at gå ud od opdage.Inden jeg tog afsted kom to piger ind på mit værelse. Yes lidt flere folk. Stephanie og Maria. De var begge fra Belgien og bare på gennemrejse. Kun en lille måneds ferie væk fra det hele og så tilbage til arbejdet. Maria var skolelærer og Stephanie, kan faktisk ikke huske hvad hun laver. Nåede lige hurtigt at hilse på dem før at jeg smuttede ud af døren og med næsen mod stranden. Solen skinnede dejligt fra en klar himmel, kl. var ni og øens eneste landsby var allerede vågnet op til dåd. Mænd gik forbi med trillebører fyldt med fisk, der var ihvertfald fem gadehunde på hvert gadehjørne. Legende og sovende, fik af vide at de blev alle fodret her af de lokale, så medlidenheden var ikke stor, men benyttede hver mulighed for at hilse på dem. Stranden var nærmest en åbenbaring. Krystalblåt vand, frodig jungel så langt øjet rakte og bjerge. Overalt bjerge som omkransede den lille sølle landsby, der levede af moder natur og desværre også den voksende turisme. En mand havde skænket mig et kort af øen, så jeg planlagde som mit første hiking-projekt skulle være at besøge den berømte blå lagune. På kortet var der kun en cm hen til stedet, så jeg tænkte, måske kun 1 - 2 timer i gåafstand (Illha "Grande"). Jeg fulgte stranden et stykke tid, og på min vej fik jeg selskab af en sort bokser (en hund). Som to sølle vagabonder travede vi ned af vejen og gik ind gennem en skovsti. Man har slet ikke anlagt nogen vej her på øen eller ryddet noget, så det var en hård vandring. Over trærødder, springe fra sten til sten og bruge træer som støttepæle for at komme op af en meget stejl sti. Det var meget varmt, og tilsidst rendte jeg bare gennem skoven i bikini, med sveden haglende ned af ryggen og prustende efter vejret. Hunden så ud til at være vant til de omstændigheder, for den gik med løftede ører og logrende hale, når den kom lidt for langt væk, ventede den på mig og videre gik det. Vi kom pludselig til en mindre flod, som førte ned til en stor sø. På et skilt stod der at det var her slaverne badede i gamle dage, og det var en naturlig pool, som man sagtens kunne drikke af. Jeg smed skoene og førte fødderne ned i det iskolde vand. Dejligt forfriskende. Imellem tiden var et andet turristpar kommet forbi, havde klatret over floden og gået videre fra en sti længere oppe. Hunden som havde siddet og ventet på mig deroppe, fulgte straks med dem og jeg så ham aldrig mere. Jeg besluttede lidt efter at følge trop og tage den samme sti som dem, eftersom at vejen kun førte videre derfra. Jeg vandrede dybere ind i skoven i halvanden time (medregnet poolen havde jeg gået i to timer), indtil jeg mødte to brasillianere og en lokal bådejer. De to brasillianske turrister var på vej op for at se vandfaldet, som var udenfor stien og op af en meget stejl bakke. Jeg spurgte hvor lang tid der var fra lagoonen til her, og blev meget overrasket da han fortalte at det var en vandring på seks timer, og der gik ingen båd tilbage. Lettere fortabt gik jeg istedet med de to brasillianere op af bakke, for at se vandfaldet. Vejen var meget stejl og i varmen fik man meget hurtigt åndenød, men vi gav ikke op og kæmpede videre, på en ti minutters vandring. Her kom problemmet. Vejen delte sig flere steder og fortsatte op. Der var intet skilt, og vi var nød til at vælge ved lykketræf. Op og ned vandrede vi, ind gennem træer og drilske rødder. Inde i skoven, mødte vi to tyskere med hver deres hvide dværgpuddel i armene. De var også faret vild og videre gik jagten. Pludselig hører vi nogen råbe inde fra skoven af og vi råber dem ud på stien igen. Fem ældre mænd (30'erne) med deres Rambo-jungleknive i bæltet, var også faret vild, så pludselig var vi en kæmpe gruppe på vej efter det her skide vandfald. Efter noget tid gav vi alle op og var på vej ned, indtil en endnu større gruppe af tyskere (familien Deutschland på vandring) kom os i møde. En pige med en gul bikini kendte vejen, og hele flokken besluttede at følge hende. En sidste bjergbestigning.
Endelig fandt vi det! Vandfaldet var ikke særlig stort, men vi kunne alle springe i og drikke af det, hvilket vi gjorde. Vandet var iskoldt, men dejlig forfriskende. Vi lagde os efter tur på en sten, som lå lige under vandfaldet, og blev ramt i ansigtet for fuld styrke. Den brasillianske kvinde og jeg tog hinanden under armen og lagde os knugende ind under. Hun holdt godt fast i mig, og sørgede for at jeg blev derinde i lang tid, så jeg rigtig kunne mærke det. Pisse koldt!!!
Så gik turen tilbage. Den lokale bådejer ventede selvfølgelig på at trætte turrister havde brug for en båd hjem, så alle fulgte lettere lettet med ham. Bortset fra mig. Det var tidligt på eftermiddagen, og jeg ku da sagtens tage turen hjem igen.
Da jeg kom hjem sad jeg og hyggesnakkede med de belgiske piger. De fortalte mig, at de også havde mødt den mand ved busstationen, og havde takket nej. De valgte istedet at tage ned til havnen og lede efter en båd derfra. De fandt en, og den kostede kun 7 reais for en tur over til Illha Grande. f*** jeg var blevet tørret. Igen!!! Jeg betalte jo 20 reais. Jeg måtte virkelig til at tage mig sammen hvis jeg ville overleve min rejse.
D. 9/7-09
Deres vækkeur ringede omkring kvart i otte. Det gjorde mig faktisk ikke noget, for så fik jeg mere ud af dagen. Ingen af dem kunne sove, for tv'et havde kørt hele natten, og der var en mand i hængekøjen lige udenfor, som havde snorket så højt, at alle var vågnet op. Selv rummet ved siden af os. Selvfølgelig var jeg den eneste som var sovet trygt gennem natten. He he... Godt at sove tungt nogen gange. Vi talte sammen om forholdene og besluttede, at de ikke var særlig gode. Vi skulle også betale 30 reais hver, som var ret dyrt på øen. Vi besluttede at flytte, men havde alle lavet planer så det blev først imorgen. Pigerne havde bestilt en bådtur, som gik til tre forskellige strande, indklusiv dykkertur med snorkel. Jeg havde hørt om en strand kaldet Lopes Mendes. Den skulle ligge på top ti listen over smukke strande, og det skulle være en tre timers hård vandring herfra. Jeg elskede at vandre og skulle jo spare penge, så de kom overens og den stod på gode vandresandaler. Turen var meget hårdere end den første, og jeg mødte to danske drenge som også var på vej derhen, så vi underholdte hinanden hele vejen. På vejen mødte vi tre andre, som de åbenbart kendte fra bådturen derover. En belgisk fyr, og et dansk kærestepar. De var alle utrolig flinke og vi fik tiden til ikke at vare så længe ved hyggesnak, og hurtige dukkerter ved tre starnde som vi passerede på vores vej. Tre timer senere var vi der endelig. Vandet var tyrkis, sandet var kridhvidt og utrolig blødt, bølgerne var høje og så bare underskønt ud. Vi lagde os alle sammen, men drengene forsvandt alle hurtigt, da den stod på surfing. Den danske pige (Tine) og jeg lejede hver to små bræt for 10 reais hele dagen og kastede os ud i vandet. Det var skønt og varmt, og den belgiske fyr skulle selvfølgelig vise at han bare vidste alt om surfing, så han gav os et par tips, og vi to fortabte tøser plaskede omkring som strandede søløver, i forsøg på at fange en bølge. Jeg fangede to ud af 50. Men følelsen da man endelig fangede en og red på den var ubeskrivelig fed. Som at blive skubbet midt inde i en bølge, uden at glide på vandet, bare hænge der med to våde hænder skubbende bag dig.
Senere kaldte en af fyrene. Han havde fået øje på en flok aber. En hel lille flok, hængende fra træerne og så nysgerrigt ned på os. De var vant til at folk fodrede dem, så jeg tog en lille chokoladekiks, knækkede den i to og rakte den til aben. Den tog kiksen med dens små kløer, og nød den med stort velbehag. pludselig kom hele flokken af aber ned af stammen og ned af små grene. Afventende på at jeg fodrede dem, og pludselig stod en masse mennesker omkring mig med kameraet rettet mod aberne og fodringen. Jeg knækkede kiksen i flere stykker og gav den til de omkringståendes store begejstring. Aberne kravlede ned og tog gladeligt imod kiksende og kravlede op igen for at spise i fred. Tilbage på tæppet kom det par som jeg havde givet kiksen til, og gav mig en håndfuld abrikoser, som de havde fundet henne ved træerne. Selvfølgelig fra træerne. De viste mig hvordan jeg skulle åbne og spise dem, og forlod mig med endnu et tak fra deres læber. Fik en helt god følelse indeni. Hvis man gir lidt, så får man altid meget venlighed tilbage. Spred budskabet.
Ved firetiden pakkede vi sammen, for den sidste båd ville gå der. Vi havde besluttet at tage den hjem, og siden den kun kostede 10 reais var det til at overkomme. Bådturen gik langsomt og tog godt en time, alle var trætte men havde haft en fed dag. På båden sad en fyr som havde medbragt sin hvide bokser (hund). Man spurgte ham om der var mange hajer i området, han svarede at engang var der store hajer, men nu er der kun små tilbage, så det er ikke noget problem længere, så tog han fat i kraven på sin hund og smed den overbord. Derefter sprang han selv i vandet med sit bræt og de begge svømmede resten af vejen ind mod kysten.
Da vi kom i land aftalte vi alle at mødes halvanden time senere, og gå sammen ned for at få noget at spise. Jeg smuttede hjem i bad og mens jeg stod derunder, gik al strømmen. Det blev bælgravende mørkt, og jeg blev selvfølgelig ret nervøs, men strømmen kom tilbage efter ti minutter, så jeg bar over med øens lave forsyning af strøm eftersom det var en fattig næsten ubeboet ø.
Efter badet kom pigerne tilbage og fortalte at deres tur havde været okay, men når man har set en strand, så har man set dem alle. Men den gode nyhed var at de havde fundet et vildt billigt hotel. 50 for tre personer pr nat. Det var ca. 17 reais pr. person, så det er jo næsten halv pris. Bedre kan det ikke blive. Og der ville vi smutte op imorgen tidlig. De pigerne havde rejst meget før, og gav mig nogen fif til min fremtidige rejse. De fortalte at hvis købte en pakke morgenmad eller ris eller pasta, kunne det holde i flere dage, og det havde jeg faktisk ikke tænkt på. Knock Knock idiot. Det var ikke det mest sunde, men det var billigt og det holdt i flere dage. Bingo! Lige det jeg havde brug for.
Da jeg senere ventede på hele gruppen, blev jeg lidt nervøs for at de allerede var smuttet, for den var gået et kvarter efter det aftalte tidspunkt. Tine undskyldte og fortalte mig at de vaskede deres tøj under bruseren, mens de selv tog bad for at spare penge. Fed idé, den ville jeg gemme til senere brug. En brasilliansk fyr havde anbefalet et sted kaldet Master Burger, det var bare den totalt gennemførte Mac Donalds stil, med tøj og det hele, men maden var fantastisk, og der var masser af det. Bagefter tog vi på bar, hvor de danske fyre (typisk) blev meget fulde. Jeg tog hjem lidt tidligt, for var totalt kvæstet fra det hele den dag. Syndes jeg får brugt så meget energi hver dag. Når jeg kommer hjem, melder jeg mig til de olympiske lege. Udholdenhed og klatring. Yearh!!! Go' Danmark!!!
D.10/9-09
Idag vågnede vi alle op til vækkeurets søde melodi. Vi gik straks igang med at pakke alt og trillede hurtigt ud til morgenmaden. Da alt var pakket og klart, smuttede jeg hen til receptionen for at betale, men jeg havde underskrevet at jeg ville blive til d. 12, så de forlangte først at jeg betalte den fulde pris, hvilket jeg med det samme nægtede. Jeg sku da ikke betale for nætter jeg ikke havde sovet i. Så kom ejeren og forlangte at jeg betalte 75 reais (jeg havde kun sovet tre nætter, og den ene var betalt, så prisen skulle lyde 60 reais). Jeg blev ved med at nægte og han vendte sig til de belgiske piger, for at få dem til at se rimeligheden i det. Værelset var booket, derfor var de nød til at sige nej til folk. Hvilket var noget pis, for vi havde stadig tre ledige senge i vores rum. Jeg stod fast, og tilsidst gav han efter. 60 reais.
Brokkende gik vi op af en ret stejl vej og med 15kg på ryggen var det ret tungt. Men vi kom ind af en lille træhavedør, og vejen snoede sig op gennem en hyggelig have. En lille hund kom os i møde, der var fritgående høns i forhaven, og på terreassen lå en hvid kat og slangede sig. Stedet var vildt hyggeligt, og manden der ejede stedet kunne ikke engelsk, men var utrolig rar.
Det var helt perfekt, og for 17 reais om dagen kunne det ikke blive bedre. Pigerne smuttede senere hen for at se vandfaldet, så jeg gav dem en meget detaljeret rutebeskrivelse. Jeg valgte at smutte på stranden og læse. Jeg havde fundet en dansk bog på det sidste hostel, og taget den med mig som pant for at de ville snyde mig. Ha! Tror de er ret ligeglade når bogen er på dansk, men den er god alligevel.
Jeg tog den samme sti som til Lopes Mendes, men stoppede denne gang ved den første strand, og lagde mig der et par timer.
Om aftenen startede gadefesten. Det var en årlig tradition, som holdes tre dage i juli. Der var masser af boder med mad og alkohol. Det hele var meget dyrt, så jeg holdte mig til den politik. Nok se, men ikke røre. Der var også live brasilliansk folkemusik, men de spillede to sange og satte derefter en cd på, som varede i to timer. Fik af vide at der så kom et liveband derefter, men det fandt jeg aldrig rigtig ud af. Pludselig mødte jeg nemlig det danske par fra igår og med dem havde de en brasilliansk fyr. Vi gik alle rundt på jagt efter noget sødtt, for Tine havde fået den vildeste trang efter sukker, men alt var så dyrt så jeg viste hende hen til øens billigste isbutik. Jep jeg ved hvor den billigste isbutik ligger. Jeg må sikkert også ha en indre trang til noget sødt. Vi sad ved isbutikken og talte om kulturenes forskellighed og hvad der var helt forkert ved vores regering. Pisse hyggeligt, og det er længe siden jeg har siddet så tæt på en isbutik uden at købe noget.
D.11/7-09
En ting som jeg simpelthen ikke kan vænne mig til, er at man her i Brasillien ikke smider toiletpapiret i toilettet, men i en lille (tiltider åben) spand ved siden af. Ikke særlig rart hvis den anden beborer har haft ræserrøv, og man kan se (og lugte) hele seranaden ved siden af. Lækkert!
Det var ihvertfald meget gråt og overskyet da vi stod op i vores nye hytte. Her på øen er det eneste man kan foretage sig at gå på stranden og bade, så når det pludselig blir overskyet, er mulighederne temmelig begrænset.
Vi besluttede istedet at vandre op på papegøjebjerget, da udsigten derfra skulle være utrolig smuk. Men værten på hostellet advarede os mod at gøre det, for hvis det ville begynde at regne, kunne stierne hurtigt forvandle sig til mudrede floder. Vi tog det til os, men besluttede alligevel at begive os derudaf. Hvis det så begyndte at regne, ville vi smutte hjem. Hvem ved, måske ville solen begynde at skinne igen?
Stephanie var mere skeptisk. Hun havde vandret gennem Malaysia med en gruppe, hvor det pludselig begyndte at regne. Alle gled og faldt og masser begyndte at græde, da denne junglesti pludselig havde forvandlet sig til et vandet helved og umuligt at komme frem i.
Men vi havde heller ikke lyst til at sidde hele dagen og læse i bøger, det var vi rejst for langt til. Så afsted tog Maria og jeg, med tunge grå slyer truende over vores hoveder. Senere ønskede jeg at jeg havde medbragt et kort.
Med os havde vi proviant i form af brød og chokoladekiks, og så en masse vand of course. Stien var som en bred stenet støvet vej, hvor en bil sagtens kunne køre igennem. Den steg en smule i en uendelighed, og bugtede sig op gennem flere bjerge som en slange der snor sig gennem landet. To timer gik og vi følte det var mærkeligt at stien gik op men udenom bjerget. Skyerne var på det tidspunkt blevet tykke og havde helt skjult toppen af bjerget. Uden kort vidste vi ikke om vi sku ha været drejet ned af en sti før, men vi havde heller ikke set nogen. 2 1/2 time gik da vi endelig fandt et skilt. Det viste os at vi var igang med at skære os igennem landet istedet for at komme af bjerget. Vi skulle ha drejet af næsten ved starten. Vi var på vej mod en by, og besluttede at det var forsent at vende om og begynde at klatre op af den, istedet valgte vi at tage et smut ind i byen. Den var meget lille og så total faldefærdig ud. En betjent stod ved byskiltet og skulle have vores navne før vi gik ind. Mærkeligt når indbyggertallet her måske lige akkurat runder 20.
Vi gik ned mod havet, og satte os på en bænk, hvor vi tog godt for os af den medbragte proviant. Det var begyndt at regne en smule, men ikke noget som gav os den største bekymring. Bølgerne stod højt og vinden var ret kold, men vi havde det ret godt på vores lille rådne bænk, med vores flade brød og trætte fødder. På byskiltet havde der stået at vi havde vandret 8km og det var op af bakke, så ku jeg bedre forstå at jeg var træt, men Maria var ikke rørt det fjerneste. Hun var vant til at vandre med familien, fra barns ben af. You go girl!!!
Turen hjem var værre. Skyen fra toppen af bjerget havde rullet sig ned og var blevet til en tæt tåge, som bare blev tættere jo længere op vi kom. Og det var begyndt at regne. Kun fin støvregn, men vi havde stadig 8km hjem, så turen ville blive hård. Men vores endeløse snak om alt og intet, gjorde at tiden ikke faldt så lang, alligevel havde det taget omkring tre timer. Mine ben værkede og mine fødder havde jeg kunne mærke de sidste to km, men vi klarede det og havde faktisk haft en hyggelig tur. Minus var selvfølgelig at vi ikke fik gået den tur op af bjerget, men plus er at jeg nok har tabt med hele 100gram efter den tur.
Efter de sidste kravlende meter hjem, pakkede vi vores tasker og gjorde os klar til at tage videre imorgen, så kom regnen. Det stod ned i stænger, og forvandlede gaderne til stærkt rindende floder, bogstavligtalt. Og der skulle vi ud. Vi havde aftalt at spise vores sidste måltid sammen ude. Man sku jo nyde livet lidt. Så iført regnfrakke og paraply, sprang vi ud i vejret. Hoppende fra sten til sten. Fra tørre plet til tørre plet. Men frem kom vi og her skulle ha været gadefest igen i aften. Men det blev jo selvfølgelig aflyst. Synd, da det kun er denne ene weekend om året.
Efter maden var jeg dødtræt og smuttede hjem før dem. De ventede lidt indtil vejret var klaret op. Mine fødder stod under vand, men tanken om at hvis det fortsatte ville vi måske blive hentet i båd fra vores hoveddør, opmuntrede turen hjem.
- comments