D. 18/7-09

Jeg sov bedre end jeg havde forventet, og da jeg vågnede, havde en kæmpe tyk tåge lagt sig over land. Vi kunne intet se, og havde jo planlagt at se vandfaldet idag. Vi steg ud for at få morgenmad, men jeg købte intet da jeg allerede havde forsynet min taske med brød, kiks og vand. Ui... Menneskets vigtigste ven. Så fortsatte turen afsted og heldigvis begyndte det at klare lidt mere op. Ved middagstid ankom vi til byen, og jeg fandt hurtigt bussen som skulle bringe mig på rette vej mod hostellet. Det var et stort sted med udendørs pool, motionsrum og poolbord. Pris! 22 Reais pr nat. Det var da okay billigt. Jeg smed taskerne, og på det tidspunkt, var det klaret så meget op, at solen faktisk tittede frem. Og det blev varmere. Yearh! Så afsted med mig mod det sagnomspundne frygtingydende og fantastiske vandfald. Det lå ca. 30km fra byen og man kunne nemt tage en af de mange bybusser derud. Den stoppede lige ved indgangen. Indgangen lignede en kæmpe Berlinermur, som afskårede resten af verdenen fra et af Guds naturvidundere. Mærkeligt, når en stor stor ting tilhører verden, at man afskærmer det og prøver at hive så mange penge ud af folk som muligt. De havde endda tre slags billetter. En for brasillianere, en for naboerne og så en for alle de andre. Dermed fulgte en prisstigning fra 13 reais til 21 reais. Den foreskel havde jeg set tit ved større forlystelser. Pludselig vidste jeg hvordan den store mand måtte føle sig i USA i gamle dage. Men de havde sikkert tænkt, at vi har råd til det, så derfor kan vi også sætte prisen op.

Nå men, vi satte os ind i en dobbeltdækkerbus, med aircondition og en båndoptaget speaker fra højtalerne. Han fortalte hvad vi kunne se og prøve fra hvert stoppested. Vi var omringet af skov hele vejen, og da vi steg af skulle vi gå gennem små snoede stier på vej mod vandfaldet. Pludselig hoppede der store næsebjørne op på stien og de var åbenbart vant til turrister, for de gik side om side med os. På det tidspunkt havde jeg alle mine ting, briller, kamera og en pakke kiks i en pose omkring håndleddet. Min pung havde jeg omkring halsen, men en af næsebjørnene stillede sig på bagbenene og prøved at få fat i min pose, men jeg fik den uden for rækkeviddet og skyndte mig væk, så den opgav. Den gik dog til angreb på en dreng med en pose appelsiner, som den fik revet i stykker og fik.

Vi kom forbi flere forskellige positioner, hvor vi kunne se vandfaldet. Det var fantastisk flot og utrolig stort. Man vil ikke kunne beskrive det før man ser det, og den der høje brusende lyd sætter sig fast i øregangen og nærmest bedøver én. Vi så masser af små åbne både, som sejlede under mange af de siddeliggende vandfald. Håber de havde medbragt en regnfrakke.

Mens jeg stod og tog at billed og var helt ført væk i dette fantastiske sceneri, mærkede jeg pludselig at posen omkring mit håndled, og pludselig sprang en stor næsebjørn op og greb fat med poter og tænder i min lille pose. Af al kraft bed den og kradsede, for at komme ind til mine medbragte kiks. Jeg blev vildt forskrækket skreg, mens jeg forsøgte at få posen af, bange for at den skulle bide mig. Men posen snoede sig hjerteløst om mit håndled og gjorde det umuligt at få den af. Mens jeg dansede en vild panisk dans, holdt den store sulte fyr fast i dens desperate kamp på at komme ind til det lækre bytte i posen. Så fik den bidt over og posen røg ned på jorden med brilleetui, kort og kamera. Grådigt sprang den over kiksene, uviden om at den nær var skyld i at nogen af de vigtigste ting for mig, nært var faldet ned fra stien og uden for min rækkevidde. Hurtigt og rystende fik jeg samlet de vigtigste ting op, jeg reddede endda en lille pakke kiks, men jeg smed den selvfølgelig ud. Jeg skulle ikke nyde noget med flere angreb. Mit brillertui havde flere kradsemærke, så jeg havde som bonus fået en lille souvenir med hjem fra turen. Jeg fortsatte min tur ned af stien og kom til et punkt de kaldte. "Udsigten fra djævlens kløft". Det var en lang platform, som tog dig med hen til midten af hele sceneriet og til udkanten af et vandfald, så du ku se lige ned i det hele. Wauw. Det skal ikke ses på et fotografi, men opleves. Naturen når den er bedst.

Da jeg kom hjem, gik jeg igang med endnu en omgang ris med pølser. juhuuu... hmmm... Men jeg begynder at mærke, at den ikke ligefrem står øverst på min ønskeliste mere.Så mødte jeg endelig mine rommies. To tøser fra New Jersey. De var virkelig venlige, men på det tidspunkt, kom jeg ikke længere end småsnak, for jeg var utrolig træt, og jeg sku allerede videre imorgen. Nu stod Argentina på listen. Tjaa... Der er faktisk ikke mere at gøre her, så afsted med mig.... Hmmm... jeg tror jeg kommer til at savne, at blive et sted i længere tid og det er faktisk også billigere. Men nu må vi se.