D.14/7-09

Jeg vågnede op tidligt, da min bus ville gå 9.40. Jeg havde lavet en gå-aftale med to fyre fra London, da de skulle samme vej. Morgenmaden blev slugt, internettet betalt og jeg fik sagt farvel til verdens sødeste hvide hundehvalp, som de havde boende der under en bænk.

Afsted gik det. Turen tog tyve minutter og solen var på det tidspunkt allerede bagende varm. Da jeg kom til stationen, fik jeg af vide at alle billetter var udsolgt og næste bus ville gå igen 13.40. f***!!! Drengene havde købt deres billet dagen før, hvilket jeg også ville have gjort, men jeg var omkring ti minutter forsent, så billetlugen var lukket. Boing!

Det var meningen at jeg skulle være fulgt med de belgiske piger, men de var åbenbart heldige med deres billetter, for de fik dem imorges. Vi var nød til at sige farvel, og jeg travede af hvad føltes som en længere vej, tilbage til hostellet. Heldigvis kan man stadig stille sine tasker der, så jeg ikke skulle føle mig helt strandet. Så får at slå tiden ihjel tog jeg på stranden og nød solen en sidste gang.

Da jeg endelig hoppede på bussen omkring to, blev jeg lidt nervøs for om der var plads på hostellet. Jeg ville stige af bussen igen ved otte-tiden og jo senere man kommer, jo lavere sandssynlighed var der for en ledig plads.

Som i kan gætte jer til tog busturen seks timer. Vi kom igennem et smukt landsskab fyldt med bjerge, vand og små byer i bunden af det hele. Alt så fredeligt ud. Indtil vi kom til Säo Paulo.

Alle andre steder havde jeg følt en velkommenhed og en frihed, her følte jeg at alt virkede så stort og truende. Nærmest forfaldent og grimt. Mine tanker vendte pludselig mod sikre hyggelige Odense. Solen ville farve bygningerne røde når den gik ned, og lyden af vinden der tog fat i træerne vuggede ens tanker ind i en rolig rytme, så man nærmest følte en fredfyldt saglighed. En længsel efier min varme seng og mine venner. Jeg følte mig ikke helt så tryg i denne by.

Mørket var faldet på da jeg steg af bussen i udkanten af Säo Paulo. Jeg havde nedskrevet en adresse på det billigste hostel jeg kunne finde på internettet. Så jeg sku tag metroen først. Pludselig stødte jeg ind i nogen fra bussen. De spurgte hvor jeg var på vej hen, og jeg viste dem sedlen. Heldigvis for mig var det samme vej som dem, så de fulgte mig på vej. Kvinden mente at jeg lignede hendes søster, så de fik en lyst til at hjælpe mig, og de gav endda metroen gratis. Fedt! Tak til dublikater. Vi skiftede metro en gang, hvilket jeg nok ikke ville ha hittet ud af så sent om aftenen. Da vi stod af, takkede jeg farvel og lovede at ofre en busbillet på dem hvis de nogensinde kom til Danmark. Hvor storsindet af mig. Så fulgte jeg bare min seddel. Fire blokke henne og en til venstre. Det gjorde jeg. Heldigvis var det på en stor vej, for jeg farede naturligvis vild. Jeg var nød til at spørge om vej flere gange, og da jeg endelig fandt vejen, var det selvfølgelig i den anden ende, og bakkerne i Brasillien er høje, så turen blev lang og tilsidst var jeg nær faldet om af udmattelse. Jeg ender virkelig med at ha en rygrad uden lige når jeg kommer hjem. Da jeg endelig fandt den var det kun til min store skuffelse, at hvis jeg var kommet en halv time før, så ville der ha været ledige pladser. Jeg sank sammen af udmattelse i deres sofa, altimens han ringede rundt til flere. Det så ud til at mange hostels var booket, det er sikkert fordi det er juli måned. Alle dem jeg har mødt gennem tiden har bare været på gennemrejse en måneds tid, hvorefter de vendte snuden hjem til bøgerne.

For at være ærlig, glædede jeg mig selv sindssygt meget til at komme igang med en rigtig uddannelse, men det her var bare noget som jeg måtte gøre. Og indtil nu har det meste af det været fedt. Men rolig nu. Der er kun ca. gået fjorten dage. Der kan nå at ske meget endnu, og jeg er heller ikke kommet til mit foretrukne land endnu, men som der stod i guidebogen, ville man lære Brasillien af kende skulle man tage alt med. Og Säo Paulo er virkelig en anden side af sagen. Alle andre steder jeg har set har rummet så meget varme. Gaderne var fyldt med dans og musik, og ikke langt væk lå det varme tyrkis blå hav med dets store lokkende bølger og halvfede mænd, som sælger store grønne kokosnødder. Brasillien føltes som et støvet tropisk paradis med åbne højtråbende mennesker og frugter i en størrelsesklassse jeg aldrig her set magen til før i Danmark. De har bare verdens største papajaer, som kun koster ca. hvad der svarer til 5 kroner kiloet. Tænk på prisen herhjemme og sig f***.

Men ihvertfald skrev det her hostel adressen ned på et andet, som lå lige i nærheden. Jeg sku bare tage en taxa. Havde ikke spor lyst til at gå mere. Da jeg kom hen til det andet, kostede det omkring 7 reais mere, altså 40 reais pr. nat. Det var ret dyrt, men når der ikke er andet kan man kun bide i det sure æble og tænke på at alt blir nemmere, når man får mere styr på det her rejsehalløj, og når jeg kommer op til engelsktalende lande. Gud velsigne den dag. Tro mig, det er ikke særlig nemt at færde rundt i et land hvor ingen kan engelsk, og alt hvad du kan gøre er at pege på et kort, gøre brug af kropssprog og sige: "sim sim". ("ja", på portugisisk). Men jeg har faktisk været ret god til at forstå meningen af hvad de prøver at sige mig, og det er en dejlig evne, at man er letopfattende, ellers havde jeg sku et problem.

På mit værelse ku der være plads til seks, og det var helt kakkelakfrit. Pokkers. Havde ellers vænnet mig til at bade med selskab. Nå, jeg må la døren stå på klem. På værelset boede der to piger fra Manchester, men de sku allerede afsted igen næste dag, så dem ville jeg ikke ku få så meget glæde af. Ellers boede der tre amerikanske piger. Hva! Ingen drenge. He he, fandt ud af at drengene boede ved siden af, og med åbent vindue. Jeg gik ind i læsemode da jeg havde gjort min køje mere hjemmelig (rullet soveposen ud) og koblede bare fra indtil jeg faldt i søvn, med bogen i hånden.... ahhhh... nat nat.

D.15/7-09

Jeg vågnede rigtig tidligt. Typisk mig. Alle de fem andre piger sov trygt og godt, så jeg trippede stille ned til et solidt morgenmåltid. Det er virkelig dejligt at bo på hostels, hvor morgenmaden er inkluderet og man bare ku tage for sig af retterne. Morgenmaden er det vigtigste, selv når man er ude og rejse. For man fyldt tanken op om morgenen, kan man næsten køre på lavt blus hele dagen, uden andet end måske kiks til at holde gejsten oppe.

Jeg havde på en måde sat en lille plan idag. Jeg havde hørt, at her fandtes verdens stærste forskningscenter for udvikling af serum mod slangebid. De skulle ha over 70.000 arter derinde. Det skulle da tjekkes ud. Ved receptionen fik jeg en lille seddel om hvordan jeg kom derhen. På det tidspunkt tænkte jeg ikke videre over hvordan jeg ville komme tilbage, men afsted gik det altså. Fire blokke henne og drej til højre. Der var busstoppestedet. Der fik buschaufføren til at fortælle mig hvornår jeg sku stige af, go til min store overraskelse, blev jeg sat af ved Mac Donalds. Waiiii.... Min første brsillianske mac donalds. Ved stoppestedet var en lille rødhåret dame blevet nysgerrig efter det papir jeg stod med i hånden, og spurgte hvad jeg ledte efter. Jeg fortalte hende "instituto Butantä", og hun fortalte at hun arbejdede der så hun sku nok vise vej. Nu skal det siges at hun talte portugisisk, men på en måde kunne jeg se på hendes kropsprog hvad hun spurgte om, og regne ud hvad hun mente. Og at arbejde på portugisisk, er det samme ord på fransk (nogenlunde) så jeg ku gætte mig til resten. Jeg er bare god. :-p.

Billetten kostede 6 Reais og ind med mig. Det var som et ganske almindeligt terrarium i zoologisk have, med selvfølgelig et langt større udvalg af dyr. Der var også skorpioner, fisk, krybdyr og edderkopper, som til min store glæde ikke var hjemme.

Instituttet er et af de vigtigste i Brasillien og står for 80% af fremstillingen af slangeserum og vacciner mod gifte. Den blev dannet i 1800-tallet, af en fyr ved navn Vital Brazil. På det tidspunkt startede de med 64 slanger, som nu er helt oppe på 70.000. Serummet fremstilles ved at det blir sprøjtet ind i køer, heste og andre større dyr, der så danner den modgift der udvindes. Det var faktisk ret spændende og se hvordan de fremstillede serummet, komme helt tæt på et anerkendt forskningscenter. Men selvfølgelig var mit store øjeblik, da jeg stod ansigt til ansigt med Anakondaen. Ui... Den var stor.

Jeg fik ca. tre timer til at gå herinde før at jeg følte at nu var det tid til at trille hjem. Jeg tog den samme bus, og blev grebet af den følelse, som jeg senere fik bekræftiget af en ung kvinde som jeg spurgte om vej. Den her bus kørte ikke tilbage til den vej som jeg kom fra, men holdt mindst tre blokke ved siden af. Pokkers. Og jeg kunne ikke adressen til mit hostel. Men hun fortalte, hvor jeg skulle stå af og gå hen. På engelsk heldigvis. Jeg gik lidt frem og tilbage, op og ned, men heldigvis var solen fremme, så humøret var højt. Jeg fandt da også mit hostel igen og brugte resten af eftermiddagen på at chatte med Danmark og købe ind til aftensmaden. Tredje aften på ris og pølser. To piger gav glædeligt ud af deres spinat og brød, da de havde købt for meget og var på vej videre. Hurra! Flere glade farver i maden, det gør min mave glad. Mums!! Jeg er bare super økonomisk! Yearh!!!

Om aftenen smuttede jeg ned i baren, hvor en fyr med dredlocks spillede på guitar og over ham kørte en fodboldkamp i fjerneren. Det var ikke svært at gætte hvem interessen var rettet mest imod. Der sad en bunke mennesker ved et bord og så ud til at ha det vildt sjovt, så der besluttede jeg mig da for at sætte mig. Det var vildt hyggeligt. Alle var fra forskellige lande og skulle give deres måde på en druksang. Eftersom jeg lige havde sat mig, blev det besluttet at jeg skulle smage de mest brasillianke drikke. Og de havde endda en speciel drikketeknik, som jeg sku benytte mig af. Sådan gjorde brasillianere. Det var virkelig hyggeligt og sjovt. En fyr ved bordet havde fødselsdag ved midnat, så vi sku selvfølgelig synge fødselsdagssang på flere forskellige sprog. Der sad en dansker ved siden af mig, som ku samtlige danske druksange, og jeg følte mig lidt lost der, da det ikk lige var det som jeg prøvede at huske mest undervejs. Fandt ud af at hun var en kæmpe, ud over alle grænser slik-fan. Hun havde medbragt 30 poser katsjes. f***. Og selvfølgelig har hun en slank figur. Hvordan gør de!!!! Jeg blev oppe til to, og det var stort set den dag. Imorgen havde jeg planlagt at gå i zoologisk have. Det skulle være en af dem i verden som havde samlet flest dyr. Hvorfor prøver alle at overgå hinanden i hvem der har det største. Argentina og Brasillien har deres egen kæmpe fejde med, hvem der er det største land. Og når turrister kommer til Danmark er det ikke svært at se skuffelsen malet i deres ansigter, når de ser Den lille Havfrue: "Hva! Så lille?". Magt og størrelse hænger åbenbart sammen. Det må være landenes potensforlænger. Hurra for ydmyghed. Eller noget.

D.16/7-09

Det var med stort besvær, at jeg kom op ved nitiden her til morgen. Sad og stenede hele morgenen til et portugisisk børneprogram, hvor små hundehvalpe løber frem og tilbage på gulvet. Jeg havde selskab af en australier, som sad ved min side hele morgenen og stenede med. Vi fattede intet men det var godt at koble fra. Idag skulle jeg jo i den her kæmpe zoologiske have. Bad til at fasciliteterne til dyrene var i orden, men vidste allerede fra starten at det normalt ikke er tilfældet. I receptionen fik jeg en lille metro guide skrevet ned og afsted med mig. Heldigvis havde jeg et kort i hånden, for gåturen tog nærmest en halv time alene og var fyldt med sving, bakker og lyskryds. Säo Paulo er en fandens svær by at finde rundt i, uden et kort. Med kortet har man pludselig en sikker base, og behøver ikke at bekymre sig om, at alt ligner hinanden. Så skulle jeg tag metroen med to skift, det tog ret lang tid, da hvert skift næsten var ved endestationen. ahhh... Herefter skulle jeg med en sidste bus (ja der er sku lang vej) som kørte direkte derud. Man kunne købe zoo-billetten oveni og spare nogen kroner, men jeg fandt hurtigt ud af at zoo-bussen var mega lille og fyldt op til randen med lokale turrister.

Så turen derud blev gjort stående og klemt op af en busstang.

Endelig kom jeg til zoo. Det havde næsten taget halvanden time at komme dertil, og man følte sig helt ør først. Zoo var stort og spredte sig ud over et kæmpe område. Men at det var verdens største, var helt sikkert løgn. Odenses var samme størrelse, ville jeg mene. Mine forudanelser om dyrene havde været lidt rigtige. Dyrene lå mest over i et hjørne og så pjuskede og fortabte ud. Havde aldrig set så beskidte dyr før. Deres bur var hvad jeg mente for små og utrolig grimme, som et udendørs internat med afskallede vægge. Mange af de steder hvor der skulle ha været vand, var det tørret ud, og jeg så to flodheste klemt sammen i et lille bassin. Det kan godt være at de havde en hel masse forskelligartede dyr, men så skal forholdene sku også følge med. Der burde følge et ansvar. Det har åbenbart bare galt om at få så mange dyr som overhovedet muligt, uden at tænke på deres velfærd. Det er tit jeg kommer til lande, hvor lokale folk altid har en vis stolthed overfor størrelsen af deres seværdigheder. Jo større jo bedre. "Her er Brasillien, har vi en zoo med verdens største samling af dyr". Ja men med de dårligste forhold oveni. Det er så tit man ser at dyr blir taget for givet, og sat til skue for offentlighedens fornøjelse. Hele eftermiddagen har jeg hørt på unger i alle aldre, råbe efter tigeren eller et andet dyr, for at få dets opmærksomhed og få det til at vende hovedet mod kameraet. Jo mere jeg ser af verdens zoologiske haver, jo mere ville jeg ønske at de ikke fandtes. Frihed til dyr, som frihed til folket. Nu har vi snart fået delvist ligestilling blandt mennesker. Nu mangler vi bare ligestilling blandt mennesker og dyr.

Jeg kom sent hjem og fik lavet min fjerde dags ris med pølser. mmmm.... Jeg er sku ved at blive hårdfør.

I aften var der igen live-band og baren var fyldt til bristepunktet med folk udefra. Det var vildt hyggeligt, også selvom sangeren ikke kunne synge. Hva søren. Folket kendte teksterne, og det var åbenbart det vigtigste.

D.17/7-09

Det var virkelig svært at falde i søvn igår nat. De spillede høj musik fra baren til langt ud på natten. Jeg var smuttet i seng ved midnatstid, men det havde været en kamp, bare at lukke øjnene, for larmen var virkelig høj. Og pigerne på mit værelse var heller ikke bedre. De havde selv virkelig en brændende lyst til at se dyner, men kunne heller ikke for musikken, så de fandt på forskellige ting at foretage sig, hvilket resulterede i et langt højlydt bad kl. to. Ommøblering af min overkøjebos skuffe kl. tre. Den lå lige under mig, så jeg kunne føle enhver bevægelse fra skuffen. Det hele gjorde at jeg var vågen det meste af tiden, og fik kun sovet meget lidt. Og jeg skulle tidligt op, for at pakke og komme videre. Idag var det at jeg skulle rejse videre fra Säo Paulo, men først om aftenen så jeg havde god tid idag, men skulle nu stadig være tjekket ud omkring tolv og jeg manglede stadig en del arbejde. Morgenmaden blev slugt, tasken pakket og så hen på internettet for at ordne nogen småting før afgang. Denne gang ville jeg være forberedt med et hostel, så jeg bookede mig ind på det billigste jeg ku finde. Så meldte jeg mig også ind i det wwoofing idag. Wwoofing Argentina. Det kostede 150kr, men hvis det virkede ville jeg spare de penge ind, på ingen tid. Håbede jeg.

Så sagde jeg farvel til alle, lagde min taske af vejen indtil i aften og smuttede ud mod centrum. Havde hørt om et lækkert gourmetmarked, som var værd at se og det var i hjertet af Säo Paulo, så to fluer med et smæk. To metroer senere stod jeg ud i et kæmpe mylder af mennesker. Solen skinnede brændende fra en klar himmel og luften var tyk af bilos og kogte majs. De første par gader stod slet ikke på kortet, så jeg måtte improvisere, men heldigvis fandt jeg frem til de rigtige gader hurtigt. Overalt var gaderne fyldt med gadesælgere. Legetøj, mad, smykker og musik, men så snart at politiet var inden for rækkevidte, samlede alle deres tæpper sammen og løb hvad tøjet ku holde væk fra gaderne. De kom dog hurtigt frem igen når politiet var forsvundet ned af det næste gadehjørne. Her var fyldt af mennesker, og man flød ligesom bare med strømmen. Gourmetmarkedet lå inde i en kæmpe byning. Og der var eksotisk mad alle vegne. Høje rækker af frugter som eksploderede i et væld af farver og friske lugte, vine, olier, kød, små chokoladefontainer, stakkevis af fisk, små brasillianske kager og store kaloriebomber, sushi-inferno og en bananbar, hvor alt de serverede havde hovedingrediensen "banan" i det. Overalt langede velklædte mænd og kvinder, smagsprøver over disken, og fik endda fire forskellige bægrer af yogurtis, så mit sukkerbehov blev dækket op til begge ører. Havde det helt dårligt med ikke at købe noget, for pigen med isen viste med stor iver for hvor godt udvalg af is de havde. Og jeg fik smag for sagen. Mums.

Med fyldt mave trillede jeg videre ned af strøget. Kom forbi adskillige mænd med en stor højtaler i en trillebør. Fra den strømmede brasillianske toner, eller det tror jeg det var. Jeg kom hen til byens kæmpe katedral. Den var utrolig flot, og man blev ført hen til den af en passage af kæmpe palmetræer. Brasillien er kendt som et utrolig religiøst land. Hvadenten det kristendommen eller bare en okkult tro, så betyder religion meget for dem. Omkring kirken stod der også adskellige kristne butikker. En pladebutik med udelukkende salmemusik, og så en boghandler med glade bøger om Jesus og Maria. Og der var nonner. Fandt to nonner, ikke langt fra kirken. De sad begge på en grilbar, ifærd med at fortære en happy-meal, og blev så perpleks over synet, at jeg var ved at falde over mine egne ben, endte istedet med at gå ind i en anden. Skål søster!

Turen hjem tog endnu engang halvanden time, og havde lige nok tid til at købe forsyninger nok til 16timers bustur i det nærmeste supermarked.

Det var hårdt at komme til metroen med min rygsæk. 17kg og så er hele byen bare op af bakke. Det føltes nærmest som om man gik op af trappe i en halv time, og måtte da også sætte mig et par gange. Jeg var så heldig at ramme myldretiden, og det betød at mig og min taske blev klemt op af adskillige mennesker, og jeg sku skifte metro tre gange. jipeeee....

Jeg var fremme og skaffede mig hurtigt en busbillet, og den næste gik om en time så jeg havde god tid. Mens jeg ventede på bussen, så jeg en munk, som også skulle med. Blev pludselig nervøs. Tænk hvis man skulle sidde ved siden af en munk i 16 timer, ville jo næsten ikke turde bevæge mig, af frygt for at jeg så skulle bede om syndsforladelse. Heldigvis tog han en anden bus, og mens jeg ventede kom jeg i snak med en pige som skulle et stykke af vejen som jeg. Vi udvekslede e-mail og satte os ind i bussen. Desværre havde vi pladsnummer og min rejsepartner, var en tynd skummel gammel mand, og han så ikke for glad ud for at få en siddepartner. Bussen var ikke den vildeste luksus, og vi fik ingen mad under hele turen, men den gik an. Og afsted kørte den, mod nye eventyr og min næste destination. Foz de Iguazu. Vandfaldet!!!