d.2/7-09 (rio de janeiro)

Skønhed er mangfoldig. Den findes overalt, selv i vores egen baghave. Alligevel vælger vi at tage ud og tage afsted. Give slip på hverdagens tryghed og trivielle hjerteslag. Jeg er en af dem. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg vil bare ud og opleve. Se nye kulturer, lugte til nye dufte og møde nye mennesker, overalt hvor jeg kommer hen. Jeg vil gerne opleve det hele. Utrygheden ved at bo i en rygsæk og ikke at vide hvad morgendagen bringer. Mennesker har godt af at prøve og fejle. Jeg siger ikke at man skal springe ud med krum hals og lukkede øjne, men man har godt af at tage en chance, for det er bedre at ha vandret og være faret vild, end aldrig at ha vandret.

Derfor besluttede jeg at begive mig ud på denne latterligt lange tur, uden en kæmpe økonomisk frihed. Vi taler om 9 lande, 13 måneder og 50.000kr. Og jeg er alene 22-årig kvinde. Alle dem der tror jeg klarer det rækker hånden op.

He he... Men min historie begynder altså på en madres i det indre København. En god veninde har huset mig for natten, og lovede at følge mig til flyet den næste dag. Søvn fik jeg ikke meget af, følte mig nemlig lysvågen ved firetiden. Så efter en stædig kamp, stod jeg op ved sekstiden og gjorde klar til mit kl. elleve fly. Jeg led af kvalme hele morgenen og gjorde mit bedste for at vise lidt optimisme. Ved metroen stod min veninde for billetterne, eftersom at hun boede i København, og ikke jeg.

Første regl på en rejse. Husk selv at tjekke ting som billetter, og lig ikke hele ansvaret over på din kammerart. Man nemt overse ting, og en diskution om hvem der har ansvaret kan hurtigt tage form. Da vi steg ind i metroen, kom konduktøren nemlig forbi, tjekkede vores billetter og fortalte at billetterne ikke rakte til hele turen, og at han ville gi os en bøde. f***!!! Bøden ville stå på 600kr, og han bad os stige af toget. I det øjeblik var jeg ligeglad med bøden, for alt hvad der betød noget var at nå det fly, ellers ville min jordomrejse-billet til 30.000kr blive tabt på gulvet. ingen refundering. Jeg havde pludselig en stor lyst til at smide de penge jeg havde i lommen, i hovedet på ham og få ham til at forsvinde. Min veninde prøvede at få ham talt til fornuft og fortalte at jeg sku nå det fly, men lige meget hjalp det. Vi skulle stadig stige af. Med tårer i øjnene steg vi langsomt af og fik så til vores store held af vide, at vi slap for denne gang. Lettere fortumlet gik det også op for os, at vi faktisk var i lufthavnen ellers havde vi nok kørt for langt. Det tog ikke langt tid, at få tjekket mine ting ind, og efter en sidste kop kaffe i baren, sagde vi alt for hurtigt farvel. Nu var jeg alene.

Mit første fly gik til Heathrow airport, lige udenfor London. Derfra skiftede jeg til det store boeing 777 fly, som gik direkte til Rio. Havde aldrig været udenfor Europa før i hele mit liv og en flyvetur på 11 1/2 time var absolut også skræmmende nyt for mig.

Men vi havde alle vores egen lille tv-skærm og der kom nærmest en bakke med mad, hver anden time. Lækkert!!!

Endelig fremme i Rio de janeiro!!! Efter uendelig mange timer i fly og minus 5 timer på mit armbåndsur. Jeg havde lagt planen at benytte mig af "couchsurfing". Noget hvor private personer gæster fremmede mennesker fra hele verden, helt gratis. Ham jeg skulle bo ved den første nat, havde aldrig givet mig en præcis adresse eller tlf. nummer, så jeg besluttede at sove på hostel første nat. Ved udgangshallen stod en sort fyr, og vinkede mig over til sig. På engelsk fortalte han mig at han ku skaffe mig en billig taxa, og jeg fortalte at jeg gerne ville til Gávea-distriktet, som var der min første couchsurfer-vært skulle bo, når han en dag gav mig sin adresse. Jeg ville betale med visa/dankort, og han tog mig med på en lille udflugt gennem lufthavnen og op af en elevator, indtil vi fandt et par hæveautomater. Jeg havde lidt problemer med mit visa, og blev nervøs for at det pludselig var holdt op med at virke. Heldigvis spyttede den et par gule reais ud. Sedlerne havde en bavian på, så jeg kaldte det bananpenge. Fyren fortalte mig at hvis jeg skulle til Gávea (60km) kostede det 80reais (valutakursen ligger på 2,7, så det har ca. 170/180kr). Han tog mig hen til en af hans venner og afsted gik det. Endestation: Copacabana Hotel!!!....????? Han ven ku selvfølgelig ikke engelsk, men jeg fik ham guided hen til det nærmeste hostel, og for den tjeneste ville han have 20reais oveni...Først nægtede jeg, men han forstod åbenbart kun ja og nej, og havde ikke lyst til at stå på egne ben, midt om natten i rio, så jeg slog til.

47reais kostede det hostel pr. nat og de havde kun plads til mig den nat, men jeg ville bare se dyner, så morgendagens bekymringer skænkede jeg ikke mange tanker.

Jeg havde valgt et firemands-værelse, hvor alle var piger. Der var tomt da jeg kom ind, og værelset var utrolig varmt og meget fugtigt. Jeg havde fået øverste køje i en meget vakkelvåren seng, og ku ikke lade være med at grine ved tanken om at der var 80% chance for at lortet ville styrte sammen. Og det er endda et dyrt hostel.

Forsigtigt klatrede jeg op, og var ved at falde i søvn, da den første beboer trådte ind i rummet. Hun var sku fra Tyskland. Pludselig var jeg i mit es, og med mit flydende tysk fik jeg fortalt at det var min første dag. Hun havde allerede været undervejs i tre uger og var selv alene. Hun fortalte at følelsen af at være alene, var der aldrig, for man var altid omringet af rejsende fra fremmede lande (hvis man altså boede på hostel) og der skete altid så meget nyt, at man helt glemte at tænke hjem. Hun spurgte om jeg ville med i byen, men takkede nej, for var ret træt efter så mange timer i et fly. Ellers havde jeg sikkert sagt ja. Pludselig kommer en englænder ind og kryber i soveposen i den modsatte ende af rummet og mere husker jeg ikke fra den dag. Jeg sover tungt hele natten...zzzz....

D.3/7-09

Jeg vågner langsomt og udhvilet til den nye dag. f***!!! Kl. er kun syv, og mit indre vækkeur insisterer at jeg skal op nu :-(. Børste tænder,rede hår, rent tøj og slentre slentre ud mod badværelset, hvor jeg finder ud af at badet er et stort firkantet hul med en stor tragt hængende tyve centimeter længere nede. Okay, jeg springer brusebadet over idag. Morgenmaden ville blive serveret kl. ni, så jeg tog min første slentretur gennem rio for at finde en bank. Stedet tog ikke imod dankort, så jeg måtte ud og hæve. Udenfor var der overskyet og en tung fugtig luft havde lagt sig over hele rio, eller ihvertfald omkring mig :-S. Jeg gik en kort tur, og turde ikke rigtig fortsætte. Hvad stoppede mig? Havde folk fyldt mig med så mange fordomme omkring den nådesløse og nyreplyndrende Rio de janeiro, at jeg ikke turde fortsætte. Jeg vendte ihvertfald om, og smuttede på det gratis internet som mit hostel tilbød. Der skrev jeg en "Help"-besked til ham som jeg skulle have sovet ved. I håb om at jeg ville få en adresse eller et tlf.nr. Hostellet havde kun plads til mig den ene nat, så jeg sku være ude ved tolvtiden, og de havde ingen dankort-maskine. Jeg havde brugt alle pengene på den taxa tur, så jeg sku ud og hente flere. Med et kort i hånden, gav det mig meget mere sikkerhed, og alle banker i området var markeret med et kryds, så var bare afsted. Men overalt hvor jeg kom hen, virkede mit kort ikke. Jeg prøvede flere automater, men blev afvist, så jeg smuttede i supermarkedet får at se om jeg ku overtrække. De forstod ikke hvad jeg prøvede på at sige, men kortet godtog mine småkøb. Tiden var ved at løbe fra mig. Jeg var begyndt at løbe fra bank til bank, og overalt hvor jeg kom måtte jeg skuffende løbe videre. Forgæves kom jeg tilbage til hostellet, hvor jeg får af vide, at mit kort er ikke det eneste der driller. Når man rejser udenfor EU's grænser, og ikke har informeret at man vil bruge det i udlandet. Kan folkene derhjemme nemt tro at kortet er blevet stjålet, og derfor har de så spærret mit kort. f***! Og jeg var ikke den eneste. Der stod flere rygsække over i hjørnet fra folk med lukkede dankort. Heldigvis har jeg to. Mit Mastercard var ikke taget i brug endnu, så derfor ku jeg nå at hæve et engangsbeløb, før de også ville spærre det.

Pengene blev betalt, og jeg smuttede afsted for at tage en bus mod Gávea. Jeg var fast besluttet på at finde min vært, også selvom jeg manglede adresse og hans nummer. Nu hvor jeg skriver det her, ville jeg ønske at resten af dagen aldrig var sket og at jeg havde fundet et andet hostel, indtil jeg havde fået svar. Kl. var halv et, da jeg ankom til Gávea. Med et kort i hånden, spurgte jeg folk om vej eftersom, at han havde fortalt mig, at han boede ved siden af en universitets bar. Med hjælpsomme folk, der pegede i begge retninger, vandrede jeg op og ned af meget meeeget stejle skråninger og frem og tilbage. Indtil at jeg stødte ind i et shoppingcenter, der ville jeg finde en internetcafé og se om han havde svaret. Jeg havde vandret rundt i to timer, min ryg gjorde ondt og jeg er helt sikker på at jeg har tabt to kilo pga mine eskapader. Yihaaa... Han havde svaret, og skrevet et telefon nummer. En ældre dame på gaden, viste mig hvor man ku købe telefonkort og efter en del forsøg med at trykke hans nummer, hjalp hun mig også der. Men der var et lille problem med nummeret. Vi prøvede alt og kunne simpelthen ikke ringe ham op. En ung mand kom forbi og lånte mig hans mobil, og der virkede nummeret. Regl nummer 3. Man skal aldrig være bange for at spørge folk om hjælp, uanset hvordan de ser ud (okay der er grænser) eller hvem de er. Endelig fik jeg fat i ham, men han fortalte at han lige var smuttet på arbejde og ville først være hjemme kl. ti. Der var dog en anden couch surfer hjemme ved ham, som sikkert godt ville lukke mig ind. Så han gav mig adressen og afsted gik jeg. Den unge mand fulgte mig på vej, og jeg fortalte ham om min taxa tur. Han fortalte mig at jeg var blevet groft snydt. Normal pris ligge mellem 10 og 20 reais, men at jeg havde været så uheldig at ramme ind i mafiaen, som styrer et bestemt netværk af taxaer. Typisk mit held. Han viste mig hvilke taxaer som var sikre og tog afsked. Der skal være et taxameter i bilen. Jeg kom frem til adressen og blev lukket ind af portiéen. Vi prøvede at ringe op, men der var ingen hjemme, så jeg blev nød til at vente til han kom hjem og kl. var omkring fire der. Portiéen ville passe på min bagage, da jeg ikke ku tage et skridt mere med den på. Men endelig var adressen fundet. Så afsted smuttede jeg for at fordrive tiden. Havde ikk rigtig lyst til at gå så langt den første dag og solen var også på vej ned, så jeg sku ikke nyde noget af at vandre Rios skumle gader alene. Jeg blev i Gávea. Eftersom jeg havde vandret hele dagen, smuttede jeg på en lille lokal restaurant. Der søgte jeg det billigste på kortet, som var en kyllingesandwich og spiste det. Jeg tilbragte tre timer i et shoppingcenter, hvor jeg kiggede på butikker og læste i min Brasilien tourguide. Ved otte-tiden, følte jeg at det var på tide at liste stille tilbage. Der var et lille rum med en sofa, hvor jeg kunne sidde og vente på ham, der fordrev jeg tiden med læsning. Efter tre timer følte jeg mig rastløs, han skulle ha været der nu, men tiden gik. Den blev halv elleve. Jeg var begyndt at vandre frustreret frem og tilbage. Den blev elleve. Jeg blev ved med at spørge portiéen om det nu var her at min vært boede. Han sagde ja. Ti minutter over elleve. Her gad jeg ikke vente mere. Han havde fortalt mig at han ville være hjemme omkring ti tiden, for der fik han fri, og hans arbejde ligger ikke langt væk. Og oveni havde jeg ventet siden kl.fire. Jeg var meget træt og virkelig frustreret, så jeg gad simpelthen ikke mere og tog en taxa. Jeg havde fået af vide, at alle de gode Hostels ligger i Ipanema, så jeg bad ham bare om at finde et hostel der. Vi kørte rundt og stoppede flere steder. To steder var der helt booket op, men heldigvis var tredje gang lykkens gang. Jeg så ikke meget da jeg trådte ind og fulgte bare efter værten. Der fik jeg underkøjen i en treetagers seng. En 12 personers værelse og alle lå og sov på det tidspunkt... Jeg faldt i søvn med det samme, med håb om at min rejselykke ville vende.

D. 4/7-09

Med de to første dage som dårlig erfaring i tasken, vågnede jeg op i et lettere mut rejsehumør. Jeg havde brugt mange penge og stadig ikke set Rio de janeiro. Kl. var syv og alt åndede fred. Morgenmaden blev serveret om ni tiden, og bestod af en crossaint, en skive ost og skinke, et stykke frugt og lidt kage. Vi var ikke særlig mange oppe så tidligt, så vi satte os sammen ved et langt træbord. Der sad tre søskende fra Spanien, som kun var på en måneds ferie gennem Brasilien, de ville blive på Hostellet til tirsdag. Og for bordenden sad en køn pige fra Buenos Aires. Jeg blev hurtigt overrasket over hvor åbne alle folk var på hostels.Man taler mest om ens rejse. Hvor længe man har været afsted og hvorfor man rejser. Man fortæller også hinanden om ens kulturhistorie og hvordan ens folk er. På et hostel rummer der en kæmpe atmosfære af national stolthed, og man fortæller gerne åbent og varmt om ens land. Jeg følte mig slet ikke alene på det tidspunkt, for folk hilser på hinanden der og smiler. Man mødes gerne og danner hurtigt et lille fællesskab, hvor man i modsætning til hotelophold, er mere privat og indelukket.

Idag skulle jeg endelig ud og se Rio de Janeiro. Yearh!!! Havde planlagt at tage tilbage til frygtede Gávea og se den botaniske have. Det skulle være den største og vigtigste i verden. Med mig havde jeg mit trofaste kort, uden det var jeg nok totalt fortabt. Jeg havde planlagt at tage en bus.

I rio er bussystemet ganske simpelt. Du finder ud af i hvilken retning det du gerne vil se, ligger. Enten højre eller venstre. På de fleste veje, går bilerne den samme vej. Du skal faktisk ned til en anden blok, for at finde biler der går den anden vej, eller finde en større vej (der er ikke mange af dem i strandområdet) hvor vejsystenet er som vi kender det herhjemme. Busserne kommer nærmest hvert femte sekund, og det er alle busser der kører af de samme veje. Så bare bliv stående. Din bus skal nok komme. Busserne koster også kun 2,20 reais, så det er det billigste transportmiddel. Og de sindssygeste. Bremse og speeder er trykket helt i bunden. Du klamrer dig fast til en stang, mens at du med alle kræfter, prøver at finde penge frem fra tasken. Ind og ud mellem biler kører bussen. Bumpende og hoppende, Når du stiger ud aner du hverken hvor din mave eller dine fødder er. Men det er stadig det nemmeste og billigste, hvis man altså bare tar sig lidt tid til at sætte sig ind i systemet.

Med kortet i hånden begav jeg mig mod Den botaniske Have. Et kæmpe reservat, hvor man forædlede træer fra alle verdens lande, og det hele var opdelt i kategorier. Orkidehaver, rosenhaver, kaktusdrivhuse og en japan indspireret have. Det hele føltes som at gå gennem en tropisk regnskov, blot mere organiseret med stier, skilte og isbod. Det var ret lærerigt, da jeg f.eks. lærte at en orkide betød testikel, pga dens testikelformede rod. Orkidéer vil aldrig blive de samme igen. De sku hjælpe med sexuel stimulation og give drengebørn. Hmm... Haven var også fyldt med aber og kolibrier. Stødte næsten ind i en flot smaragdgrøn kolibri, fik desværre intet billede da den hurtigt forsvandt.

Efter to timers plantevandren smuttede jeg ud igen, og gik langs Lagoa et stykke vej. Lagoa er en kæmpe sø, midt inde i Brasilien. Her bruger brasillianere tit deres eftermiddag på en café ved søens bred, eller måske lejer de kajak og sejler ud på den, på en solskins dag. Mange bruger dens også som et godt træningsmiddel, og løber rundt om den. På min vej mødte jeg massere af løbere og cykellister, og der lød live brasilliansk musik fra de omkringliggende caféer. Jeg besluttede og tage et smut ind mod centrum, så jeg tog en minibus og med høj hoppende fart fór jeg afsted. Jeg blev sat af foran en kæmpe park, og fik af vide at hvis jeg ville til centrum, så skulle jeg igennem den. Da jeg trådte ind blev jeg overvældet over de mange omstrejfende katte, som gik omkring derinde. En masse udsultede små skravl, der lå og dasede i solen. Under en bænk, gemt under et avispapir, fandt jeg en lille sort killing. Jeg fik så ondt af den, og havde lyst til at tage den med mig hjem. Men hvordan kunne jeg, når jeg skulle rejse i så lang tid. Jeg måtte rejse mig og forlade min lille ven, under bænken. Da jeg kom ud af parken kom jeg til en masse forfaldne gyder, og de gjorde mig ret utryg, for hvem ved hvad der boede der når man er alene. Så jeg søgte en større vej, hvilket altid gir mere tryghed og gik bare derudaf. Vidste ikke rigtig hvad jeg ledte efter, men ku se på kortet, at der var en katedral i nærheden, så der gik jeg hen. Jeg drejede ned af en gyde, og pludselig stod jeg midt inde i en kæmpe markedsplads. Der lå boder overalt og fra flere restauranter, lå der den muntreste sambamusik. Fremmede mænd tog fat i de omkringstående kvinder, og gav dem en svingom. Ung som gammel, ingen blev skånet. Luften var fuld af musik og lugten af grillet mad og restauranterne. Og der blev råbt. Hvem kan overdøve hvem, mens et kæmpe væld af farver fra smykker, malerier og tæpper, angriber øjnene og man blir næsten beruset af den udenlandske stemning. Brasillianere er et varmt og åbent folk. Alle kender alle. Råber og griner højt til hinanden. Når busser stopper ved lyskryds, åbner de dørene for at råbe over til en ven eller bekendt, som de lige så på den anden side af gaden eller gennem vinduet. Og rødt lys er for det meste kun et venligt forslag, så her blir løbet over gaderne og gennem trafikken i stride strømme. Men pas på, for alle (selv busser) kører med 150km i timen og de stopper ikke for dig. Halvvejs gennem markedet hører jeg pludselig nogen trommer og rytmiske klap, jeg ser en stor gruppe og går derover. En gruppe på mere end 10 mennesker, står i en halvcirkel. Nogen klapper i takt, mens andre slår på store trommer med hænderne. To mænd, står på hug foran dem, og begynder så som en dans at kæmpe langsomt og rytmisk mod hinanden. De sparker over hinanden og laver håndslag, mener dette hedder brasilliansk kampdans, men der er sikkert et andet navn for det. Jeg fortsætter ned af markedspladsen som slutter ligeså brat som den begyndte. Jeg drejer ned af en stor vej og begynder at lede efter bussen hjem. På min vej ser jeg en kæmpe hæslig traktlignende bygning. Det var katedralen, og den var bygget i en moderne stil, derfor hæsligheden. Har aldrig brudt mig om de moderne bud på en kirke, hjemme i Danmark har vi en, som jeg troede var et kæmpe drivhus indtil jeg blev inviteret til gospelkoncert derinde. Der er noget upersonligt over en moderne kirke, der er ikke meget skønhed over dem. De er der bare.
Da jeg kom hjem tog jeg i supermarkeder og købte en sandwich og en kæmpe papaija til aftensmad. Frugterne der var kæmpestore og vildt billige. Halleluja!!! Så jeg nød min kæmpe papaija på hostellet mens nogen stykker misundte mit valg af aftensmad. Mums!!!
Da mørket faldt på, hvilket det gjorde tidligt eftersom at under ækvators grænse er alt omvendt, så i Brasillien er det vinter (stadig 25 - 30 grader udenfor), da hørte vi kæmpe brag tæt på i løbet af natten. Det var for højt til at være skud, så jeg spurgte hvad det ku være. I receptionen fortalte de mig, at vi lå lige ved siden af et Favelá (fattigkvarter), så det er fyrværkerri, som de affyrer når politiet er i nærheden, for at advare folk, og få gemt våbene og stofferne væk. Rart at vide, at man bor ved siden af det farlige fattigkvarter.
D.5/7-09
Jeg vågnede igen tidligt om morgenen, og satte mig sammen med de samme piger. Pigen fra Buenos Aires var ked, fordi at hun skulle hjem idag, og gav mig hendes adresse og nummer, så kunne jeg komme og bo ved hende når jeg kom til Buenos Aires. Inden hun gik, ville hun vise mig et par gode steder at spise, og idag skulle der afholdes Hippie-marked (skete hver søndag), så hun ville også vise mig hvor det lå.
Vi tog afsked ved markedet (lå to minutter fra hostellet), og jeg brugte hele formiddagen i hippie-markedet. En mand var lige ved at få solgt en kæmpe bue med pile til mig (kunne allerede se den på min væg derhjemme), men jeg kom til fornuft og fortsatte med at ose.
Ved middagstid tog jeg hjem igen, jeg havde tjekket couch surfing hver dag de sidste to dage, for at finde en som jeg ku bo ved. Computeren var virkelig langsom og jeg beklagede mig til fyren ved siden af. En rigtig lækker charmerende fyr, som fortalte mig at det er normalt i Brasillien, så jeg skulle bare have tålmodighed. Jeg spurgte ham om hvor han skulle hen idag. Han fortalte mig, Santa Theresa, og der havde jeg også tænkt mig at tage hen, så vi aftale at følges ad derind.
Vi tog bussen ud til en kendt sporbane, som kørte over en gammel akvædukt, men der skete åbenbart noget specielt inde i Santa Theresa den dag, så køen til sporvognen var så lang, at det ville tag tre timer før vi kunne komme til. Så vi delte en taxa. På vejen fortalte han mig lidt af Brasilliens historie.
Da immigranter første gang, kom til det der siden skulle blive til Rio de Janeiro, stod de på "Sukkertoppen" og planlagde fremtiden derfra. Sukkertoppen er et højt bjerg, som ligger ved siden af Copacabana. Man startede med at bygge byen på Copacabana og derfra byggede man videre ud. Det er derfor at alle huse som lå der, eller tæt på så så forfaldne ud, fordi at de er fra gammel tid. Kom man længere ud af byen, blev bygningerne nyere og mindre forfaldne.Santa Theresa er en smukke bohemiéen bydel, som ligger op af et bjerg, og man har virkelig en flot udsigt derfra. Det var engang, et populært bosted, men pga den voksende kriminalitet, flyttede mange væk, og idag er det mest kun kunstnere som bor der. Han kunne ikke forklare hvorfor, men sådan var det bare.
Da vi kom frem var vi begge sultne, så vi ledte efter et sted at spise noget ægte brasilliansk mad. Det ville han ha at jeg prøvede. Vi gik op af mange gamle snoede trapper, og gik igennem en lille makedsplads, som var speciel idag, fordi at kunstnere viste deres værker frem. På toppen af denne bakke, kom vi til en stor udendørs restaurant, hvor der blev spillet en masse live brasilliansk musik. Vi fandt et bord for to, og der bestillte han en kæmpe portion Fishuarda (det er ikk stavet rigtigt, men det er sådan det udtales) til to personer, og jeg mig en Guranná. En kendt brasilliansk drik. Forfriskende og smager bare pisse godt. Snagte den for første gang i Portugal med en veninde. Stor succes. Så kom Fishuadaen. En gryderet, med store stykker kød i. Serveret med ris, bønner og jeg tror det var tang.Fishuadaen er nærmest kendt som Brasiliens nationalspise. En meget god dag, for en brasilliansk mand, er at få serveret en god protion Fishuada. I gamle dage, fandtes der mange slaver i Brasillien, og når de skulle have mad, fik deres herrer svinekød, og slaverne fik resterne af grisen. Af det kom så denne ret, som senere blev meget populær blandt alle. Fishuada er altså resterne af grisen. Ører, næse, hale og lidt fra overraskelsesposen. Jeg var så "heldig" at få en hel grisehale i min portion. Vi fandt også en hel grisetryne med huller og det hele. Den gav jeg til ham. Maden smagte faktisk overraskende godt, man skal bare over den barriere med at spise resterne fra grisen. Vi sad ved siden af et par turrister, som spiste det samme. Pigen rynkede på næsen og nægtede at røre kødet, mens hendes kæreste, spiste det langsomt med et kæmpe smil, til pigens kæmpe ubehag. Jeg følte med hende, men man er jo i et andet land, så må man også være åben overfor andre skikke. Det ville være ret surt, at rejse til den anden ende af kloden og så bestille Wienerschnitzel eller hakkebøf. Så bliv da hjemme i krystere.
Efter maden gik vi hvert til sit. Han skulle hente en ven i lufthavnen, og jeg ville kigge lidt nærmere på Santa Theresa. Jeg græd indevendig.
Santa Theresa er virkelig flot, med små snoede gader og hvide huse med blomsterranker op af væggene. Gennem gaderne snor sig et net af skinner til sporvognene, som kun kører der. Jeg fulgte strømmen ned af bjerget og gennem snoede stier mod centrum. Knudepunktet af al aktraktionen i Santa Theresa, var åbenbart kun der ved det lille marked, for folk forsvandt hurtigt og bygningerne begyndte at forfalde en smule. Det var sent på eftermiddagen, og jeg ville gerne nå hjem før mørket faldt på, så jeg spurgte om vej. Det syndtes jeg var noget af det mest geniale ved turen. Jeg som hverken kunne portugisisk eller spansk, spurgte om vej (også i busser) på engelsk og de svarede på deres sprog. På en måde forstod vi hinanden ved forenklede ord eller ved at pege, og når de svarede på portugisisk, kunne jeg gætte mig til hvad de mente. Jeg fandt altså et ældre par og spurgte om vej efter busserne, de sagde en masse på portugisisk og pegede. Så sagde jeg "obrigarda" (tak) og fulgte fingeren. Succes! Der var bussen, og før solnedgang.
Da jeg var noget gennem det meget skumle kvarter, som hostellet lå i og kommet gennem porten, hoppede jeg op i barens hængekøje og fordybede mig i Moby Dick. Det fik jeg kun en halv side ud af, for så kom to tyskere og så skulle der da snakkes. Og de gav en øl... Yearh.... Så blev vi flere og pludselig sad der fem fyrer omkring mig og min øl. Og vi plaprede løs om rejser og Oktoberfestival (øl-fest i Tyskland). Pisse hyggeligt. He he... Det var den dag...
6/7-09
Jeg vågnede op til en lækker morgenmad (en crossaint, en skive skinke og en skive ost) og nød den sammen med de tre spanske senóritas. Idag sku jeg da på stranden. Vejret var godt nok overskyet, men det var stadig varmt, og hvis det er vinter og varmt nok til at gå i shorts, burde vandet være det samme. Jeg fik af vide af en fyr fra hostellet (svømmede hver morgen, lækkert!!!) at man skulle følge de lokale for at finde et sikkert sted at svømme og at på Ipanema er bølgerne. Så der skulle jeg hen. Selvom at hostellet lå skummelt, så var der kun 5 min gågang ned stranden. Bølgerne var høje, og der var en del surfere spredt rundt omkring. Jeg ledte efter et sted, hvor der var en del mennesker ude og svømme, og fandt hurtigt ud af at vandet var dejligt varmt. Der var understrøm, men den var slet ikke så kraftig, og det var rart med en dukkert. Endelig i vandet. Man har bare hørt så meget om at bade i Rio de Janeiro og når man endelig er der føler man sig helt saglig, og ønsker slet ikke at dagen skal ende og at man ikke vil hjem. Desværre var det stadig overskyet, så da jeg havde taget den første dukkert, kunne jeg ikke ligge og sole mig, så jeg gik langs stranden og videre over på Copacabana, hvor jeg bare slentrede og nød at jeg havde tiden på min side. Jeg skal bare tilbage og se karnevallet, og mærke den ægte Rio sommer strand stemning.
Jeg besluttede at idag skulle jeg op og se den kæmpe Jesus statue, så jeg tog en bus til noget der hed Cosme Velho. Det tog næsten en time i bus, men prisen var den samme, så jeg var ligeglad. På min vej kom jeg forbi rio havn, hvor der lå en masse små søde sejlbåde forankret. Havnen lå i en bugt og så helt tropisk ud. Hvor er rio bare herlig. Da jeg steg af bussen, var det meningen at jeg sku ha taget en bjergbane for at komme op, men ved stationen mødte jeg en masse mænd i blå trøjer som tilbød at køre mig op med et new zealandsk par for 40 reais pr. mand. Med bjergbanen ville vi være kørt op for 35 reais, og gennem en skov med kun et stop. Med dem fik vi to stop undervejs og havde en virkelig god udsigt under hele turen. Derfor slog vi til. Jeg fulgtes med parret hele vejen op og ned. De var utrolig flinke og meget snaksaglige. Jeg fortalte dem at jeg gerne ville studere i new zealand, og de fortalte at der fandtes nogen af verdens bedste universiteter. Om det er sandt ved jeg ikke, men det lød da meget godt. Måske var udsagnet en blanding af sandhed og national stolthed. Men ihvertfald var udsigten virkelig fantastisk. Man kunne se hele rio og på det tidspunkt, var det begyndte at klare op. For første gang siden jeg landede, så solen kom gennem skyerne som en lyssøjle ned mod byen og over bjergene, som omkransede det hele. Utrolig smukt syn, og jeg blev bare ved med at sige wauw i en uendelighed. På vej ned villet parret utrolig gerne vise mig et vandfald, som var tæt på. Kvinden var faktisk opvokset i rio. Så istedet for at følge med de andre turister ned til bilen fulgte vi en snoet junglesti, som gik lidt op af et andet bjerg. Undervejs talte vi på engelsk (of course) om de danske og new zealandske skolesystemer og havde helt glemt tiden. Desværre nåede vi aldrig at se vandfaldet, da vi ikke ville miste bilen tilbage, så vi var nød til at vende om, men på vejen tilbage hørte vi pludselig noget i træerne over os. Det var en lille abefamilie, som svang sig gennem grenene og kiggede nysgerrigt ned på os. Totalt kodak moment. Så frem med kameraerne, men de var for hurtige og havde gemt sig godt bag noget buskads. Jeg var dog heldig nok til at få et billede af en, da den sprang over til den næste gren. Succes oplevelse.
Vi nåede ned til bilen, som kørte os til den lavtliggende busstation, og de ville give mig deres e-mail hvis der nu skulle ske noget og jeg havde brug for hjælp. Desværre havde ingen af os en kuglepen på os, så idéen faldt til jorden og vi tog afsked ved busstationen. Jeg finder da bare venner overalt hvor jeg kommer. Pudser lige glorien.
Da jeg kom hjem, tog jeg ud og spiste på et af de steder som pigen fra Buenos Aires anbefalede mig. Hvis man skal spise billigt, skal man tage hen til buffet-restauranter, hvor maden blir vejet pr. 100g. Tror prisen var 3,30 reais pr. 100g. Det er ca. 7kr. Billigt!!!!
Da jeg kom tilbage til hostellet sad søstrene og en fransk fyr sammen i en sofa og miksede drinks. jeg satte mig til dem og før jeg vidste af det sad vi mere end ti mennesker ved den sofa. Øllene flød og folk fra forskellige lande skulle vise hvad de drak, så de hev de tunge drenge frem. Tror der var whisky i en af flaskerne. Alle gav ud og der blev sat irsk musik på. Tre af gutterne var fra Irland, og de begyndte at få lidt hjemveg. Den franske fyr havde totalt krudt i røven hele aftenen, og talte uafbrudt kun om af han skulle gøre sig lækker senere, så han kunne byde de tre søstre op til en sambadans på en bar senere. Når han vendte sig væk kiggede de på mig og rullede med øjnene. Den ene bad mig stødte hende i hendes nød, og jeg fortalte at jeg nok skulle sidde i den anden ende af baren og heppe på hende. Så forsvandt pigerne for at gøre sig klar for byturen og den franske fyr smuttede ind på badeværelset for at barbere sig. Han havde åbenbart haft en kæreste og tilbragt over tre måneder på en brasilliansk tropeø, kaldet Ilha Grande, så da jeg fortalte folk i sofaen at jeg havde planer om at tage til Ilha Grande kom hans hovede frem. Jeg vil aldrig glemme det ansigt der dukkede frem bag døren. Smilet var nærmest lalleglad og på bryst, hals og ansigt var han smurt ind i barberskum. "Ilha Grande", siger han og smilet forsvinder op bag hvert øre. Forsamlingen bryder ud i latter over hans komiske udtryk og han forsvinder hurtigt igen. Alle på hostellet havde fortalt mig om hvor fantastisk smuk Ilha Grande er. Det er en tropisk ø, uberørt af turismen og utrolig billig at bo på. Der vil jeg hen, som min næste destination. Man skal aldrig planlægge sin turen til fulde, bare tage tingene som de kommer og føle efter i mellemgulvet. Alle sagde det var paradis, så var man da nød til at tjekke det ud. En af pigerne havde problemer med at vælge tøj, så den franske fyr tilbød hende en kjole han havde i sin taske. Da han gik på stranden den anden dag, var der kommet en fyr hen og givet ham en kjole helt gratis, så nu gik han rundt med en kjole i sin taske. Han grinte fjollet og sagde med et skævt smil, at "om lørdagen kan i kalde mig Doreen". Så resten af aftenen hed han Doreen i min bog. Hele slænget tog så mod en irsk bar. Hvorfor den endte med at blive irsk husker jeg ikke, men var også ret fordybet i en samtale med en pige (26) jeg lige havde mødt. Hun havde lavet frivilligt arbejde i Afrika, så det sku jeg da bare høre om. Hvilket resulterede i at vi var begge ret lost, da vi skulle hjem. Det var virkelig hyggeligt på baren og vi blev der også et par timer, før at den første gruppe trissede hjem. Det var den dag.