Kaere medlaesere

Vi har vaeret vidt omkring siden sidst, og dette blogindlaeg er derfor en smule langt. Der er ogsaa lidt til de historieinteresserede, men vi toer ikke garantere at alle fakta er 100% korrekte.

Sidste blog sluttede, hvor vi var ankommet til Hue, Vietnams gamle kongeby. Siden da har vi rejst via Hue - Hoi An- Nha Trang - Dalat til Saigon (Ho Chi Minh city), hvor vi er nu.

Hue er som sagt det gamle hovedsaede for den sidste kongeslaegt, der regerede Vietnam. Derfor kunne man maaske forvente en fin gammel by, men meget af den er desvaerre blevet oedelagt af amerikanernes bomber under Vietnamkrigen (eller den amerikanske krig, som den bliver kaldt hernede).

Vi ankom til Hue en tidlig morgen med nattog fra Hanoi og fandt hurtigt et hotel og derefter en cafe at spise morgenmad paa. Cafeen hedder Cafe on Thu Weels, og er ejet af en meget engageret ung kvinde kaldet Thu. Hun fik hurtigt fortalt os om en masse ture, hun synes vi skulle paa, og det saa bestemt fristende ud. Vi bestilte derfor en tur til dagen efter, hvor vi skulle rundt paa landet og se sevaerdigheder lidt uden for byen paa en xe om - bag paa en motorcykel! (Mere om det senere)

Den foerste dag i Hue brugte vi derefter paa at gaa rundt og se byen, besoege en lille shop med fin brugskunst, der stoettede boern, der skulle have lavet hjertekirurgi og ikke mindst et besoeg paa togstationen, hvor vi ville hoere om de havde fundet Emils mobil. Det havde de ikke, men okay, saa heldig kan man naesten heller ikke vaere (vi havde jo faaet kameraet tilbage dagen foer).

Anden dag i Hue blev vi hentet af to fyre paa motorcykel, der tog os rundt paa tur uden for byen. Motorcykler er maaske saa meget sagt, for det er i virkeligheden smaa scootere, ligesom dem alle koerer rundt paa hernede.

I starten var det rimelig uhyggeligt, men da man foerst havde faaet overbevist sine urinstinkter om, at det ikke var spor farligt at suse rundt paa et mekanisk monster kun ifoert en aeggeskal, og man havde overvundet sin trang til at faestne sine arme krampagtigt rundt om den fremmede foran sig, var det til gengaeld rigtig fedt! Juhuu!

Der var overraskende mange fine ting uden for Hue. Vi saa en fin pagode (som templerne hedder i Vietnam) hvor munkene holdt messe, og vi fik en lang forklaring om munkelivet i Vietnam af vores guide. Til forskel fra Thailand, hvor maendene kan gaa i kloster i saa lidt som en uge, er det i Vietnam et valg for livet. Mange af dem starter allerede som novicer som 3-5 aarige, og en stor del kommer fra fattige familier, hvor foraeldrene ikke har raad til at broedfoede alle. Naar de ankommer til klosteret har de i den foerste uge stadig alt deres haar paa hovedet, men som aarene gaar, barberer de foerst lidt af, saa lidt mere og til sidst naar de har vaeret i kloster i 10 aar barberer de resten af og er nu ikke laengere novicer, men munke.

Vores guide forklarede, at det var bedst at boernene kom til klosteret, naar de var meget unge, for saa var de endnu ikke "heavy in their hearts".

Boernene faar lov til at tage hjem til deres familie en gang om aaret, naar der er Tet, som er Vietnams svar paa jul og nytaar. De fleste af dem bliver dog halvsyge af det, ifoelge vores guide, fordi de i klosteret er vant til at leve helt vegetarisk og meget simpelt, mens de bliver forkaelet naar de er hjemme hos deres familie.

Efter pagoden var vi inde paa et stort kompleks, som en konge, Tu Duc, havde bygget og brugt som rekreationssted mens han var i live og havde planlagt som gravplads efter sin doed. Man kan se baade hans soens, hans kones og hans egen grav der, men hans egen grav er faktisk tom. Ingen ved hvor han i virkeligheden ligger, og de 200 slaver der begravede ham, blev halshugget efter begravelsen. Paa den maade kunne man vaere sikker paa, at ingen foelte sig fristet til at fortaelle gravroevere om kongens sidste hvilested.

Kongens soen var i virkeligheden hans adoptivsoen, for paa trods af at han havde 104 koner (!) og talrige elskerinder fik han aldrig nogen boern.

Efter lidt bike-cruising paa de vietnamesiske landeveje, hvor vi fi sol i ansigtet og vind i haaret i bedste Nik og Jay-stil, kom vi tilbage til Hue, hvor vi saa det gamle citadel. Der var stort set kun ruiner tilbage som foelge af krigen, og vi snakkede om hvor forfaerdeligt det er, at et vestligt land som USA har oedelagt et helt lands kulturarv for kun 40 aar siden.

Efter citadellet blev vi koert til Hues stoerste marked og sagde paent farvel til vores guider. Markedet var ikke super spaendende, men vi proevede at spise meget lokalt paa en gadecafe med plasticstole (og kom selvfoelgelig til at betale turistpris, men det er en anden historie). Maden var nu overraskende god.

Ditte havde laest i guidebogen om en gammel mand, der lavede fine haandbroderier, saa vi gik derhen under lidt protester fra Emil, men vi endte med at have en rigtig hyggelig eftermiddag hos Le Van Kinh. Vi blev inviteret paent indenfor, og han gjrode alt hvad han kunne for at kommunikere med os, selvom han kun talte fransk (hvilket vi absolut ikke goer). Han var virkelig flink, og vi koebte ogsaa et af hans broderier, som naesten ligner noget fra Tintin. Virkelig et fund for pengene, og vi glaeder os til at faa det haengt op derhjemme.

Dagen efter tog vi paa udflugt fra Hue til den demilitariserede zone (DMZ). Vietnam blev delt ved en fredsaftale i Geneve i 1954, efter de havde smidt franskmaendene ud. Der blev dannet en kommunistisk regering i nord og en kapitalistisk i syd. Vietnam blev delt midt over paa den 17. breddegrad, og paa begge sider blev et stykke land erklaeret som demilitariseret zone (DMZ).

Det var meningen, at der i 1956 skulle holdes et nationalt valg for et samlet Vietnam, men det skete aldrig, og Viet Cong fra Nordvietnam startede en guerillakrig mod Sydvietnam. Nogle aar senere kom amerikanerne til landet og kaempede paa Sydvietnams side for at bekaempe kommunisterne. Det lykkedes som bekendt ikke, men USA naaede at smide usandsynligt mange bomber og kemiske vaaben over Vietnam og nabolandene.

Agent Orange, som er en plantegift, blev smidt over store dele af regnskoven for at amerikanerne kunne se og bombe Viet Cong som foerte guerillakrig i skovene. Man kan stadig se (selv saa sydpaa som Dalat) hvor meget natur Agent Orange har oedelagt. Regeringen er nu gaaet i gang med at genplante traer, hvor plantegiften er ved at vaere nedbrudt.

Den demilitariserede zone, som er det mest bombede omraade af Vietnam, var et godt strategisk sted for Viet Cong, da de gennem denne kunne forsyne deres soldater i syd.

Midt i zonen laa en landsby, hvor landsbybeboerne ikke havde nogen steder at flygte hen, da amerikanerne begyndte at bombe omraadet. De begyndte derfor febrilsk at grave tunneler, som de kunne gemme sig i. Viet Cong saa dette som et strategisk gemmested, og hjalp landsbyboerne til at fortsaette med at grave tunnelerne.

Det tog 500 mand et halvt aar at grave et omfattende tunnelsystem, hvor landsbyboere og et skiftende antal af soldater levede i 5 aar. Fra tunnelerne kunne Viet Cong ligeledes sende forsyninger videre sydpaa, som de havde faaet nordfra gennem Ho Chi Minh stien.

Paa DMZ-turen var vi inde og se Vinh Moc-tunnelerne, som de ovenfor naevnte tunneler hedder, og vi fik oplevet den klaustrofobiske klamme fornemmelse, man fik af at vaere der. De fleste steder kunne vi ikke gaa oprejst, og mange steder var der ogsaa saa smalt, at isaer Emil kom ud med en masse jord paa skuldrene. Der var ingen anden afstivning end jord, og det synes utroligt, at de har kunnet holde i saa mange aar.

Tunnelerne er bygget i 3 etager, hvor den nederste befinder sig 27 m under jorden. Hertil loeb beboerne ned, naar der var bombeangreb. Ellers levede de paa de to oeverste etager.

Der blev foedt 17 boern i tunnelerne paa de fem aar, hvor der boede mennesker dernede. Vi moedte et af boerne, som nu selvfoelgelig er voksen. Han fungerer som en slags pedel paa det lille museum, der er tilknyttet tunnelerne. Han kunne ikke tale og var nok et godt eksempel paa hvad manglende sollys og vitaminer goer ved ens udvikling - daarlige knogler, lav statur, retardering osv. Vores guide fortalte os, at der kun er to overlevende af de boern, der blev foedt der i slut 60erne. Det siger noget om deres levevilkaar. Modsat de voksne kom boernene aldrig ud af tunnelerne i de fem aar, de levede der.

Udover smaa trange familierum, hvor familierne sov, indeholdt tunnelerne ogsaa et hospital, en broend, en foedegang, et stort moederum og et enkelt toilet til 300-500 mennesker. De jordede vaegge var mange steder daekket af et hvidt pulver, som vi tror er salt fra havet, da tunnelerne ligger helt ud til vandet. Dette var smart, for saa kunne mad- og ammunitionsforsyninger til syden let transporteres fra tunnelerne ud til skibe uden at blive set af amerikanerne.

Paa turen stoppede vi ogsaa ved en gammel katolsk kirke, der var fuldstaendigt oedelagt af at vaere blevet brugt som ly i ildkamp. Vi saa ogsaa en gammel amerikansk bunker, en gammel militaerkirkegaard, noget af Ho Chi Minh stien og den oedelagte regnskov, der maatte lade livet for amerikanernes Agent Orange.

Vejret paa turen var rent dansk efteraarsvejr. Det stod ned i laartykke straaler og blaeste en halv pelikan, men vi noed faktisk en smule riv og rusk, og det var da ogsaa vores foerste regn siden vi forlod Danmark.

Dagen efter var der stadig lidt regn og overskyet. Vi havde lejet en bil til at koere os til Hoi An. Vejen gik gennem et bjergpas, og vi kunne klart maerke forskellen i vejret. I Hue var der regn og blaest, og paa den anden side af passet i Hoi An var der sol og lidt varmere. Turen var bjergtagende smuk, og vi fik set flere amerikanske bunkere og var i en hule i nogle bjerge af marmor.

Velankommet i Hoi An gik vi en tur rundt omkring vores hotel, men naaede ikke langt foer vi (Ditte) blev indfanget af en skobutik. Det var dog ikke hvilken som helst skobutik - Hoi An har utallige skraeddere og steder, hvor man kan faa lavet sko efter ens eget maal og design. Det kunne Ditte jo ikke staa for og bestilte et par laedersandaler og et par roede ballerinaer. De var faerdige dagen efter og er saa fine! I tilgift kostede de mindre end et par fra butikkerne derhjemme. Ligeledes var Ditte nede og faa taget maal til en kjole, som hun selv kunne designe. Hun var derfor i sit es - Emil var utaalmodig og i sin 2er, men havde stillet sig tilfreds med udsigten til at vaelge restaurant til aftensmaden.

Hoi An er den eneste by i Vietnam, der ikke blev oedelagt under krigen, og det er en fin gammel by med lanternebehaengte gader, hvor der ikke maa koere motoriserede koeretoejer om aftenen. Husene er fine og gamle, lanternerne lyser alt op i mange farver og flere af restauranterne ligger ned til en lille flod, hvilket giver byen en romantisk, naermest sydeuropaeisk stemning.

Om aftenen spiste vi med udsigt til floden paa en virkelig laekker vietnamesisk gourmetrestaurant, hvor vi fik fire retter og champagne til prisen af to pizzaer og cola derhjemme.

(Foerste ret var rejer og kammuslinger marineret i vietnamesiske krydderier, anden ret var foraarsruller med mango og rejer. Til tredje ret fik Emil and marineret i appelsin, og Ditte fik tun. Til dessert fik vi mango og banan marineret i honning og kokosmaelk. Det var saa godt!)

Bagefter tog vi over paa en bar, hvor vi moedtes med et dansk par, vi havde snakket med, tidligere paa dagen, til drinks og udveksling af rejsetips.

Anden dag i Hoi An brugte vi meget kulturelt. Vi saa gamle kinesiske huse og forsamlingshuse, som havde vaeret ejet af tidligere koebmaend og nu var ejet af deres efterkommere, men stadig blev holdt aabne for turisterne.

Efter at have faaet rettet kjole og sko til og derefter hentet dem, tog vi en natbus videre til Nha Trang.

Natbussen var okay, men man faar altsaa ikke sovet meget, saadan som de koerer hernede. Hvis man ikke vaagnede pludseligt, fordi chauffoeren bremsede meget haardt op, saa vaagnede man fordi han brugte hornet (som hernede er meget hoejere end derhjemme), eller fordi ens foedder gjorde ondt af at ligge i en lille boks for enden af sengen. Derfor saa vi frem til at ankomme til Nha Trang, som er en rigtig strandby med alt hvad der hoerer sig til af butikker med badetoej, barer og boelger.

Vi noejedes nu med en dag paa stranden, hvor vi laa i solen og stegte (ja, det kom vi til at betale for). Emil var i de meget hoeje boelger, vi fik massage paa liggestolene og spiste frokost vi havde koebt af strandsaelgerne. Det var et virkeligt skoent og et dejligt afbraek i de lange ture, vi havde taget de sidste par dage.

Naeste formiddag tog vi en bus til Dalat, som er en bjergby i ca. 1500 meters hoejde. Foer franskmaendene kom til og anlagde byen som et koeligt rekreationssted, boede der kun stammefolk, men nu er byen fyldt med vietnamesere der dyrker groentsager, frugter og blomster.

I Dalat var vi igen paa motorcykeltur - denne gang paa rigtige motorcykler. Vores guider var saakaldte Easy Riders, som er en sammenslutning af motorcykelguider, der er ret populaere blandt backpackere. Nogle rejser med dem hele vejen til fx Saigon, men vi noejedes med en dagtur rundt i og uden for byen.

Her saa vi marker, et vandfald og en pagode med en saerdeles happy Buddha. Vi koerte ogsaa forbi en silkefabrik, hvor vi fik forklaret hvordan man laver silke. Vi tror ikke, at arbejderne havde det bedste arbejdsmiljoe, da der var en infernalsk larm fra maskinerne. En af pigerne ved vaevemaskinen havde loest dette ved at putte silke i oererne.

Stoppet ved vandfaldet var lige inden frokost, og var en halsbraekkende kravletur paa glatte sten, hvor Ditte proevede at ignorere, at de lokale sprang rundt paa stenene, som var de bjerggeder.

Frokoststedet var anbefalet af vores guider, som spiste sammen med os, og vi fik som saedvanligt naar man spiser saadanne steder, en masse veltillavede retter for den nette sum af 35.000 dong - ca. 10 kr.

Paa vej tilbage til Dalat fik vi proevet at koere rigtig staerkt. Emil og hans guide var oppe paa 90 km/timen for at indhente Ditte og hendes guide, efter Emils guide havde tabt sin nyligt fangede fisk og maatte bruge tid paa at samle den op igen.

Tilbage i Dalat blev vi koert til "Crazy house", som er et Gaudi-agtigt hus, som er tegnet af en kvindelig arkitekt, der har laest i Moskva. I dag er det ogsaa et hotel, hvor man kan overnatte og, citeret fra vores Lonely Planet guidebog, "vaagne op og foele hvordan det maa vaere at vaagne som Alice i Eventyrland". Vaerelserne er indrettet med surrealistiske dyre- og plantetemaer.

Fra Dalat tog vi en natbus til Saigon, hvor vi netop er ankommet og sidder og skriver blog, efter at have sovet et par timer paa vores hotel. Vi fik ikke sovet saa meget i bussen, bl.a. fordi kvinden bag ved Ditte braekkede sig uafbrudt paa hele turen.

Saa i dag er afslapningsdag, og vi vil proeve at se om vi kan faa billetter til Alice i Eventyrland i biografen.

Kaerlig hilsen

Emil og Ditte