Xin cháo

Nu er vi i Vietnam.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at vi bruger æ ø og å; Dette skyldes, at vi er på besøg hos nogle danskere i Hanoi - Tove og Lars, deres tre børn Jonatan, Tobias og Rebekka, og Lars' bror Ole. For dem der ikke ved det, er Tove og Lars Dittes forældres gamle venner fra universitetet. Vi nyder at være her, og det er så skønt at være rigtigt hjemme hos nogen og ikke bo i sin rygsæk på et hostel.

Så vi er svært tilfredse med vores indkvartering for tiden - hvis det ikke var fordi, vores visum til Vietnam udløber på et tidspunkt, ville vi nok ikke være til at få ud af flækken.

Først en opdatering om vores sidste tid i Laos:

Fra Luang Prabang tog vi en bus til Vang Vieng, som er en lille by med en masse backpackere (og japanere), der ligger på vejen sydpå mod Vientiane, hovedstaden i Laos. Det var rigtig rart at få busturen splittet lidt op - selvom bussen skal forestille at være VIP er det ikke ligefrem luksus. Det er dog bedre end 2. klasse, hvor sæderne nærmest er for små til, at vi kan sidde på dem. Men okay, ikke mere brok, busser er billige og en fin rejsemåde, hvis man ikke skal køre mere end en dag.

Efter en overnatning i Vang Vieng tog vi en minibus til Vientiane. Det gik lidt hurtigere end den regulære bus, men med omtrent den samme benplads. Ditte var syg, så hun var temmelig glad for, at det var en forholdsvist kort tur på 4-5 timer.

Da vi kom frem var vores første indtryk af Vientiane støvet, larmende og slet ikke så charmerende, som Luang Prabang, den lille bjergby, som vi var blevet rigtig glade for. Efter et par dage og lidt sygdom i Vientiane, vandt byen dog. Laos er en gammel fransk koloni - ligesom Vietnam er - så det var muligt at få rigtig brød (totalt umuligt i Thailand), og i Vientiane var der masser af lækre cafeer og billige, men virkelig gode franske og italienske restauranter.

På grund af lidt småsygdom og vist også generel tempel-og-Buddha-træthed hos os begge to, brugte vi de første dage i Vientiane på at tulle lidt rundt i byen, spille kort og læse. Efter to nætter på et neonbelyst hostel i et kvarter med kvinder, der om aftenen var klædt i mistænkeligt åbenstående kavalergangskjoler, havde vi behov for lidt mindre backpackerstil og lidt mere hotel, så vi tjekkede ind på et rigtigt hotel med hvidt sengetøj og morgenmad inkluderet. Vi syntes godt, at vi måtte - når man har boet længe nok på de lidt mere snuskede steder, har man også behov for en gang imellem at bo lidt federe. Og heldigvis er det jo som alt andet hernede bestemt til at betale.

De sidste par dage i Vientiane fik vi set en triumfbue, der et stykke derfra ligner den franske, men tæt på er umiskendeligt Laos. I billedalbummet fra Vientiane er der flere oplysninger om hvordan den er bygget, og et skilt vi grinede meget af. Vi tog også en tuk tuk et stykke væk fra byen til en park, hvor der er en overflod af Buddha- og hinduskulpturer. Det er en gammel excentrisk samler, der har fundet figurerne og udstillet dem (men ikke rigtigt vedligeholdt dem siden). Men det var sjovt at se, rart at komme lidt væk fra byen og på vejen få set hvordan laoterne lever uden for turistkulissen.

Vores næste stop var nu Hanoi, som ligger i Nordvietnam og et godt stykke fra Vientiane. Vi havde snakket længe om hvordan vi skulle komme dertil - mulighederne var at tage en bus (min. 24 timer, men billigt) eller flyve (en time, men dyrt). Vi havde hørt og læst meget forfærdeligt om busturen (prøv at google Vientiane Hanoi bus), så vi besluttede os for at flyve.

Lao Airlines er måske ikke det sikreste flyselskab i verden. Sådan føles det i hvert fald ikke, når man sidder i turbulens i et lille russisk propelfly, der ikke har nogen redningsveste. Til gengæld var det en rimelig pris, hurtigt, og flyselskabet står IKKE på EU's sorte liste. Det HAVDE vi tjekket inden (mor og far).

Vi blev hentet i lufthavnen af Lars, som havde lånt et adgangskort af Tove, som arbejder på ambassaden. Det betød, at vi blev hentet inden vi kom igennem immigrations checkpointet - lidt sejt.

Her i Hanoi har vi nu efterhånden været et par dage, hvor vi har nydt at bo i et rigtigt hus, få god mad og vores tøj vasket af hushjælpen (ren luksus). Vi har også været lidt på sightseeing (se billedalbum) og så har især Ditte shoppet igennem i silkegaden i det gamle kvarter.

Det gamle kvarter i Hanoi er opbygget af en masse gamle laugsgader, dvs. der er en gade der hedder "stegte fisk", en bambusgade, en silkegade, en smedegade, en bomuldsgade, en oliegade etc. Det gamle kvarter er på mange måder, hvad man forbinder med Asien. Her er kvinder med runde spidse hatte, der bærer rundt på en lang stang med kurve for enderne. Her er cyklister, gadesælgere, gadecafeer som består af plastikstole og en enkelt tepotte, kopivarer, silke, bambus, mennesker, larm, støv, varme og mest af alt dyttende motorcykler. Det er et fantastisk sted med noget for alle sanser.

Vi har efterhånden været i storbyer så længe, at vi er blevet enige om, at vi trænger til lidt bjergluft igen. I aften tager vi derfor nattoget til Sapa, som er en bjergby tæt på grænsen til Kina, hvor der bor mange etniske minoriteter. Herfra skal vi ud på et mindre trek, hvorefter vi tager tilbage til Hanoi, stadig med base hos Tove og Lars. Derefter skal vi ud at sejle i Halong Bay, men mere om det senere.

Hvis du stadig skulle hænge på, kan vi afslutningsvis fortælle, at vi savner jer derhjemme. Vi håber, at I har det godt og kan holde sneen ud. I Tove og Lars' spisestue kan vi lige nu nyde en potte med vintergækker, som Tove og Rebekka har samlet i Danmark, hvor de har været på vinterferie. Det giver et hyggeligt dansk islæt, og vintergækkerne kan næsten holde varmen ud - lidt endnu.