Hej alle!
Utroligt meget vand er loebet under broen, siden vi sidst bloggede, og derfor er det vist paa tide med en opdatering.
Sidst vi skrev var vi netop ankommet til Saigon, hvor vi brugte et par dage paa at vaere kulturelle. Vi var i biografen og se Alice i Eventyrland og fik paa den maade et skud vestlig kultur, hvilket var dejligt. Om aftenen var vi til St. Patricks day og fik dermed lidt irsk kultur og ditto toemmermaend, hvilket var mindre dejligt.
Vi besoegte ogsaa flere museer i Saigon, hvoraf et isaer gjorde stort indtryk. War Remnants Museum, som tidligere hed Museum of Chinese and American War Crimes, er et museum dedikeret til at fortaelle historien om Vietnamkrigen. Haven omkring museet er fyldt med gamle tanks, fly og andre maskiner fra krigen, og her fik Emil tilfredsstillet sin krigsliderlighed. Indenfor viser museet, gennem tekst og billeder, de forfaerdeligheder som amerikanerne begik under Vietnamkrigen. Det hele er selvfoelgelig fortalt af et meget enoejet vietnamesisk styre, men man kan ikke undgaa at blive dybt beroert af de forfaerdelige ting som vietnameserne blev udsat for. Stemningen bliver mere og mere trykket efterhaanden som man bevaeger sig igennem museets haller, hvor der er billeder af den ene massakre efter den anden, samt deforme fostre i glas.
Deformiteterne skyldes Agent Orange, som amerikanerne brugte til at rydde regnskoven, saa de lettere kunne bombe Viet Cong. Man har senere regnet ud, at den maengde Agent Orange som amerikanerne brugte, tilsammen indeholdt over 350 kg dioxin. Da ti gram dioxin er nok til at slaa fem millioner mennesker ihjel, kan man godt regne ud hvilke foelger 350 kg har haft - paa baade naturen og befolkningen.
Da vi forlod museet, var vi begge meget stille og forundrede over hvorfor alle de grusomheder skulle ramme Vietnam.

Efter vores kulturelle dage i Saigon tog vi til Phnom Penh i Cambodja, hvor vi ville se byen, inden turen gik videre til templerne ved Angkor Wat.
Da vi ankom, fandt vi et hostel som laa paa en virkelig ildelugtende soebred, og som ikke havde nogen doer paa toilettet, men som til gengaeld var meget billigt (4$).
Emil havde haft ondt i maven i en dag, og derfor besluttede vi os for at tage til den internationale SOS-klinik i Phnom Penh for at vaere sikre paa, at han ikke havde blindtarmsbetaendelse. Paa klinikken i Cambodja lavede de en ultralydsscanning, der viste, at Emil muligivs havde blindtarmsbetaendelse. Laegerne anbefalede derfor, at vi blev evakueret til Bangkok, da de cambodjanske hospitaler ikke ligefrem er kendt for deres hoeje standard.
Vores forsikringsselskab mente dog, at Emil sagtens kunne blive opereret i Cambodja, og derfor endte vi med at vaere paa den cambodjanske klinik en dag, indtil forsikringsselskabet var blevet overbevist om, at cambodjanske hospitaler nok ikke var saa sikre.
Efter forsikringsselskabet var blevet overbevist, gik det ret hurtigt med at faa os sendt til Bangkok. Vi blev hentet paa klinikken og koert direkte til lufthavnen, hvor vi blev sat paa businessclass mod Bangkok. Emil havde det virkelig godt, og syntes derfor det var ret aandsvagt, at vi skulle have en sygeplejerske med i flyet til at passe paa ham, og synes det var endnu mere aandsvagt, at han partout skulle koeres i koerestol, naar han sagtens kunne gaa selv.
Det mest irriterende ved hele forloebet var, at Emil fra han kom ind paa klinikken, ikke havde maatte spise noget overhovedet. Han var derfor godt sulten, da vi ankom til Bangkok, og han ikke havde faaet andet end isterninger i 36 timer.
I Bangkok lufthavn blev vi hentet og koert i ambulance til Bumrungrad Hospital. Her blev Emil CT-scannet, og laegerne kunne konstatere med sikkerhed, at han havde blindtarmsbetaendelse.
(En sjov sidehistorie er at Emil i forbindelse med CT-scanningen fik kontrastvaeske, hvilket fik hans krop til at foeles varm paa en virkelig laekker maade).
Da laegerne havde konstateret blindtarmsbetaendelsen, blev han koert direkte til operation. Alt gik som det skulle, og et par timer efter operationen vaagnede Emil i den laekreste rus af bedoevelse. (Hele hans krop foeltes som om den blev nusset af silke, og han laa og sagde smaa nydelseslyde). Herefter blev han koert ind paa vores luksus enkeltstue.
Naar vi siger luksus mener vi virkelig luksus. Vaerelset var indrettet med traevaegge og gulve, der var smukke malerier paa vaeggene og smuk udsigt over Bangkok. Det laekreste ved vaerelset var dog den kaempestore fladskaerm, der var lige over hospitalsengen, hvorpaa man kunne se de nyeste film, de bedste tv-kanaler og gaa paa internettet. I vaerelset var der ogsaa en sofa hvor Ditte kunne sove, og vi brugte de naeste par dage paa at se film, laese blade og drikke Starbucks-kaffe.
Emil synes alt i alt, at det var ret behageligt at faa blindtarmsbetaendelse. Vi er lidt aergelige over, at vi ikke fik set Cambodja, men businessclass, luksus hospital og gode bedoevelsesstoffer var nu rimelig nice.

Efter tre dage paa Bumrungrad hospital blev Emil udskrevet, og vi tog til Khao San Road, hvor vi fandt et hotel at bo paa. Det hele blev gjort lidt besvaerligt af, at Emil ikke maatte loefte noget og af at hans baggage sammenlagt vejede 40 kg. Emil kunne derfor slentre afsted, mens Ditte og forskellige sagesloese thaier slaebte afsted paa hans habengut.
Foerste dag i Bangkok tog vi det stille og roligt. Vi tog ud til MBK, som er et indendoers kaempe marked, hvor man kan faa mere end alt. Her fik Ditte kigget paa ca. 80 taskebutikker, og fandt til sidst de Mulberry-tasker hun havde ledt efter paa hele turen.
Om aftenen moedtes vi med Dittes bror, Jonas, som netop var kommet til Bangkok. Dagen efter var vi alle tre i The Grand Palace, som er den thailandske konges palads. Paladset var vaeldig fint og overdaadigt, men lignede ellers de tusindvis af templer, som vi havde set foer. Grand Palace er ogsaa hjemsted for en af Bangkoks stoerste attraktioner, nemlig The Emerald (Smaragd) Buddha. Emerald Buddha er en ca. 50 cm stor Buddha-figur lavet af billig jade, som man dog foer i tiden troede var smaragd. Den er et symbol for Thailand, fordi den tidligere er blevet stjaalet fra dem i krig, og de nu har stjaalet den tilbage. Vi havde ikke de store forventninger til smaragd Buddhaen, og blev derfor heller ikke saa skuffede, da vi fandt ud af, at det bare var en lille groen stenstatue med et lidt for godt ry.

Fra Bangkok tog vi sydpaa med natbus mod Koh Samui, hvor vi skulle moedes med Emil mor, soester, morfar og mormor. Jonas var med paa busturen, hvilket vi var meget lykkelige for, da Emil stadig ikke maatte baere noget. Jonas slaebte derfor afsted med Emils plus hans egen baggage, og hvis han ikke havde vaeret der, ved vi ikke lige, hvordan vi var kommet til Koh Samui.
Paa Koh Samui boede vi sammen med Emils familie paa et rigtig laekkert resort lige ned til det turkisblaa hav. Der var doemt rigtig tropeoesidyl med kokosnoeddepalmer, drinks ved poolen og laekker mad.
En af dagene tog vi paa en koeretur rundt paa oeen hvor vi saa elefanter, et smukt vandfald og spiste paa en laekker restaurant med den flotteste udsigt. Vi fik ogsaa set noget saa maerkeligt som en mummificeret munk, og kvinderne fik ligesaa maerkelige buddhistiske spaadomme ved et tempel.
Efter nogle dage med afslapning tog vi, Michala og Jonas til Koh Phangan, hvor vi skulle til Fullmoon Party. Fullmoon Party er en kaempe strandfest, der holdes ved hver fuldmaane, og hvor flere tusinde mennesker gaar amok til techno og spande med meget staerke drinks. Vi festede hele natten (isaer Michala og Jonas), og fik drukket masser af den lokale specialitet, som er en spand fyldt med en halv flaske riswhiskey, en daasecola og en smule Red Bull. Fullmoon Party var for fedt: Man kan sammenligne det lidt med en endages Roskilde Festival paa stranden, men dog med noget bedre lugt, da folk ikke tisser i buskene, men i havet.
Vi vaagnede naeste dag med en del toemmermaend og besluttede os for at blive en dag mere paa Koh Phangan. Den dag brugte vi paa at ligge paa stranden, og Jonas og Emil fik fraeset rundt paa jetskies.
Selvom det var en fed fest, var det dejligt at komme tilbage til Koh Samui og et betalt luksushotel. Michala var dog blevet saa bidt af backpackerstemningen, at hun tog til Koh Tao med Jonas. Vi blev paa Koh Samui med familien og tog ind til den naermeste by, som hedder Fishermans Village. Fishermans Village er en hyggelig lille strandby med smaa turistbutikker og virkelig laekre restauranter, hvor vi blandt andet spiste hummer og krabber. I Fishermans Village ligger der ogsaa flere skraeddere, og i en af dem fik baade Emil og Helle syet noget laekkert toej.
Fra Koh Samui tog vi alle, minus Michala som var paa Koh Tao, paa en sejltur rundt om oeen. Paa sejlturen noed vi vinden i haaret og synet af den flotte kyst samt flyvefiskene, som floej vaek fra baaden. Midtvejs paa sejlturen stoppede vi paa Koh Tan, som er en oede oe lidt fra Koh Samui. Paa Koh Tan fik vi laekker lokal seafood, og dasede i solen paa den lange hvide tropestrand.

Den 5. april gav vi familien alt vores overfloedige baggage og sagde farvel til dem og det soede liv paa Koh Samui. Vi tog vores nu meget lettere rygsaekke paa og tog ud for at lede efter "The Beach" paa Koh Tao.
Den foerste dag paa Koh Tao boede vi i Mae Had, som er en af de stoerre byer paa vestsiden af Koh Tao. Herfra lejede en scooter og koerte ud for at besoege Jonas som boede paa sydsiden. Dagen efter lejede vi en ATV (en firehjulstrukket crosser) og tog ud for at finde en afsidesliggende strand paa oestsiden af oeen, som vi havde faaet at vide var meget tyndt befolket. Vi fandt hurtigt ud af, hvorfor oestsiden er saa tyndt befolket. Vejene derude var de vaerste, vi nogensinde har set. Det var kun med noed og naeppe, at vores ATV kunne komme op af de naermest lodrette grusveje, der var fyldt med kaempe sten og huller. Paa de vaerste stykker af vejen blev Ditte noedt til at staa af og gaa, da vi var bange for, at vi ellers ville koere galt. Det endte derfor med at blive en lang og haard dag for hende isaer.
Efter at have tjekket diverse resorts ud paa hver sin smukke tropestrand, fandt vi til sidst Black Tip Resort, som er et dykker resort i Tannote Bay. Tannote Bay er et af de smukkeste steder, vi nogensinde har vaeret. Vi boede i en bungalow i regnskoven, lige ned til vandet. Stranden ligger inde i en afskaermet bugt med hoeje junglefyldte bjerge paa begge sider og hoeje palmer i baggrunden. Hvis man tager et skridt ud i havet fra stranden, er man paa et helt fantastisk koralrev med klovnefisk, barracudaer, blaeksprutter og hajer. (Vi saa en blacktipped reefshark, da vi snorklede).
Emil var ogsaa ude paa flere dyk med divemasters fra resortet, og fik set nogle helt utrolige ting. Paa det ene dyk var sigtbarheden helt oppe paa halvtreds meter, og han blev omringet af en kaempe stime barracudaer. Naar Emil ikke var ude og dykke, snorklede vi sammen i bugten, dasede paa vores bungalows terrasse eller svoemmede i poolen. Tannote Bay var et af de steder, hvor man virkelig overvejer at koebe en haengekoeje og en snorkel og saa bare glemme alt andet.
Resortet vi boede paa i Tannote Bay blev desvaerre fyldt pga. det thailandske nytaar og derfor valgte vi at tage til Sairee beach, som er det stoerste turistcentrum paa Koh Tao. Fra Sairee Beach tog vi paa en "Big Game" fisketur. Ditte glaedede sig virkelig til at spendere noget tid paa havet, smurt i en dejligt lugt af fisk (NOT).
Det er var en god tur, hvor vi fik set flyvefisk og svaerdfisk, samt fanget nogle meget soede og farverige, men ogsaa meget smaa fisk.
Naeste dag, som var vores sidste rigtige dag i Thailand, brugte vi ved poolen i solen. Aftenen blev brug paa en cafe paa stranden hvorfra vi noed en meget smuk solnedgang og spiste friskfanget kongemakrel fra grill.
Nu sidder vi i Bangkok lufthavn, hvor vi venter paa vores fly til Australien. Turen hertil fra Koh Tao har vaeret helt fin, og vi har slet ikke haft problemer med demonstrationer eller folk i roedt toej. En sjov ting ved at rejse netop idag er, at det er thailandsk nytaar, og i den forbindelse er der vandkampe overalt. Paa vej til faergen imorges blev vi oversproejtet flere gange af smaa grinende boern, og fra sikkerheden bag bussens vandtaette ruder kunne vi se pick-ups fyldt med vaade mennesker koere rundt og haelde vand paa alt og alle.
Vi skriver igen naar vi er kommet til Australien, hvilket vi glaeder os utrolig meget til.

De kaerligste hilsner
Ditte og Emil


(Resten af billederne fra Thailand bliver uploadet, naar vi kommer til Australien, da internettet her driller).