Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der igen nyt fra Zambia.
Vi har netop afsluttet præsentationen af Mbete skoleprojekt, som blev lidt mere omfattende, end vi havde regnet med. Pludselig blev vi ansvarlige for materialebudget og plantegning af skolen, som bestemt ikke er inde for vores kompetenceområde. Sammen med otte mænd fra byen sad vi og skulle vurdere, hvor mange poser cement, antal af mursten og tagpladesøm, der skal til, for at bygge en skole. Og plantegningen vi skulle udforme, kom til at ligne en skitse af det drømmehus, man tegnede som lille. Vi satte lidt vinduer her og lidt døre der.
"Borgmestrene" endte med at være meget tilfredse med resultatet, og præsentationen er sendt med båden til Mpunlungu og afleveret hos byrådet der. Så krydser vi fingre for at den skole en dag bliver til noget. Vi har i hvert fald gjort, hvad vi kunne.
I går startede vores nyeste projekt - Idrætsevents på Eventure!
Vi havde inviteret alle landsbyernes børn til at komme kl. 15.00 til forskellige lege. Kl. 15.00 stod vi så klar i vores stiveste idrætspuds, havde sat musikanlægget frem og lavet en fint indrammet bane på stranden.
Borgmesteren havde lovet at over hundrede børn ville møde op, men hvor var børnene?!
Kl. 15.30 dukkede de første fire op. Og efter lidt småspil kom flere og flere (heldigvis) til.
Derefter væltede det ind med glade børn, som legede Halefanger, Stå-trold, Kluddermor og Stop-dans. Da dette ikke var tilstrækkeligt, sluttede vi af med at lære dem den famøse "Støvledance", som vi stadig kan sige er en sikker vinder (se video).
Vores plan er at disse events skal forsætte to gange om ugen - om onsdagen for de små og om søndagen for de unge. Udover at aktivere børnene, har vi samtidig mulighed for at vurdere, hvordan vi bedst muligt kan lave et pensum for idrætsfaget til Nothern Star Academy, som er det næste punkt på to-do-listen.
Når vi ikke arbejder, hænger vi ud på plateauet, soler, snorkler og læser. Hverdagen begynder så småt at blive lidt triviel, så vi ser frem til, at der i aften kommer en gruppe unge turister, så vi ikke får helt ø-kuller.
Vi har den seneste uge været alene på domænet, mens familien Mott har holdt ferie på Zanzibar. Så spisekammeret er flittigt blevet brugt, vi har bagt lidt flere pandekager end madplanen sagde, og så har vi fejret Melissas fødselsdag med lækker fisk, gaver og kolde øl.
Hvis alt går efter planen, så tager vi et smut til Livingstone og Victoria Falls, for at tage på tøsetur, spise store bøffer, købe kolde drinks, dulle-op, og alt det andet vi savner her på søbredden.
Udover det skal vi bestemt ikke klage, for vi har det jo godt. Søen er krystalklar, bjergene frodige og lysegrønne, de muskuløse arbejdere er i bar overkrop, og når vi kravler til køjs, trommer regnen søvndyssende på bliktaget. Suk…
Vi håber ikke, at I er sneet inde, blæst omkuld eller har fået forfrysninger i næsen, ellers er der her en spandfuld varme tanker fra os!
Julie og Ditte
- comments