Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at have været på campen i 5 uger, var vi efterhånden klar til at opleve noget nyt. Vi aftalte derfor med Trine og Sofie, at vi ville lave en tøsetur til Livingstone.
Inden vi skulle af sted fik afleveret pensum til idrætsundervisningen, samt et forslag til et undervisningsforløb i musik, bevægelse og udtryk. Godt og vel 20 siders materiale på engelsk blev afleveret og vi var rigtig godt tilfredse.
Tidlig torsdag den 14. Februar sejlede vi over med båden til Mpulungu for at tage den 14 timers lange bustur til Lusaka. Denne gang havde vi valgt et andet busselskab og endte med at have tre sæder hver, som vi kunne 'sove' på. At sæderne ikke sad fast, og vinduerne ikke kunne lukkes, måtte vi jo så tage med.
Kl. 04.00 ankom vi til Lusaka busstation og blandt sovende mennesker og pågående sælgere ventede vi to timer før bussen til Livingstone ankom.
Kl. 12 fredag middag ankom vi endelig til Livingstone, og kunne tjekke ind på Jollyboys Backpackers. Her pakkede vi lidt ud inden vi skyndte os ned til Olga's og bestilte hver en stor KØD-lasagne og en kold sodavand - og vi var lykkelige! Derefter tømte vi indkøbscenteret for tøseting som vatrundeller, ladyshavers, solcreme, chokolade, yoghurt og mange andre savnede goder.
Lørdag tog vi ud for at se det som vi alle var kommet for - at se Victoria Falls. Her gik vi en hel dag og nød det utrolig smukke og imponerende vandfald. Vandet er så kraftigt i regnsæsonen, at det nogle steder føles, som om man står under en bruser. Efter alle stier var betrådt tog vi til Victoria Falls Bridge, spiste en stor burger og så på alle de modige bungyjumpere. Om aftenen stod den på sushi og vin i gigantiske mængder. Mens vi blev mere og mere muntre, blev flere døre ind til resten af restauranten lukkede, da Zambias vicepræsident spiste middag lige ved siden af.
Søndag stod på souvenirs-shopping. To lokale markeder blev besøgt, priser blev pruttet ned og mange gaver blev købt. Aftens middag bød på krokodille-bites i peri-peri sovs, store T-bone steaks og massere af rødvin.
Mandag morgen kl. 6.30 blev vi hentet af guiden Mark. Han kørte os ud til Mosi-Oa-Tunya National Park (Zambias mindste), hvor vi skulle på vores første safari. Tre timer blev vi kørt rundt i parken. Vi havde parken for os selv og Mark fortalte 'meget entusiastisk' om hvert dyr vi så på vores vej.
Det var en helt fantastisk tur, og vi så flere af dyrene meget tættere på end håbet. Lyde og dufte afspejlede hvordan alle dyr og naturen var ved at vågne, mens solen langsomt kom på himlen og varmede den kølige morgenluft op. Efter vi var nogenlunde mættede af at se på de smukke dyr og den fantastiske natur, blev vi kørt tilbage til Jollyboys. Her lavede vi en god salat til frokost, tog en lur ved poolen og kl. 16.30 blev vi igen hentet i en minibus. Nu stod den på Booze Cruise!
På en stor båd blev vi sejlet ned af Zambezi-river og sammen med 50 fulde unge mennesker, som udelukkende var kommet for at drikke. Farvel flodheste, farvel krokodiller! Efter en cola og lidt surmuleri, blev vi enige om, at den eneste vej frem var drinks. På båden var en håndfuld danskere, som hurtigt faldt i snak med, og de introducerede os til flere af deres medrejsende. Efter en kurv med snacks var tømt, og vi kørte på vores femte drink, blev den 'lækre' barbecue serveret. Og så kom solnedgangen. Se den var alle pengene værd! Aftenen sluttede med dans, selvsunget limbo og en tur i poolen med alt tøjet på. Og så skulle vi vist også hjem.
Tirsdag fik vi handlet de sidste gaver og tøseting, slappet grundigt af ved poolen og spist den sidste bøf i Livingstone.
Nu er vi tilbage på campen og har cirka to uger igen, inden vi rejser til Tanzania for at mødes med vores søde kærester, og endnu en gang tage ud på eventyr.
Opgaverne vi har på campen nu er blevet mere praktiske, og det er egentlig meget rart at komme væk fra computeren for at male fodboldmål, bygge ting af kanoer og opstrege sportsarena. Efter dette venter konstruktion af en koldrygeovn, hegn til grisene og maling af Eventure-båden.
Vi er glade for at være tilbage, men glæder os nu også utroligt meget til at få hyggeligt besøg hjemmefra og nyde safari og Zanzibar sammen med dem.
- comments