Profile
Blog
Photos
Videos
Nu har vi efterhånden fået lov til at observere en del på afdelingen og der er bestemt en ting vi særligt har lagt mærke til - sygeplejerskernes kontakt til patienterne.
Hjemme i Danmark er vi meget opmærksomme på patienterne, men hernede er det meget anderledes. Vi er slet ikke i tvivl om at de gør et fantastisk stykke arbejde, men måden er have patient kontakt på er så meget anderledes fra vores egen.
Det hele handler også om deres kultur at være på overfor hinanden, men til tider skær det i vores hjerter. Vi har selv rigtig svært ved at kommunikere til patienterne, så derfor føler vi os rimelig handlings lammede. Fx hvis der gives et sengebad, renses PEG-sonde eller tracheostomi bliver der ikke snakket til patienterne. Mange af de patienter som er på vores afdeling er rigtig dårlige. Det er en kirurgisk afdeling for patienter med neurologiske og urologiske problemer. Nogle kan selv sørge for personlig pleje, mens andre ikke er ved bevidsthed. Eller det er lidt forkert sagt, for selvom de måske i og for sig ikke kan noget, så ved vi jo ikke hvordan de opfatter de ting som sker omkrig dem. Fx har der fra dag 1 ligget en ældre dame som intet kan selv. Hendes hænder ligger i spænd, hun er tilkoblet respirator og har PEG-sonde. Hver morgen når der ydes pleje til hende græder hun - og hvorfor vides jo ikke, men der bliver ikke fortalt hvad der sker omkring hende, det bliver blot gjort. Hjemme i Danmark er vi vant til at snakke til patienterne, selv hvis de ikke kan noget selv, da vi formoder at hørelsen stadig er intakt. Når vi skal yde pleje på hende siger vi Savadeekah, og hun blinker til os med tårer i øjnene. Thai'erne er meget glade, hvilket virkelig smitter af på os andre, men for os er det meget uvant at man fx griner når en patient kaster op. Det er deres måde at gøre tingene på, men stadig kan vi nå at observere fortvivlelse i patienternes øjne.
Vi havde en dag en case omkring en skøn lille herre i seng 10 som snorkboblede efter en operation hvor han havde fået en shunt og anlagt dræn i hjernen for at dræne cerebrospinalvæsken væk. Da han vågnede var han midlertidig urininkontinens, muligvis pga operationen, da han senere selv kunne tisse i en kolbe, men på første dagen kunne han hvertfald ikke holde på vandet og havde derfor tisset i sengen flere gange. Trods han lå lige ved siden af skranken, så sygeplejerskerne ham ikke. Han sad oppe med fortvivlede øjne hver gang en sygeplejerske gik fordi ham for at de skulle se ham, men det gjorde de ikke. Vi havde virkelig lyst til at gribe ind, men alligevel var det spændende at observere hvordan de undgik hans øjne. Da vi fangede hans øjne og gav ham et smil fik vi det største smil fra manden uden de første 4 tænder i munden. Det var som om at han i et split sekund havde glemt at han var våd, fordi vi så på ham. Vi hilste pænt på ham, og han skyndte at bukke for os mens han sad helt våd i sengen, for at hilse på os. I samme sekund kom et familiemedlem og skiftede sengen og gav ham rent tøj på.
Der er ingen tvivl om at de gør et fantastiske stykke arbejde på hospitalerne, og til tider måber vi over deres fantastiske teknikker, men vi må også indrømme at Mars og Venus har mødt hinanden med patientinddragelse i plejen og at se det hele menneske - to vidt forskellige verdener.
- comments