Hej alle sammen

Nu er det vist på tide at give lidt lyd fra sig. Det har været en noget hektisk tid siden vi ankom, og overskuddet til at sætte sig og skrive blog har ikke været stort - men det kommer, bare rolig :)
Det er nu godt og vel halvanden uge siden vi ankom til Vietnam. Fyldt med forhåbninger og forventninger om vores videre rejse, havde vi pakket vores tasker og taget tårevældende afsked med volontørere og ansatte på platformen. Fuld af energi og gå på mod satte vi os i flyveren for næsten 24 timer senere at ankomme i Ha Noi - hovedstaden i den tidligere kommuniststat Vietnam. Det slog os dog rimelig hurtigt, at selvom de rent officielt ikke kalder sig selv for kommunister er det hvad man møder overalt her nord på.

Vi ankom til huset, VPV peacehose hvor vi skal tilbringe de næste tre måneder, og her ramte vi virkelig antiklimaks, for begge vores vedkomne. Huset ligger 15 km uden for Ha Noi i et industrikvarter og klods op og ned af fabrikker, så det larmer konstant, og her er intet at se eller gøre, andet end at være i huset - et meget ucharmerende kvarter!
Vi fandt os dog til rette, men håbede på at projektet vi et blevet sendt ud på - at undervise i engelsk på en secondary school, ville løfte vores humør lidt.
Vi startede ud med at opleve TET holiday, så alle mennesker var på gaden og fejrede det Vietnamesiske nytår. Det fik vi at opleve på vores bytur rundt til nogle af seværdighederne i Ha Noi city, en travl men hyggelig by inde i den mere centrale del. Vi fik de første dage desuden også undervisning i vietnamesisk og intro til vores projekt.
Da vi onsdag kom ud og besøgte skolen, havde vi efter en snak med lærerne en rigtig god mavefornemmelse - det skulle helt sikkert blive fantastisk at undervise. Men desværre blev vores forhåbninger total modbevidst da vi ankom spændte torsdag morgen. Vi kom ud i vores første klasse, og hvad der ventede os var stik modsat af hvad vi var blevet sat i lovning. Klasserne er størrelsesmæssigt mellem 35 og 45 elever, så der er mange at holde styr på. Vi regnede med at det var os der skulle undervise, men til vores store forbløffelse skulle vi kun assistere læreren når hun havde brug for at få udtalt nogle ord korrekt, ellers blev vi placeret i et hjørne af klassen, eller kunne stå og blomstre og føle og virkelig malplaceret. Timerne foregår udelukkende på vietnamesisk, så vi har ´nogen som helst mulighed for at vide hvad de snakker om eller hvad der foregår. Foruden den del at vi ikke skal undervise, er det generelt ikke rart at være i klassen. Vi følte os ikke velkomne eller respekterede. Børnene er i deres bedste teenage periode - de larmer og snakker konstant, er ulydige og har ingen respekt over for læreren eller klassekammeraterne. Vi føler alt i alt det er spild af tid at være der når vi sidder og kukkelurer i timerne og laver det vi er kommet for.
Forhåbentlig ændrer det sig og det er dejligt at have skønne mennesker ved sin side.

I hører mere herfra disse breddegrader når tingene er faldet lidt mere på plads.