Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det vist paa tide med endnu en opdatering fra det fjerne Oest.
Her gaar alting rigtig godt. Jeg har nu vaeret her paa wellfarecenteret i godt halvanden maaned og hverdagen er for alvor blevet skudt i gang. Lad mig fortaelle om en helt normal arbejdsdag her paa centeret i Hai Doung. Hvis man er heldig faar man lov til at sove til klokken 7, ellers haender det at man vaagner kl. 5 ved at der fra de oede gader stroemmer propaganda ud fra megafonerne, der er sat op i elmasterne. Gennem snak med lokale har vi fundet ud af at grunden til at propagandaen bliver afspillet paa denne tid er at den har nemmere ved at traenge ned i folks underbevidsthed - godt man ikke kan vietnamesisk!
Ellers staar den paa morgenmad kl. 7.30 - og det gode ved at bo paa centeret er at man kan staa op kort tid foer spisetid. Her bliver der oftes serveret sticky rice, hvilket kan vaere svaert at klemme ned saa tidligt paa dagen. Og mens vi sidder i den store spisesal og proever at sluge den sidste bid ris, oplever vi tit, hvin og skrig uden for doeraabningen, hvor en gris bliver slagtet til aaben skue - lidt brutal morgenskost, men man vaenner sig hurtigt til det. Vi starter arbejdet kl. 8, hvor vi er i en bygningen overfor hovedbygningen. Her passer vi en masse smaa babyer i aldersgruppen 3-8 maaneder, som enten er handicappede, eller foraeldreloese fordi foraeldrene ikke havde oekonimisk eller fysisk overskud eller fordi de er doede. Vi er i et vaerelse, hvor der er to moedre til at tage sig af 8 babyer, saa der er virkelig brug for vores hjaelp, for babyerne er meget underudviklede, understimulerede og i stor mangel paa omsorg. Selvom moedrene goer deres bedste bliver mange af babyerne overset i loebet at dagen og ligger bare paa den haarde traeseng - hvilket kan ses paa deres flade nakker. forholdene er meget primitive og rescourserne meget faa. Bl.a. bliver de bleer som man normalt smider ud efter brug, vasket, haengt til toerre og genbrugt her, fordi de ikke har raad til nye. det er rigtig rart at see at der lige saa langsomt sker en udvikling hos babyerne siden vi ankom. Ved at vi har givet omsorg og stimuleret dem er babyerne kommet rigtig langt. Mange af dem laa bare stille paa sengen og nu kan mange af dem ligge paa maven, vende sig fra ryg til mave, krybe, kravle, smile, sige lyde og har aendret total adfaerd, fra omsorgsforladte til livsglade babyer.
efter en frokostpause fra 11-14, hvor vi for det meste sover af ren og skaer fysisk og mental udmattelse, eller bare gaar rundt i lokalomraadet, arbejder vi om eftermiddagen i hovedbygningen, hvor vi "underviser" i klasser for de mentalt og fysisk handicappede. Med "undervise" mener jeg mere noget i retning af laering gennem kreativ leg. Mange af boernene eller de ansatte kan ikke et ord engelsk, saa vi proever at kommunikere med dem med de faa saetninger vi kan paa vietnamesisk, ellers snakker vi dansk til dem (hvilket de forstaar lige saa godt som engelsk) og saa er vi blevet enormt dygtige til at kommunikere gennem kropssprog og mimik, da nogle af boernene ikke kan snakke eller hoere.
I de klasser vi underviser i er boernene mellem 14 og 21 aar, men rent mentalt er de ikke mere end omkring 7-13 aar. Nogle har en hjerneskade, andre lider af ADHD, Downs syndrom eller andre skadelige sygdomme, som har saenket dem i deres udvikling, og alle er ofre for det frygtigle Agent Orange fra Vietnamkrigen. de fleste boern bor fast paa centeret mens nogle er heldige at have familie at kunne komme hjem til i weekenden. Men boernene har ikke andet end en seng, en sivmaatte, et taeppe og det saet toej de gaar i hver dag og er blevet efterladt her fordi det i Vietnam ses som tabu at have et handicappet eller sygt barn, for det skader familiens omdoemme. Man knytter sig virkelig hurtigt til alle boernene og de er saa elskvaerdige og nyder vores tilstedevaerelse. De hungrer alle rigtig meget efter omsorg og kaerlighed, og vi giver dem saa meget omsorg vi kan og man kan ikke andet end synes det er hyggeligt naar man paa gangene bliver omringet og omfavnet af 10 boern der vil op og sidde paa armen, kravler rundt paa en og vil kysse kramme og roere ved ens lyse lokker. undervisningen foregaar meget ved tegning og leg og vi har faaet indfoert et smiley system i klasserne, hvor de skal give deres humoer en smiley og dernaest tegne hvorfor, som skal give os en ide om hvordan boernenes humoer er til dagligt og hvordan de trives. Derudover gaar vores ideer til projekter paa stedet ud paa at goere de fysiske rammer rare og hyggelig for boernene, for her er meget koldt og upersonligt og for mange er centeret deres hjem og liv.
Efter en eftermiddag med undervisning gaar vi op paa vaerelset, som vi har indrettet rigtig hyggeligt og hjemligt. Her hoerer vi hyggelig musik, spiller spil, laeser boeger, vasker toej osv. forholdene her er meget primitive, men man vaenner sig enormt hurtigt til det og det bliver hurtigt hverdag. fx er der ingen bad, saa man vaerdsaetter virkelig et bad i weekenderne, hvor vi tager paa weekendture, for at komme lidt vaek fra den kravende hverdag, og kan koble lidt af og restituere. Man laerer virkelig at vaerdsaette et varmt bad og et ordentlig toilet. Toejet bliver vasket i haanden - man koger vand i en elkeddel og saa laegger man massere af knofedt til og saa haaber man paa rent toej. Og lige pt proever vi desperat at holde varmen, hvilket er svaert, naar det regner, blaeser og der ingen isolering er i huset, saa man kan see sin aande paa vaerelset, hvilket har givet en god gang forkoelelse.
Som naevt foer er det rigtig vigtig for os ogsaa at komme lidt ud og opleve landet og komme vaek fra en haard hverdag. For lige saa givende, laererigt og berigende som arbejdet er, saa er det ogsaa fysisk og mentalt udmattende at vaere blandt boernene konstant (for vi bor jo i samme bygning), saa weekenderne er vores hellige stund, hvor vi kan lade op til den kommende uge.
De sidste to weekender har vi vaeret i Ha Noi. Her tog vi bl.a. en afslapningsweekend i skoenne omgivelser, og moedte en masse skoenne mennesker, som senere har vist sig at vaere gode kontakter Derudover har vi vaeret ved perfume pagodaen, hvor man sejler ud til et af vietnamesernes helligste templer, hvor de tilbeder deres forfaedre.
Denne weekend tog vi en forlaenget tur op nord paa til en bjergby ved navn Sapa. Det har vaeret en helt fantastisk oplevelse. Foruden de fantastiske omgivelser byen ligger i, med frodig natur omgivet af bjerge, rigt dyreliv og den mest fantastiske udsigt, saa har vi oplevet vietnams minoriteter der har bosat sig i dette omraade. Paa trods af noget sygdom naaede vi at vaere sammen med en masse bekendskaber vi har gjort os, see Sapas udsoegte natur med vandfald, bjerge og frodigt planteliv, trekke til en minoritetslandsby sammen med en nogle kvinder fra black H'mong monoriteten, mens vi gik paa smaa bjergstier og tykkede paa sukkerroer. Man foelte sig lidt som hulemaend da man gik paa bjergstier, gennem skov, pillede barken af et sukkerroer med taenderne, gnaskede paa det og spyttede det ud efterfoelgende. Derudover oplevede vi, hvordan unge vietnamesere festede igennem paa karaokebar. Der bliver drukket igennem, spillet hoej teknomusik og roeget cigaretter I maengdevis. Og folk blev ellevilde da det gik op for dem at der var to lyshaarede piger til stede, men da man I vietnam drikker sig hoenefulde I aeblevin og risvin gaar folk kolde allerede ved en 11-12 tiden, men det var virkelig en oplevelse.
Om to ugers tid tager vi paa ferie laengere syd paa, og forhaabentlig bliver vejret bedre, for lige nu er her saa koldt at man kan se sin aande inde paa vaerelset, fordi der ikke er nogen form for isolering.
Jeg er rigtig glad for mit arbejde og jo mere jeg ser af Vietnam jo gladere bliver jeg for landet. Det var noget svaert at vaenne sig til, at de er enormt kommunistiske, som man tydelig maerker I hverdagen, ved censur paa mange medier, propaganda, et meget strengt politi og militaer og saa er mange vietnamesere uvidne om verdenssituationen uden for landegraensen. Mange af dem vi har spurgt kender fx ikke til terrorangrebebet paa world trade center 11/9, og desvaerre er meget af deres originale kultur forsvundet som foelge af industrialiseringen. Men det er en fantastisk og unik oplevelse at komme ind under huden paa en kultur paa den maade vi oplever. Og der er nu desvaerre ikke lang tid tilbage af vores ophold. Smaa 7 uger. Men der venter os stadig en masse spaendene oplvelser forude, saa det ser jeg frem til!
Billederne halter det lidt med at faa lagt op, fordi internettet er meget daarligt, saa de kommer loebende!
Paa gensyn
- comments
josefine det lyder bare helt fantastisk skatter! Sikke en masse du oplever!
Inge Kære Clara! Tusind tak for de meget spændende fortællinger fra Vietnam! Hvor har du oplevet meget! Så er du snart på vej hjem igen. Jeg håber du får en god hjemrejse! Det bliver dejligt at se dig igen:) De varmeste hilsner fra Inge