Nu er det efterhaanden en uge siden sidste indlarg og meget er sket siden sidst! Tingene blev desvaerre ikke bedre paa skolen, saa jeg proevede ihaerdigt at flytte projekt, men min partnerorganisation i Vietnam ville ikke hjaelpe mig videre fordi de synes jeg bare skulle give det noget mere tid, saa det var foerst da jeg slog i bordet og kontaktede Mellemfolkeligt Samvirke at det satte en skubber i systemet. Jeg pakkede mine tasker og tog afsted til en lille provinsby Hai Doung, 60 km uden for Ha Noi. Her ligger et center for social velfaerd, som jeg arbejder paa sammen med to andre volontoerer. Centeret huser boern i aldersgruppen 2 maaneder til omkring 22 aar. De er alle mentalt eller fysisk handicappede. De fleste er blevet placeret her fordi det i Vietnam bringer uheld til familien hvis man har et handicappet barn, eller fordi foraeldrene ikke har haft oekonomisk overskud til at tage sig af dem eller af en helt tredje aarsag. Det var fantastisk at komme her paa centeret og jeg foelte mig hjemme . Boernene kommer loebende gennem gaarden og vil holde i haanden, snakke, kramme eller kysses. De er alle simpelthen saa dejlige og de liver ens humoer op hver eneste dag. Det er utrolig varmende og saa livsbekraeftende at vaere her paa centeret, og det giver paa alle maader saa god mening at vaere her, fordi der virkelig er brug for voeres hjaelp. De udendoers rammer er rigtig hyggeligt, men de indendoers noget mere u hyggelige, saa vi har en masse ideer til projekter vi kan starte op for at skabe hygge og trygge rammer for boernene, for der er saa mange muligheder i projektet her.
Byen, Hai DOung, er i modsaetning til stedet jeg boede foer lokaliseret i en by med butikker, huse og smaa gadekoekkener, saa det er vildt hyggeligt at gaa sig en tur i naeromraadet.
Arbejdsdagen starter kl. 8-11 hvor jeg sammen med de andre er over i et andet hus og passer de kun faa maaneder gamle babyer. I bygningen er der mange vaerelser og i hvert vaerelse er ansat nogle "moedre" til at tage sig af babyerne. I det vaerelse vi arbejder i er der 2 moedre om at passe 8 babyer, saa der er rigtig meget brug for vores hjaelp. Her gaelder det bare om at vise omsorg, snakke til dem og stimulere dem, for ellers ligger de bare ned en helt dag fordi moedrene ikke har tid til dem alle. Det er dejligt at se at det goer en forskel at vi er her, for alle babyerne har udviklet sig siden vi ankom og er meget mere aktive end for blot kort tid siden, hvor de bare laa og ikke rigtig kunne noget, saa vores arbejde giver virkelig pote.
Om eftermiddagen er vi over i hovedbygningen og undervise klasser. Mange af boernene lider af downs syndrom, ADHD eller hjerneskader som goer at de har svaert ved at koncentrere sig eller er langsomopfattende, saa selvom vi skal undervise i engelsk er det paa et helt basalt plan og meget af det foregaar gennem lege og hygge med boernene. De elsker at have os der og vi elsker at vaere sammen med dem og man bliver rigtig hurtigt knyttet til dem!
Her paa centeret kan ingen snakke engelsk, men de er simpelthen saa soede, aabne og hjaelpsomme, saa man laerer hurtigt at kommunikere med dem gennem kropssprog/kropaflaesning og tegnesprog

Her i weekenden d. 18-20 februar havde vi vores foerste weekendtur. Amalie og jeg tog til en lille by Ninh Binh (udtales Ning Bing) som har en fantastisk natur. Her besoegte vi om loerdagen et sted der hedder Tam Coc. Et omraade saa uberoert blandt rismarker og klipper rager op af vandets overflade. Her var saa stille, frodigt og idyllisk da baaden gled ned af floden. En masse indfoedte gik i markerne og saaede ris med deres straahatte paa hovedet, simpelthen saa malerisk, ligesom man kender Vietnam. Vi saa ovenikoebet bjerggeder og en kolibri paa vores sejltur. Derefter tog vi til Mua cave, hvor vi foerst vandrede op af en klippe, og kunne paa toppen nyde den mest fantastiske udsigt over landskabet. For foden af klippen laa en grotte som vi gik igennem og kunne komme ud paa den anden side af klippen, lige ud i rismarkerne. Om soendagen tog vi til Hoa Lu temple, hvor vi foerst kom lidt paa afveje og saa to andre templer, men endte til sidst det rigtige sted og kom paa en lang sejltur gennem det fantastiske landskab og ind gennem grotter og drybstenshuler. Desvaerre blev soendagens tur lidt oedelagt af alle de mange kinesiske og japanske turister, som teede sig som aber, og var helt vide da de saa lyshaarede mennesker, saa mens vi tog billeder af den smukke natur saa var vi turistmaal for de mange kinesere og japaneres blitzende kameraer. Efter en lang og fantastisk weekend naaede vi soendag aften hjem. Lige da vi steg af bussen kom der en knaegt koerende forbi paa scooter og og stjal min taske lige ud af armene paa mig. Super nitten, men heldigvis var der ingen vaerdigenstande i bortset fra min mobil. Men det var noget af en chok og Amalie og jeg stod mundlamme noget tid foer det gik op for os hvad der var sket. Men bortset fra det var det en fantastisk weekend og det bliver rigtig godt at komme rigtig i gang her paa centeret og faa skabt en hverdag.