Efter 16 dage på stand-by fra backpacker-hverdagen og med et fast hjem på børnehjemmet tog vi i går en rørende afsked med vores 16 dejlige unger! Vi vinkede farvel til udpakkede rygsække, køkkenmutter Gin's tre daglige solide måltider, de filippinske caregivers og de new zealandske ildsjæle - og har nu plantet fødderne på Malaysisk grund, nærmere bestemt Kota Kinabalu, Borneo.

Vi har efterhånden en del dages begivenheder at skulle opdatere omkring, så vi spoler lige tiden tilbage til de første par dage på Ruel Foundation.

Vi ankom til børnehjemmet med tre umiddelbart akutte mål (ud over selvfølgelig at komme i sving med børnepasningen):

1) At få et ordentligt måltid mad

2) At få pakket vores ret medtagede rygsække ud og dertil at få vasket indholdet af dem

3) At få købt børne/kristen-venligt arbejdstøj (dvs. t-shirts og langbukser - beklædningsgenstande der ikke ligefrem havde fået tildelt mest rygsæks-plads taget i betragtning af det ok varme ækvatorklima)

Første punkt på listen blev ret hurtigt indfriet af børnehjemmets lattermilde kok Gin, der havde sørget for rester af aftenens måltid bestående af en ordentlig portion ris og noget ugenkendeligt sammenkogt kød. Denne menu-sammensætning viste sig senere at være gældende for hvert eneste måltid, både frokost og aftensmad. Vi lærte ret hurtigt at værdsætte Gin's filippinske kokkekunst (der primært bød på uanede mængder af ris, men også både henkogte trærødder, bananketcup, hele blækspruttearme og lækre nationale sammenkogte retter) og stod trofast klar ved køkkenbordet kl. 12 og kl. 18, når maden blev serveret (!). Efter ret kort tid måtte vi sande, at vi tidligere enten havde sultet os selv betydeligt eller også var på voldsomt overarbejde med børnene, set ud fra størrelsen på de portioner vi spiste. Begge fortærede vi en mængde mad så stor, at kommentarere som "you girls eat like vikings!", "hungry horses" og "big healty appetize", blev slynget efter os af vores medspisende. Vores store appetit blev senere udfordret ved ankomsten af et kristent broderskab fra New Zealand - og som brødre måtte vi dele (og sulte)…

Udpakningen af vores svært medtagede ejendele foregik ret prompte, og værdien af et plastic-skuffesystem havde vi aldrig troet skulle være så stor. Til gengæld var der knap så stor begejstring for synet af vores tøjvask (hvorved første reaktion var "det vand ligner jo en flod fra Indien!"), der bekræftede vores bange anelser om ekstremt beskidt tøj! Men efter en hurtig instruktion i brugen af først vasketromlen og derefter spinneren blev der gjort kål på det brun-grumsede spildevand.

For optimale shopping forudsætninger i jagten på arbejdstøj, allierede vi os med vores filippinske kollega Don'z (Donna Karen), der fredag morgen tilbød os at komme med på det ugentlige storindkøb i det lokale supermarked - et indkøb der talte to proppede indkøbsvogne med alt fra bleer og mælkeerstatningspulver, til ris, grøntsager og vand til en uges forbrug. Med det overstået, blev vi med en meget entusiastisk Don'z i front, slæbt fra den ene slasketøjsbutik til den anden, og for hver gang blev udvalget af både bukser, kjoler og t-shirts i alverdens farverige batikmønstre kun større. Selvom vi ret hurtigt indså, at vi måtte være str. L ift. designet, havde vi (i særdeleshed den længst legemede af os) en del problemer med at klemme os ned i onesize filippinerstørrelse bukser - men til sidst lykkedes det og vi endte ud med et par identiske pyjamaslignende bukser.

Ellers bød den første halvdel af tiden på børnehjemmet på en hel del påmindelser om, hvilket kristent fællesskab vi var kommet til. Før hvert måltid bad børnene bordbøn og ved sengetid bad de selv os om at hellige dagen i en tak til gud (en anmodning Nanna i sidste ende bukkede under for, og fik både takket for (potentiel god) søvn, måltider og en dejlig tur i swimmingpoolen..). Vi deltog desuden ret intetanende, men frivilligt (dvs. moralsk forpligtet) i torsdagens andagt, der bød på både tagalogsk og engelsk fællessang med kristne budskaber og bønner om stort og småt, som ingen af os dog følte os troende nok til at bidrage højlydt til.

Efter seks dages intenst arbejde på børnehjemmet stod den på dykning i Sabang, en by godt halvanden times kørsel fra Calapan. Med Nannas danske dykkerkontakt i byen, Henrik, fandt vi hurtigt frem til VIP Divers og den australske instruktør John-O (en kontakt, der ledte os videre til den amerikanske privatpilot og undervandsfotograf, Chuck, der senere forevigede os i undervandsmiljøet), der skulle hjælpe os til dykkercertifikatet (Open Water, 18m). For Nannas vedkommende havde en tur i Kattegatcenterets akvarium tidligere på året tilsyneladende afhjulpet hendes begyndervanskeligheder, og hun viste sig væsentlig mere komfortabel i vandet end den noget mere uprøvede Mette, der hverken rigtig magtede at påspænde svømmefødder, udligne trykket i ørene eller se ud gennem dykkerbrillerne på første dyk.

Byen Sabang i sig selv var ikke noget særligt, og husede primært to typer mennesker: dykkere og blegfede europæiske mænd på jagt efter "kærligheden". Derfor var det som sådan ikke noget tab at bruge størstedelen af vores vågne timer på dykkerteori og dykning. Efter en velbestået eksamen og fem dyk til o. 12 meter (vi har dog certifikat til 18m) kunne vi kalde os dykkere!! Og selvom Mette stadig har enkelte betænkeligheder ved næsten 20 meters dybde, hajer og andet ukendt vandgevækst, er vi klar på endnu flere smukke koralrev, farverige fisk og forhåbentlig havskildpadder (det er vi blevet lovet, skal det siges)på Borneo!

Tilbage på børnehjemmet mødte vi vores nye frivillige kollegaer - ti blandede nationaliteter fra en kristen organisation i New Zealand og dermed endnu mere hellighed - nu ytret i udtryk som "Praise the Lord" og "Thank you, Jesus!". Og med påsken som nært forestående, var vores identitet som skabskristne truet og vi følte os derfor nødsaget til at brugt et par timer af vores fritid (påske søndag) på kirkegang lidt ud over det sædvanlige - med hænderne rakt i vejret mod gud, stod folk omkring os med følelsesladet forpinte ansigter og skrålede salmer i takt til bandets (!) musik. Dernæst fik vi udleveret høretelefoner, så vi kunne lytte til en oversættelse af prædiken (tolken var dog til tider distraheret i oversættelsesarbejdet, af det barn hun var ved at amme), som bl.a. omhandlede affaldssortering og vejrsituationen på Filippinerne. Det var i særdeleshed en oplevelse!

Vores næstsidste dag på børnehjemmet tog pludselig en ret interessant drejning da vi fik mulighed for at komme med på "børnejagt" (bizart lyder det, men det var jo, når alt kommer til alt, hvad det var) hos Mangyan stammen. Pga. den seneste tids tyfon, der havde plaget Filippinerne med voldsomt regnvejr, var den farbare vej til stammefolket lukket, og vi måtte i stedet krydse en større flod vha. en hængebro af noget tvivlsom kvalitet (jf. film). Med Pauline i front, to filippinske tolke, 9-årige Ryan som "det gode eksempel" (blev som lille bragt til børnehjemmet og reddet fra udsultning/død - og senere adopteret af Pauline), samt to blege danskere med på sidelinjen (os) nåede vi frem til destinationen. Formålet var, at udse os børn til børnehjemmet, og dernæst forsøge at overbevise forældrene om at lade os bringe deres børn dertil. Vi fandt efter kort tid en svært underernæret og anæmisk dreng, hvis mor efter lang tid lod sig overtale til at komme med. Hun kunne også fortælle os om et andet barn i samme tilstand, der boede lidt længere væk. Vi var alle utrolig glade over muligheden for at kunne hjælpe de to børn, men pludselig kom en gammel mand ind fra højre, og fik begge mødre til at ombestemme sig. Han brugte et argument, som er utrolig svært at slå sig til tåls med, nemlig at børnene skal dø hjemme hos stammen - sådan har det været før, og sådan skal det forblive. Og det var ganske simpelt en pinsel, at være nødt til at efterlade to døende børn, som vi ellers havde resurserne til at kunne behandle (og tilmed tilbagelevere til forældrene med bidrag til kost et halvt år frem). Vi tog altså slukørede fra stammen, men blev muntret igen ved synet af alle de dejlige børn på børnehjemmet - og især Alvin, der selv er mangyan og blev bragt til børnehjemmet af sine forældre.

Efter turen til mangyan-stammen, var dagen efter vores sidste på børnehjemmet, og vi lavede som afslutning en skattejagt på ægte dansk børnefødselsdags-manér, som vakte stor begejstring. Kort efter, var det tid til afsked, og vi savner allerede hver og en: all time favourite Alvin, funny-face Angel, fat Rose-baby, eftertænksomme og dejlige Joan, "joyful" Joy, Wilson, Nobie, Jhonel, Myka, David, Rex, Jessa May, Ryan, samt de tre babyer; Josiah, Joyce og Lily Grace. Derudover også de skønne filipiske kvinder og NZ-folket.

P.S. I Malaysia kører bilerne til vores store forskrækkelse i den forkerte side af vejen - og her er dyrt! Men nu er vi snart på vej mod Semporna og Sipadan, hvor der venter os 10 dyk - efter sigende i verdensklasse!