Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det definitivt - al skræk for meget dybt vand, hajer og andet godt fra havet er væk! (lige med undtagelse af en enkelt fiskeart i sin æglægningsperiode).
Efter vores ankomst til Kota Kinabalu gik det ret hurtigt op for os, at vores eventyrlige forestilling om Borneo som en kæmpe stor spændende jungle med et væld af eksotiske dyr, ikke helt stemte overens med realiteterne i den trafikerede storby, vi var kommet til. Vi blev derfor ret hurtigt enige om at søge mod den sydøstlige kyst af øen, nærmere bestemt havnebyen Semporna.
Efter 9 stive timer i bus med sporadisk søvn, afbrudt af henholdsvis alt for højtlydte, håbløst dårlige film, indisk-inspireret musik og kolde pust i nakken af den 19 grader varme aircondition, nåede vi frem til destinationen 04.30 morgenen efter. Lonely Planet beskrev byen således: "Semporna is one of those necessary evils - a lacklustre layover that'll snag you for a night on your way to paradise" - og sådan tog den sig ud. En gudsforladt by invaderet af dykkerentusiaster, hvor restauranterne uden succes forsøgte at overgå en ubestemmelig stank, der gjorde sig gældende i hele byen (og som i øvrigt også inficerede vores værelse!). Af flere (ovennævnte) grunde, blev ankomstdagen derfor ikke brugt på synderlig meget andet end at hænge ud på den lokale indiske restaurant, hvor vi brugte alle vores 1-ringgit-seddler (svarende til 1,85 DKK) på Roti-brød. Om aftenen præsenterede vores svenske dykker-roomie, Tibor, os for hans humoristiske instruktør Johnny, en yderst forfængelig (og derfor meget forarget over vores knap så velplejede negle), halvtyk og tatoveret asiat, som udfordrede os i et spil Monopoly - det blev en aften i rigtig dykker-ånd (dvs. med kun en enkelt øl til festlighederne!).
Dagen efter stod den på tre dyk omkring den nærliggende ø Sibuan, hvor vores malaysiske instruktør Nash introducerede os for et par nye undervands-håndtegn, herunder bl.a. "awesome-tegnet" og tegnet for "nudibranches" . Disse nudibranches, som bedst kan beskrives som en meget farverig, undersøisk skovsnegl, endte med at sætte dykket på standby gentagende gange pga. Nash's store fascination af de små væsner. Efter endt undervandsophold, blev det desværre en kold og regnfuld overfart tilbage til Semporna, der kombineret med en nat på det svært nedkølede dorm, gjorde at Mette pådrog sig en forkølelse, som gjorde hende ude af stand til at dykke den efterfølgende dag.
Mens Nanna atter begav sig mod havbunden, nu med ny buddy (!), blev Mettes dykkerudstyr udskiftet med snorkel og redningsvest… Til de af jer der regner snorkling for en mindre farefuld færd end dykning, er det måske værd at nævne, at det var Mette der efter 50-60 minutter i vandet kom op med et underben pyntet med 8-10 små tandmærker fra en Titan Trigger fisk! - et fiskeangreb der resten af dagen fik flere af de andre dykkere op i det røde felt, da netop den fiskeart den seneste tid havde opført sig ekstraordinært aggressivt overfor både snorklere og dykkere.
Næste dag var det tid til den store Sipadan-udflugt, som egentlig var det, vi var kommet efter. Revet omkring Sipadan er listet på top 10 over verdens bedste dykkersteder - så det var lidt svært at ignorere, når man nu lige var i nærheden! Mette var stadig plaget af forkølelse, så hun måtte forblive i overfladen, men trods dette kunne hun stadig spotte både hajer og havskildpadder. Så godt er Sipadan nemlig skruet sammen. Det var også lige før Nanna skiftede ilttanken ud med snorkel, efter at have lagt øre til en gruopvækkende dive-briefing om de stærke strømme, der både gik fra side til side, samt op og ned (ja, hvis man var uheldig og uopmærksom nok, kunne man blive suget direkte ned i dybet!). Men, der var ikke så megen tid til eftertanke, og få minutter senere befandt Nanna, canadieren Kelly (en mand) og instruktøren Khai sig i selvsamme hav - og der gik ikke 30 sekunder før den første haj (white tip) var i synsfeltet. Og derefter flottede Sipidan sig med både barracuda stimer, eagle rays, skildpadder i parringsakt og meget andet (vi har som nyudsprungne fiskeentusiaster noteret arterne i vores logbog, men det skal vi ikke trætte med her).
På andet dyk, havde Nanna indvilget i (temmelig intetanende) at prøve et såkaldt blue-dive, hvor man svømmer væk fra revet og direkte ud i det store blå ocean. Det lyder måske ikke umiddelbart af noget, men efter 7 minutter uden nogen referencepunkter, 18 meter under havoverfladen, så kan man godt få for meget af blåt. Der gik 5 minutter, inden Kelly bukkede under og lavede "I don't like this!"-tegnet (krydsede arme - og paniskslagne øjne), og yderligere 2 minutter derefter før Nanna måtte gribe Khai's finne, både signalerende de krydsede arme og "jeg vil op"-tegnet. Det ville Khai imidlertid ikke, han havde jo styr på situationen, og efter få minutter med en panikangst Nanna i hånden, genfandt de revet. Aldrig har man været så glad for koraller! Efter noget tid med anstrengt vejrtrækning var alt ved det gamle igen, og dykket forsatte i mere farverige omgivelser. Da de genså overfladen, var både Kelly og Nanna enige om, at et blue-dive var en god erfaring ift. at beherske panik undr vand - men så heller ikke mere end det!
Det skal siges, at Kelly ret hurtigt blev døbt Ilt-idioten, efter at han ved tre ud af fire dyk løb tør for ilt og måtte hægte sig på Khai's octopus (nødilt). Hans begrundelse var, at han var lidt for ivrig med det medbragte undervands-kamera. Både til vands og i luften var ilt-idioten en meget lystig mand, og som afveksling fra den sædvanlige snak om dykning og fisk i pauserne, fortalte han Nanna om hvordan han havde berøvet sin thailandske flirt, Misty (der senere hen viste sig at være en mand), for både iphone og smykker, og byttede dem til rubiner hos en ven i Indonesien (som gengæld for at han/hun havde puttet stoffer i hans drink og hævet penge fra hans kreditkort). Han viste stolt Nanna ovenstående samling af ædelsten, som hun desværre ikke var i stand til at vurdere ægtheden af (man var vel chokeret).
Efter 10 vellykkede dyk som Open Water dykker besluttede Nanna sig for, at der skulle mere action til og meldte sig på kurset "Advanced Diver". Kurset omfattede, foruden gennemlæsning af en tyk teoribog, fem dyk med hver sin disciplin. Ud over et dyk ned til 30 meter (deep dive), et buoyancy-dyk og et navigationsdyk (hvor Nanna både var udstyret med kort, kompas og dykkecomputer - og rent faktisk navigerede dykket på rekordtid), var der to dyk med valgfrit fokus, hvoraf Nanna valgte "Fish ID" og undervands-fotografi. Da det var tid til fotografidykket, var Mette nogenlunde på højkant igen, og hun fik lov til at komme med (deraf billederne m. skildpadde). Efter et veloverstået dyk uden behov for assistance fra instruktørens octopus (nødilt), kunne vi afvise ilt-idiotens påstand om, at et kamera gør iltforbruget ustyrligt større. For at gøre ondt værre blev Mette under nedstigningen på sidste dyk endnu engang forhindret i at gennemføre, denne gang pga. en flænge i tand (et problem vi regner med at tage hånd om når vi kommer til Singapore, hvor tilliden til sundhedssystemet er en anelse større).
Efter omkring en uges ophold i dykkervenlige omgivelser, tog vi til Sepilok for at spotte orangutanger i naturligt habitat, hvilket desværre var svært skuffende - antallet af larmende japanske turister overgik antallet af vilddyr markant. I skrivende stund befinder vi os i Kuching, hvor vi har trekket i Bako National Park og afholdt katte-dag - Kuching betyder "kat", og er derfor spækket med grimme katte-statuer, som alle var et happy-chinese billede værdigt (dokumentation følger). Vi håber på at kunne besøge et traditionelt Long House, men som før nævnt er vi i Malaysia nødt til at budgettere så stramt, at der knapt er råd til både en magnum mandel og en øl samme dag! Om tre dage går turen videre til Singapore og dernæst Indonesien, hvor sidstnævnte forventes at have et mere budgetvenligt prisniveau (og færre folk over 40 udstyret med kikkert og safari-tøj).
- comments
Kirsten I to oplever virkelig noget. Det er bare så flot. Det er en fornøjelse at læse jeres gode historier. Knus Kirsten