Kl. 8.30 vækkede vi Anni med fødselsdagssang. Derefter var det tid til at gøre os klar, så vi kunne gå ned i Bungy-butikken, hvorfra vi skulle hentes af en bus, som skulle gøre os ud til Nevis. Den morgen var alle meget nervøse. Nogen kunne slet ikke spise og andre trippede rundt og skulle på toilettet hele tiden. Da vi trådte ind i butikken skulle vi vejes og på højre hånd fik vi skrevet, hvilket nr. vi var med hensyn til billeder der blev taget af os. Dernæst skulle vi vente på bussen. I butikken havde de computere, som man kunne sidde og fordrive tiden ved. Endelig kom bussen og hentede os. Forud ventede en 40 min. køretur. Det føltes som rigtig lang tid. Vi prøvede ihærdigt at få dulmet vores nervøsitet ved at lytte til musik. "Stamp on the ground, jump jump jump jump.. "

Da vi ankom til Nevis skulle vi igen vejes, men denne gang med hele udstyret på. Vægten blev skrevet på vores venstre hånd. De andre der havde taget springet var helt oppe og køre og sagde at vi skulle glæde os rigtig meget. De gav os nogle fif med på vejen, som vi kunne benytte os af. Fra Nevis springer man fra et lille skur, som hænger midt ude i ingenting. For at komme derud skal man med en lille vogn, hvor gulvet bare er en rist. Man kunne se direkte ned, hvilket var ret ubehageligt. Da vi kom ud i det lille skur gyngede det frem og tilbage. Man kunne næsten blive søsyg derude. Nogle steder var gulvet i skuret gennemsigtet, så man kunne se hele vejen ned. Snart var det min tur til at få udstyret på. Rækkefølgen for springene gik efter vægt. Jeg var nr. 4 i rækken af de 6. jeg var afsted sammen med, så jeg havde set nogle stykker før jeg selv skulle hoppe. Lige inde springet skulle man sidde i den varme stol, for at få elastikken spændt fast om benene. Derefter skulle jeg trippe ud til den lille afsats, hvor jeg skulle springe fra. Jeg når knap nok at tænke før manden bag mig råber 3-2-1 .... Jeg havde fået af vide af de andre at der ikke skulle være noget betænkningstid, men at springet bare skulle tages med det samme, så det var det jeg gjorde. Det var så ubehageligt at stå på afsatsen og det at tage springet, var det værste af det hele, men hurtigt overstået. Jeg når lige at opfatte at jeg er ude i ingenting og så begynder det ellers bare at tage fart. Jeg gjorde det! "Jeg falder, jeg falder, jeg falder, det er fedt, det er fedt, jeg falder endnu mere" og så kunne jeg mærke rykket i elastikken, som føltes rigtig blødt. Efter jeg havde fået rykket to gange skulle jeg hive mig selv op og trække i en split, som bar ved mine fødder. Det var nemmest at gøre imens man var oppe, da man ville være vægtløs på det tidspunkt. Da jeg kom op og sidde kunne jeg nyde udsigten mens adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Mens jeg blev trukket op, kunne jeg høre de andre piger kalde på mig. Da jeg kom op lavede vi high five og krammede hinanden. Det var så fedt! Vi var alle i samme båd og kunne nu være stolte af at vi gjorde det. Da vi kom tilbage kunne vi se vores billeder og videoer, som vi måtte have. Vi blev nødt til at have et bevismateriale.

Alle var høje hele dagen lang! Om aftenen tog vi i byen for at fejre Anni og også Stine, som havde fødselsdag når klokken slog 00.00. Derudover skulle det selvfølgelig fejres at vi havde sprunget verdens 2. højeste bungy jump! Det er det VILDESTE jeg nogensinde har gjort. Havde ikke regnet med hjemmefra at jeg ville springe bungy, men er så glad for at jeg gjorde det. Ser kun frem til de næste aktiviteter! ...