Profile
Blog
Photos
Videos
I dag kom dagen hvor vi skulle lave en aktivitet som jeg personligt havde set allermest frem til - SKYDIVING! Alle fra holdet havde meldt sig til skydiving, så vi var rigtig mange der skulle igennem den dag. Kl. 9.20 blev vi kørt med bussen til stedet, hvor det hele foregik. Efter lidt ventetid blev vi kaldt ind i en hal, hvor vi skulle have alt vores udstyr på. Vi fik hilst på vores makker og vores kameramand. I flyveren kunne vi være 6 fra DSC-holdet og dertil følgede en makker og en kameramand for hver enkelt person, så vi sad i alt 18 mennesker inde i det lille fly. Det var ikke muligt at stå op i flyet, så vi skulle kravle ind i flyveren og sidde mellem vores makker og vores kameramand. Da motoren på flyveren gik i gang og vi lettede, fik der en masse tanker igennem vores hoveder. Det føltes helt uvirkelig og noget tosset at glæde sig til at hoppe ud af en flyvemaskine. Undervejs viste min makker, hvor højt vi var oppe. Første gang han viste mig, hvor højt vi var oppe, var vi kun halvvejs... Der skulle stå 15.000 ft. inden det var tid til at hoppe ud af flyveren. 15.000 ft. er lidt under 5 km, hvilket er det højeste man kan skydive. Jeg sad som den sidste der skulle hoppe ud af flyveren, så da det var tid til at hoppe kunne jeg sidde og se alle de andre hoppe ud af flyveren. Først sprang kameramanden ud på vingen og derefter skulle vi hænge som en banan ud af flyveren. Det gik rimelig stærkt med at få alle ud af flyveren. Alle kom hurtigt efter hinanden og det gav et helt sæt i flyveren hver gang der var nogen der hoppede ud. Personligt havde jeg bedt min makker om at lave en salto, da vi sprang ud. Vi kunne ligeså godt gøre det så vildt som muligt nu når vi var i gang. Der var ingen vej tilbage - 1 2 3 og så var der frit fald i 60 sekunder med 200 km/t. Det er de hurtigste 60 sekunder i mit liv. Det føltes som 10 sekunder. Det var ikke helt nemt at trække vejret deroppe, men jeg havde fået besked på at trække vejret igennem næsen, så ville det være lettere. Jeg havde ikke rigtig problemer med vejrtrækningen, men det var der nogen af de andre der havde. I det frie fald fik jeg tilgengæld voldomme propper i ørene, men jeg kunne først trykudligne, da faldskærmen sprang ud, idet vindmodstanden er så kraftig. Det gav et kæmpe sus i maven lige idet vi sprang ud af flyveren, men ellers føltes det slet ikke som om at man faldt. Eftter de 60 sekunder udlæste faldskærmen sig og vi svævede stille og roligt ned det sidste stykke. Jeg fik selv lov til at styre faldskærmen noget af vejen ned. Det hele gik bare så hurtigt, men hvor var det bare VILDT!!! Efter vi var kommet ned på jorden igen, fik jeg dog en smule kvalme, var enormt træt og havde ondt i ørene, men det var det hele værd. Det var ubeskriveligt!!
Da vi kom hjem sov jeg en times tid og så var det ellers tid til at gøre sig klar til en bytur med det andet DSC hold igen i aften. Vi var alle meget trætte, men det blev en vellykket bytur alligevel. Vi havde købt t-shirts, som vi gik i byen i. Det blev også hurtigt et oplagt taleemne. Det har virkelig været en dag som jeg aldrig nogensinde vil glemme...
- comments
Camilla Egegaard HVOR ER DU SEJ! selvom jeg synes godt nok det lyder det vildt, nærmest sindsygt! meeen fedt at du har gjort det skat, men dejligt først at vide det når du har gjort det hehe :D det er rart at kunne følge dig sådan! håber du har det godt
Christina Sandberg Tak sødeste Camilla :D .. Det var SÅÅÅÅ fedt! Jeg fortæller først tingene, når de er sket. Det er vist det bedste. Dejligt at høre fra dig af og til. Det luner. Håber også at du har det rigtig godt. Tænker på dig. Knuser