Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der endelig blevet tid til mit første indlæg fra Albuquerque. Eller tid og tid, det er vel så meget sagt - tiden synes at rende fra mig hver dag hernede (på den gode måde), hvilket også er grunden til, at mit første oplæg herfra kommer noget senere end forventet. Der er sket så meget de sidste lidt over to ugers tid, at det er svært at få det hele med. Jeg har lavet en liste med stikord, der ligger ved siden af mig, så nu prøver jeg at starte helt fra starten og få banet mig frem til i dag (klokken er lidt over midnat, så den er lidt over 8 om morgenen i DK)
Lad os starte med den lange flyvetur henover Atlanten. Mandag d.13/1 2014 havde jeg ligget vågen det meste af natten. Sommerfuglene i maven ville simpelthen ikke lade mig sove. Jeg stod tidligt op og fik pakket det sidste sammen og gjort mig klar. Jeg skulle mødes i Aalborg lufthavn med Cathrine og Christian kl.10., så vi kunne nå at checke ind og sige på gensyn til hver vores familier. Puha, det er aldrig sjovt at sige farvel - især ikke til ens familie. Min mor, far og brødre var taget med i lufthaven for at give kys og kram og sende mig godt afsted. Det var hårdt at skulle "rive sig fri" af armene på dem man har kærest, og det var især hårdt at stå inde i sikkerhedskontrollen og vide, at når jeg vendte ryggen til, ville det være sidste gang jeg så dem de næste fem måneder. Derfor stod jeg også med front mod dem i et stykke tid. Momentet blev afbrudt af, at det var min tur til at skulle igennem sikkerhedskontrollen, og selvfølgelig havde jeg pakket mine toiletsager forkert, så jeg skulle tilbage og have tjekket min håndbagage, hvilket i øvrigt skete i samtlige lufthavne - typisk! Allerførst gik turen til København lufthavn, og det var stadigvæk ikke gået rigtigt op for mig, hvad det egentlig var jeg havde gang i. Da vi sad i flyet i København begyndte det at sne, og jeg har set smukke snebilleder fra Danmark lige siden - hold da op, der er faldet meget, og jeg håber, at I kan holde varmen derhjemme. Nå, men nu havde vi altså en 11 timers flyvetur foran os, og jeg var både spændt og ræd. Jeg brød mig på ingen måde om tanken om, at skulle være så højt oppe i luften i så langt tid, men nu, 4 x flyveture senere, tror jeg, at min "angst" for at flyve så småt er ved at være væk. På den lange flyvetur kunne vi både se (ganske nye) film, spille spil og lytte til musik på små skærme foran os, hvilket var en god måde at fordrive tiden på. Maden på turen var som man nu kan forvente af flymad, men det var ok. Det var svært at prøve at sove i sæderne i flyet, da de faktisk ikke er helt vildt behagelige, og jeg sad i midten og kunne vælge om det enten skulle være Christian eller Cathrine, der skulle se på mit savlen imens jeg sov. Det var også en smule forvirrende, for vi fløj forbi det der lignede fire solnedgange - eller opgange, så der var skiftevis lyst eller mørkt, men for det meste var det mørkt.
Mørket gjorde også, at vi reagerede med det samme vi begyndte at se lys, for dette betød, at vi fløj over Florida, vores første mellemlandings destination. Det var et smukt syn at flyve henover Florida, hvor vi kunne se ned på alle lysene i mørket. På skærmene i flyet kunne vi følge med i hvor langt vi var, hvor højt vi var oppe, graderne udenfor, farten på flyet osv., og denne skærm vidste altså 23 grader, og det var bare oppe i luften. Da vi landede i Fort Lauderdale var klokken lidt i otte om aftenen og der var over 25 grader udenfor, der var helt vindstille og fugtigt i luften. Jeg så mine første rigtige palmer, og jeg tror jeg reagerede som et lille barn, der har set sig forelsket i et stykke legetøj - det var jo helt vildt at se palmer, noget som jeg kun indtil da, havde set i TV (og nej, dem på "palmestranden" i Frederikshavn gælder altså bare ikke!). Vi kom til at stå i en lang kø i immigrations kontrollen, hvilket tog pusten ud af vores i forvejen meget trætte kroppe. Derfor valgte vi bare at tage direkte hen på hotellet, hvor vi skulle overnatte. Her fik vi et par drinks i baren, bl.a. en af de bedste mojitos jeg nogensinde har smagt. Det var her vi lærte om drikkepenge systemet herovre. Bartenderen, en sød fyr fra Hawaii forklarede os, at alt efter service og sted så giver man 15-20 % af prisen oveni som drikkepenge! Tingene herovre er også meget billigere, man kan gå på restaurant og få mad for under 100kr, og så er tjenerlønnen herovre rent ud sagt virkelig ringe. Det er mærkeligt, at skulle give drikkepenge - det er bare en del af deres kultur. Nå, men derefter gik vi på hovedet i seng (i fantastiske bløde senge, mmh), og sov i ganske få timer inden vi skulle op og videre med næste fly.
Næste morgen skulle vi tidligt op og videre. Først gik turen til Atlanta, Georgia, hvor vi havde en kort mellemlanding. Ovenfra ligner Georgia nærmest én stor skov, hvor der er lidt byer hist og her, hvilket virkelig øger indtrykket af, at Georgia er en "bonderøvs" stat. Atlanta lufthavn er en af verdens travleste lufthavne og vi havde da også lidt svært ved at finde rundt, men vi fandt hen til gaten, som skulle føre os ud til flyet til Albuquerque. Den sidste flyvetur var lidt hård med turbulens, og det faktum at vi nu havde fløjet i sammenlagt lige knap 20 timer var også ret trættende. New Mexico så meget tør ud oppe fra, og de generelle farver der gik igen var sand/jordfarver, men det var smukt, og vi kunne se bjergene oppefra, nogle få med sne på toppen. Vi ankom til Albuquerque, New Mexico tirsdag d.14/1 2014 kl.12.45, og i lufthaven stod der to søde unge mennesker og tog imod os, to personer, som allerede nu skulle vise sig at blive nogle af mine nærmeste venner herovre. Caleb og Kristal hedder de. Caleb en sød ung fyr på vores alder, arbejder på Lobo Village, hvor vi bor, og det var ham, der havde hjulpet os med at få styr på bolig osv. allerede hjemmefra, så ham havde vi haft en smule kontakt med. Kristal, en pige, også på vores alder, der underviser på en folkeskole, er Calebs veninde, og hun var med for at hente os, fordi hun var så spændt over at møde os, da hun hørte vi var fra Danmark. Hendes mor er nemlig dansker. Vi blev kørt til Lobo Village, hvor vi blev vist rundt og skulle skrive under på nogle papirer. Vi blev vist hen i vores lejligheder, og vores værelser, og fik afleveret vores kufferter osv. Cathrine og jeg bor i samme lejlighed, sammen med to andre søde piger, Sara og Skye, og Christian bor i lejlighed med Caleb.
Allerede da vi trådte ud af lufthavnen kunne vi mærke, at det var "sværere" at trække vejret dybt ind, end vi var vant til. En times tid efter vi var ankommet, begyndte jeg at blive dårlig. Kristal tog os med ud at spise på en restaurant, der hedder Frontier, men jeg kunne ikke spise noget. Jeg blev mere og mere svimmel og følte at jeg skulle besvime hele tiden, jeg fik kvalme og ondt i hovedet. Min mave gjorde ondt og jeg skulle kaste op. Jeg blev kørt tilbage til Lobo Village, hvor jeg gik direkte i seng. Hvis ikke det var mig, der lige have ligget syg i Danmark, der skulle blive syg herovre, hvem skulle så? Det vidste sig, at det var "Altitude Sickness" eller "højdesyge", som det hedder på dansk (det er sjovt, jeg tager hele tiden mig selv i, ikke at kunne huske ord på dansk længere). New Mexico ligger i 1,6km højde, og det kan føre til sygdom med symptomer som mine, hvis man ikke er vant til det. Nogle får det nogle dage efter ankomst, nogle får det med det samme. Jeg var syg i næsten halvanden uge, og gik derfor glip af nogle forskellige sjove ting herovre. Det er virkeligt surt, men hey, jeg har stadigvæk en masse tid til at nå tingene endnu! Kristal kom med nogle tabletter til mig, som skulle holde min mavepine og svimmelhed nede, og alle var virkelig søde og tog sig godt af mig. Generelt er alle mennesker herovre virkelig søde og rare. Jeg har aldrig nogensinde før været et sted, hvor der er så stor en gæstfrihed over alt. Alle man møder, om det er i butikker, restauranter, på universitetet eller i gadebilledet. ALLE er venlige. Det er nærmest kutyme herovre, at man siger "Hi, how are you" eller noget lignende, når man hilser på hinanden. Det kan godt være lidt overvældende engang i mellem. De "lokale" mennesker vi har lært at kende herovre, altså dem vi går med, som er bosat permanent i Albuquerque, er nogle af de sødeste. De vil betale for alt, især Caleb og Kristal, og vi har svært ved at overtale dem til enten at lade være, eller at lade os betale engang i mellem. Nogle gange lykkedes det heldigvis. De forskellige ting og steder ligger ikke bare lige rundt om hjørnet her, så vi har også tit brug for transport, og igen er de søde til at ville køre med os. Jeg føler mig virkelig godt tilpas i deres selskab. Jeg føler mig også godt tilpas blandt de andre udvekslingsstuderende, der bor på Lobo Village, vi hygger os sammen alle sammen, og vi har det godt med hinanden.
Den 16. og 17/1 var der velkomst og orientering på UNM (University of New Mexico). Jeg var som sagt syg, men klarede mig igennem dagene alligevel. Det var to dage fyldt med en masse nye informationer og nye bekendtskaber. Det hele har været så overvældende, men på den gode måde. D.17., var vi i "Old Town" en bydel, der stadigvæk har beholdt sin gamle stil, og som har en helt speciel atmosfære over sig. Der er også et album med billeder derfra. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal dertil. Egentlig skulle vi starte i skole d.20. januar, men da det var Martin Luther King Day, havde vi fri. Den fridag skulle selvfølgelig bruges i et storcenter, og jeg fik shoppet lidt. Der er flere storcentre og steder jeg ikke har været endnu, så mit Master Card skal nok blive rødglødende mere end én gang. Alt er billigt herovre, også tøj. I hvert fald de fleste steder. Nå, men vi startede så i skole tirsdag d.21. Vi har i alt fire kurser, hvilke strækker sig udover alle ugens hverdage. Vi har "Intercultural Communication", "American Life and Thought", "American Popular Culture", og "Cultures of the World". Det er hårdt, vi har rigtig meget læsestof for herovre, og man bliver bedømt på alt lige fra afleveringer, fremmøde og deltagelse i undervisning. Der er også "pop-quizzes", som er små opgaver på klassen, som vi også får karakterer for. Det tricky ved det er, at vi ikke ved, hvornår de er. Det er underviserenes måde at finde ud af, om vi læser lektier og følger med. Det er næsten ligesom at komme tilbage på gymnasiet. Der er slet ikke nær så meget frihed som på Aalborg Universitet. På et kursus, som vi har fravalgt igen, gik vi i klasse med en, der klædte sig som en hund - halsbånd, hale, ører og hele molevitten. Der er mange sjove typer herovre, og mange af dem på campus. Jeg har også set en med nissehue, en med højhat, en med pink og blåt hår osv. UNM, og USA generelt er et sted med plads til alle typer af mennesker.
Deres mad herovre er meget anderledes end i Danmark. Især her i New Mexico, hvor de godt kan lide stærk mad. De elsker chili, og det er en del af deres madkultur. Man kan risikere at blive stillet spørgsmålet "Red, Green, or Christmas?", hvilket går ud på om man bedst kan lide rød, grøn eller begge slags chili. Jeg har det med at svare "none", hvor jeg så bliver mødt med et lidt skeptisk blik, der dog hurtigt afløses af et smil. Hvad der normalt er stærk mad for mig, er nærmest mild for dem. Derudover er det næsten umuligt at finde groft brød, især på restauranter og spisesteder. Der kan jeg ligeså godt opgive at spørge efter fuldkornsbrød. Forleden dag var Cathrine og jeg med Caleb inde på luftvåbnets base (han er i luftvåbnet), hvilket nærmest er et lille samfund for sig. Der var vi i et supermarked, hvor jeg fandt rugbrød. RIGTIGT rugbrød, som endda smager af rugbrød, og som smager godt, så jeg fik da også lige købt to pakker, MUMS. Der er også andre danske madvarer, som jeg savner, såsom remoulade og pålægschokolade, bearnaise sovs og en masse andre sjove ting, som man vel egentlig tager forgivet hjemme i Danmark. Jeg må få skrevet en liste, så jeg kan få mor og Thomas til at sende mig en pakke med diverse.
Jeg har selvfølgelig også været i byen herovre. Drinksne er billige, og det har alle været nogle gode byture. Det ene af stederne var et sted med primært homoseksuelle, det var lidt sjovt at opleve. Nattelivs kulturen er helt anderledes herovre, alle bliver spurgt om ID alle steder, og så lukker samtlige barer og natklubber senest kl.02.00., men så tager man som regel videre til en privatfest. De gør også meget i privatfester herovre, og det er "alle inviterer alle" fester, så det kan godt blive nogle godt proppede fester. Den sidste privatfest vi var til, dukkede politiet op. Det gør de tit herovre. Festen blev lukket ned pga for meget larm og for mange mennesker, og alle skulle gå. Men så tager man bare videre til en anden fest. Lige netop den her fest, tog vi så bare hjem i stedet for. I samme øjeblik, som jeg sidder og skriver dette blogopslag, er de andre i byen, det er lidt over midnat, natten til fredag herovre. Jeg har ikke været helt på toppen i dag, så jeg havde brug for en hjemmeaften.
I søndags var jeg i kirke. Folk i USA er meget mere religiøse, eller, de dyrker i hvert fald sin religion på et helt andet niveau end i DK. Troen på Gud og Jesus er en del af manges hverdag herovre, nogle mere end andre. Nogle af de amerikanske venner vi har fået herovre er kristne, og går i kirke om søndagen. Christian og jeg besluttede, at vi gerne ville prøve at se, hvad det er de personer, som vi er sammen med hver dag, laver når de er i kirke. Jeg føler lidt, at jeg gerne vil vise interesse for dem 100 %, hvilket inkludere at prøve de ting, som de går op i. Jeg var positivt overrasket over oplevelsen. Jeg går kun i kirke i DK, når der er et bryllup eller andet kirkeligt af samme kategori. Jeg havde gjort meget ud af at vælge det helt rigtige og mest passende tøj til at gå i kirke. Jeg skulle ikke risikere at dukke op og blive dømt ude på forhånd. Vi tog til en gudstjeneste kl.17., da det er en gudstjeneste med lidt mere gang i end den om morgenen. Da vi ankom, var der alle slags mennesker: ældre, unge, børn, klædt i alt slags tøj. Mine tøjbekymringer var slet ikke nødvendige. Kirken, som jeg selvfølgelig ikke kan huske navnet på nu, lignede slet ikke en kirke, som jeg kender den. Det lignede mere en koncertsal, med en scene og en masse siddepladser. Før og efter gudstjenesten var der et bandt, der sang kristen rock/pop. Folk stod op og sang med, nogle stod bare og rokkede lidt, andre stod med hånden i vejret, for at prise Gud, imens de sang. Det var en lidt speciel oplevelse. Noget der var endnu mere specielt, var selve gudstjenesten. Her sad jeg og ventede på en præst, og han kom da også, men ikke i fysisk forstand. Der blev hejst tre storskærme ned fra loftet, og selve gudstjenesten, var en filmet udsendelse fra en anden gudstjeneste, men en pastor, som skulle være ret kendt. Alt i alt var det en meget speciel men positiv oplevelse, og jeg kunne godt finde på at tage med igen, bare for hyggens skyld. Jeg var på en måde fascineret af at så mange forskellige mennesker samledes om den her fælles ting, og bagefter stod de og snakkede og hyggede. Der kom også en hjemløs ind midt under de sidste sange, han stod og rokkede lidt med til musikken. De tager nogle af de "ufarlige" hjemløse ind (jeg siger ufarlige, fordi hjemløse herovre kan være ret så farlige), og så giver de dem med og drikke, som de kan tage med sig. Det synes jeg var utroligt rørende.
Der er så mange ting jeg gerne vil fortælle, men der sker så meget på så kort tid, så har svært ved at få det hele med. Jeg vil fra nu af forsøge at få skrevet kortere, men oftere opslag. Jeg vil slutte dette opslag af med, at sige, at jeg har det rigtig godt. Jeg savner alle derhjemme i Danmark, men ikke på en trist måde. Noget helt andet er, at jeg allerede nu har mødt mennesker, som jeg er blevet så glad for, at bare tanken om, at skulle sige farvel på et tidspunkt, giver mig ondt i maven. Heldigvis er der et stykke tid til det endnu, og jeg skal nå at tilbringe meget mere tid med de mennesker, og opleve en hel masse mere inden jeg kommer hjem til Danmark igen.
Xoxo
Christina
- comments
Kirsten M. Jensen hvor er det spændende, godt du får nogle anderledes oplevelser,hyg dig nu rigtig godt Sinne, så du har en masse og fortælle når du kommer hjem knuz mormot