Hej alle

Så kom vi fra Wellington, som vi hurtig fandt ud af, var en MEGET kedelig by, og man kunne bestemt ikke mærke på den at det er deres hovedstad. Det eneste som byen egentlig havde at byde på var som sagt Te Papa National Museum - hvilket også var en sjov oplevelse. I dag bød turen på en forholdsvis lang bustur på omkring 6 timer, men da vi nærmede os Taupo blev vejret betydeligt bedre og vi fandt hurtigt ud af at det var et utrolig flot sted. Da vi kom til vores hostel og vi fik tjekket ind, bestemte vi os for at tage en eftermiddag på værelset og bare slappe lidt af. Da vi så senere skulle i gang med at kokkerer i køknet, stødte vi tilfældigt ind i to englænder, som vi have rejst lidt sammen med i Australien, hvilket ikke var første gang, da vi har mødt op til flere som vi også snakkede med i Australien - så finder man hurtig ud af hvor lille verden pludselig er, når man helt tilfældigt render på folk igen.

Da dagen i dag var St. Patrick dag, hvilket vi ikke vidste før vores buschauffør fortalte det, som er en dag Irland fejre, og som de selv siger, så er det blot en undskyldning for at drikke sig godt fuld. Derfor besluttede vi os for at tage et smut ned i byen for at se os omkring sammen med en af de to englænder, og man kunne nemt se, hvilket land der var i fokus. Næsten alle havde enten helt grønt tøj eller havde en grøn hat, briller eller tørklæde på og så var alle ellers bare godt fulde. Det var en meget hyggelig aften og denne gang var vi eksemplariske og opførte os voksne og IKKE mistede eller ødelagde noget J

Fredag var vejret ikke helt i top, og vi valgte derfor bare at sove lidt længe og så se hvad dagen havde at bryde på. Eftermiddagen gik med lidt afslapning på værelset og omkring 16 tiden besluttede vi os for at gå op til Huka Falls, som er en rigtig smuk flod med krystalfarvede vand. Vi havde fået af vide at det tog omkring en halvtime til én time at gå der op, så vi tog et kort med og så drog vi af sted. Vi fandt dog hurtigt ud af at New Zealand og så deres tidsfornemmelse overhovedet ikke hænger sammen - alt i alt var vi væk i næsten tre timer og vi brugte ca. ½ time ude ved Huka Falls. Men da vi ENDELIG kom der ud, var det lige så smukt som vi havde læst, og helt bestemt gåturen værd selvom den var lang - det krystalfarvede vand der strømmede igennem floden var helt unikt. Da vi vendte snuden hjem mod byen igen, begyndte det selvfølgelig at støvregne, og vi fik det hurtige ben foran, men lige lidt hjalp det. Det holdte ikke op, før vi kom til det første lookout point, hvor vi kunne se ud over hele byen, hvilket blot fortalte os at vi skulle skynde os endnu mere, da skyerne så rigtig faretruende ud! Og lige nøjagtig som vi var 10 meter fra vores hostel begyndte det at regne endnu mere! Resten af aften stod på en dejlig aftensmad, og så ellers bare på hovedet i seng, da vi i morgen kl. 5.40 skal ud på Tongariro Crossing, som er en hike på 19 km., hvor vi skal ud og gå på de bjerge som er med i Ringenes Herre.

Lørdag morgen ringede vækkeuret kl. 04.40, JA det var tidligt. Men op skulle vi, da vi skulle ud og bestige Mt. Doom (fra ringenes herre). Kl. 05.40 hentede bussen os og så var der 1½ times kørsel ud til nationalparken hvor bjerget er. Da vi ankom, var det KOLDT. Der var ingen der lige havde fortalt os at shorts og 4 trøjer ikke er nok tøj at tage på når man skal bestige et bjerg og man starter kl. 07.15. Så vi gik power-walk de første 4 kilometer, da de går forholdsvis ligeud, bare for at holde varmen. Men efter de 4 kilometer kom vi til et punkt som hedder "the devils staircase" og tro os, det er der en grund til. Det tager 45 min at gå op af dem og det var PISSE HÅRDT!!! Men da vi var halvvejs oppe kunne vi ikke se jorden mere, da det var meget overskyet, hvilket bare gjorde det endnu mere koldt og som fik os til at gå endnu hurtigere. Da man går for sig selv og ikke i store grupper kunne vi selv bestemme tempoet, hvilket var fint, indtil vi kom så langt op at vi ikke længere kunne se nogen omkring os. Vi havde læst i en brochure på vej ud til nationalparken at hvis vejret var dårligt var der et punkt hvor man skulle vende om. Da vi nåede det punkt og ikke længere kunne se andre, bestemte vi os for at vente for at se om der kom nogen, da vi ikke var sikre på om vi kunne fortsætte, da vinden virkelig var begyndt at tage til. Men efter et par minutter kom der nogle drenge som vi hægtede os på. Til vores store overraskelse var vi på daværende tidspunkt ikke mere end halvvejs oppe af bjerget, men efter ca. 20 min kom vi til et punkt hvor det bare var fladt. Normalt ville det have været utrolig smukt, men da det var total skyet kunne vi ikke se mere end 20 meter omkring os og samtidig var det så ufattelig koldt, at vi bare gik og kiggede ned i jorden. "Endelig" kom vi til det punkt hvor det begyndte at gå op ad igen, til at starte med tænkte vi at det var fedt, for så kunne vi få varmen, men desto højere vi kom op, desto mere blæste det også. Lad os bare sige at det ikke er særlig sjov at bestige et bjerg når man ikke kan se noget omkring sig, da man går inde midt i en sky. Vi prøvede at følge efter drengene, men de havde ufattelig travlt og da det ikke ligefrem var en stabil vej op og det samtidig blæste ca. 40 Km/t kom de for langt foran. På et tidspunkt ville vi ikke mere, for vi kunne ikke se toppen af bjerget eller hvor langt oppe vi var, vi kunne kun se det gik op ad. Samtidig gik vi på daværende tidspunkt på 1 meter smalle "stier og det eneste vi kunne se var at det gik ned på begge sider af dem, men igen kunne vi ikke se hvor langt eller hvorhen da der var helt hvidt omkring os. Endelig kom vi til en stor sten som vi kunne stå i ly bag, samtidig stod der et par og en ældre tysk mand der, så vi tænkte at de kunne hjælpe os op over toppen. De kunne godt se på os at vi ikke var helt glade for situationen og spurgte derfor om de skulle gå foran og bag os, hvilket vi sagde ja til med det samme, da man virkelig frygtede at blive blæst af bjerget da det nu blæste omkring 50 km/t. Vi troede at vi næsten var ved toppen, men vi havde "desværre" stadig 10 min op af bjerget, før vi endelig nåede toppen. Normalt ville det være fryd at man stod deroppe og folk plejer at stå og tage billeder af den smukke udsigt. Det eneste vi kunne se var den sorte jord vi gik på(det er jo en vulkan) og så var det hele bare hvidt omkring os, så vi kunne faktisk ikke komme hurtig nok ned, da det stadig blæste enormt meget. Heldigvis havde den tyske mand vandrestave med, så han brugte den ene til at støtte i jorden foran sig og den anden holdt vi fast i mens vi holdt fast i hinanden også. Lad os bare sige at det går rigtig, rigtig meget ned af og man virkelig glider tit. Endelig kunne vi dog se den sø som er oppe på vulkanen, eller det vil sige vi kunne skimte den igennem skyerne, hvilket gjorde os lidt mere trygge, så vi gik det sidste stykke ned til søen selv. Her var det dog også alt for skyet og koldt til at man faktisk kunne se søen ordentlig, så vi gik hurtigt videre. Herefter gik vi et langt stykke på fladt jord og det begyndte at klare lidt mere op, så man følte egentlig bare lidt at man gik på månen, da det var helt fladt. Til sidst kom vi til endnu et bjerg vi skulle op over, dette var dog slet ikke så højt som det andet, så vi kom hurtig op ad det og derefter begyndte nedstigningen og i løbet af 5 min. kunne vi se jorden, hvilket virkelig var en lettelse for os. Herefter have vi dejlige 2½ times nedgang, til vi nåede jorden og det er uden tvivl de smukkeste 2½ time vi har gået. Efter 1 time nåede vi til et hus som er beliggende 1450 meter over havets overflade, hvor vi spiste vores frokost og ENDELIG var ved at have normal temperatur igen. Herefter havde vi 1½ time ned og det gik også fint, men de sidste 2½ kilometer føltes dog som om de aldrig ville ende, da vi gik inde i en skov og man ikke kunne se andet end stien man gik på. Efter 5½ time nåede vi endelig i mål, trætte og stolte over at vi faktisk havde gennemført. Det er uden tvivl hårdt, men fordi vi var så bange på toppen og fordi det var så koldt, tænkte vi slet ikke på hvor hårdt det var, det eneste der var i vores hoveder var bare at komme ned. Det var en kæmpe oplevelse og vi var alle 3 enige om at det bungy-jump vi skulle lave dagen efter bare kunne komme an. Vi var dog lidt kede af at vejret ikke havde været bedre, for på en klar dag kan man se fra østkysten til vestkysten, det ville være synd at sige vi kunne det og da vi nåede målet kiggede vi op på bjerget og så var der selvfølgelig helt skyfrit deroppe, øv øv. Efter vi havde ventet 1½ time på bussen kom og hentede os og derefter 1 times kørsel nåede vi endelig vores hostel. Trætte, stolte og virkelig udmattede. Resten af eftermiddagen og aftenen gik med madlavning og et fantastisk lækkert bad og så gik vi ellers i seng kl. 21.45.

Søndag var den eneste plan på vores dagsorden BUNGY-JUMP!!! Så vi valgte at sove længe(kl 10) og derefter lave os en fantastisk lille mokost. Vejret var super godt, så vi sad egentlig bare ude foran vores hostel og nød det dejlige vejr. Kl. 14 kom Bungy bussen endelig og hentede os. Lad os bare sige at tiden indtil da havde været lidt lang. Selvom vi dagen for inden var stensikre på at vi ikke ville være nervøse, så kildede det dog lidt i maven da det gik op for os at det ´faktisk var NU! Efter vi ankom til stedet valgte vi lige at se nogle hoppe først inden vi skrev os ind. Efter et par hop blev vi dog enige om, at vi lige så godt kunne få det overstået, så vi gik ind og skrev os op. Derefter gik det sindssygt hurtigt og før vi vidste af det var vi i seletøj og så var det næste jo bare at hoppe. Christina skulle springe først, hvilket hun ikke var stolt af og nervøsiteten meldte sig da også da hun kom ud og fik det sidste sikkerhedsudstyr på. Da det blev hendes tur og hun skulle til at hoppe, synes hun virkelig ikke det var sjovt mere, men til vores og hendes store overraskelse hoppede hun så snart de sagde Bungy. Derefter var det Marianne. Hun var ikke så nervøs som de andre, da hun havde villet det længe, men hun var heller ikke stolt af situationen, bestemt ikke da hun kom ud og stå, man fatter slet ikke hvor tung den elastik egentlig er. Men 3, 2, 1 Bungy og så er man væk. Til sidst var det Malene, hun sad alene og ventede og var ikke så glad for at hun igen var sidst ligesom til skydive. Men ud kom hun og ligesom os andre blev hun også en smule nervøs da hun kom hen til kanten. Men selvfølgelig er hun lige så sej som os andre, så efter de havde sagt bungy var hun også af sted. Da vi alle 3 var på jorden igen var vi så sindssyg stolte og enige om at det var den VILDESTE oplevelse nogensinde og samtidig det vildeste adrenalin-chock. Lige i det man hopper, tror man virkelig at man skal dø indtil elastikken griber en. Men stolte glade og ikke til at skyde igennem gik vi den lange vej op til kontoret for at se vores film.

Lige nu sidder vi på McD for, for en gangs skyld at gøre brug af deres free wi-fi. Vi er alle 3 ufattelig stolte og er helt enige om at white og black water rifting bare kan komme an, for der er ikke det vi IKKE KAN!! Aftenen skal gå med lækker aftensmad og nok en enkelt øl til at fejre at vi selv synes vi er sejere end sej ;) i morgen går turen videre til Roturua og vi er alle glade for at skulle forlade vores hostel da det er mere end lydt. Man kan sidde på sit eget værelse og følge med i alle andres samtaler på deres værelse, ja man kan endda høre når de vender sig i sengen, så det kan godt være lidt svært at falde i søvn om aftenen og samtidig kan man også sagtens høre når folk står op om morgenen. Så vi håber på at vi kommer til et lidt mere lydtæt hostel.

Knus og kram fra os 3 - Vi synes selv vi er mere end awesome!!!!!