Hej Alle

Lørdag forlod vi Picton omkring middagstid, hvor vi herefter skulle bruge de næste 3 timer på færgen for at komme op til nordøen. Da vi et par dage forinden havde fået af vide af vores buschauffør, at sejlturen ud ville være rigtig flot, skulle vi selvfølgelig helt op på soldækket, for at nyde udsigten og det gode vejr. Men da vi først begyndte at sejle, blev vi alle tre ret hurtige enige om, at det blæste alt for meget, så vi satte os indenfor, hvor vi opholdt os indtil vi lagde til kaj i Wellington havn. Efter en kort køretur fra haven nåde vi vores hostel, hvor vi herefter hurtig fik tjekket ind og til vores store overraskelse fik vi endnu en gang et værelse for os selv med eget bad, så vi var mere end tilfredse. Da det var 8 dage siden vi sidst havde været i byen, mente vi bestemt, at vi måtte ud og tjekke Wellingtons natteliv ud, så efter et lækkert måltid mad og et par timer senere, smuttede vi ned på den første bar. Men som aftenen skred frem og måske lidt for mange drinks, mente Marianne, at hendes seng kaldte, men vi andre mente at det var for tidligt, så Marianne smuttede hjem selv. Det viste sig dog hurtigt, at det var en dum idé, for da vi 2 timer senere kom tilbage til hostelet, var der sket et "lille" uheld, så efter 1 times rengøring var vi også klar til at smutte i seng.

Søndag morgen skulle vi endnu en gang tidligt op for at skifte til et andet hostel, og da vi jo havde været i byen aften forinden, stod hele søndagen bogstaveligt i tømmermændenes tegn for alles vedkommende. Derfor var vi ikke meget for, at vi nu skulle vente 4 timer, før vi kunne tjekke ind på det andet hostel. Efter at have tjekket ud og havde fundet Nomads, hvor vi kunne få vores bagage opbevaret, smuttede vi på McDonald's for at gøre brug af deres gratis internet. Omsider blev klokken 2 og vi kunne tjekke ind - Da vi havde booket over internettet, var det billigste vi kunne få et dorm med 10 senge, så vi var alle klar over, at det ville blive tæt, men da vi kommer ind, ser vi, at der kun er tre senge og en dobbeltseng + eget bad og toilet. Så vi var ovenud lykkelige for at vi endnu en gang havde fået noget der var bedre end det, vi havde regnet med og betalt for. Derefter gik der ikke mange minutter før vi alle lagde på langs i hver sin seng. Eftermiddagen gik med at få vasket tøj og stort set bare komme til kræfter igen efter en hård dag.

Mandag havde vi planlagt, at vi ville på Wellingtons National museum, Te Papa, som fortæller en masse omkring hele New Zealand, hvordan landet blev til, "deres" naturkatastrofer som f.eks. jordskælv, den lokalebefolkning kaldt Maori mm. Dog har vi ikke haft de bedste oplevelser med et museum, så var vi alle bekymret for, at vi ville gabe efter 5 minutter, men sådan gik det heldigvis ikke - vi fandt det en del spændende og endte endda med, at bruge omkring 3 timer derinde, så vi var ret stolte af os selv, da vi gik tilbage mod vores hostel. Da vi kom tilbage fik vi en hurtig frokost for igen at gå ned i byen. Da vi indtil videre ikke har været så heldige med vores shoppingsturer her på New Zealand, ville vi gøre et forsøg i Wellington, men endnu en gang blev vi skuffet og endte ret hurtig tilbage på vores hostel. Selve aftenen gik med film, kortspil og bare ren afslapning, for at lade op til en tur i Botanisk have dagen efter.

Tirsdag havde vi besluttede os for at tage "den røde Kabel bil" op til de Botanisk haver, da det er en af de ting som bare er "must do" i Wellington, så det valgt vi at gøre. Efter en halvtimes tid fandt vi endelig "stationen" hvor kabel-bilen kørte fra, og vi fik købt os en billet. Vi blev dog hurtige meget skuffede, da vi havde regnet med at vi skulle køre rundt i byen og se nogle ting, men nej nej, vi kørte i max. 5 min., op til de botaniske haver og så var det det. Derfor måtte vi stige pænt ud og "gå på opdagelse" i deres botaniske haver. Men endnu en gang var det som om, at vi blev slemt skuffet - haverne var ikke som sådan særlig pæne og da det så småt er begyndt at blive efterår hernede, var mange af blomsterne enten døde eller visnede og det samme galte træerne. Efter vi havde gået rundt i haverne i godt 2 timer, havde vi egentlig besluttede os for at tage tilbage til kabel-bilen og tage den ned, nu når vi havde betalt for det. Men sådan gik det ikke, for vi var endt kun 15 minutter fra byen, og magtede derfor ikke at gå hele vejen op igen for at tage bilen ned, så det blev en gåtur i stedet for og en spildt billet på 2,5 $. Efter at have gået i en time eller der omkring kom vi endelig til noget, som vi kunne genkende, og blev nu enige om at vi var på rette vej hjem.

Resten af eftermiddagen stod på afslapning for at være oplagt til aftens sidste bytur i Wellington. Efter at have drukket noget vin på værelset, hvilket vi i realiteten ikke måtte, idet vores hostel samarbejder med en bar ved siden af dem, var vi klar til at smutte af sted i regnvejr. Aften forløb også helt som den skulle lige indtil vi skulle til at hjem. Da vi skulle til at betale for noget mad, kunne vi ikke finde Mariannes pung, hvilket var lidt noget lort da hendes kørekort, dankort og vores fælleskort lå i den. I øsregnvejr løb Christina og Marianne tilbage til baren, hvor vi havde siddet hele aftenen, dog uden held, og vi måtte så konkludere at vi havde tabt den, men ingen af os vidste hvor eller hvornår.

Dagen efter vågnede vi alle op og håbede egentlig bare på at det var en ond drøm, men det var det ikke og da klokken blev omkring middag stod vi op, i håb om at vi kunne finde den et af de steder, hvor vi havde været i aftens/nattens løb. Det skal siges at vi gik fra baren, hen til indkøbscentret, og tilbage igen, uden at nogen havde set noget som helst til den. Det eneste håb der var tilbage var politistationen, hvor vi alle mente at chancen var meget lille, men vi fik fortalt hvor den lå og vi bevægede os derhen imod. Som en lille solstråle af historien, var der HELDIGVIS en som havde fundet den og afleveret den på politistationen halv time ind vi kom, hvilken var en stor lettelse for os alle sammen - nu kunne vi alle slappe af! Resten af dagen stod lige for en gangs skyld på afslapning med Sex and the City på værelset og så var vi klar til at forlade Wellington.

Knus og kram Wellington