Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle J
Torsdag morgen stod vi op kl. 8 for at komme med bussen videre til Picton. Picton er vores sidste stop på sydøen, så vi er ved at være godt halvvejs på vores tur i New Zealand. Omkring kl. 11.30 nåede vi Picton og vores chauffør havde sagt at vi bare skulle finde den shuffle bus fra vores hostel og så ville vi komme lige til døren. Som sagt som gjort og der gik heller ikke mere end 10 minutter før vi sad i bussen. Men selvfølgelig går alting ikke nemt for os, så efter vi havde ventet i små 10 minutter, startede vores chauffør endelig bussen, men den ville selvfølgelig ikke starte. Så vi måtte ud og skubbe, for at se om den så ville starte, men det var mere end død. Så vi måtte slæbe al vores bagage ud af bussen igen og derefter gå vejen til vores hostel. Til vores store glæde viste det sig dog at der kun var 5 minutters gang hen til vores hostel, så vi syntes egentlig at al besværet nemt kunne have været undgået, hvis vi bare var startet med at gå.
Da vi ankom til vores hostel blev vi dog noget overrasket. Lad os bare sige at da vi så det, tænkte vi alle sammen med det samme på Villa-villa-kulla fra Pippi Langstrømpe - og det minder også en hel del om det, bortset fra at vi mangler kisten med alle guldmønterne i ;) Efter vi havde fået frokost tænkte vi at vi ville ud og se hvor vi var havnet, det viste sig dog hurtigt at Picton er en meget lille by og der ikke er nær så meget at se i byen som vi troede på nær, hvis man går en af deres utallige walking-tracks, men det følte vi ikke lige for den dag. Så vi gik på biblioteket, da der var gratis Wifi og brugte de næste 2 timer. Om aftenen ville vi endnu engang have lavet lækkert mad, men da vi kun troede der var et lille supermarked i Picton, hvor der absolut INTET udvalg var, stod menuen på frosne grøntsager, spaghetti og dolmio-sovs - vi har smagt det der var bedre.
Fredag sov vi længe, eller så længe som det er muligt når man sover i Villa-villa-kulla med 7 andre personer, så kl. 9 var vi alle mere eller mindre vågne. Efter morgenmaden begav vi os ud på en af deres smukke vandreture. Vi havde fået af vide den ville tage 2 timer og 15 min hver vej og vi tænkte at det lød helt fint, det ville vi sagtens kunne klare. Turen derud gik også ganske let, det var en utrolig flot tur og når man nåede til lookout-pointene var det virkelig turen derud værd. Da vi efter godt 2 timer endelig nåede målet, holdte vi en halv times pause, hvor vi bare nød den utrolig smukke udsigt og det fantastiske vejr. Jo, vi har sørme fået sommervejret tilbage. Derefter tænkte vi, det var på tide at gå tilbage af, da vi selvfølgelig ikke havde taget noget mad med og vi vidste alle 3 at der maks. ville gå en time og så ville vi begynde at blive sultne. De første 5 minutter gik også ganske let - det skal lige siges at for at komme derud går man først op af et bjerg for at gå ned af et bjerg igen, så vi vidste godt vi skulle starte med at gå op ad - vi havde bare glemt hvor MEGET det havde gået nedad da vi gik derhen. De næste 30 minutter talte vi overhovedet ikke sammen, det var fysisk umuligt og vi er alle 3 enige om at det er det hårdeste vi nogensinde har gjort - det tæller for mindst 10 løbeture! Nu tænker i nok pylder, men hvis man ikke har gået turen har man slet ikke lov til at udtale sig om den, for det var mere end hårdt!!!
Da vi endelig nåede toppen af det første bjerg var vi ved at dø - heldigvis havde vi været så kloge ikke at drikke al vores vand nede ved bunden af bjerget, ellers var vi ikke kommet ned i live. Efter at vi endelig havde fået normal vejrtrækning igen begav vi os ned af det sidste bjerg. Igen havde vi bare glemt at det konstant går op og ned ad den strækning og det var som om at vi havde glemt alle de bakker vi var gået nedad, for der var konstant nye bakker at gå op ad. De sidste par kilometer kunne vores ben bogstavligtalt ikke mere og der er ingen af os der ved, hvordan vi kom ned, men det gjorde vi! Når man så er nede er det selvfølgelig en kæmpe sejr at have gennemført turen, men lige pt. er der ingen af os der ser frem til at bestige Mt. Doom i Taupo, som er på 19 km., for det er hårdere end man lige går og tror. Da vi endelig nåede vores hostel efter vores vandretur, var mad og drikke det første der stod i vores hoved og vi spiste på nul komma 5 for vi var gået helt sukkerkolde.
Aftenen brugte vi på afslapning og fejrede samtidig at vi ikke har rørt alkohol i en uge - vi er faktisk ret stolte! Til gengæld ved vi også godt hvad i morgen aften kommer til at byde på, når vi rammer Wellington med en ny bus.
Til trods for ømme kroppe, især ben og lår, har vi det alle godt og nyder smukke New Zealand i fulde drag!
Knus og kram fra os
P.s. Hvis der er nogen af jer som står og skal ud på en vandretur, så er her lige et par gode råd:
1. Ta' masser af vand med
2. HUSK noget til at holde dit blodsukker kørende
3. Ta' plaster og vabelplaster med (bare spørg Chris hvor ondt det gør at gå op og ned af et bjerg med vabler)
4. Ta' komfortable sko på.
Vi huskede 2 ud af 4 ting, hvor meget kan I mon huske at medbringe? ;)
- comments