Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen.
Her en lille røver mere fra Vanuatu på en dag hvor jeg runder fire måneders mærket i Vanuatu, og netop har rundet 26 års mærket i en større sammenhæng. Undertegnedes mor er kommet på besøg helt fra DK, så de sidste ti dage har den stået på lidt mere konventionel solferie. Mere herom nedenfor.
På Epi er det i det store hele business as usual. Selv kokosnødder og havskildpadder bliver hverdag på et tidspunkt. Se dog alligevel fotoalbum for lidt flere billeder af et sted, som er meget anderledes end Danmark.
Regntiden og dermed malariasæsonen er nu på retræten. Vi har for nuværende inkluderet 22 patienter i studiet, hvilket er lig 176 follow-up besøg, så der har egentlig været nok at lave. Ikke desto mindre er der langt til 150 patienter, som er målet, og studiet kommer ikke til at være færdigt når jeg tager flyveren til juli. Det er derfor kommet på tale at rekruttere en Ni-van stud. med., som kan udstationeres deroppe, og overtage det arbejde jeg laver.De læser på Fiji, og skal åbenbart fuldføre en eller anden form for research/felt-arbejde som en del af deres studie. Det kunne være ret spændende at møde sådan en, så jeg håber han/hun når at komme derop, inden jeg smutter. Stemningen på sundhedscenteret er præget af, at Andys barnebarn blev dræbt i et trafikuheld inde i Vila for tre uger siden.En meget sørgelig historie som endte ret dramatisk med en vred folkemængde uden for politistationen, efter at bilisten var blevet anholdt. Andy og hans kone er lige kommet tilbage fra Vila, og nu pågår så 5 dages sørgen i form af såkaldte "wailing ceremonies", hvor folk fra egnen besøger afdødes families hus. Når de besøgende kommer inden for hørevidde af huset, begynder kvinderne, som ellers kan komme gående helt fredeligt og snakke sammen inden, at jamre meget (med streg under) højlydt. Afdødes familie serverer så som regel noget mad, som man spiser i god ro og orden, hvorefter kvinderne igen rømmer sig og begynder at "waile" for en stund, inden gæsterne igen går hjem. Det virker lidt spøjst set med vores øjne, men det er så altså deres måde at vise en sidste respekt.
Vi har nu endelig fået den nye bil til studiet med venlige hilsner fra den australske udviklingsorganisation AUSaid. En stor flot Toyota Hilux pickup-truck 4WD som efter 2 uger ligner at den har et år og 20.000km bag sig. Den aften hvor bilen ankom med båden, kom vores chauffør forbi min hytte og samlede mig op, hvorefter vikørte rundt og hentede forskellige medlemmer af bestyrelsen for sundhedscenteret samt et par cheifs. Formålet var at teste bilen (læs: køre rundt og dytte i alle landsbyerne og vinke med radioen tændt og string-band musik for fuld smadder :)), hvorefter turen gik til en nakamal for at teste deres kava (mere om kava nedenfor). Det er åbenbart skik og brug at kaste vand på chaufføren, når en ny bil kommer til Epi, så Albert venter i bilen, når vi besøger patienter for tiden. Bilen er med fire sæder i stedet for to, så vi behøver ikke mere sidde på ladet, når vi kører rundt, hvilket er rart. Veje på Epi er ikke så meget veje som det er sammenhængende strækninger af mudder med sten, trærødder og huller (ikke sådan nogle ujævnheder i asfalten som danskere hidser sig op over, men huller man kan falde ned i) ofte med skrænter eller en klippeafsats til den ene eller anden side. Vores chauffør er dygtig (hvilket man er nødt til at være, når man absolut skal fortælle historien om den truck, som sidste år røg ud over én af skrænterne med et dødsfald til følge) men når det har regnet, ville selv ikke Michael Schumacher i en Leopard-kampvogn have fuld kontrol over hans kampvogn hele tiden, og det sker ikke helt sjældent at bilen i stedet for at køre ned ad bakker nærmere glider sidelænds. Det er dog alt sammen gået helt fint lige med undtagelse af en enkelt ret udramatisk episode, hvor en særligt hidsig glidetur resulterede i, at Christian (som heldigvis var den eneste passager) blev vippet af ladet. En episode som ikke desto mindre har haft større nyhedsværdi på den nordlige del af Epi end det med Bin Laden - hvilket dog også nåede frem, og førte til en ret festlig aften med peace corps amerikanerne, som selvsagt var i godt humør den dag.
Epi har været i avisen to gange inden for den sidste måned. Da jeg kom tilbage fra Vila sidste gang, var der et billede på forsiden af en amerikaner med blomsterkrans om halsen. Billedet var taget der hvor jeg spiser min aftensmad hver dag, og amerikaneren har jeg mødt et par gange. Det viser sig at han har startet et nyt politisk parti - Vanuatu Progressive Development Parti (mhmm) - som stiller op til parlamentsvalget i 2012. Epi har ikke haft et parti i 30 år, så forventningerne er høje. De vil bl.a. bygge veje på Epi, og det er et nobelt projekt. Han har bedt mig om at lave en inventarliste over tandklinikken på sundhedscenteret, da han vil ansøge om at få et omrejsende skib med tandlæger (som sejler rundt og behandler folk i yderområderne uden for cyklon-sæsonen) til Epi. Det er ikke nogen dårlig idé, da det eneste behandlingstilbud på nuværende tidspunkt er at trække bisserne ud, og jeg vil tro at det er svært at spise det mad de spiser uden tænder. Af samme årsag bliver inventarlisten nok også kort (tang…). P.s. Der har været tre regeringer i Vanuatu imens jeg har været her! Bare for at give et lille indtryk af det politiske klima. Dette afspejler nok mere manglende organisation og motivation (prøver ret ihærdigt ikke at bruge ord som uduelighed og slendrian), end det afspejler uroligheder. Ikke desto mindre er det jo selvsagt så som så med politiske ambitioner og for dens sags skyld tillid til den nationale direktion, og det er jo en skam.
Anden nyhedshistorie var lidt mere south-central LA, som en af amerikanerne udtrykte det. For to uger siden sad jeg på mit kontor, da jeg pludselig kunne høre en masse mennesker tale i munden på hinanden uden for, og da jeg kom ud, sad der en mand med blod i hele ansigtet i en af bilerne, imens ca. 25 mennesker prøvede at komme op og sidde på ladet. Det viste sig at der havde været et skænderi om noget land i en landsby ved navn Morio lidt derfra, og det var endt med at en fyr havde hentet sin jagtriffel, og var begyndt at skyde op i luften. Desværre gjorde han det inde i en nakamal (altså der var et loft), så kuglerne havde rikochetteret,og havde ramt én person lige over øjet og en anden på halsen. Det var altså førstnævnte som sad på passagersædet i den bil jeg så, og som var på vej til flyveren imod Vila, hvor landets største hospital ligger (meget rart at blive skudt på én af de to dage om ugen hvor der går fly, hvis det endelig skal være!). Alt i alt en kedelig historie som helt sikkert er meget nedbrydende for sådan et lille samfund, hvor folk er meget afhængige af hinanden. Synderen sidder i fængselet i Vila, og jeg er sikker på, at der bliver drukket noget kava og slagtet nogle grise i Morio for at gyde olie på vandende imellem diverse familier.
Og så har jeg vist lovet et par gange at fortælle noget om kava. Kava er nationaldrikken i Vanuatu, og bruges som alt fra håndbajer til ceremonielt remedie. Kava laves ved at knuse kavaroden enten med værktøj eller i nogle områder ved, at ugifte mænd tygger den (har du husket dine vaccinationer?). Det ligner mosevand, og smager lidt værre end det ser ud. Ude på øerne fremstilles kavaen dagligt frisk, og man drikker det i de såkaldte nakamals (jf. tidligere blogindlæg og se billede i nyeste fotoalbum) af en halv kokosnød, som man skal tømme i én ombæring. Som regel følger en lille snack (ø-mad - ikke popkorn) med for at tage smagen, og mange drikker lidt vand samtidig. Det er non-alkoholisk, men indeholder et alkaloid (ligesom kokain - dog ingen andre ligheder), så man bliver følelsesløs i munden og meget afslappet. Desuden stimulerer det spytproduktionen, så folk står og harker helt vildt, imens de taler sammen. Jeg tror, at det har en lokalbedøvende og/eller paralyserende effekt på mavetarm-systemet, for det fremkalder let kvalme, og de lokale siger, at hvis man spiser et måltid lige inden man drikker kava, så kaster man det op igen (bliver bedre og bedre). Derfor drikkes det også som regel inden aftensmad, og hvis man falder i gryden, så er det ikke til at få en bid ned bagefter. Og det er nok i virkeligheden det største problem med kava for en fyr, der i forvejen går og tærer på fedtet bag øjnene, rundt om nyrerne og under fødderne. Folk som frekventerer nakamalen lidt for ofte, kan kendes på deres klejne figur. Andy viste mig i øvrigt en dag en patient, som havde en eller anden ret udtalt hudsygdom, der åbenbart også kan forsages af rigtig meget kava igennem rigtig mange år. Jeg bor 10m fra en nakamal, og der er helt sikkert nogle stamgæster, som bruger en rum tid og sund sum penge hver måned derinde. En engelsk antropolog, som boede på Sunset Bungalows for nogle måneder siden, interviewede en masse folk fra Epi ang. konflikter i lokalsamfundene, og han sagde, at kava i blandt kvinderne blev rapporteret som den klart hyppigste årsag til konflikter i hjemmet.
Det var i øvrigt fis det med fedtet under fødderne. Jeg har fulgt peace corps amerikanernes eksempel, og fragtet en ordentlig røvfuld havregryn, müsli og mælkepulver ud til Epi, hvilket har gjort underværker for min ernæringstilstand. Det lyder pauvert (og det er det jo for fanden også), men kombineret med lidt vitaminpiller er det helt fint til at udfylde frokosthullerne, og til at træde i stedet for morgenmaden, når den består af kiks. Har i hvert fald genvundet kampvægten fra da jeg kom, og folk spørger ikke mere, i hvilken nakamal jeg drikker min kava, som det første når de ser mig.
Så er der solferien. Vil holde det kort, da denne blog helst ikke skulle glide for meget over i et postkort fra sharm el sheikh. Min mor og jeg har besøgt øerne Efate (hvor hovedstaden Vila ligger) og Santo. Fire dyk, to vandfald, en strand berømt for Survivor programmet, en strand berømt for Blue Lagoon (ungdomsfilm fra 80'erne med Brooke Shields) og en hiking/svømmetur igennem enkæmpe drypstens hule. Se fotoalbum. Bedste oplevelse: dyk på et kæmpe amerikansk troppeskib fra 2. verdenskrig. SS President Coolidge ligger på 21-73m vand og gik ned i 1942 med jeeps, artillerikanoner, 5000 mands udstyr og mange andre ting. Dele af skibet er kollapset, hvilket gør, at man kan dykke imellem etagerne, og det gør man så med en lommelygte, imens man siger "wow" ind i regulatoren. Helt fantastisk at svømme rundt inde i mørket, og se alt WW2 grejet omgivet af kæmpe fisk, murene-ål og havskildpader hist og her. Næstbedste oplevelse: 3 timers hiking/svømmetur igennem en kæmpe drypstenshule, som blev åbnet for offentligheden i 2000, og deraf har fået navnet Millenium Cave. Først en times vandring fra en lille landsby igennem bushen hen til kanten af en kløft som man så klatrer ned i via reb og stiger. Så igennem selve hulen med lommelygter vadende i en flod, som suser igennem i mørket. Til sidst 1 times vandring kombineret svømmetur kombineret udspring fra 4m høje klipper igennem kløften ned ad floden. Afslutningsvis en klartetur op ad kløften og en vandretur tilbage til landsbyen, imens ens tøj og sko tørrer stille og roligt. Just awesome!
Det var vist hvad det kunne blive til i denne omgang. Tager tilbage til Epi i morgen tidlig men vist nok bare for en kort bemærkning. Regner med at være tilbage i civilisationen om to ugers tid…
Hav det godt så længe, og tak fordi du lyttede atter en gang…
Christian
- comments
Tante Lotte Først og fremmest : Tillykke med fødselsdagen i onsdags! Den har garanteret ikke mindet ret meget om fødselsdagene i sommerhuset med jordbærlagkage!!!! Det er dæleme svært at kommentere dine beskrivelser, som selvfølgelig atter er meget underholdende. Man kan kun komme med floskler som "Waw" og "det er da løgn" og lignende ligegyldigheder. Og så gentage, at du må forberede dig på en 3-dages invasion af meget nysgerrige familiemedlemmer, der vil se ALLE billederne og have svar på ALLE spørgsmålene. Og så vil jeg altså gerne vide, om din mor har deltaget i den vanvittige huletur, du beskriver. I så fald "respekt!" Mon hun er på vej hjem til DK igen, eller mon hun lige skal ud og tjekke forholdene på Epi? I så fald også "respekt!" Jeg ville nu nok ikke kunne lade være, hvis det var mig. Pas nu rigtigt godt på dig selv, min dreng! Kærlige hilsener fra tante Lotte
Bente Hej Christian: Fantastisk beskrivelse, kan næsten smage kavaen, hvad med at starte en import til Danmark som slankemiddel? Det kan anbefales at spise kokosnød og banan som fedekur og mineraltilskud. Du må se at få luret teknikken af med hvordan man bygger en nakamal, så I kan lave en oppe i sommerhuset. For jeg kan forsikre dig for, at du resten af dit liv vil længes efter Sydhavet, og selv kava kan man blive nostalgisk over! Hils din mor og sig at hun er den sejeste, og at jeg glæder mig meget til at se hendes fotos og høre historierne fra Kurrekurredutøen og omegn. Hilsen Bente