Profile
Blog
Photos
Videos
Ok here goes. I skrivende stund er en cyclonen Atu ved at uddele skipperlussinger til hovedøen Efate, hvor jeg befinder mig, så bær over med stavefejl og sentimentale passager.
For tyve dage siden fløj jeg fra Kastrup med hoved fyldt af palmer og tequila sunrise, kun for at blive slemt skuffet i Heathrow da jeg ikke fik lov til at komme med flyet til Auckland. Sagen er den, at man selv for mellemlande i USA skal have udfyldt et elektronisk visum på nettet, som skal være clearet med immigrationsmyndighederne, inden man går om bord på flyet. Så min bagage (og tre andres) blev hevet af flyveren, imens jeg spekulerede over hvorfor jeg ikke havde fået en email som blinkede rødt og med lydeffekter fra Kilroy om det. Og tropeøen blev byttet med et lufthavnsmotel til 600,-, som så til gengæld ikke var hyggeligt (av av av - sagt imens han tager sig til røven). Terroristerne har vundet. Næste dag mødte jeg op hos Air New Zealand, og fik at vide som det mest naturlige i verden at begge fly til Auckland selvfølgelig var bookede, og at det var de langt frem i tiden. Så jeg blev sat til at vente i Heathrow i syv timer, til de kunne fortælle mig, om der var nogen afbud den dag. Lavpunktet på det ret miserable døgn (det bliver bedre herfra) er, da jeg går rundt og lejer med lukketiden på mit nye kamera, og er ved at blive lagt i benlås af en politibetjent (ingen fotografering i lufthavne - de tror at man planlægger at bombe dem).
Nå men syv timer senere er det der skete for mig dagen før selvfølgelig sket for en anden, så jeg får lov til at gå ombord, og 30 timer senere er jeg i Auckland og klokken er 8 om morgenen onsdag d. 2. feb. Der går ikke særlig mange fly til Vanuatu, så jeg kan først komme videre lørdag d.5. (det tager vel at mærke ti min at udfylde et ESTA på nettet men det er vel fair nok at forsinke folk tre dage - ja jeg er bitter på dem). Opturen i den nedtur var så at min kammerat Søren, som skal læse i Auckland i foråret, kom derned dagen efter så der var lidt hygge der.
D. 5 . feb landede jeg så langt om længe i hovedstaden Port Vila, og blev modtaget af Lasse, som er den danske læge der har slået stillingen op, og så i øvrigt et lille olietønde/string band som står hele dagen og spiller den samme sang for folk der ankommer til udenrigsterminalen.
Den første weekend stod den på badeferie med Lasse og kone og børn (palmer og turkisblåt vand med skildpadder i - endelig), og mandag var så første arbejdsdag på WHO kontoret i Vila. Holdet omkring studiet består af en håndfuld mennesker fra WHO og fra deres Department of Public Health. Meget flinke og engagerede mennesker. Vi har holdt møder om studiet, som kun er en lille del af malariaprogrammet hernede, og jeg og to lokale har været ude på Epi (øen hvor studiet skal foregå) for at lave nogle indledende manøvrer.
Port Vila er bestemt ikke en metropol men svarer til lower Manhatten i forhold til Epi. Der er kun elektricitet fra kl ca. 18 til kl. ca. 21 når generatoren kører. Man går således i seng kl. 21 og står op kl. 6 med solen. Der er to fællesbade/toiletter med koldt vand, når vandet virker, og der ikke er tændt for andet vand i området. Værelserne er meget basale uden vifter, og der er ikke rent nogen steder rigtigt. Til gengæld en ny tekop-stor edderkop hver aften, som man kan hygge sig med at dræbe. Plussiderne er nogle meget søde mennesker, helt fantastisk natur med bugten og regnskoven og noget efter forholdene helt vildt god mad tilberedt af gamle tandløse koner.
Vi har været rundt jeg selv, en lokal læge og en medarbejder fra WHO og besøge de aid posts (små skadestuer i landsbyerne), som vi skal inkludere i studiet. Hvem vi inkluderer er styret af hvor langt man kan komme med en Nissan 4WD truck, og det er faktisk kun på den nordlige del af øen. Ellers er det til fods eller med båd. Vi har sat himmel og jord i bevægelse for at få en truck til studiet fragtet ud til øen hurtigst muligt, da det er eneste måde for mig både at komme til Vaemali hvor klinikken ligger, og når studiet begynder at komme ud og hente patienterne. Terrænet er meget uvejsomt, og det er meget, meget varmt og fugtigt. Der er 8 biler på øen, hvoraf nogle er dedikerede til offentlig transport, men de er selvsagt overbebyrdede, og det er ikke holdbart hvis vi skal være afhængige af dem. Seneste nyt er at vi har fået en truck bevilliget af en australsk nødhjælpsorganisation, så det er fedt. Nu er spørgsmålet hvornår den faktisk står der. Ni-vans (folk fra Vanuatu) besidder hverken spansk temperament eller tysk effektivitet. Studiet har stadig nogle børnesygdomme (bla ingen fungerende telefonlinje eller strøm på sundhedscenteret - ja det er der børn bliver født på Epi), men bør kunne komme i gang i medio marts.
Jeg har fået en fin aftale med Tasso, som ejer Sunset bungalows, så jeg for 50,- om dagen får kost og logi. Når der er gæster spiser jeg med, og når det bare er mig, laver jeg selv mad af råvarer, som jeg får. Hans kone vil lære mig at lave de lokale retter, og Tasso vil lære mig at lave kava som er deres lokale halveuforiserende drik.
Der er ikke nogen vej uden om at lære sproget bislama, så det vil jeg forsøge at begynde på så snart som muligt, og det vil ihvertfald hjælpe at være på Epi. Det bliver en tilvænningsag at bo der, men efterhånden som jeg lærer folk at kende og lærer sproget bliver det godt, er jeg sikker på. Det bliver meget der hviler på mine skuldre, når først studiet er i gang, da jeg er den eneste fra kontoret, som er derude. Jeg skal arbejde sammen med en ældgammel lokal nurse-practioner (vist noget midt imellem sygeplejerske og læge) og hans kone. Desuden er der nogle amerikanske peace corpse volunteers udstationeret derude hvoraf en af dem- Chris, flink fyr, ligner den typiske hestehale-sandaler-tanktop-red-verden-amerikaner - arbejder på sundhedscenteret.
Nu har jeg været tilbage i Port Vila i ti dage, og har forberedt formularer samt aftalekort til patienterne, og snakket med teleselskabet, som har telefonlinjen til sundhedscenteret derude. Jeg er blevet bedt om at lave en plakat for projektet, som skal trykkes og hænges op på de aid posts som er med. Det fortryder de igen, når de ser hvad jeg har undfanget i Word SmarArt. Det er planen at jeg i morgen aften sammen med et par andre sejler til Epi, og er der i den næste uge hvor der afholdes en workshop for sundhedspersonale i provinsen. Jeg skal holde en præsentation om studiet onsdag, som skal oversættes simultant til bislama - det bliver interessant.
Sidder og kigger ud på palmeblade, som flyver meget hurtigt igennem luften, og tænker at den sejltur måske hænger i en tynd tråd. Nu må vi se…
Det var ordene for nu. Tak fordi du lyttede. Skriv endelig - det er som at få en stor vaffelis hver gang der er mail hjemmefra.
Knus Christian
- comments
Josefin ml5 Heey carlsson, jeg siger bare WOW! Det lyder sgu som en trip of a lifetime det der, vil der overhovedet være noget tilbage at lære når du kommer hjem igen?! I går stod den på ølsmagning og pub crawl for ml5, i god fuld stil cyklede vi rundt et frosset Kbh :) Sindsygt hyggeligt! Vi savner dig :) Knus og smil!
Rikke Det lyder herresejt! Jeg kan på ingen måde bidrage med noget lignende, men dog afsløre, at du ikke længere er den eneste, der sætter stor ære i at ødelægge min glæde ved engelske landdramaer... Således er følgende blevet observeret af Politikens 'Listen' (på minussiden): Filmsponsorater i tv »’Stolthed og fordom’ blev præsenteret af Forkølelsessår.dk – din støtte mod smitsom herpes«. Hvorfor er verden så ond???
Mikkelogså kaldet mocca Godt at høre du kom godt frem på trods af de kære bureaukrater. Hvis du får tid kunne det være fedt at se en video med den cyclon - har altid gerne ville opleve sådan en, men er sikkert ikke så fedt når man sidder lige i den :) Krams og snus
Tante Lotte Jamen lille Christian dog! Her gik din gamle gudmor og troede, at du egentlig bare skulle i et eller andet føl-ordnings-forpraktik-agtigt noget for noget ud-/U-lands arbejde af en slags. Kan du hilse fra mig og sige, at jeg forlanger, at der hele tiden er en "du-skal-ikke-være-nervøs-jeg-skal-nok-klare-det-hele-for-dig-bare-følg-med-mig-jeg-er-der-hele-tiden-og-jeg-skal-nok-oversætte-alting-for-dig-og-jeg-kommer-osse-lige-med-en-dyrepasser-til-din-edderkop-og-noget-frisk-is-til-din-cocktail-og-et-happymeal-fra-McD." -person hos dig, når nu din mor og jeg ikke er der til at passe på dig!! Hold da op, Christian, hvor er du sej! Og hvor er det fedt for projektet, at de har scoret lige netop dig!! Og hvor er jeg glad for, at også jeg nu kan få del i dine ned- og oplevelser. Tusind tak for det!! Katrine bliver vildt glad, når jeg giver blog-adressen videre til hende. Med mindre hun altså - trods sin moders ellers så gode påvirkning - er så moderne, at hun allerede følger dig på facebook. Stolte og kærlige tanker fra Lotte i Fensmark
Christian @ Josefin: Lyder herre hyggeligt. Ville godt bytte en aften i troperne for en pub-crawl med ML5! Savner også jer. Hyg dig! @ Rikke: Nu får jeg næsten dårlig samvittighed. Jeg håber at dine Jane Austen dramaer fremover vil være sponsoreret af sobre firmaer og at du (trods massiv bevisbyrde for det modsatte) stadig kan bevare din barnetro om at Mr. Bingly har en bare nogenlunde normal seksualitet. @ Mikkel (som jeg må tro er Marquardsen i hvilket tilfælde Mocca også er nemmere at sige): Den er desværre ikke på bånd men sæsonen er ikke ovre ; ). @ Lotte: Jeg er sikker på at WHO har den slags personale klar til at rykke ud i tilfælde af jordskælv, tsunamier eller hvis danske medicinstudenter får splinter i fingrene:) Ellers så må jeg bare prøve at passe på mig selv. Håber i har det godt. Christian
Tante Lotte Tænker meget på dig. Kommer der snart nyt fra dig?