Hej igen.

Undskyld latenstiden men internet ligger ikke og flyder på Epi skal jeg love for…

Træt, solbrændt og helt hysterisk glad for internet og vaskermaskiner sidder jeg i Vila og skriver anden del af fortællingen fra Vanuatu.

Har nu boet lidt over en måned ude på Epi. Kulturchok nummer 1: Jeg kan ikke forsørge mig selv! Man kan ikke købe mad nogen steder. Folk derude spiser deres dyr og hvad de får fra deres haver. Jeg har ingen af delene, og hvis jeg havde, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre med dem. Jeg får morgen- og aftensmad hvor jeg bor, men frokost står jeg selv for, og der er jeg lidt afhængig af barmhjertighed fra lokalbefolkningen. Det går udmærket, men jeg har alligevel smidt et par kilo (vejer mig hver dag på sundhedscenteret, for at følge med i om jeg er ved at dø af et eller andet). Har dog en plan om nogle nødrationer, som ryger med fra Vila, når jeg tager tilbage. Læs videre for kulturchok nummer 2.

Jeg er indlogeret på et lille værelse på Sunset Bunglows ved Lamen Bay. Møblementet er ret basalt (seng…), men jeg har fået lov til at tage nogle ekstra stole derind, som jeg bruger som bord/stol/natbord/klædeskab. Jeg har to ret kummerlige madrasser, som tilsammen er ok at ligge på. Mistænker desværre, at affjedringen står og falder med de 2.000.000 bedbugs, som bor i sengen, og at det bliver ret hårdt at ligge på, når jeg engang får dræbt dem alle sammen med sollys og insektspray. Sengetøjet lugter lidt af gammel fodboldtrøje (meget varme/fugtige nætter, mange mennesker igennem mange år, vasket i hånden), men jeg har fået sendt nogle nye lagner fra Vila, så det er ret lækkert. Har også fået sendt håndsæbe, da det ikke rigtig er slået igennem på Epi. Jeg har engang læst, at man kan reducere incidensen af diaré med op til 40% i sådan nogle områder, hvis man kan få folk til at vaske hænder, så jeg overvejer lidt at pitche ideen til dem. Uden at jeg vil klage mere, så tror jeg det fremgår, at jeg ikke bor på et femstjernet hotel, men det skal jo siges til forsvar for Sunset Bungalows, at der er koralrev og havskildpadder inden for et stenkast af min seng, og så kan man godt vænne sig til at der bor nogle insekter i den.

Hver morgen trasker jeg en halv time op til sundhedscenteret ved Vaemali. En rigtig flot gåtur, som går nogenlunde lodret op ad bakke, så har skiftetøj med, og hænger mit kluns til tørre deroppe. Der sidder som regel 10-15 patienter og venter på at komme til at blive undersøgt og behandlet for alt fra barnløshed til bylder, snitsår, ALVERDENS hidsige infektioner, huller i tænderne (ordnes som i gamle dage med en tang - bruger tandtråd hver dag hernede) etc, etc, etc - og så selvfølgelig malaria. Dog er der ikke så godt gang i malaria butikken, som der var sidste år på samme tid, og som vi havde håbet på. Der blev uddelt rigtig mange myggenet på Epi i 2010, hvilket nu ser ud til at have virket, og det er jo super, men mindre heldigt for os. Havde de forskellige grene af malariaprogrammet kommunikeret bedre internt, havde man måske valgt at sætte Epi sidst i køen til myggenet, som endnu ikke er uddelt til alle øerne. Det lyder lidt kynisk - og det er det vel også - men skal ses i lyset af, at adgangen til behandlingen er rigtig god, og medicinen meget effektiv. Vi skal bruge en 70-100 patienter for hver af de to gældende parasitter derude, og det ser det ikke ud til at vi når, inden jeg tager hjem i hvert fald. Så en del af opgaven bliver at sætte et ret skud/børne/bombesikkert system op, så de lokale selv kan køre de sidste patienter ind i efteråret.

Helt kort beskrevet går studiet ud på at vurdere, hvor godt den nye førstevalgsbehandling (artemether-lumefantrine med mærkenavnet Coartem) virker. Vi inkluderer og behandler malariapatienter, og følger dem på dag 0, 1, 2, 3, 7, 14, 21 og 28 med klinisk undersøgelse og blodudstrygninger til mikroskopi, for at se om vi fjerner parasitterne eller ej. Patienterne er som regel indlagt de første fire dage. Det inkluderer jo ikke på samme måde som i Danmark mad, kaffe, kage, saftevand og fodmassage af FADL-vagter, så når man bliver indlagt, så har man hele familien med, som så bor i en stor hytte sammen med de andre familier tæt ved sundhedscenteret. Familien kan således lave mad til patienten under indlæggelsen. Ofte af ting som de får af forskellige andre familier, når vi kører på vejen fra deres landsby til Vaemali. Det er lidt spøjst, men også ret forbilledligt, og det virker - der er ikke nogen som er sultne i Vanuatu (udover mig), lige meget hvor langt væk de er hjemmefra. En fin detalje som følger med det her arrangement er, at der altid er 4-5 andre mennesker i rummet, når vi undersøger patienterne, og lige så mange uden for som kigger ind af vinduet. Så meget for fortrolig patientkontakt. Det skal siges, at det ikke er blodprøven som er spændende, men ham som tager den. På et sted uden fjernsyn og hvor de fleste aldrig har rørt ved en computer, er jeg det mest spændende der kommer til at ske i 2011 - og det er ikke en overdrivelse. For lige at afrunde arbejdet med studiet så er de sidste 4 dage som regel nogen hvor vi tager en mitsubitshi 4WD og drøner ud og besøger dem i landsbyerne, og det er selvfølgelig smørklatten på risengrøden at få lov til at gøre det - også selvom bilen kører fast næsten hver gang (eller i grøften når chaufføren tager en bakke med 40 kmt). Når patienterne gennemfører opfølgningsperioden får de en t-shirt, som vi har fået lavet et tryk på, og den er i høj kurs, så det er godt nok.

Mine tre nærmeste samarbejdspartnere her er Andy Luke, vores mikroskopist Lemala og vores stik-i-rend-dreng Johnna. Andy Luke er den 70 år gamle nurse practioner -alt-mulig-læge, som har drevet Vaemali de sidste 40 år, og som uden nogensinde at have læst det store, da godt lige kan reparere en hånd, hvis den er blevet hugget halvt over med en machete, eller bore en tand hvis den gør ondt, eller mikroskopere en sædprøve, hvis folk ikke kan få unger. Han opererer også på folks grise (som ikke bare repræsenterer monetær værdi men også gadepoint i den sociale rangorden på en måde som er svær at forstå for folk fra baconlandet), når de kommer til skade. Han var tidligere laborant på centrallaboratoriet (som om der er andre) i Vila, så hvis folk bløder eller hæmolyserer (de har helt vildt mange g-6-pd'ere (blodsygdom sygdom som kan give ret alvorlig blodmangel i nogle tilfælde),) så kan de på Vaemali endda lave noget cross-match bestemmelse, og transfundere folk med blod fra en slægtning, hvilket virker helt syret, på et sted hvor der render høns rundt over det hele. Han er en lun gammel fætter med julemandskæg, hawaiiskjorte og en meget smittende latter. Studiet fungerer lidt som hans glidende overgang til pensionist, og hans søn Karl er nu ved at overtage den daglige drift af sundhedscenteret.

Peace-corps fyren Chris - som jeg troede skulle være min number one buddy og som forhandlede min indlogering - er ikke rigtig på sundhedscenteret, da der vist ikke var det store for ham at lave der. Efter at have snakket med et par stykker af de der peace-corps amerikanere er det i det hele taget stadig en gåde for mig, hvad de fleste af dem får deres 2 år hernede til at gå med. Chris har lige har holdt et foredrag om HIV/AIDS, i den landsby hvor han bor - der har været 5 registrerede tilfælde af HIV-infektion i Vanuatu… nogensinde. De virker dog selv meget tilfredse med det hele, så det er jo godt nok. Der er en anden Peace-corps volunteer, Kathy, som underviser på Epi Highschool, der ligger 10 min fra hvor jeg bor, og hende snakker jeg en del med. Meget rart ind imellem at tale med nogen, som også synes her er lidt underligt, og jeg har fået noget sprogundervisningsmateriale (bislama) af hende.

D. 25/3 var der officiel launching af studiet hvor alle chiefs (overhovederne fra landsbyerne), sygeplejersker, forkvinder for kvindegrupperne og det hele taget folk og fæ var inviteret. Der var nogle taler ved de vigtige folk fra hhv øen og kontoret i Vila (inkl. Lasse, den danske læge som har fået mig herned) samt nogle ceremonier og en gudstjeneste. Og så havde vi købt en hel ko fra en landsby længere sydpå, som blev tilberedt sammen med en masse anden mad. Kvinderne, som stod for det, gik i gang med at lave mad i nogle store ovne, som var lavet til formålet, kl. 3 om natten inden arrangementet! Alle os fra studiegruppen fik blomsterkranse på og en flettet bastmåtte som tak for hjælpen. Den ligner godt nok lidt dem, man kan købe for 3-4 kr. i kineserbutikkerne i Vila, men denne her har taget 2 dage for en af kvinderne at lave, så det er jo en ret flot gave. De titulerer mig Dr. Chris, så man føler sig i det hele taget lidt mere værdsat end derhjemme på Gentofte hospital, hvor de fleste ikke rigtig kan huske ens navn efter halvanden måneds klinik ophold.

Kulturchok nummer 2: Forleden inviterede Johna fra study teamet mig hjem til hans landsby til frokost. Det var selvsamme landsby som tilberedte maden til ovennævnte arrangement, og det betalte jeg dem 44.000 Vatu (lidt over 2.000kr.) for. De har valgt at bruge pengene på at bygge en ny nakamal. En nakamal er en art officiel bygning, som findes i hver landsby, og som bruges til alle slags møder og forsamlinger samt til at drikke kava i (mere om kava en anden gang). Det er sådan lidt sådan-var-det-en-gang-men-sådan-er-det-ikke-mere-i-Vanuatu-for-vi-er-kommet-langt-men-så-er-det-alligevel-sådan-virkeligheden at det kun er mænd, der må være der. Anyway - fordi de bygger denne her nye nakamal, var der en officiel pig-killing ceremoni (jf. grisenes bizarre status), ved hvilken der afholdes nogle taler, hvorefter en (vigtig, gammel) mand tager en kæmpe trækølle, og slår en gris så hårdt oven i knolden, at den dør af det. Eller det vil sige den ligger og spræller lidt, og så kapper de halspulsåren på den. Simpelthen syret at overvære, men de var meget glade for, at jeg var der, kunne jeg forstå på talerne hvor ordet "whiteman" - det er ikke racistisk, der er bare det vi hedder - blev nævnt en del. Nu er det selvfølgelig også undertegnede her, der betaler gildet - eller det tror de i hvert fald. Læs videre for kulturchok nummer 3.

Entomologiafdelingen (dem som går op i myggene og ikke patienterne) af malariaprogrammet har lige været forbi og bo hvor jeg bor i en uge, så jeg tog med dem ud for at fange anopheles. Forgår ved, at man ved solnedgang sætter sig et sted med en lommelygte og et gummislange aggregat, og venter på at der kommer en myg og stikker en. Så kan man suge den ind i slangen, og puste den ud i en lille kop med et net over, som gør at den ikke kan komme ud. Og så venter man på den næste myg. Sjovt nok at prøve, men synes stadig at lægevinklen er at foretrække.

Jeg kæmper med sproget, men flere og flere sætninger kommer på repertoiret. Bislama udspringer af engelsk, fransk og nogle af de gamle stammesprog, og er blevet valgt som hovedsprog, så folk i et land med over 100 selvstændige sprog (sprog - ikke dialekter) kan tale sammen. "Nem blong me Chris. Me kam long Denmark blong wok long Vanuatu" - Jeg hedder Chris. Jeg kommer fra Danmark, for at arbejde i Vanuatu. Det er, som det ses, relativt lige ud af landevejen, men hvis jeg skal sige noget af teknisk karakter, foregår det stadig udelukkende på engelsk, hvilket faktisk også kan være belastende nok. Bislama har ikke særlig mange navneord, så ofte skal man beskrive ting med mange ord, og tit er det ret sjovt/børnet. Fx er en æggestok "pat blong woman we eg i kamaut" - del af kvinden hvor æg kommer ud, filariasis (som kan give elefantiasis) er "sik blong biklek" - syg med stort ben, og en hjerneblødning hedder "problem blong bren we i mekem wansaed bodi i ded" - oversæt den selv.

Jeg har fået et lille rum på sundhedscenteret, som vi har malet, og det fungerer som kontor for studiet nu. Her har vi en masse medicin samt alle dokumenter på patienterne og endda en computer og printer. Nu venter vi så bare på, at der kommer nogen og sætter et solpanel op, så vi også har strøm :)

Kulturchok nummer 3: der var for nogle uger siden lidt opstandelse i en landsby lidt herfra pga et husspetakel. Jeg hørte i den sammenhæng, at bøden for at slå sin kone er: en bastmåtte (som den jeg har fået) ,en omgang kava til mændene i landsbyen og 1000 Vatu (50,- kr.). Bøden for at slå en andens kone er: en bastmåtte, kava til mændene i landsbyen og en gris eller ko til manden hvis kone det gik ud over. I dette tilfælde blev der dog holdt et møde inden det officielle møde, hvor gerningsmanden fik talt sin sag godt nok til, at han slap uden bøde. Bum bum. Det skal dog straks indskydes, at folk her generelt er utroligt søde (overfor kvinder som mænd), åbne, smilende og meget fredelige. Jeg har ingen lås på min dør, selvom at jeg har computer, kamera og 40.000 Vatu liggende, og der er simpelthen ingen som helst fare for, at noget forsvinder - det er samfundet for småt til.

Jeg kan forstå, at der har været truttet i tsunami-hornet for hele stillehavet, og vi blev da også bedt om at overnatte et højtbeliggende sted natten til lørdag d.12/3. Tog med hele landsbyen op og til sundhedscenteret. Sov i et lille rum med en ældgammel dame, som blev ved med at snakke bislama til mig, selvom at jeg pænt sagde, at jeg ikke rigtig forstod hende mange gange. Næste morgen tog vi tilbage, og der havde vist ikke været nogen dræberbølger.

Sidebemærkning fra det virkelige liv: lige inden jeg tog ud på Epi, fik jeg en mail om, at min biokemiartikel, som har været to år undervejs, er blevet hapset af et tidsskrift kaldet Scandinavian Journal of Clinical & Laboratory Investigation! Jeg er således nu en udgivet forfatter, og det er jo bare alle tiders. Artiklen betyder meget for mig, noget for folk der arbejder med medicinsk biokemi og formentlig meget lidt for dig som læser det her. Jeg vil nok alligevel linke til den i næste blog indlæg, når den forhåbentlig er på nettet.

Ok det var ordene for nu. Skriv endelig! Nyt hjemmefra er sin vægt værd i guld selv for en deltids Robinson Crusoe. Er i Vila i en uge, og så er der radiotavshed i en måneds tid igen. Breve er eneste gangbare medie på Epi og kan sendes til Christian Carlsson, Sunset Bungalows, Epi Island, Republic of Vanuatu - det er bare at gøre det.

Hilsner fra varmen (og fugten - åh den fugt)

Christian

P.s.: Se også billedalbum!