Så kom sidste dag i Vanuatu på en eller anden måde snigende, og afleverer hermed sidste blog-indlæg fra det sydlige Stillehav. I morgen meget tidlig begynder en hjemrejse på godt 40 timer og 20.000 km imod kolde øl, kabel-tv og andre menneskerettigheder.

Først nogle højdepunkter fra de sidste to måneder på Epi.

Vi har haft endnu en ceremoni på Vaemali. Denne gang en "handover-ceremoni" for den nye truck til studiet sponsoreret af AUSaid. Hyggelig dag med besøg fra Australien, blomsterkranse og gaver. Undertegnede modtog 2 stk. fjerkræ fra sundhedscenterets bestyrelse med henvisning til min drøje gå-tur til arbejde og måske generelle ernæringstilstand. Byboeren her var indledningsvis sikker på, at der var tale om to hundyr, men begyndte siden at tvivle, da den ene ligesom udviklede en stor rød kam oven på hovedet, og har siden til sin store forundring opdaget, at han faktisk fik to haner og ikke to høner. Kønsforvirring uanset er fuglene blevet fodret dagligt med havregryn i mængder, som nødrationerne har tilladt det, og de nåede vel efterhånden at blive blandt de mere håndtamme dyr på Epi. Høns må være nogle af naturens mindst fotogene dyr, men jeg kunne ikke dy mig, så der er et billede af de to første fugle i min samling i det senest uploadede fotoalbum

Jeg har de sidste par måneder indsamlet data til min kandidatopgave, bedre kendt under akronymet "OSVAL" for (det svagt selvmodsigende) Obligatorisk Selvstændig Valgfri opgave. Opgaven bliver kort fortalt en røverhistorie om sygdomsovervågning i Vanuatu, og skal bygges på interviews, databaseopslag og den allerede carpaltunnel-syndrom-inducerende indtastning af data fra omkring 2000 malaria-patient kort. Jeg har således i kufferten med mig hjem 23 såkaldt dybdegående interviews med sundhedspersonel fra alt fra klinikker i Port Vilas centrum til små aid-posts på syd-Epi i landsbyer kun tilgængelige med båd. Det har været ret spændende at indsamle interviews, og min rimelig intensive indsats, med at få lært at tale Bislama, har tjent sig selv hjem mange i processen. Vanuatu er et ret taknemmeligt sted at hente sådan nogle data, idet ens iboende rockstar/whiteman status gør, at folk gerne går 10km i bushen for at snakke med dig i en halv time og siger pænt tak bagefter. Det havde nok været anderledes tricky på en medicinsk afdeling på Glostrup Sygehus en tilfældig tirsdag morgen. Jeg har desuden fået helt uvurderlig hjælp fra malariaprogrammet og fra hovedkontoret for den provinsielle sundhedssektor, og alt i alt er jeg blevet behandlet vældig godt hernede. Fint at have i baghovedet hvis man en dag skulle blive træt af det danske sygehusvæsen og frostvejr.

Apropos folk som er trætte af frostvejr har der været en del turister på Sunset Bungalows de sidste par måneder. Lamen Bay er hjemsted for en lille flok af Dugongs (søkøer), som er et stort trækplaster. Vældigt hyggeligt med lidt "whiteman"-selskab, og rart endelig at have nogen at snorkle sammen med. Samtidig god underholdning at se folk igen og igen fortælle Tasso (ejeren), at de gerne vil betale med kredit kort og spørge efter butikker, tour operators, internet caféer og værelser med AC. Jeg tror ikke, at Lonely Planet tilstrækkeligt gør folk opmærksomme på stadiet for teknologisk udvikling på Epi, og Sunset Bungalows er, på trods af at være den nok mest bekvemme plet på hele Epi, en prøvelse for nogle mennesker.

Jeg var for et par uger siden en tur ned til den sydlige del af Epi sammen med Andy, hans kone Leman og deres barnebarn Saron. Andy er overordnet ansvarlige for sundshedsfaciliteterne på Epi og den højest uddannede sundhedsperson på øen, så han skulle derned for at hjælpe sygeplejersken på en lille nybygget klinik, og jeg smuttede så med for at få lavet nogle interviews. Mandag morgen startede en lang køretur på ladet af vores nye truck ned ad kysten så langt som hjulsporene rækker, hvorfra vi hoppede på en lille båd ejet af en fyr, som Andy havde en lavet en aftale med. Efter en times sejltur i høj bølgegang landede vi i Port Quime, hvor klinikken ligger. Vi blev indlogeret i klinikkens faciliteter til indlagte patienter, og jeg tror jeg gik i seng kl. 20.30. Næste dag hoppede jeg på båden igen, og blev sejlet endnu længere sydpå til to små landsbyer, Nalema og Filakara, for at få optaget nogle flere interviews. Helt fantastiske små samfund som ligger på kanten af forrevne klipper helt ud til havet med regnskov og palmeplantager i kulissen. Havet omkring syd-Epi er helt anderledes voldsomt end ved Lamen Bay, og landgang især ved Nalema var en lidt mere cowboy oplevelse, end hvad jeg har været vant til. Med min taske, fyldt med mobiltelefon (inkl. voicerecorder funktion og de sidste 3 interviews lagret) samt kamera, holdt højt over hovedet, vadede jeg i vand til livet ind på stranden, imens jeg prøvede at forudse, hvornår næste bølge. som kunne vælte kreaturer ville ramme mig. Efter en lille klatretur op ad klipperne stod jeg i landsbyen, som seriøst ligner der hvor hobbitterne bor i Ringenes Herre. Anyway så fik jeg mit interview i kassen, en lille rundvisning omkring landsbyen og den nærliggende kobra-plantage (kobra er, som jeg vist tidligere har nævnt, tørret kokoskød og big business på disse kanter) og en snak om sidste VM i fodbold (tilsyneladende altid gangbart samtale emne i Vanuatu). Desuden snakkede jeg med en fyr, som straks udbrød navnet på et dansk rockband, da jeg fortalte hvor jeg var fra. Dagens quiz er: hvilken gruppe, der vist har haft massiv succes i Asien, kendte denne mand, som er vokset op i en landsby uden veje på en ø i det sydlige Stillehav? (tænk lige over det og lad nu være med at sige Aqua - svaret står i bunden af indlægget). De næste par dage blev tilbragt på klinikken, hvor jeg bl.a. hjalp Andy med at operere på en gangrænøs diabetiker fod og hev fire tænder ud. Ret overraskende er diabetes og højt blodtryk store problemer i Vanuatu i dag, hvilket efter sigende skyldes indførsel af hvide ris (hvilket nærmest er sukker i forhold til de meget fibrøse rodfrugter som folk her har spist i 1000 år) og vestligt dåsemad i 1980'erne. Blev sat af ved Sunset Bungalows torsdag aften fuldstændig smadret men 5 interviews, et par gode oplevelser og endnu en hane rigere. Sidebemærkning: i Port Quime bor en mand som har 5 koner og 28 børn! Han (og formentlig/forhåbentlig konerne) er medlem af en lille kirke kaldet new governance hvor man altså bliver gift hvis man godt kan lide hinanden men ikke udelukkende hinanden. På en lille ø syd for Epi ligger efter sigende en new governance kirke som er bygget så den har form som en flyvemaskine. Mhm…

Den sidste uge inden jeg forlod Epi var jeg med Andy og Leman ude på Lamen Island (lille ø i Lamen Bay) for at lave sundhedsscreeninger og vaccinationer for 1. og 6. klasse på deres primary school. Vejning, synstest og klinisk undersøgelse fra top til tå efterfulgt af difteri/tetanus injektion og polio dråber. Jeg ved ikke hvor meget man ville finde i en tilsvarende undersøgelse på en skole i Danmark, men på Lamen Island Primary fandt vi iblandt 40 elever fnat, hjertemislyde, svampeinfektioner, masser af inficerede sår og 2 sprængte trommehinder. Spændende arbejde og søde børn. Om eftermiddagen blev vi bedt om at snakke lidt til 6. klassen om sygdom og sundhed, og da jeg ikke ved noget om de ting, fortalte jeg bare om Danmark. Der er et billede i nyeste fotoalbum af undertegnede, som holder en globus, og er i færd med en beretning om sne vist nok.

Jeg har generelt ikke kunnet lade være med at tage lidt billeder, når jeg har gået til hånde i klinikken, og et par af dem kan findes i nyeste fotoalbum. Har forsøgt at censurere de værste kødsår væk, så det skulle være gangbart for selv sarte sjæle. Kig endelig i fotoalbummet!

Ellers er der kommet overordentligt godt gang i malariaforretningen på Epi. Vi har i nogle uger fået gennemsnitligt én patient ind ad døren dagligt, hvilket er mere end i den officielle malariasæson, som sluttede i april. Studiet, som ellers var blevet bestemt til at blive sat på pause indtil december, får derfor lov at fortsætte, og det bliver personalet på Vaemali som kører det videre selv. Der bliver ingen lokal eller dansk stud. med. til at tage over, men en fyr fra kontoret i Vila vil efter planen komme til Epi hver 14. dag, og følge op på nogle af de ting, som jeg har taget mig af. Jeg er sikker på at det nok skal gå godt, om ikke andet så fordi studiet er for dyrt (100.000$) til at løbe ud i sandet.

Så har der naturligvis været nogle afskedsmiddage. Mandag aften lavede jeg græskarsuppe med Peace Corps amerikanerne hos Kathy. Tirsdag eftermiddag var der last "kakae" (middag) på Vaemali. Andy og Leman havde lavet mad (inkl. en suppe med papegøje), og alle de ansatte samt lidt folk og fæ i øvrigt var til stede. Jeg fik overrakt en flot udskåren delfin, skåret af en mand, som bor på Lamen Island, og Andy holdt en fin tale. Fik lidt en klump i halsen da jeg selv skulle sige et par ord, hvilket er overraskende for en person, som ellers ikke har noget hjerte. Onsdag aften slagtede vi den største af mine haner, og spiste den som sidste måltid på Sunset Bungalows. De to andre haner er i øvrigt blevet givet videre som gaver og sådan fortsætter "the circle of høns" på Epi.

Sidder nu tilbage i Port Vila og skriver sidste vers i fortællingen fra Vanuatu om en fyr der igennem 6 måneder let og behændigt har betrådt den hårfine grænse imellem at være assistant investigator og hønsefarmer. Det er i dag 174 dage siden jeg landede i Port Vila og disse er kommet og gået med store udfordringer og ditto oplevelser. Det har været en rejse på mere end én facon.

I skrivende stund pumper basen i Vila, som varmer op til uafhængighedsdagen i morgen. Undertegnede siger farvel og tak, og lister stille ud af bagdøren. Hvis alt går vel er jeg i Kastrup søndag d.31. Glæder mig til at jer alle sammen igen.

Varme hilsner

Christian

Svar på dagens quiz: Michael learns to rock