Profile
Blog
Photos
Videos
Uluru, Kata Tjuta & Kings Canyon
På vejen fra Alice til Uluru var det meningen, at vi ville have set Rainbow Valley og Henbury Meteorite Craters, men desværre befandt disse seværdigheder sig begge på dirtroad, som ikke er tilladt at køre på for os med vores lejede chubby van. Vi fik dog set Simpsons Gap i West Macdonnell national park, hvor vi gik en fin lille tur. Længere mod syd fik vi også set en lille kamelfarm, hvor de også havde lamaer og kænguruer. Christina fik sig en lille rejsekammerat: en kængurobamse, der straks blev døbt Kængu. Herefter fortsatte vi mod Uluru. Vi overnattede på en gratis campingplads i Curtin Springs, 80km fra Uluru. Herfra kunne vi se Mount Conner, som ofte bliver forvekslet med Uluru. Da Emil vågnede satte han sig om foran og kørte de sidste kilometer mod Uluru, imens Christina lå omme bagi og puttede. Vi kom frem til Ayers rock resort og blev indlogeret på en dyr powered site-heldigvis havde de dog både pool, køkken, supermarket og tankstation ved resortet. Da det var nytårsaftensdag, valgte vi at tilbringe dagen ved poolen og nyde det gode vejr. Nytårsmenuen bestod af en lille oksesteg med grøntsags-/kartoffelblanding og rødvin til og en god chokoladekage til dessert samt en lille flaske bobler. Vi sad og snakkede med et australsk par, der var på ferie og fik nogle gode fif. Da kl. slog 12 kom det store festfyrværkeri frem: stjernekasterne! Kort tid efter ramte vi sengen. Næste dag kørte vi ud i nationalparken og så film og lærte lidt om aboriginal kulturen og Ulurus betydning for dem, i cultural centre. Det var meget lærerigt og interessant at høre, at det er aboriginal, der ejer parken, som så har leaset den til den australske regering i 99 år, og de hjælpes ad i samarbejde med rangers med at drive den og tage vare på naturen og dyrene. Efter dette var det et godt stykke over middag og derfor for varmt til at gå ture i parken, så vi valgte at tage hjem og slappe ved poolen. Vi havde tænkt os at se solnedgang over Uluru om aftenen, da dette var et must, men det trak op og blev overskyet, så det droppede vi. Vi gik i stedet tidligt i seng og satte uret for så at tage ud og se solopgangen den efterfølgende morgen. Da uret bimlede kl. 04.45 var der "uheldigvis" stadig en del skyer, hvorfor vi også droppede dette og sov videre. Vi ville have været ud på en gratis guidet gåtur i parken kl. 8, men da det regnede, droppede vi også dette. Da vi vågnede og havde fået morgenmad, var det heldigvis tørvejr, så vi valgte at køre ud og se Kata Tjuta, hvilket betyder mange hoveder-også kendt som The Olgas. Vi medbragte godt med vand og begav os afsted på et 7,4 km lang hike rundt om og imellem de store sten. Det var en flot tur og en fantastisk udsigt. Herefter gik vi endnu en lille tur ved Walpa Gorge på 2,6 km, så i alt fik vi tilbagelagt 10 km-pyha. Så havde vi også fortjent en eftermiddag hjemme ved poolen. Om aftenen var der kun få skyer, så vi kørte ud til verdens største sten og lavede mad og så solen gå ned. Det var flot men ikke videre imponerende. Næste morgen kl. 4.45 ville vi prøve lykken, så vi stod op og kørte ud til Uluru for at se solen stå op sammen med mange andre turister. Vi så solens stråler lyse den store sten op-det var et flot syn. Derefter spiste vi morgenmad, inden vi skulle på den guidede gåtur kl. 8. Det var en fin lille tur, hvor man kom tæt på stenen og lærte noget mere om aboriginal, deres levevis og forhold til stenen. Vi valgte-i modsætning til mange andre turister-ikke at kravle på stenen af respekt for de indfødte. Efter gåturen gik vi en lille tur ved et betydningsfuldt vandhul og satte herefter kursen mod Kings Canyon i Watarrka nationalpark. Vi nåede frem til Kings Canyon resort kl. 15, hvilket gav os nogle timer ved resortets pool, inden vi lavede aftensmad og så solnedgangen fra et nærliggende udsigtspunkt. Næste morgen kørte vi til Kings Canyon picnic area, hvor vi lavede morgenmad og spiste i det fri. Herefter gik vi den store tur på 6 km, som gik stejlt op af klipperne og forbi Garden of Eden. Det var en rigtig flot gåtur med en storslået udsigt. Efter dette naturfænomen forsatte vi mod næste stop: Cooper Pedy...
- comments
Jes Dejligt - glæder mig til fortsættelsen.