Rejse til Aus og uge 1

Forventningsfulde tog vi en taxi til Aquino lufthavn i Manila. Vi havde nogle pesos tilbage, som vi ville bruge på lidt ekstra julegaver købt i lufthavnen. Sådan gik det imidlertid ikke. Et hidtil ukendt lufthavnsgebyr blev pålagt alle ikke Filippinske rejsende, så det rippede os for 2/3 af vores sidste penge. Det efterladte et skidt sidstehåndsindtryk af landet hos os, da det ikke var første gang, Filippinerne opkrævede underlige tårnhøje gebyrer.
Slukørede brugte vi de sidste pesos på chokolade. Af andre underlige oplevelser i den Filippinske lufthavn kan nævnes, at man skulle købe for mere end 300 pesos for at betale med kort, og at vand købt i lufthavnen ikke måtte tages med ombord, men skulle drikkes i uafmærkede såkaldte "drinking areas". Der skulle dog ikke betales drinking fee, utroligt nok.

Langt om længe, kun en halv time forsinket, lettede vi og satte kurs mod Australien. Den natlige flytur gik ganske fint, med kun lidt turbulens og alt for lidt søvn. Lidt groggy landede vi kl 5 Australsk tid. Vi havde hørt, at de var meget strikse med, hvad man måtte have med ind i landet, og da vi havde udfyldt vores costums declaration, havde vi næsten sat kryds ved alt, der ikke måtte medbringes. Heldigvis blev intet konfiskeret, vi havde blot en længere snak med en kontrollør, som til sidst sagde, at vi skulle vaske vores skosåler, og så var alt i orden.
Shuttlebus fra lufthavnen var møg dyr, så vi fandt vej til en public bus, der ville afgå kl 6.59. Busstoppesteddet var en uanseelig gul stolpe, som man vitterlig skulle vide var et busstop, for at tænke på det som det. Vi fandt det dog, men ikke uden hjælp. Det gik nemt med at komme til travellers autobarn, hvor vi var fremme i alt for god tid. Vi valgte at spise morgenmad på en nærliggende cafe, hvor vi fik vores første prismæssige chok, og turens hidtil dyreste morgenmad. Vi savnede med et asiens prisniveau.

Ikke helt uden problemer fik vi udleveret vores chubby van. Der var en printer, der ikke ville printe, der var internet, der ikke ville virke, og der var en rude i bilen, der ikke var i orden. Vi troede næsten, vi ikke ville komme afsted, men langt om længe trillede vi de første meter i venstre side af vejen. Lidt underligt at skulle tænke modsat, men heldigvis virkede det til at være til at finde ud af.
Første stop var lidt shopping af div. basisvarer, og endnu et prischok ventede os. Efter shopping, glade og forventningsfulde ude ved bilen, ville kræet ikke starte. Vi havde glemt at slukke lyset, som så havde drænet batteriet. Heldigvis var der et ekstra batteri, som langsomt ladede bilbatteriet op, så vi kunne starte og komme afsted. Vi var blevet frarådet at køre til kakadu national park, da mange veje var lukkede pga. regnsæsonen, og da en cyclon skulle have kurs mod Darwin, så vi satte kursen sydpå mod den noget mindre Litchfield nationalpark. Undervejs dertil stoppede vi ved Magnetic termite mounds, som var et område fyldt med forskellige slags termitboer-flere af dem store og imponerende. Termitter er virkelig naturens arkitekter. Herefter ankom vi til Litchfield, hvor vi så Florence falls, som var et flot vandfald. Da det efterhånden var blevet sen eftermiddag, ville vi vente med at gå ture og bade i vandfaldet til dagen efter og overnatte på parkeringspladsen i parken, hvor der var et nærliggende toilet. Vi lavede vores første campervan-måltid - spaghetti på dåse og spiste i det fri. Alting virkede super, indtil vi skulle sove. Vor campervan er en Mitsubishi, hvor motoren sidder i midten af bilen, så bilen bliver sindsyg varm, når man har kørt langt, og uden strøm kan vi ikke have aircon kørende om natten. Pga. det varme vejr og den høje luftfugtighed oppe i The Top End, var der ca. 60 grader inde i den lukkede bil-sveden piplede af os bare vi sad eller lå helt stille. Det var uudholdeligt. Vi besluttede os derfor-selvom vi helst ikke ville køre i mørke, at køre ud af parken mod den nærmeste lille landsby, Batchelor. På vejen dertil så vi vores første kænguru, slanger og frøer-hvoraf Emil fik nakket en ordentlig basse. Vi endte med at overnatte i den lille by Batchelor lige udenfor parken. I og med vi var i nærheden af andre mennesker, turde vi lade airconnen køre lidt længere, ikke at det hjalp det store. Rædselsfuld første nat i campervanen!

Storsvedende vågnede vi op lille juleaftens morgen, og skyndte os at gøre os klar til at trille videre sydpå. Dagens mål var Katherine 250 km længere sydpå, og muligvis endda lidt længere. Det kan ikke beskrives, hvor stort Australien er, man skal have prøvet at køre en hel dag, og kun have rykket sig 5 cm på kortet, for helt at forstå det. Vi nåede til Katherine i fin stil, hvor vi shoppede mad til julen og tankede, og fik os endnu et prischok. Vi fortsatte til Mataranka, hvor vi campede hos Territory Manor. Her var der masser af dyreliv, bl.a. påfuglene Pyrus og Gyldengråd, en masse frøer og en del kænguruer. De havde også en større sø med Barramundifisk, som var nogle ordentlige krabater. Emil prøvede at håndfodre en. Vi var næsten de eneste på pladsen, så lille juleaften og juleaftensdag, nød vi godt af pladsens poolfaciliteter. Omkring Mataranka var der flere Thermal Pools i Elsey National Park, Bitter Springs og Mataranka Thermal Pool. Dem besøgte vi i løbet af juleaftensdag. Mataranka var et glimrende sted at holde jul. Menuen lød på Juleguru med grøntsager, samt chokoladekage til dessert. Gaver, julesange og pakkespil hørte sig selvfølgelig til.

Første juledag trillede vi sydpå imod Tennant Creek. Vi regnede med at kunne nå dertil på en dag. På vej holdte vi ind ved et lille sted, der reklamerede med "free zoo", Pink Panther caravan park and bar. Der var ikke officielt åbent pga. julen, men vi fik lov til at se os omkring. Det var en fin lille zoo, med mange fugle og en kælekænguru. Da vi havde kigget færdig, blev vi ud af det blå budt på mad og et par colaer- ganske gratis. Australiere er meget gæstfrie og hjælpsomme på deres egen laidback kind of way. Vi fortsatte efter denne gode oplevelse. Vi kom til Elliot, en lillebitte by, hvor vi skulle tanke. Der var bare et minus, tankstationen var lukket. Så vi var strandet i Elliot resten af dagen. Vi parkerede i byens eneste caravan park, midland caravan park. Der var en lidt sær stemning i byen. Samme nat var en lokal aboriginal blevet kørt i hjel af et roadtrain.(53 meter lange kæmpe lastbiler) Ikke desto mindre blev vi også her budt på mad og drikke. Vi faldt i snak med parkens ejer og hans venner, der sad og spiste og drak "grog", et australsk ord for alkohol. En sjov og sær sammensætning af hvide og sorte mennesker, men hyggeligt og spændende at være en del af for et kort øjeblik. Aboriginalerne prøvede at lære os nogle ord af deres sprog. Det var dog ikke sådan lige til. Et ord husker vi dog, "wory", som betyder slange. I Australien siger de nemlig hele tiden "no worries", hvilket bare ikke passer, da de jo har masser af slanger.
Næste morgen tankede vi og fortsatte mod Tennant Creek. Det er en fantastisk oplevelse at køre og langsomt se landskabet ændre sig. Omkring frokosttid kom vi til Tennant Creek, hvor vi handlede og fandt os en caravanpark. Der var for langt at køre videre, og vi ville se Devils Marbles. Resten af dagen slappede vi af ved poolen. Næste morgen efter morgenmaden tankede vi og satte kursen mod Devils Marbles. Lige pludselig kunne vi se store rustrøde stenkugler. Det var et imponerende syn. Vi holdte ind og gik en lille tur og læste lidt info omkring Devils Marbles. Devils Marbles var lige så mystiske og imponerende som håbet. Herefter gik turen mod Alice Springs-the red centre, hvor vi ankom om eftermiddagen. Vi lod os indlogere hos G'day Mate caravanpark, hvor de havde køkken og pool. Den efterfølgende dag besøgte vi Alice Springs Desert Park. En stor park, der er bygget op omkring de forskellige ørkenlandskaber med tilhørende dyreliv. Vi så en del fugle og et firben i det fri- de resterende dyr, heriblandt adskillige geckoer og slanger, så vi i bure indendøre, da de fleste er natdyr. Vi havde fejlagtigt troet, at Australiens ørken ville være rød, tør og øde-men der tog vi fejl. Australien består af omkring 70% ørken og er den vådeste af verdens ørkener. Det eneste forudsigelige er, at alt er uforudsigeligt i ørkenen. Det regner mest om sommeren, hvilket vi synes er lidt spøjst. Derudover er der flere forskellge græsarter, buske og træer samt en masse dyreliv, hvoraf de fleste dog er natdyr. Flere steder er der også vand at finde under ørkenoverfladen. Vores besøg i Alice Springs har med god grund haft lidt af et ørkentema, og vi har lært om både dyr, planter og geologiske forhold. Dagen efter desert park, stod den på det største reptil center i northern territory. Her stiftede vi bekendtskab med diverse reptiler, både de søde og de farlige. Vi prøvede begge at holde en ca. 3,5m lang Pythonslange og 2 andre forskellige øgler. Dyrelivet er så anderledes fra hjemme og virkelig spændende, man ser bare for få dyr i løbet af den stegende varme dag. Det er mest irriterende og nærgående fluer og myrer. Det var rart at bruge tid både på sightseeing og på at slappe ved poolen. Det er svært at svinge sig op til meget andet, når temperaturen nærmer sig de 42grader. Om aftenen tog vi til Anzac Hill, som er en bakketop med mindesmærke for 1. og 2. verdenskrig for at se solnedgangen over Alice Springs. Det var et smukt og farvestrålende syn. Da vi var hjemme igen i caravanparken, ville vi tage os et bad den sidste aften. Uheldigvis kom Emil til at låse bilnøglerne inde i bilen. Klovn! Så han måtte hente hjælp af Parkens ejer. De stod og fumlede med en ledning. Der gik ikke lang tid, før der kom yderligere hjælp. De forsøgte sig med tyk ståltråd ned gennem gummikanten i vinduet-dog uden held. Da det så allermest håbløst ud, kom der en ældre herre med et stykke af det kraftige bånd, der bruges rundt om større pakker: tv, vaskemaskiner osv., som han baksede med at få ind gennem vindueskanten. Han ville prøve at få det rundt om låsen for derefter at hive den op. Efter nogle lidt nervepirrende minutter lykkedes det heldigvis, og vi slap for at sove ude hos dyrene eller på toiletterne. Dagens helt fik en øl som tak.
Da det atter blev morgen, kørte vi i byens Woolworths, vores ynglingsindkøbscenterkæde og shoppede til nytårsaften, inden vi satte næsen mod Uluru og Kings Canyon, australiensturens hovedmål....