Mindoro

Vi tog fra Banaue kl 19, og fandt vores vej så vi lagde til ved Sabang strand på øen Mindoro kl 10 næste formiddag. Vi var godt trætte, men stædige som vi bliver, når folk tilbyder transport, valgte vi at gå til Tuna Joe Backpackers, hvor vi havde reserveret et værelse i en uge. Der skulle efter sigende kun være 1,5km. Det var der også, ingen havde dog informeret os om bakkerne. De var stejle, lange og vejret svedende varmt og fugtigt. Vi klarede den dog, og arriverede i svedende stil til hostellet. Vi havde ved en fejl reserveret 2 værelser istedet for 1. Det resulterede i, at prisen på vores værelse blev 50 pesos højere pr. dag, da han havde måttet afvise gæster. Øv øv. Vores værelse lugtede af et godt brugt herreomklædningsrum, så det rynkede vi lidt på næsen af. Lugten fortog sig heldigvis efter et par dage med a/c på fuld blus. Det var dog et fint sted med en glimrende pool til rådighed, og kabel-tv på værelset, med en amerikansk filmkanal.
Vores research om stedet viste sig at have været utilstrækkelig. Området vi befandt os i, viste sig at være et dykkerparadis. Dvs, masser af koraller i havet, og hvad værre var på strandene. Vi kom i håb om hvide sandstrande og blev derfor svært skuffede, da vi fandt ud af, at det ikke rigtig fandtes. Vejret var heller ikke optimalt, så humøret led et lille knæk, især da vi hørte, at en tyfon var på vej.

Dagen efter ankomsten var vejret dog ok. Vi tilbragte dagen på områdets eneste egentlige badestrand, White Beach. En ok strand uden at imponere videre. Vi havde forventet sol og strand men fik dykker og sky, og med den Cambodianske strandstandard frisk i erindringen, følte vi os nok en gang snydt.

Når det så er sagt, så hyggede vi os sgu meget godt. Vi nåede 2 gode dage på stranden, hvor vi den ene aften spiste Bbq blandt hunde og boygirls, mens vi ventede på en flok bøsser, der skulle udføre en ilddans.

De andre dage gik med at spise, shoppe, læse og drikke. På Fillippinerne findes en øl der hedder Red Horse. Det er en fremragende øl, der på etiketten holder 6,9%. Vi har dog lært, at dette blot er et minimum, og at flaskerne varierer i styrke fra 6,9 til 12%. Og da denne trylledrik også blev solgt i 1 liters flasker, fandt vi hurtigt på udtrykket, at blive Red Horsed. Sabang havde et rigt natteliv, som vi besøgte en enkelt gang.
De primære beboere var ældre hvide vesterlændinge og australske mænd, som havde slået sig ned med en Filippinokone. Et sjovt folkefærd, men ganske flinke.

Dagene gik slag i slag, og det var dejligt ikke at skulle være på farten. Vi fik en god blanding af vesterlig mad og Filippinske retter. Der nævnes i flæng, special fried rice, som var lækre fried rice med spejlæg på toppen, sizzling som var kød serveret med Java Rice og grøntsager på en sydende varm støbejerns "tallerken", big boy burger fra Miras bakery, og sidst men ikke mindst footlong, en hotdog på 40 cm. Vi spiste generelt rigtig godt alle dage, og slukkede tørsten med San Miguel øl.

Under tyfonen, som var en "signal 1 typhoon", opdagede vi en uventet fare. Overalt stod der kokospalmer spækket med kokosnødder. Disse var sjovt nok mere tilbøjelige til at falde ned i blæsevejret. Når sådan en fætter dratter ned 1m fra en, laver den en temmelig høj og uhyggelig lyd. Lidt palmeparanoia havde vi efter denne nærdødsoplevelse.

Vi nød i fulde drag ikke at være på farten. Vi var for dovne til at tage på nogle af de bådture, vi på daglig basis blev tilbudt. De få dage med godt vejr valgte vi at dase på stranden, som jo var det vi var kommet efter. De resterende dage brugte vi på at gå rundt i Sabang, og en enkelt dag tog vi til Puerto Galera. Ingen af byerne var noget særligt, og man kunne tydeligt mærke, at Mindoro er den mindst udviklede Filippinske provins.
Vi var som oftest hjemme på hostellet omkring kl 21, hvor vores aftenritual blev en film inden sengetid. Vores værelse var forholdsvist dyrefrit, lige med undtagelse af en enkelt nat. Her vågnede Emil op med et kryb på armen, der gav et lidt for højt "dunk", da det ramte gulvet. Vi så heldigvis aldrig det kryb igen.

På trods af vejr og vind, nød vi tiden uden tasken på ryggen. Vi fik ladet godt op, og fik os et mentalt break ovenpå den lange første etape. Da vi tog fra Filippinerne var vi friske og frejdige og klar til livet i venstre side...